Provinsprol

Meget kan man sige om den yngre George Bush, men mandens tid som præsident inspirerede immervæk nogle af de stærkeste protestsange siden Vietnam-krigen. Ani DiFranco, singer-songwriter, politisk aktivist og feministisk ikon extraordinaire, udgav spoken word-digtet Self Evident i 2002. Det er en storm af opsparet vrede: Social uretfærdighed, korruption, krig og ikke mindst det gabende sår, som 9/11 efterlod. På live-optagelsen kan man høre, at Ani ikke er alene i sine betragtninger. Langt fra. Det er vel en 7-8 år siden, jeg hørte denne optagelse første gang, og jeg får stadig kuldegysninger ved dette stykke: Jeb said he'd deliver Florida, folks, and boy did he ever And we hold these truths to be self-evident Number one: George W. Bush is not president Number two: America is not a true democracy And number three: The media is not fooling me Det er ikke et nuanceret værk. Det er protestsange sjældent. Der er en skurk (regeringen) og en helt (os, folket). Men det er sindssygt velskrevet, og med Anis levering, der danser på linjen mellem ætsende ironi og retfærdig harme, skal man nok være enten hardcore republikaner eller decideret lavet af sten for ikke at føle et eller andet rumstere i brystkassen. Her tretten år senere og med en ny konge på tronen er digtet stadig uhyggeligt relevant. De tidlige 00'ers problematikker har fået nye ansigter og navne - overvågning, drone-krig, Ferguson og en økonomisk krise, der stadig spøger - men rammer de samme grundfølelser. Og ligesom dengang drypper de ned i lille Danmark, hvor vi ellers har nok at lave med flygtningekrise, EU-pampere og andre lokale specialiteter. Så hvad fanden gør man? Man lukker øjnene og sidder og føler sig indigneret på en grå lørdag. Og hører Ani DiFranco. 

Det er typisk for min årgangs forhold til kunstnere som Allan Olsen og Niels Hausgaard, at vi fik dem ind med modermælken, ja, vi blev nærmest foie gras-fodret med dem, mens vi endnu var for unge til sige nej. Det var sådan noget, man hørte med sine forældre, indtil man fik nok og afsvor dem totalt, ligesom man afsvor alt andet, de gamle stod for. Det var først i slut-teenageårene og start-tyverne, man begyndte at kunne høre sine forældres musik igen. Sådan for alvor.  Jeg hører en del Allan Olsen for tiden. Min mor har aldrig hørt ham specielt meget - det skulle da lige være med Dalton - men Jern er alligevel som at være på camping med de gamle igen. Et utæt telt ved Balatonsøen eller en autocamper i Jesperhus. Lyst bagerbrød med pålægschokolade, sødetabletter i den kaffe, jeg så småt var begyndt at drikke. Og jeg tænker igen på den terapeut, der fortalte mig, at jeg ikke kan være i mig selv. At det ikke er min skyld, det er mine forældre, der aldrig har lært mig at mærke efter. Det går nu fint alligevel, synes jeg. Men jeg har heller aldrig været god til terapi. Dengang i folkeren, hvor de begyndte at blive bekymrede for mig, da sagde mor bestemt, at jeg var som jeg var, det var der fandeme ingen, der skulle begynde at sygeliggøre. Jeg bliver mere og mere enig med mor.  Hvad fanden gjorde man, før man fik angst. Det er noget af det, jeg tænker på. Men fortæl mig igen, at jeg ikke kan være i mig selv. Jeg er et helt andet sted. I dag er en af de dage, jeg ikke kan trække vejret, skriver jeg til Nanna og spørger, hvornår hun rejser til Esbjerg igen, om hun har set, der er tilbud på toiletpapir i Kvickly. Vi forstår hinanden på trods. Nanna med sin jydske kernefamilie og mig med mit hjem, der knækkede på tværs af øer. Jeg fortæller røvere fra Fyn, når jeg vil drille hende lidt, jeg fortæller om at vi sniffede acetone og åd søsygepiller, fordi vi ikke vidste bedre, om dengang min fars kæreste sparkede en rude ind og vi gemte os i kælderen, da politiet dukkede op, om det nytår, vi drak os fulde i sjatter og sprang rockernes postkasse i luften, og naboerne troede, vi var en drengebande, og at jeg med mit korte strithår var lederen. Det er sjovere nu end dengang. Sådan er det med røvere. Min mor sagde til mig over opvasken, sådan lidt påtaget henkastet, at hun ville ønske, hun havde fået børn med en anden mand. Hun er nået en alder, hvor hun fortryder alting. Jeg sagde, hun i så fald ikke ville have fået de børn, som hun har. Men vi ville have været lykkeligere, vi ville have haft en bedre barndom, sagde mor, som havde hun helt glemt sine egne ord dengang. Og jeg nåede at sætte to kopper på plads, før jeg så hende i øjnene og svarede, at vi havde haft det helt okay. Alt hvad jeg skriver i disse dage føles som et forsinket kærlighedsbrev til mine forældre. Alle de ord, jeg ikke kunne få over mine læber som kid. Måske romantiserer jeg i ren og skær trods. Men jeg er træt af årsagsforklaringer, og jeg er nået en alder, hvor jeg mest af alt synes, det er synd for mor, at hun skal trækkes med mit besværlige sind. Og så var det heller ikke værre, vel, og sådan nogle som Allan Olsen synger aldrig om sådan nogle som mig, men om sådan nogle som dem, jeg kommer fra. Og der kommer kun røvsyge historier ud af et lykkeligt liv. 

