#jaits

Han er rette linjer. Lysindfald gennem persienner en tidlig morgen, klar, parat, skal nok blive til noget stort en dag. Med sine kloge, mørke øjne og hænder, der flagrer når han taler. Han krammer mig lidt for hårdt og hvisker mig et lidt akavet kompliment. Jeg får næsten tåre i øjnene, fordi han er både regelret og strømlinet, men også lidt skæv på en måde, der gør ham både svær og så uendelig let at elske. Han er lavet af storhed og alvor og eksplosiv latter og nogen gange kigger han på mig og siger en så forsigtigt smuk ting at jeg begynder at tro på at folk, der elsker matematik, måske også er lavet af måneskin

jeg elsker mine venner så meget? Jeg elsker dem til månen og tilbage igen utælleligt mange gange og så lidt mere. Så meget at jeg ikke tror hverken de eller jeg helt forstår, hvor uendelig meget jeg elsker dem