#jazzhat

Han sagde også til papayapigen, at “det ikke gjorde noget, for jeg havde allerede været ham utro”. Og jeg ved godt, hvordan det lyder, men han lagde jo ikke engang selv skjul på, at han godt vidste, det ikke var den samme situation. Vi havde ikke et åbent forhold. Jeg havde ikke sagt til ham, at jeg egentlig ville tilgive ham, hvis han var sammen med en anden. Og vigtigst af alt sad jeg derhjemme og ventede på ham og glædede mig til at høre hans stemme og tale med ham, og vågnede op hver eneste morgen med håbet om, at er lå og ventede en besked fra ham på min telefon. For der troede jeg, at jeg vidste, han elskede mig. I vinteren 2013 ringede han til mig om natten og fortalte mig, at han krummede tæer over den måde, han havde opført sig på, og at han var så pisse ked af, at han aldrig havde sagt, han elskede mig. Jeg har aldrig i mit liv oplevet sådan et brus af lykke ved den slags ord, og det gør jeg stadig ikke, for med Theo var det sådan en sjældenhed. Det var en sinds-sygt urealistisk drøm, der blev til virkelighed. 

Og det var måske det, jeg hungrede efter, dengang jeg gjorde det. Jeg vil ikke skyde skylden på ham. Det var jo 100% mine valg, mig der begik handlingen. Jeg tror, jeg savnede at føle mig eftertragtet og valgt til.  Ikke at det var spændende. Det var akavet, det føltes mekanisk og forkert, som om man forsøgte at få to helt forkerte puslespilsbrikker sat sammen. So not worth it. Sooooo not worth it. Men da jeg spurgte Theo om det var det for ham med Papapyapigen, sagde han ja. Og han sagde også ja, da jeg spurgte, om han var holdt op med at elske mig. Selvom jeg tror, det er en løgn, han ikke selv var klar over, for er det overhovedet fysisk muligt at holde op med dét på tre uger (.... men så igen: hvad ved jeg), har jeg siden været utroligt frastødt ved papayafrugten. Både dens smag og fremtoning og alt, hvad der har med den at gøre, og som minder mig om, at en lokal pige fra et marked på Puerto Rico, som solgte papayafrugter til min kæreste besluttede med sig selv, at det var i orden at kneppe ham bagefter. Jeg lå vågen hele natten, efter jeg endelig fik det at vide over Messenger klokken bæ om natten med en maks 10 linjer lang besked, og overvejede, om ikke jeg bare skulle købe en flybillet derned og finde hende, købe hele hendes bod og smadre alle frugterne på jorden, imens jeg smilede til hende. 

Men det var jo ikke rigtigt hendes skyld. (Eller, altså: man skal saftsuseme bare holde sine fingre fra andre folks partnere, medmindre der er indgået nogle faste aftaler i det pågældende parforhold - honestly hvad fuck bilder hun sig ind) Det var jo Theo, der var den, der var i parforholdet. Theo der sagde ja eller overtalte eller gav efter. Theo der ikke slog op med mig inden, og Theo der ventede tre uger med at give lyd fra sig. Jeg har tilgivet ham for utroskaben. Det tror jeg i virkeligheden, jeg var ret hurtig om at gøre; det er mere resten af hans opførsel, der tog livet af mig. Jeg kommer aldrig til at forstå det med at beskytte sig selv på den måde på bekostning af et menneske, der elsker en og som man også selv i det mindste har elsket. Eller bare i det hele taget. 

Fatter ikke han skrev til mig i går aftes, insiterede på at jeg kom forbi, fordi han havde det dårligt. Jeg var bange for, at han var ved at dø eller sådan noget, for hvor langt ned skal man lige synke, før man skriver til en eller anden, man havde noget kørende med for to år siden, og ikke har snakket med siden, i stedet for at ringe til sine venner? Jeg havde ikke rigtigt lyst, men jeg er for meget samaritaner til at lade være. Jeg sagde, jeg ikke var et sted, hvor jeg kunne være sammen med ham, men at jeg gerne ville hænge ud, hvis han havde brug for det, og det sagde han var fint, så jeg stod modvilligt af toget på Ryparken, efter han havde skrevet, han ville forklare, når vi mødtes. 

