#erfaringer

VidaXL erfaringer – Slik gikk det da vi testet nettbutikken

VidaXL er en nettbutikk som har inntatt Norge med følgende slagord: “Lev stort for lite!” Når vi begynner å analysere nettbutikken, så må vi si oss litt forvirrede. Men vi regner vel med at “for lite” referer til at VidaXL har veldig lave priser. Det er vi vel sånn halvveis enige i. Spørsmålet er vel om kvaliteten på varene er like god som det de lover. Vi i Bilduden har kjøpt bilutstyr fra…

Som jeg har nevnt i tidligere innlegg, har heldigvis de teknologiske mulighetene kommet så langt, at jeg ikke har behøvd programmeringskompetanse for å komme igang. Og, som oppstarts bedrift har flere av løsningene vært billig å komme i gang med. Dette har vært svært viktig kriteria.

Men alt starter med en ide eller ambisjon om hva som skal løses.

Plattform

Et annet viktig kriterium har…

Læs mit svar på kritikken og debatten fra Deadline i torsdags. "Mobilforbud og mobiltelefonen som syndebuk - hvorfor forbud ikke er en løsning."

At være imod mobilforbud er ikke et populært standpunkt. ‘Hvordan kan man dog være for noget, som er skadeligt? Mobiltelefoner er tydeligvis noget skidt, specielt for vores børn.’ I torsdags deltog jeg i DR2s Deadline i en debat med Imran Rashid og Lise Aammitzbøll la Cour om mobilforbud og mobilfri skole. Udgangspunktet var en kronik af Imran Rashid og Anette Prehn som udkom samme dag i…

Nu hvor vi er i juli måned, er vi også gået ind i et nyt kvartal. Og det betyder, at der skal sættes nye OKR mål. Eller rettere: Det betyder, at jeg sætter nye OKR mål sammen med de kolleger, jeg arbejder sammen med i det daglige.

OKR er en metode, der er blevet gjort kendt af Google, og den går i al sin enkelhed ud på, at man for et kvartal af gangen sætter sig nogle mål (Objectives, deraf O’et) samt nogle nøgleresultater (Key Results, deraf KR), som man skal opnå for at kunne sige, at ens mål er blevet nået. 

Kort fortalt handler det om at lave en plan for de kommende tre måneder og identificere de faktorer, der gør, at man bagefter kan sige, om planen lykkedes eller ej. 

Hver eneste gang, jeg snakker om mål og resultater, er der mange, der vender det hvide ud af øjnene. Og måske er jeg da også blevet hjernevasket godt og grundigt gennem en del år i Microsoft, hvor vi målte alt - og ikke mindst vores egen performance. Men jeg synes nu engang, det er rart at vide, hvad det er, man arbejder hen imod. Og så er det da fedt, når man undervejs kan krydse de ting af, man har nået og dermed med sig selv vide, at man er på vej i den rigtige retning. 

Mange, der arbejder med målsætninger, gør mest ud af at sætte målene op. Og så har de sværere ved at følge op på dem. Dermed bliver de i sagens natur ligegyldige. Så det har vi også forsøgt at gøre noget ved.

I mit lille team har vi to seancer om ugen - begge to cirka af 15 minutters varighed. 

Den ene er mandag formiddag, hvor vi sammen taler vores OKR mål igennem og kigger på, hvor langt vi er nået, og om der er noget, vi i den kommende uge bør sætte ekstra meget fokus på for ikke at komme bagefter. 

Den anden er fredag sidst på eftermiddagen, hvor vi hver for sig gør status og opdaterer vores OKR fremskridt i det tool, vi har valgt at bruge til denne opgave. For vores vedkommende er det Weekdone, som udmærker sig ved at være relativt avanceret og tilmed gratis, hvis man er op til 3 brugere på systemet. Og da mit lille team p.t. holder sig indenfor disse rammer er det oplagt. 

Ved at bruge dette værktøj og i det hele taget være opmærksom på at følge fremskridtet og rette til undervejs, bliver vi meget mere effektive. Vi ved, hvad der skal til for at nå vores mål, vores møder bliver fokuserede, og energien bliver også en hel anden, fordi vi sort på hvidt kan se, hvornår nålen flytter sig og tingene går i den rigtige retning.

Det er en meget klar nytte af at opsætte mål og følge dem. Og i min optik gør de, der vender det hvide ud af øjnene i forhold til målsætninger og tracking kun sig selv en bjørnetjeneste ved at spilde mere tid og krudt, end de havde behøvet. Men det er og bliver jo deres valg. 

