#jappi

Nogle gange falder jeg over tilfældige sange og kommer i tanke om, at de på et tidspunk noget særligt, fordi de mindede mig om en bestemt person - som regel en ekskæreste - og at jeg har haft en hel playliste dedikeret til den her person på Spotify. Jeg bliver lidt ærgerlig over, at jeg har slettet de her playlister, for det ville være skægt at høre dem nu og se, om jeg kan huske følelserne. Jeg mener, det giver mening, at jeg har slettet dem, fordi breakups er “the wooooorst 🎶”, så jeg holder det ikke op imod mig selv eller noget. Det ville bare være skægt at hive dem frem senere. Jeg har fx lige hørt The Pina Colada song, og jeg har en fornemmelse af, jeg engang har skrevet noget ned her om at være ved at brække mig over, at den blev spillet i radioen, fordi den mindede mig om Emanuel, og det gjorde mega ondt. Det er… pudsigt… ? hvordan det slet ikke rør mig nu. Altså det giver god mening, men det er bare en løjerlig tanke. Det føles enormt fjernt. Hvad lå der egentlig ellers på den playliste? Hvad hed den overhovedet? Hvis jeg kender mig selv ret, hed den et eller andet mærkeligt hehe. Jeeeeeg… tror nærmest at hele soundtracket til Guardians of the Galaxy lå på, en masse Vulfpeck (især Back Pocket, bless that song) og sikkert også noget fra Muse’ Drones. Uh, og den der sang han støvsugede til…! Hvad sævens var det nu for en… Jeg ledte Emanuels tag her for at finde den video (Den er i øvrigt stadig vildt skæg) og fik kastet en masse andet gammelt musik i hovedet. Better Together! Åhr, det kan jeg godt huske. Jeg hørte den på vej til toilettet da jeg var ude og spise med mit arbejde (meget romantisk) kort tid efter Emanuel var taget til Tanzania, og den røg direkte på playlisten. Føler det var sangEN. Det havde jeg helt glemt. Og Tårn! Det er virkelig mærkeligt, hvordan det ingenting betyder længere. Eller… er det vel ikke. Og det er ikke fordi, det ikke betyder noget længere, der er bare ikke nogen følelser tilknyttet sangene. Kun minder. Det er spøjst.

Jeg har haft den samme oplevelse med sange, der engang lå på en tilsvarende playliste til Gustav. Den ville jeg ekstra ønske, jeg ikke havde slettet; jeg kan endda huske, da jeg tog tilløb til at gøre det. Jeg ville ikke rigtigt ønske, jeg ikke havde slettet den, for det var det rigtige at gøre, men jeg ville alligevel ønske, at man kunne grave den frem fra et eller andet arkiv. Jeg har nogle sange tingene på en gammel CD, jeg engang gav ham i fødselsdagsgave, og måske (?) har jeg også en gammel I-pod-playliste liggende et sted fra dengang vi sagde farvel til hinanden på efterskolen for… fucking… 13 år siden, hvad fuck sker der 🙃. Jeg ved i hvert fald at der lå noget Saybia på og Drott & Marsk. Ærligt, det er derfor, jeg skriver kunstner og navn på alle sange jeg lægger op, i tilfælde af at videoen forsvinder fra YouTube eller sådan noget, for så kan jeg altid se, hvad det var for en sang.

Jeg…! Kan godt lide at gemme lidt på den slags ting. Lidt på samme måde som at føre dagbog. Det er noiern, hvordan ting bare glider ud af ens hukommelse og bliver til én stor pærevælling af ligegyldighed, jo mere voksen man bliver, fordi tid bare sådan… flyder sammen. Jeg ved ikke, om det lyder fucked, men jeg bliver glad af at falde over minder, jeg troede, jeg havde glemt, og jeg kan genkende, at jeg på et tidspunkt mærkede noget andet, end jeg gør nu, rigtig, rigtig, rigtig meget. At komme i kontakt med de her perioder af mit liv på en meget klarere måde en som et spredt, falmet minde. Det lyder lidt som om, jeg er fyldt 110… men… jaer. Jeg føler, jeg er nødt til at holde lidt fast på mig selv og hvad jeg har været. Ikke fordi jeg ikke er noget nu eller der hvor jeg er nu i mit liv ikke er vigtigt, og heller ikke fordi, jeg skal leve i fortiden, men det er alligevel bare rart at komme i tanke om, at der har været andet. Og at jeg er vokset. På en måde? Hvis det giver mening.

Gaaaamle blogindlæg. Jeg fandt en hjemmeside, der åbenbart tager snapshots af sider på internettet, og pludselig faldt det mig ind, at det kunne være interessant, hvis jeg kunne finde de der famøse (nu forsvundne) blogindlæg, som Jeppe vidst nok skrev, inden han slettede sin blog. Jeg tænkte, at jeg måske kunne finde ud af, hvorfor han var så sur på mig. 

