Davs

Et liv som en dannelsesrejse gennem tid og rum. Som en planet der cirkulerer mellem galakser og samler stjernestøv, for at dele det mangfoldigt ud hist og her, så andre rejsende kan gøre det samme.

Hvorfor snakker folk i stillezonen?

Ofte kigger jeg desperat ned i min telefon for at finde en eller anden form for dybde eller mening eller forbindelse til noget, men det er altid først når jeg lægger telefonen væk, at det opstår. Andre gange insisterer jeg på ikke at kigge i min telefon, men alt jeg ser er, at verden omkring mig også tyer til skærm for tryghed og flugt.

Måske jeg burde finde et arbejde hvor det ikke er vigtigt om man er hurtig til ting. Jeg er notorisk langsom til alt. Langsom og omhyggelig. Men også distræt. Hvor passer det ind i verdensmaskinen?

Får stress af at kigge på den kommende vagtplan. Den er fuldstændig uoverskuelig og usammenhængende.

Nogle gange vil jeg gerne give omsorg men jeg ved ikke hvordan.

Verden brænder og folk bliver sure over at de bliver nødt til at se tv på deres computer fordi deres casting enhed fejler.

Hvis du alligevel skal ud at træne, hvorfor tager du så elevatoren?

Der er noget specielt ved bøger og film som er insisterende langtrukne, hvor jeg ikke nyder dem undervejs fordi jeg ønsker fremdrift, fordi det ville være lettere at spise, mens de tvinger mig til at mærke en form af den tomhed, den melankoli, den sorg, den kedsomhed de formidler. Det er altid dem, der bliver længst tid med mig. Det er først bagefter de rammer og slår mig omkuld. Det er dér jeg får den skønne smertelige belønning. Det er sindets fibre.

Jeg er begyndt at have nerver på. Er så nervøs for om jeg kan overskue at arbejde fuld tid og med pendling. Jeg håber. Vil ikke brænde ud igen. Jeg håber jeg er klar.

Oh shiiit jeg blev fuld i går.

Ses på boogies.. hvis vi kan komme ind