PĂ„ finansekspedition i MĂŒnchen
Det er 3. dag i MĂŒnchen og 2 dag som sherpa for 60 banksfolk pĂ„ teknologi-ekspedition gennem byens âfintech eco-systemâ, som det hedder i min startup-verden. Jeg har allerede tillagt mig smĂ„ rutiner i den nye by: Jeg kĂžber morgenavisen fra den samme automat pĂ„ vejen fra hotellet til hovedbanegĂ„rden, hvor jeg sĂŠtter mig pĂ„ min nye favorit cafĂ© og bestiller en kaffe med mĂŠlk og en croissant mens jeg lĂŠse overskrifterne og nyder travlheden pĂ„ banegĂ„rden. Mit tysk er rustent, men jeg tvinger mig til at lĂŠse og tale sproget; integration begynder, nĂ„r man forsĂžger at kommunikere i original kode og leve som de indfĂždte. Hele Ăžvelsen i MĂŒnchen gĂ„r netop ud pĂ„ at tage mine bankfolk ind bag byens facade og mĂžde nogle af Europas mest talentfulde entreprenĂžrer, som arbejder pĂ„ at skabe en ny fremtid for vores banker. Â
Rejsen ind i fremtiden starter ikke i pĂ„ fĂžrste klasse med afhentning i bus med air condition - den foregĂ„r i ĂžjenhĂžjde med virkeligheden og under jorden med S- og U-Bahn. Jeg har forberedt denne finans-ekspedition i tre-fire mĂ„neder sammen med min tyske partner og jeg begynder efterhĂ„nden at kende MĂŒnchens undergrund og dens infrastruktur. Jeg er med andre ord ved at fĂžle mig hjemme i MĂŒnchen, og det samme gĂžr mine gĂŠster, der fĂ„r lov til at rakke rundt i storbyen fra den ene startup til den nĂŠste. De er ikke pĂ„ ferie men pĂ„ arbejde. I Ăžvrigt skal jeg hilse at sige at 60 mennesker fylder forbavsende meget i gadebilledet - meget mere end man skulle tro.
Min unge tyske makker Steffie var i sidste uge ligget med influenza og er fĂžrst stĂ„et op af sengen for to dage siden. Hun er segnefĂŠrdig efter 48 timer men piver ikke og ingen bemĂŠrker noget. Som Steffie siger: Das leben ist nicht fĂŒr weichereâÂ
Vi slutter de to dage af med middag i Wirtshaus an Bavaria Park, der er en ĂŠgte MĂŒnchener âBiergartenâ; vejret arter sig fra sin bedste side og jeg er glad, da jeg gĂ„r alene hjem gennem parken ned til Schwanthalerhöhe U-Bahn station, hvorfra jeg tager toget 2 stop til HovedbanegĂ„rden. Kvarteret bag banegĂ„rden virker anderledes end de tre foregĂ„ende aftener og det gĂ„r op for mig, at klokken er 23 og at jeg faktisk har fri nu.
Jeg gĂ„r ned af DachauerstraĂe mod mit hotel og forstĂ„r ikke, at man kan leve med sĂ„dan et gadenavn - men man kan i anstĂŠndighedens navn vel heller ikke tillade sig at ĂŠndre det. Nogle ting skal man ikke lĂžbe fra men leve med og jeg holder utroligt meget af Tyskland og tyskere. Jeg stĂžder pĂ„ en valgplakat til Europaparlamentet; det er en ung dyrlĂŠgeinde Agnes Becker, som vil redde Europas bier. Den er jeg med pĂ„, hvis jeg kunne stemme pĂ„ hende, ville jeg gĂžre det. Hvorfor kan man til Europeparlamentsvalget i Ăžvrigt ikke stemme pĂ„ kandidater fra andre lande?
Inden for de sidste to uger har jeg vÊret gennem Europa pÄ kryds og tvÊrs og i overmorgen flyver jeg til Frankrig. Det er muligt, at jeg bidrager med noget extra co2 til atmosfÊren, men jeg bidrager ogsÄ til udviklingen af den europÊiske idé. Jeg har aldrig fÞlt mig mere europÊisk og nÄr jeg kommer til Nice, skal jeg ned pÄ konsulatet og stemme pÄ min kandidat.