Ja ikke at det overhovedet rager mig eller betyder noget for mig som sådan. Nogle gange går jeg bare ind på din Instagram-profil og kigger lidt, bare fordi jeg er nysgerrig. Og så tænker jeg: hvem i alverden ville i fattet tilstand barbere sit (røde, ikke-vigende i øvrigt) hår af for at være komplet æggehovedskaldet. Og beholde skægget.

Oh Well, bare du er glad selv, bevares!

Jeg sad og læste gamle indlæg igen, og jeg faldt over det, hvor jeg fortæller om, hvordan jeg mødte Gustav, der var ude og face ude foran Magasin, lige inden jeg skulle hente Jeppe og Marcus. Vi talte sammen, og jeg besluttede at melde mig ind i Amnesty for at hjælpe ham med tallene, fordi flere af hans kollegaer var blevet fyret for ikke at hente nok medlemmer hjem. Jeg skyndte på ham, fordi Jeppe havde skrevet, det var i metroen. 

“Hvorfor skal jeg skynde mig?” “Fordi Jeppe kommer lige om lidt, og jeg tror ikke, det ser så godt ud, hvis vi står og taler” “Hvorfor ikke?”  “Fordi du er min ekskæreste” “Og Jeppe er din nye kæreste?” “Mnjae, sort of” “Nå...”

Sikke en fjollet situation. Forelskelse og nicher til side, så kan jeg tydeligt læse ud af mine ord, hvor tæt knyttet jeg var til Theo stav, og senere hvordan mit og Jeppes forhold slet ikke kunne måle sig. Og det var også tarveligt gjort af mig. Gustav skrev til mig bagefter, at han var blevet ked af at høre, at jeg allerede havde fået en ny kæreste, og at han håbede at ham Jeppe var sød. Det fik mig til her til aften at tænke på, hvor meget jeg satte pris på Gustavs sms’er, Gustavs sparsomme “jeg elsker dig” og vores mange interne jokes og den helt særlige intimitet, der var mellem os. Han kaldte det magi, kan jeg huske. 

Men det hele kom sig af, at jeg sad og læste om Jeppe, og jeg huskede på, hvordan det forhold var. Jeg elskede ikke Jeppe, men jeg holdt meget af ham, og han var virkelig sjov og sød. Men jeg er virkelig glad for, at jeg forlod forholdet, da jeg gjorde. Det var ikke rigtigt for nogen af os. Også selvom han stadig er sur på ham. Efter det fandt jeg sammen med Theo igen, og de første måneder her var helt, helt magiske. Det endte galt igen efter et års tid. 

Kort tid efter vi blev kærester i 2013 snakkede han om, at det lige var blevet besluttet, at VM i fodbold 2022 skulle afholdes i Qatar, hvor han selv havde boet med sin familie i en årrække. Han interesserede sig ikke vildt meget for fodbold, så vidt jeg husker, men det var alligevel noget særligt, at det var der, det skulle afholdes, og han sagde med stor selvfølgelighed, at det skulle vi da tage til, nu det skulle være i Qatar.

Jeg kan huske, at jeg både blev smigret (ja, eller jeg ved ikke, om det er det rigtige ord... måske glad?) for at han bare gik ud fra, at vi stadig ville være sammen så lang tid ud i fremtiden, men samtidigt mærkede jeg en vis utilpashed ved det. Vi havde kun været kærester en måneds tid eller to på det tidspunkt. Vi kendte jo nærmest ikke hinanden; især når man tager med i betragtningen, at vi blev kærester efter en måned eller sådan. Jeg var 18-19 år på det tidspunkt; hvem ved, hvad fremtiden bringer på det tidspunkt efter så kort tid? For mig var det en lille rød lampe, der begyndte at blinke, fordi han leverede replikken med så stor selvsikkerhed. Jeg bilder mig ind, at jeg spurgte ham, om han troede, vi stadig var sammen på det tidspunkt, hvortil han bare sagde “det håber jeg da”, som om jeg havde spurgt, om han stadig ville have hår på hovedet i 2022.

Jeg tænker på, hvor meget der er sket med mig og i mit liv siden dengang, og hvor glad jeg er for, at jeg ikke længere er sammen med Jeppe. Og det er altså ikke fordi, at han var skrækkelig eller sådan noget; han var smadder sød, klog, pæn og virkelig, virkelig sjov - jeg tror, at Jeppe er en af de sjoveste kærester, jeg har haft. Men helt alvorligt, så passede vi ikke sammen, og det var et virkelig giftigt forhold at være i for os begge to... Det var jo ikke rart til sidst overhovedet, og det tror jeg egentlig, han er enig med mig i; jeg tror bare også, at han tænker, at det hele var min skyld. Det er det sikkert også fra hans synspunkt, men sådan ser det ikke ud fra mit. Netop fordi vi er forskellige mennesker og har helt forskellige holdninger til en række ret vitale punkter (fx hvorvidt man må lave lektier sammen med en fra et andet køn, eller sove hjemme hos sin bedste ven, hvis denne er et andet køn - og tilfældigvis homoseksuel i øvrigt). Og det kunne jeg bare ikke være i. 