Det slår mig, at lidt for mange af mine yndlingsplader har 10-års jubilæum i år. Jeg har hørt the Mountain Goats siden jeg var et bette kid. Det var noget af det første musik, jeg opdagede helt på egen hånd. Hvordan må guderne vide. Alligevel har jeg nok ikke hørt mere end 2/3 af det enorme bagkatalog. Hver æra har sin egen fanbase: Fra 90’ernes trashy kassettebåndslyd til 00’ernes mere polerede – og personlige – albums, til de nærmest lidt for velproducerede 10’ere. Mine egne favoritter ligger i de tidlige 00’ere. Det var i de år, forsanger (og i mange år gruppens eneste egentlige medlem) John Darnielle så småt begav sig væk fra sine fiktive figurer og begyndt at skrive sin egen historie: I 2002 kom We Shall All Be Healed, der beskrev en rodløs ungdom blandt Californias methheads, og i 2005 kom The Sunset Tree, et miskmask mellem en coming of age-historie og et overraskende kærligt opgør med en barndom i skyggen af en voldelig stedfar (all the best cowboys have daddy issues, ved I jo nok). Her på mine gamle dage hælder jeg nok mere til All Hail West Texas (også fra 2002), men gennem mine teenageår har jeg hørt The Sunset Tree nærmest religiøst. Måske har det været alderen. Mest tror jeg det har været Darnielles uhyggeligt rammende beskrivelse af ung flugt og dysfunktionel, destruktiv kærlighed. Jeg tror ikke på den lykkelige kernefamilie. Jeg kender ingen, der ikke har betændte sår i familieforholdene. Det er ikke fordi, vi er dårlige mennesker, men fordi vi er mennesker, med alt hvad det indebærer af dårlige vaner og nedarvede neuroser. For hvert valenciafiltreret instagrambillede er der et ulmende faderopgør, og The Sunset Tree er som at bladre i et andet menneskes ucensurerede barndomsbilleder. De er hverken entydigt gode eller onde. De er bare. Selv de mørkeste af sangene indeholder et trodsigt glimt af håb og i hvert fald en knivspids galgenhumor. Magpie er nok det mest abstrakte nummer på pladen (til sammenligning er Hast Thou Considered the Tetrapod er det mest nøgterne og samtidig det mest ubærlige), men har en ildevarslende skønhed over sig. Remember what we had here, when there was something left to save.

