En god lang tur, hvor vi rigtigt kan komme hinanden ved og tale om ting, der optager os
Han kæderyger. Nej, han kampryger. Det er et ord, han selv har lært mig. Hvor kæderygning er storrygerens magelige normaltilstand, så beror kampryging på en indsats; de skal ind, de cigaretter, ind i kæften, igennem systemet, de skal ind der, hvor det gør ondt. - Vi lever i statistikernes tidsalder, siger han, BIG DATA. Jeg tænder en cigaret i solidaritet og leder efter et sted at lægge mine øjne, som ikke er hans ansigt. - De er for eksempel godt i gang med at fortrænge lægevidenskaben. Når den næste pandemi truer, så vil det ikke være lægerne, der opdager det, det bliver statistikerne. De ser mønstrene i, hvordan folk begynder at sygemelde sig, hvilke symptomer osv., densiteten, geografien, og så forudsiger de katastrofen , imens lægerne stadig står med den der træpind i munden på patienten og siger “ahhhh”. Vi står i data til knæerne, og når de store selskaber lærer at tæmme alle de informationer, vi har givet dem, så bliver det ligesom Sauron, der smeder ringen over dem alle. Så kommer den endelige løsning, Sander. Han smiler til mig. Det der jeg ud af øjenkrogen. Vi plejede at sige til hinanden for sjov, at enten blev Josef til noget stort, eller også ville han ende i rendestenen. Nu er det ikke sjovt længere. Det er ubærligt at se ham disintegrere på den måde. De simpleste ting han ikke længere kan finde ud af. Han skulle aldrig være taget til Prag, vi skulle aldrig have ladet ham komme udenfor vores synsfelt, vi skulle aldrig have ladet ham gemme sig i mørket. - Ak. Jeg lover dig. Den umenneskeliggørelse der finder sted for næsen af os Du altforbarmende. Det er imponerende så usynligt bureaukratiet sniger sig ind alle vegne, forklædt i frihedens sprog. Anti-bureaukraterne er de nye bureaukrater. De frie individer er de nye slaver. Og det bliver ikke i konkret grusomhed det her nye bureaukrati kommer til at exellere, det er vores tid alt for vattet til, det bliver ikke i nogen konkret forstand, at koncentrationslejrene kommer til at tage livet ud af os. Nej, det er meget mere udspekuleret, nej, det er U-SPEKULERET. Det er det, det er. Det kan vi takke markedsideologien for. Det frie marked, den tankeløse optimering. - Skal vi ikke tage ud og spise?, spørger jeg. Jeg giver. Han smiler stadig. Det her kroniske, resignerede smil, der ikke synes at kunne rokkes af nogetsomhelst udefra. - Skal vi ikke lade være med at spise? Han griner og tænder en ny cigaret. - Jeg gider ikke mere, Sander, siger han. - Hvad mener du? Han trækker på skuldrene. - Det der er at mene. På alle måder det kan menes. Jeg gider ikke mere. Potentialer kan ikke gå til spilde, har han engang sagt til mig. Folk er, hvad de er, og gør hvad de gør. Tingene kan ikke adskilles. Og nu sidder han der, som et levende bevis på det modsatte. Han skulle aldrig være flyttet alene ud i den her lejlighed. - Den stakkels underklasse, den som bare bliver større og større, den vi også er en del af. Den som alle til sidst vil være en del af. Umyndiggjort ved at blive overladt til sig selv. Ligeså frie som børn på en legeplads. Vi bestemmer selv, om vi tager endnu en tur i rutsjebanen, eller om vi vil prøve gyngen. Men hvis vi stikker af, bliver vi ædt af ulvene. Kæft, hvor har vi sovet i timen, Sander. Det var sgu da os, der skulle have sagt noget, gjort noget. Ak, men vi troede, at det handlede om os selv. Om vores små, ensomme liv, vi troede, at vi var fundamentalt alene. Vi troede, at vi skulle blive klogere, ved at se indad. Og nu er vi for dumme til at gøre noget andet, nu er vores hoveder drejet helt ind i indvoldene, og vi cirkulerer om de her små begivenheder, som vi mener, er vores livs historie. Min mor var altid sur, min far drak for meget, min hue satte sig fast i klatrestativet, min søster var laktoseintolerant. Og så viser det sig, at vi aldrig er alene. Vi har ikke engang vores tanker for os selv. Den siver ind, den her optimering, og der er ingen, der kan overskue konsekvenserne. Han lægger sig på ryggen på gulvet og kigger på mig gennem bunden af en tom ølflaske. Jeg har altid set op til ham. Selv nu. Selv når han ligger ned, ser jeg op til ham. - Kan vi ikke gå udenfor, Josef? Det er sommer, for helvede. Og der er derprimerende herinde. Carl og Alex og de andre er på bryggen. Og du trænger fandme til at blive luftet. Du er ved at blive en stueplante. Han springer op fra gulvet. - Jo, lad os da gøre det, siger han. Og lad os gå derhen. En god lang tur, hvor vi rigtigt kan komme hinanden ved og tale om ting der optager os.
