Grundet træthed kommer Lørdagen og Søndagens update lige i en.. ADVARSEL!!! Yderst lang post.. Man kan med fordel dele den op. Der er tydeligt skel mellem lørdag og søndag.! Lørdag havde vi en skøn dag i et af Budapest's mange Thermalske bade, med vand i flere forskellige bassiner fra varme kilder inde fra Budas bjerge. Vi havde valgt et der lå et stykke væk, og tog en sporvogn og derefter Budapests ældste metro for at komme frem. Man skal kigge sig for når man skal i sådanne bade, da nogle af dem er kønsopdelt. Da vi gerne ville være sammen hele familien tog vi et hvor både mænd og kvinder bader sammen. Vandet var super skønt, med mange indendørs bade af forskellige temperatur og med forskellige (efter sigende) helbredende kræfter. Bade med op til 40 grader varmt og ned til 20 grader koldt vand, bade med mineraler, bade til let svømning, aqua gymnastik og andre ting. Udenfor var 3 store bassiner, et varmt (38 grader), et langt til svømning (KUN hvis man var iført badehætte) og et med 36 grader varmt vand og diverse ting man kunne muntre sig med - dyser og vandfald så man kunne blive masseret igennem samt en strøm der trak én med rundt. Meget underholdende og alt sammen meget afslappende.. Efter et par timer her gik vi forbi millenium monumentet (minder om sejrssøjlen i Berlin) med en statue af ærkeenglen Gabriel og en masse personer der har været vigtige for byen. Efter en tur tilbage med metroen og en gang afslapning på værelset blev det tid til aftensmad - ugens hovedmåltid på den middelalder inspirerede restaurant "Sir Lancelot" hvor en ridder i rustning tager imod og middelalderpåklædte damer serverer. En helt igennem suveræn oplevelse, hvor vi fik serveret mad på en planke. Vi bestilte til 6 selvom vi var 8 - og der blev kun spist op i kræft af Simon og Jesper.. Der var mad nok.!! Alle mulige former for kød og grøntsager lå på det bugnende fad og vi fik kun udleveret ske, kniv, bliktallerken og en hagesmæk, og så var det ellers bare at gå i krig. Der blev drukket øl af lerkrus og spist døde dyr, mens der var underholdning i form af sværdfægtende riddere, en letpåklædt mavedanserinde, gøglere og stærke mænd. Det var en fantastisk og meget anbefalelsesværdig oplevelse hvis man er er til kød og uforglemmelige måltider. Efter en slentretur tilbage mod hotellet gjorde vi holdt ved en lille café hvor vi nød en irish Coffee.. En lang - men fantastisk dag.. Søndag var stor rejsedag. Vi kom vidt omkring med mange forskellige transportmidler. Først en metro op til sporvognen, som kører op til tandhjulsbanen, der kører op i Budas bjerge. Her kan man stige på Børnebanen, et tog drevet af børn. Billetsælgere, konduktører, sporskiftere - alle børn, som en del af en spejderlejr, som vidst er meget eftertraktet. Det er ikke alle der får lov at blive en del af børnebanen. For 35 kr kan man få en retur billet, som giver en fantastisk tur op gennem bjergene, med nogle søde og høflige børn (toget er dog styret af voksne). Vi kørte op, og noget af vejen tilbage hvor vi ca. halvvejs stod af, og vandrede op for at komme til Elisabeth tårnet - et udkigspunkt og hvilket. Kvit og frit kan man komme op i det 25 meter høje tårn, der gør at man kommer 450 meter over vandoverfladen og har en fantastisk udsigt over hele Budapest. 5 minutters gang nedenfor tårnet kører en stolelift (ala dem der er på skisportssteder) og for ca. 20 kr kan man få en tur (op eller ned). En tur der tager omkring 15 minutter i et meget roligt tempo. Vi tog den ned, og kunne nyde udsigten hele vejen. Det var en overvindelse og meget grænseoverskridende for nogen at være så højt oppe, mens vi andre nød den skønne tur. For enden af banen tog vi en bus tilbage til civilisationen, hvor vi gik hen - spiste (meget sen) frokost og tog en sporvogn tilbage mod hotellet. Her blev slappet af inden aftensmaden (subway sandwich - der går man aldrig galt i byen). En hurtig rundtur i byens aftenliv og en sporvogn tilbage mod hotellet. En hurtig godnat øl på værelset og så på hovedet i seng, så vi er klar til at indtage Budapest endnu en dag i morgen.. :) Sikke en lang post, håber folk kunne holde fokus.. ;) Knus og Kolbøtter, Jesper og Maja.. P.s. Undskylder for stavefejl og snøvlede sætninger, men jeg er monster træt.