Aktive medspillere. Det er noget af det, jeg altid stiller krav om i de projekter, jeg kaster mig over. For efterhånden som jeg kommer igennem flere og flere projekter, er det min klare erfaring, at det mere end andet er afgørende for, om projektet bliver oplevet og husket som en succes eller ej. 

Det er der to meget gode grunde til.

Når kunden er aktiv medspiller i projektet, oplever de allerede der en værdi af deres investering. Min oplevelse er, at langt de fleste leder efter muligheder for, de kan være med - fordi de synes det er vigtigt, spændende, relevant eller bare er et dejligt break fra deres almindelige hverdag - og giver man dem tid og plads, kan man opnå underværker. 

Men også efter projektet er afsluttet, viser værdien i at have aktive medspillere sig. For det viser sig faktisk, at det er så absolut den væsentligste faktor for, om der efter projektets afslutning bliver fulgt op og draget fordel af de ting, projektet beskæftiger sig med. Dette er ganske logisk: For hvem andre end dem, der har været aktivt involverede skulle kunne bære den viden og know-how videre ind i organisationen.

Hvis man er i tvivl om, hvorvidt aktive medspillere er et gode i ens projekt, kan man bare vende bøtten om og tænke lidt over, hvad det vil sige ikke at have det: Manglende fremdrift, korslagte arme på møderne, måske ligefrem stigende fravær ved samme - og deraf samlet set manglende resultater og manglende oplevelse af værdi. Hvilket i sidste ende ikke er tilfredsstillende for nogen - og højst sandsynligt også ender med en tabt kunde.

Det er der jo ingen som helst grund til. Så sørg for at få de aktive medspillere på banen. 

Giver det overhovedet mening og værdi for større virksomheder at lave et ‘innovation lab’, en inkubator eller noget andet smart - og måske endda placere det ude i byen? Diskussionen popper med jævne mellemrum op, og jeg fornemmer, der efterhånden begynder at være en del, der stiller sig kritiske overfor den slags.

Det kan jeg godt forstå. I mit arbejde støder jeg ofte på disse forskellige konstruktioner, og det forekommer mig, at der er nogle uhensigtsmæssigheder, der går igen. Og nogle helt basale ting, der ikke rigtig bliver adresseret, men som måske i virkeligheden kunne gøre hele forskellen.

For at tage det første først oplever jeg, at mange af disse setups er udfordret på at kunne arbejde abstrakt nok - langt nok væk fra kernen af forretningen. Det skorter ikke på programerklæringer om at ‘tænke ud af boksen’ og lave det næste ‘moonshot’. Men når arbejdet begynder, og man ser på de idéer, der kommer frem - og især dem, der bliver udvalgt til at arbejde videre på - er rigtig mange af dem faktisk ganske konforme.

Hvordan skulle de også kunne blive andet? De er enten født ud af folk, der har mange års erfaring indenfor modervirksomheden eller branchen som sådan, eller også er de fostret hos nogle unge talenter, der trods alt ofte finder en vis sikkerhed i at komme op med noget, der ligner noget, opdragsgiverne kender i forvejen. Om ikke andet så for at blive socialt accepteret. (Og ja, naturligvis findes der undtagelser).

For det andet ser det i en del tilfælde ud til reelt at være uklart, hvad mandatet egentlig er. Ofte ser det ud til at være en variant af det konservative mantra om at “forandre for at bevare”, og så bliver det alt andet lige sværere for alvor at gøre noget, der kommer til at have en markant effekt.

En af hovedproblemstillingerne, som jeg ser det, er her, at der ser ud til at være alt for dårlige kommunikationslinier mellem udposten og moderskibet. Det kan godt være, der er enighed om, at nu skal man gøre det her, men det virker på mig ofte som om, kontakten er det første, der forsvinder, når først ledelsen derhjemme er videre til næste store overvejelse, og ‘would be’ rebellerne ude i marken begynder at arbejde.

Når kommunikationen ikke fungerer, kræver det ikke nogen ph.d at tænke sig til, hvad der så sker, når parterne mødes igen for at træffe beslutninger: Så bliver det ulig meget lettere for dem, der sidder på magten - hvilket i min erfaring er og bliver moderskibet - bare at sige ‘nej’ og effektivt dræne al ilt og motivation fra de kreative kræfter.

Derfor ser jeg også, at det, det i virkeligheden handler om, er at sikre, at kommunikationen flyder hele tiden, og at de, der skal være med omkring bordet er det, og hele tiden ved, hvad der forventes af dem.