Pede B rappede engang om hipstertøsen, at hun forguder Malk de Koijn til et niveau, andre synes er fjollet. Så på forhånd undskyld. Sagen er den, at jeg kom for sent til den første bølge af Malk. Jeg var kun et barn, da Smash Hit så dagens lys, og da Sneglzilla udkom, var jeg endnu for lille til at finde det andet end underligt og utilgængeligt. Det var først i midtteenageårene, hvor jeg arbejdede i Netto med hash- og hiphophovedet Seb, som koblede sin iPod til den slidte boomblaster, vi havde stående ude på lageret, og spillede dansk rap i én køre.  Selvfølgelig var det Kosmisk Kaos, der brændte sig fast. Saxofonen åd sig ind i hjernebarken på mig, og Blæs Bukkis vers har stået nedskriblet i de første tyve af mine kladdehæfter sidenhen. Resten af bagkataloget er skævt, gakket og vidunderligt i sin egen ret, men Kosmisk Kaos er sit eget dyr, sit eget melankolske, dystopiske univers. Hiphoppens svar på Blade Runner, og stærke sager for et kid på knapt femten somre.  Flere år senere lå jeg i Roskildelejr med min ven Majse. Vi havde hypet Malk de Koijns comebackkoncert hele ugen. Den legendariske Arena-koncert. Vi sad parat i mørket flere timer før, spiste Fish ’n Chips uden egentlig appetit og dulmede ventetiden med sort marokko, jeg havde købt til overpris af selv samme Seb. Under teltdugen kunne vi knapt trække vejret; stemningen var elektrisk, og der var alt, alt for mange mennesker. Minutterne gik, alle førte eksalterede samtaler og røg joints, flere joints. Jeg ved ikke, om det var hashen, trætheden eller gemen iltmangel, men jeg kan huske, jeg blev angst; derpå fulgte uvirkelighedsfølelsen og den sorte knitren i udkanten af mit synsfelt.  Jeg var langt fra den eneste, der besvimede derinde. Crowden var et sikkerhedsnet af udstrakte arme, og Majse greb mig om livet og slæbte mig ud i natten: ”Så længe, du er okay,” knurrede han, mens Malk trådte ud på scenen og spillede den koncert, vi havde glædet os til, siden før vi vidste, den ville finde sted. Den lød nu glimrende fra det dugvåde græs, hvor jeg lå indhyllet i Majses læderjakke, med lukkede øjne og sanseapparatet åbnet på vid gab. Tæt på, og dog så langt væk.  Siden har jeg været til flere koncerter, hvor jeg formåede at holde mig oprejst. De har alle været gode, men ingen af dem har været lige så magiske. Sådan er det vel, når mødommen ryger.  Nå ja: Don’t do drugs.

Sebastians Skatteøen er den bedste musical i, hvis ikke verdenshistorien, så i hvert fald Danmarkshistorien. There, I said it. Ingen af de opsætninger, jeg har set, kan dog måle sig i stemning med den indspillede albumversion fra 1986. Måske er det blandingen af de helt rigtige firserstjerner på det helt rigtige tidspunkt, måske er det bare nostalgi. Førstegangsoplevelser har det med at sætte spor i én. Siden jeg var ganske lille, har min mor indoktrineret mig med C.V. og Sebastian (og Meat Loaf og Frank Zappa og Dr. Hook og Pink Floyd og...), så takket være hende nåede jeg at høre albumversionen de første hundrede gange først på LP, siden på en stadig mere udkneppet brændt cd, inden jeg så musicalen første gang på Folketeatret. Først derefter læste jeg R.L. Stevensons originale fortælling, og blev slemt skuffet (den er siden vokset på mig). Der var jo intet af Sebastians magi. For Skatteøen er nemlig magi. Det er gennemført historiefortælling, sindssvagt lækker musik, sjove, uhyggelige, stemningsmættede tekster, og et univers, der er lige så let at forsvinde ind i nu, som da jeg var ganske lille. Og hvor er det dog vidunderligt dansk at tage et stykke udenlandsk kultur og gøre det til et nationalklenodie (se: Spaghetti med kødsovs, Gasolins Langebro). Mest imponerende er dog, at mit favoritnummer på pladen synges af ingen anden end Lars H.U.G i rollen som Billy Bones. Lige så meget som min mor elskede Sebastian, lige så meget hadede hun stakkels Lars, og det er naturligvis smittet af på mig. Kald det social arv. Den slags petitesser betyder dog intet, når vi skiber ud med Hispaniola til verdens ende. Til den kræsne pirat-connoisseur kan jeg i øvrigt anbefale Bjarne Reuters roman Prins Faisals Ring, der er som en blanding af Shamran, Skatteøen og Guldkysten, hvis Guldkysten ikke var en kæmpe spand lort. Arrrrr. 