Jeg tror gerne, han ville have mig, jeg skulle bare opføre mig, som han gerne ville have det. Og altså, helt ærligt, sådan spiller klaveret ikke. Nogle ting kan man gå på kompromis med, og det er for øvrigt efter min mening en rimelig vigtig ting at kunne gøre i mine øjne, når man er kærester. Men andre ting er for vigtige, og det kunne jeg bare ikke. Jeg tror, at tingene havde set meget, meget anderledes ud for mig, hvis jeg var blevet med Jeppe. Jeg er sikker på, at han ikke gjorde det med vilje og aldrig havde intentionen om det, men jeg er helt alvorligt talt helt sikker på, at det var endt helt galt. Det var psykisk vold. For os begge to. Altså jeg skal ikke have min kærestes venner til at skrive til mig på Facebook for at fortælle mig, at han ikke har spist eller sovet i flere dage, fordi jeg har gjort et eller andet, som (i min verden - jeg skal jo ikke styre, hvordan det skal foregå i hans) er fuldstændigt ude af proportioner med reaktionen. At skrive <4 i stedet for <3 betød pludselig, at jeg ikke elskede ham længere. At skifte profilbillede til et, hvor han ikke var med på, betød pludselig at jeg ikke elskede ham længere. Jeg fik skældud, fordi Oliver fra min parallelklasse fulgte mig hjem fra en fest, fordi jeg var meget, meget fuld. Ifølge Jeppe ville Oliver nemlig bare i bukserne på mig, og han boede i øvrigt slet ikke i nærheden af mig! For det første passer det ikke (og hvor i alverden skulle han vide det fra; han bor i Jylland!) og for det andet kunne jeg jo bare sige nej. Sådan. Så er det klaret. Og hvis ikke, så er det da ikke mig, der skal have skældud, men Oliver? Men af en eller anden årsag, var det ikke lige så meget logik for burhøns for Jeppe, som det var for mig. Og omvendt i øvrigt. Jeg ønsker da for ham, at han er sammen med en sød pige, der er helt enig med ham i de her ting, og aldrig kunne finde på at gøre de ting, han synes er mega meget ikke i orden.  Nå... hvorom alting er... Så tænker jeg stadig på dengang, tre år efter vi slog op, hvor jeg skrev til ham for at høre, om han ville have en ting tilbage, han havde glemt hos mig forinden. En ting, som jeg havde haft liggende i min skuffe, og taget med mig efter jeg flyttede hjemmefra, fordi jeg ikke ville smide den ud, fordi jeg vidste, den havde affektionsværdi for ham. Jeg gad ikke have den.... jeg gik bare og ventede på, at han var helet, så jeg kunne aflevere den tilbage, uden at det pludselig blev noget, der mindede ham om mig. Og så var han bare... SÅ sur på mig stadigvæk. Og jeg ved ikke hvorfor! Han skrev, at han havde sagt til mig, at han aldrig ville tale med mig igen, og så slettede han mig på Facebook (hvorfor havde han ikke gjort det før er mig en gåde, hvis han virkelig ikke brød sig om mig, men altså...). Og han må da også gerne være sur, men... altså... hvad i alverden talte han om? Jeg har altså aldrig fået at vide af ham, at han aldrig ville tale med mig igen. Jeg tror, han har skrevet et eller andet på sin blog, som jeg ikke nåede at se, inden han slettede den, som han er dødhamrende fornærmet over, at jeg ikke har responderet på. Men jeg har jo ikke set det! Og det generer mig altså, at jeg nok aldrig kommer til at få at vide, hvad der skete, og hvilken korrespondance han snakker om, og hvad han er vred over. Altså for jeg gjorde jo alt det rigtige, da jeg slog op med ham. Altså, I ved, udover at slå op selvfølgelig, det gør da ondt og det kan jeg da godt forstå, men det skulle altså gøres. Jeg tog hele vejen til Esbjerg for at gøre det face to face og tilbage igen samme dag. Hvis jeg virkelig var så led og ond og et dårligt menneske, så kunne jeg da bare have ringet eller sendt en sms, men sådan noget gør jeg altså ikke. Og jeg var ham aldrig utro eller noget. Jeg forstår det simpelthen ikke.