I den forbindelse er jeg også faldet over en ting, som alene gør en kæmpe stor forskel, når man er inde og arbejde med en stor organisation, der alt andet lige er udfordret på vanetænkning, når det gælder måden, man arbejder på:

Definér nogle konkrete handlinger - og sæt nogle deadlines. Større behøves det ikke nødvendigvis at blive slået op.

Det er ufatteligt, hvor meget forskel man kan gøre, hvis man i forbindelse med et innovationsprojekt både inddrager folk og sætter deadlines for dem. Man skulle faktisk næsten tro, det var løgn. Men det, der typisk sker er, at folk oplever flere ting:

For det første bliver de inddraget. For det andet bliver der stillet konkrete forventninger til dem, og de får hånden på kogepladen for at gøre noget. Og vigtigst af alt: De oplever, hvordan de rent faktisk godt kan rykke med kort varsel og gøre noget, der bringer dem og resten af organisationen fremad - de havde bare glemt, hvordan man gør det, fordi hverdagen er præget af enormt meget bureaukrati.

Så hvis alle disse ‘innovation labs’ virkelig skulle bidrage med noget og sikre sig, at moderskibet også oplever en positiv effekt af at have dem, kunne mit bedste bud være at hjælpe organisationen med at genfinde evnen til at eksekvere hurtigt og effekt og få nogle målbare resultater under bæltet.

I sidste uge havde jeg fornøjelsen af at køre et innovationsprojekt for Google. Det var ikke bare spændende, sjovt og hårdt. Det var også en fantastisk mulighed for endnu engang at gøre god brug af de redskaber, jeg fik med mig, da jeg i sin tid i forrige årtusinde blev uddannet som journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. 

Da vi så i går kom ud i en diskussion på Twitter om, hvor dårlige journalister er klædt på til andet end at lave journalistik, tænkte jeg, at jeg lige ville dele lidt af mine erfaringer med, hvad en journalistisk værktøjskasse også kan bruges til, hvis man vælger en hverdag i medieverdenen fra. Det er nemlig ikke småting.

For mit eget vedkommende har jeg brugt min uddannelse til at skabe mig en hverdag indenfor digital produkt-, koncept- og forretningsudvikling med fokus på en Design Thinking-tilgang. Design Thinking udmærker sig ved, at den forsøger at sætte slutkundens behov og identifikation af samme i centrum som fundament for at kunne udvikle produkter og services, der rent faktisk er efterspørgsel efter - og ikke bare ender som massive fejlinvesteringer. 

Blandt de ting fra min tid på Journalisthøjskolen, jeg bruger hver dag, er:

Evnen til at stille de rigtige spørgsmål. Det gør faktisk hele forskellen, når man skal forsøge at afdække de virkelige behov, slutkunder rent faktisk har. 

Evnen til at lytte og fornemme, hvad der ligger bag svaret. Oftest siger folk ikke, hvad der nager dem omkring en problemstilling, direkte. Men har man ørerne med sig, kan man lytte sig til meget og spørge rigtigt ind. Undersøgende journalistik om man vil. 

Fascinationen af at kunne undres og skifte spor undervejs i researchen, hvis noget mere interessant og relevant viser sig. Heraf også evnen til at kunne slå en historie ihjel, der bare viser sig ikke at holde vand i virkeligheden. 

Sans for strukturering og analysering af store mængder information. Når jeg arbejder med kunder, kommer der altid ret store datamængder ud af det, som kræver en vis form for overblik at få styr på og uddrage essensen - vinklen om du vil - af. 

Sansen for den gode vinkel. I forlængelse af ovenstående er det altid godt at kunne skære det skarpt til og kunne præsentere, hvad kernen af et værditilbud for et kommende produkt er, og hvem det er rettet imod. Ingen kan som journalister præsentere en appetitlig historie. 

Evnen til at kunne stille mig op og præsentere eller pitche en idé eller en løsning for et publikum, jeg ikke kender, og kunne formulere mig nogenlunde efter omstændighederne. 

Og så selvfølgelig det helt basale: Nysgerrigheden. Samt alle de andre ting, jeg sikkert har glemt. 

Pointen i alt dette er, at der i den strukturerede tilgang til at finde historien, finde dokumentation og alt det andet, der skal til for at bedrive god journalistik, ligger en lang række færdigheder, man sagtens kan anvende i andre sammenhænge, hvor der både er hårdt brug for dem, og hvor der er langt bedre muligheder for at skabe sig en karriere, end situationen p.t. er i mediebranchen.