For tiden er scenen fyldt med understimulerede middelklassedrenge, der gerne vil lege, at de er Kanye West (eller Drakes hashede lillebror). Det er vel i og for sig fint nok; for 10 år siden ville de alle være Eminem. Man kan sikkert sige meget om tidsånden ud fra den allestedsnærværende kombination af umptji umptji autotune-helvede, påtaget ignorance og eksistentiel angst. Man kan også lade være, og blot stilfærdigt håbe på friske pust. Den er tung efterhånden. Tidsånden.  Men nu vi er ved den fucking tidsånd, så er der få, som har indkapslet årgang 87-94 så smukt, som Ukendt Kunstner i 2013 gjorde på det selvudgivne og ganske gratis album Neonlys (som sikkert snart forsvinder fra Youtube igen, c’est la vie). Hvor opfølgeren Forbandede Ungdom skuffede med ujævnt niveau og manglende rød tråd, så er Neonlys et helstøbt værk; et stemningsmættet vue over Københavns natteliv på godt og ondt, og den danske ungdom med alle dens drømme, ambitioner, livsløgne og kriser.  Produktionerne er latterligt smukke, og selvom ikke alle teksterne sidder lige i skabet, så tilgiver man evigt charmerende Hans Philip meget. Måske er det det, der mangler hos mange af de danske DrizzYeezies. For meget attitude, for lidt charme, for meget angst, for lidt eksistens. 2013 var året jeg zigzaggede mellem bryllupper og dødsfald med Langt Væk i ørene, året jeg flyttede til København og begyndte at arbejde om natten til Lørdag Aften og Søndag Morgen, og året dansk pophop blev emotionel og tåget. Frem for alt var det året, hvor Hans Philip frisk fra undergrunden forudså, at han ville få en Ugens Uundgåelige lige dér på P3, og hele albummet således kom til at fremstå som en selvopfyldende profeti for de unge stjerneskud.

Jeg hører en femtedel af A Grand Don't Come For Free på repeat. Hele albummet er såmænd udmærket, men hvorfor vente på den del, der er direkte sublim? I henholdsvis Dry Your Eyes og Blinded By The Lights mødes storytelling, stemning og musik på en måde, som retfærdiggør albummets klassikerstatus (og jo, man kunne fint have skåret et par fyldnumre fra, Mike). Nogen har glemt en åben moscato i køleskabet. Nanna er i Newcastle. Jeg går altid i opløsning, når hun forlader landet. Ikke med vilje, ikke planlagt, men lidt efter lidt. Jeg har haft tømmermænd siden lørdag. Vi drak ouzo ud af æggebægre, jeg tog en veninde under armen og forlod min egen fest for at gå på Funke, for at drikke lunken øl på en trappesten og tænde cigaretter, jeg ikke kunne ryge færdig. Hun gik hjem og jeg gik videre, ned ad Guldbergsgade, op ad trappen. Nanna var gået i seng, hun skulle op og pakke. Vi gik på Kattens i stedet, de sidste morgenkrigere, solen tittede ind gennem de fedtede ruder. Drukmelankolien krøb ind på mig, mens jeg tvang Tuborg i svælget, kiggede ned på min telefon og på bogstaverne, der flød sammen på displayet. Tirsdag, grøn Tuborg og rød gajol. Jeg fyldte 24, de sagde, jeg blev ved med at forsvinde ind i mig selv. Jeg forsvandt fire år tilbage, til første nat på Funke, vaklende ben og en løst rullet joint ved hjørnebordet; jeg fik aldrig navnet, men glemte mine kilehæle ved sengekanten. Dengang byen var ny. Jeg bliver ældre, men klientellet forbliver evigt ungt.  Jeg har haft tømmermænd siden midten af juni. Hovedpine og let kvalme, nervøse trækninger i benene, for de siger, jeg har stress. Så jeg er på tredje glas moscato, og jeg gider ikke længere rejse mig, når det ringer på døren. Rusen bliver triviel med årene, jeg render i byen på alle mine stamsteder og jagter gamle røverhistorier, forsøger forgæves at genkende flygtige bekendtskaber i natten. Jeg var et bodegabarn, der aldrig gik hjem i ordentlig tid, der altid skulle have det sidste med. Ingen er lykkelig klokken fire om morgenen. Vi gik rundt om søerne hånd i hånd, og det smagte af guldøl, da du kyssede mig. Nanna spurgte, hvornår jeg skulle se dig igen, og jeg havde allerede glemt dit navn.  Jeg tror så småt, jeg bliver for gammel til drukromantik og tømmermændsblues, til sange om cokenedtur og bondeanger. Byen er alligevel for lille til os alle. Alle vi hudløse vidunderbørn med sarte egoer og dårligt selvværd. Nanna er væk hele weekenden, jeg har fire dage at løbe på. Hun siger, vi skal ud og danse, når hun kommer hjem.