Jeg tog hjem igen efter fjorten minutter, fordi han kørte i ring hundrede gange i minuttet. “Markus, gider du fortælle mig, hvad fanden der sker?” “Jeg ved det ikke. Jeg ved det sgu ikke”; sagde han igen og igen. Han sagde, han sgu havde det lidt skidt med at have kørt rundt med mig og pandehårspigen på samme tid, men jeg sagde til ham, at det jo for helvede aldrig havde været meningen, det skulle være mere end det Det er fjollet at bringe det på banen, for det var godt nok aldrig nogensinde meningen, vi to skulle være noget. Det var det fandeme ikke. Jeg ved ikke, hvad han havde gang i. Jeg kunne slet ikke kende ham. Han så lavere ud, mere slidt, og træt og syg ud. Lignede slet ikke sig selv, eller måske er det bare mig, der er vokset i sindet siden. Måske. Jeg huskede ham som en rankrykket, langfingret, instrumentspillende selvtillidsbombe med alting under kontrol. I går aftes virkede han knækket og ensom.

Da jeg stod og købte min togbillet i automaten, rækte han pludselig hånden ud efter mig, og sagde “bliv” med en meget lille stemme, men det hele var for mærkeligt, og det skulle jeg bare slet ikke, og da jeg sagde nej, rullede han sig meget hurtigt ind i sig selv igen og trak armen tilbage igen. Han prøvede igen og igen drillende at forhindre mig i at gå, men jeg stod alligevel på toget 19 minutter efter jeg stod af. Jeg havde slet ikke lyst til at blive. Slet, slet ikke.

Noget jeg siger højt til mig selv, hvis jeg kommer til at tænke på noget pinligt eller ubehageligt.

Jeg skal på arbejde senere i dag, men jeg har bare lyst til at gemme mig i stedet for. Ikke fordi jeg har gjort noget specielt pinligt, bare fordi min hjerne i dag har besluttet sig for, at jeg ikke dur. Til noget. Og at jeg så dum ud i går til den kæmpestore firmafest, jeg var med til. Og at folk syntes, jeg var dum. Og tusindvis af andre ting, jeg ikke engang har lyst til at skrive ned. 

Og ham der engang blev kaldt for Jazzhat, selvom det var en sixpence han gik med, skrev “Hey (:” til mig klokken halv seks i morges. Klokken halv seks i morgens. Du godeste. I know what you’re doing. Vi har ikke snakket sammen i, hvad, to og et halvt år, og du kan ikke engang finde ud af at hilse ordentligt på mig, når vi støder ind i hinanden på gaden. Niks, du. Nul. Er du ikke sammen med pandehårspigen, eller hvad sker der? Hvorfor skriver du til mig?

Jeg magter bare ikke tanken om at gå ud af min dør og tage hele vejen til et storcenter for at gå på arbejde. Og stå der… Og smile og være serviceminded når alle folk synes, jeg er en kæmpe taberidiot. Det klør i fingrene efter at gøre det der, men jeg vil ikke have, folk ser det. Jeg synes hele livet er mega grænseoverskridende lige nu. Og så var der ham den rødhårede fra Irland, jeg havde smilet til hele aftenen, som endte med at sætte sig ned og tale med mine kollegaer og jeg, efter jeg havde fortalt ham, jeg havde kigget på ham hele aftenen, og han entusiastisk sagde “I lige måde!”. Hyggeligt nok, hvis ikke det havde været fordi, man tydeligt kunne se, han hele tiden kiggede på min kollega. Han talte ikke dansk, så jeg kunne roligt smile stort til min anden kollega, Signe, og sige “han kan rigtig godt lide Kaja”. Det var super nederen, men det gør ikke så meget.