Tilbage i 2013 hørte jeg første gang om Nordic Race. Det var via en kammerat, der dyrkede triathlon, som havde sendt et link til en vens tidslinie og udfordret ham med kommentaren; “Tør du? ;)”. Dengang løbetrænede jeg ikke, som jeg gør i dag. På daværende tidspunkt var jeg mest at finde i fitnesscentret – kredsløbstræning var der ikke meget af. Jeg trænede i ny og næ på forhindringsbanen i Hareskoven sammen med min bror og en håndfuld kammerater, men med banens 1,33 km rundt var det ikke meget løbetræning, selvom vi tog banen 2 gange, når vi var derude. Jeg blev selvfølgelig nysgerrig på, hvad det der Nordic Race egentlig var, og måtte ind på hjemmesiden for at undersøge det nærmere. Her fandt jeg min sportsgren, som jeg siden 2013 har været optaget af størstedelen af både min fritid samt arbejdsliv; OCR! Jeg kan huske, at jeg var vild med tanken om det funktionelle aspekt i konkurrencen -hvem kan komme hurtigst igennem en bane med forhindringer i form af mudder, pigtråd, klatrevægge, armgange osv…. Da jeg så, at første præmien ikke var en pokal, der ligner noget børn vinder til at lilleput stævne, men derimod et kranie – DER VAR JEG SOLGT! Jeg besluttede mig for, at det måtte jeg simpelthen vinde! Det var og er stadig den sejeste førstepræmie! Jeg vil personligt hellere vinde et kranie end penge/sponsor præmier…. Så hvis Nordic Race Crew læser denne historie, så er her en opfordring og et stort ønske om at få kraniet tilbage ;-).
Præmiebordet – Nordic Race 2013
Har aldrig været den fødte eliteløber, men har en fortid som cykelrytter i mine teenageår og er nok lidt en maskine, når først jeg kommer op i fart, så da træningen blev sat i system, begyndte der at komme mere og mere fart i benene. Det var bl.a sammen med min kammerat Rune Lørup og min bror Daniel Hansen, at jeg startede den “seriøse” løbetræning op (2 gange om ugen). Uge efter uge fik vi sat vores træninger ind på kontoen og vores tider blev bedre og bedre i takt med, at Nordic Race – The Warrior København nærmede sig. Da vi stod på startstregen var jeg meget spændt på, hvad det egentlig var, der ventede forude. Jeg havde stillet mig op i nogle af de første heats med det formål at komme hurtigt ud på ruten og konkurrere mod dem, der ville vinde, uden dog at vide, om jeg ville få en kæmpe røvfuld. Min bror, Daniel, var med som supporter sammen med sin datter og min kammerat Rune kom flot igennem løbet, mens jeg desværre selv løb forkert undervejs. Nordic Race var dog så venlige at give mig en startbillet til The Warrior Aalborg, som blev afholdt en måned senere, så jeg kunne få revanche. Jeg husker tydeligt at sidde på Amager Fælled efter løbet – godt smadret vel at mærke – men med et stort smil på læberne. Jeg havde haft en super fed dag på banen til trods for, at jeg var løbet forkert undervejs og 4 måneders træning op til, ikke havde båret frugt. Min bror kender mig godt og hvis tingene ikke går godt i konkurrencer, så kan temperamentet godt komme op i det røde felt, men han taler stadig om, at det var underligt, at se mig sidde der og sige; “Fuck det var fedt” på trods af at jeg egentlig havde lavet noget lort rent præstationsmæssigt. For mig beviser det, at Nordic Race og OCR generelt er en fed oplevelse. Man har en fest både før, under og efter løbet.
Før Nordic Race – The Warrior 2013
Efter Nordic Race – The Warrior 2013
Der var nu lidt over en måned til The Warrior Aalborg, og der var ikke andet for end at snøre skoene og holde træningen ved lige. På det tidspunkt var andre venner allerede startet op med, at komme på vores træninger i skoven, som stadig den dag i dag bliver afholdt som Skovtræning. Vi havde jo i månederne op til The Warrior København råbt op om, at vi ville vinde det kranie og det lykkedes som sagt ikke, men nu gik jagten for alvor ind! Det kranie skulle erobres! Æren for at begynde at kalde os for “The Skull Hunters” går til min ven og kunde på daværende tidspunkt, Lenette Ambus, som altid stod klar til Skovtræning, når det blev afholdt. Hun har altid fulgt os tæt og altid joket med, at vi skulle ud og jage kranier og deraf navnet; “THE SKULL HUNTERS”!!
For mig har det altid været vigtigt, at når vi stiller op som hold, så er vi sgu et hold! Vi er ikke bare nogle gode løbere, som der har tilmeldt sig under samme holdnavn på dagen – det er i mine øjene ikke et team! The Skull Hunters er et team, hvor holdånden skal være i fokus! Vi træner sammen, hjælper hinanden og stiller op sammen! Jeg er stor fan af at Nordic Race har lavet en særskilt holdkonkurrence, da jeg håber på, at det medvirker til, at flere teams vil træne op til netop denne konkurrence sammen, hvor sammenholdet giver den bedste tid på banen!
Jeg vil slutte af med at sige en kæmpe tak til arrangørerne for at give os de fedeste races og oplevelser! Der er dog en gruppe, som fortjener en mindst lige så stor tak og opmærksomhed; de frivillige, som der står ude på ruten (også dem som giver mig strafrunder ;) ). Tak fordi I gør det muligt for alle os OCR tosser at vælte rundt på banerne! :-)
Jeg ser frem til en masse fede races med mit team, og ser frem til at kæmpe mod dit!
Alt det bedste
// Anders Poul
PS. Fik kraniet i The Beach 2013 ;)
#gallery-0-8 { margin: auto; } #gallery-0-8 .gallery-item { float: left; margin-top: 10px; text-align: center; width: 100%; } #gallery-0-8 img { border: 2px solid #cfcfcf; } #gallery-0-8 .gallery-caption { margin-left: 0; } /* see gallery_shortcode() in wp-includes/media.php */
Starten på The Warrior 2013
Daniel under en fællestræning
Mine Cheerleaders Luna og Alma
Nordic Race – The Beach 2013
Rune og jeg efter The Burnout 2014
Nordic Race – The Warrior 2013
Rune og jeg The Burnout 2014
Historien om The Skull Hunters Tilbage i 2013 hørte jeg første gang om Nordic Race. Det var via en kammerat, der dyrkede triathlon, som havde sendt et link til en vens tidslinie og udfordret ham med kommentaren; "Tør du?