Jeg bryder mig ikke synderlig om Marie Key. Der er noget ved den nasale stemme og de banale, påtaget naive tekster, der skærer mig i nerverne. At sangene tit er overproduceret som ind i helvede hjælper ikke på det. Men der er altid en undtagelse, der bekræfter reglen. I denne afskrællede version af Hun Er I Byen Igen finder Keys stemme og den simple tekst hinanden, og sammen skaber de et lille, underspillet mesterværk. Næsten alle mine yndlingssange handler om ulykkelig kærlighed. Det kan man så lægge i, hvad man vil. Men ulykkelig kærlighed kan være mange ting.  For mig beskriver Key med hjerteskærende akkuratesse følelsen af at elske nogen, der altid vil sætte noget andet højere. Af nærvær på lånt tid. Og magtesløsheden, når man genkender anslaget til en film, man efterhånden har set tusind gange før. Som en strøm, som en kold vind. Her mange år efter er det den følelse, der endnu sidder i kroppen på mig, stærkere end løsrevne minder og scener, der lige så godt kunne være fra et andet liv. Intet nyt fra vestfronten; knuste vinglas og politiet foran hoveddøren en lørdag nat.  Key synger stilfærdigt, afdæmpet: Når hun er i byen igen, mister jeg dig. Måske det var det, man skulle have sagt dengang, i stedet for alle de andre ting, man alligevel fortrød i samme sekund. Paradoksalt nok var vi aldrig så gode til det med ord. 

Som fjortenårig hørte jeg væsentlig mere hiphop og rædderlig nu metal end indiemusik. Det gik ligesom bedre i tråd med mit lilla hår, mit hullede tøj og mit teenageraseri. Jeg aner ikke, hvordan det lykkedes mig at opdage Rilo Kiley. MySpace og LiveJournal har nok haft en finger med i spillet. Det var tilbage i 00'ernes store indiebølge, hvor alle spillede guitar, gik med hornbriller og skrev navlepillende sange om eksistentiel angst og parforholdsforviklinger. Men Rilo Kiley har altid skilt sig ud. Teksterne balancerer mellem sårbarhed og ironi, trods og melankoli, og forsangerinde Jenny Lewis formår altid at være fandens charmerende, samtidig med, at hun er helt ude at skide. A Better Daughter/Son er et ret atypisk nummer for gruppen, men nok også et af deres største hits. Det er de stressede, depressive og emotionelt ustabiles kampsang; måske mere aktuel end nogensinde i disse performancetider, hvor angst er en folkesygdom, og vi klapper hverandre mekanisk på skulderen og aflirer "pas nu på dig selv"-formaninger, mens vi kæmper om de samme jobs, den samme prestige, de samme pletvise momenter af succes. Og vi har det ad helvedes til i dag, men der kommer en god løsning i morgen, og vi skal videre. Det er rutsjebaneturen mellem knugende håbløshed og det forfængelige håb, som Rilo Kiley beskriver i denne sang, hvor formen nærmest bliver en del af fortællingen. Hvor vi begynder i kulkælderen, og langsomt, men sikkert kæmper os på benene til tonerne af Jenny Lewis' sarte lillepigestemme, der tager til i styrke i takt med de nærmest militaristiske trommer, indtil guitaren sætter ind og nummeret eksploderer i det endelige, trodsige crescendo: You'll fight it, you'll go out fighting all of 'em.  Fandeme så. 

Min mor er gammel flipper. Som teenager gik hun i afghanerpels, røg chillum og arrangerede C.V. Jørgensen-koncerter i Kongens Lyngby. Foruden alt det andet, hun kun vil antyde. Når jeg som barn kiggede hendes fotoalbums igennem, yndede hun at udpege gamle kammerater og fortælle, hvilken skrækkelig skæbne, de siden led. Hun blev narkoman, han fik en psykose, de blev alkoholikere, han døde måske-men-sandsynligvis af aids. Så var der dem, der blev borgerligt gift. Som mor. Mine vuggeviser blev sunget af C.V. og Sebastian. Dansk kulturarv. Som voksen tænker jeg på, om min mor ville stemme Dansk Folkeparti, hvis ikke morfar var fagforeningsmand, hvis ikke mine oldeforældre var indvandret fra Polen for at plukke de roer, danskerne ikke selv magtede at hive op af jorden. Og jeg tænker på, om den kreative klasse, der taler om at udvandre i protest mod valgresultatet, mon har talt med sin familie i provinsen for nylig. Min mor og jeg taler ikke længere politik og kultur. Kun i datid. C.V. Jørgensen kan vi blive enige om. Det er jo nogle andre, han ironiserer over. For øjeblikket har vi det herligt her på Costa del Sol...

Måske derfor har jeg altid haft en svaghed for Mass, sådan på afstand. Selv efter han gik over til udelukkende at lave diss-tracks. Kærlighed Gør Ondt er fra EP’en Kronisk Halsbrand, og der er smæk for skillingen. Det var dengang Mass var Street, L.O.C faldt ned fra scenen i sine branderter og autotune hørte popmusikken til. Det er ikke sådan at kimse af. Og som en vis mand i Youtubes kommentarfelt engang sagde: Op med hovedet. Hun vil ikke have en rapper, der græder. 

Det er 10 år siden, Sage Francis smed A Healthy Distrust på gaden. Et album dedikeret de samme temaer, som Francis altid cirkler om: Gud, familie, samfundskritik og selvpineri. Foruden denne evige søgen efter kærlighed og bekræftelse. Jeg har hørt det album til hudløshed, og har endnu ikke afklaret med mig selv, om jeg holder mest af Escape Artist eller Sea Lion. Det afhænger nok af humør. I dag er det Sea Lion. Hvor Francis kan have en tendens til at ville for meget på én gang med sine sange, så er Sea Lions styrke netop i sammensætningen af de få, men stærke virkemidler. Lige fra den melodiske guitar og de underspillede trommer, til den klagende sang, der både indleder og afrunder nummerets eneste vers. Og det er selvfølgelig verset, der er i højsædet. Sage Francis kan som få andre male billeder med ord. Af opbrud, forvirring og trods. Ma, ma, look what I did, ma. Det må være et menneskeligt vilkår altid at ville trodse og please sine forældre på én og samme tid. Den farlige familie er som bekendt den, der er inde i hovedet. Vi har altid selvmedicineret i min familie. Stolt arbejdermentalitet på rødvin, håndkøbsmedicin, fremmedhad og fredagsunderholdning. Går på arbejde, går i hundene, går i knæ og bliver ved med at gå. Underligt tilfredse i vores kroniske utilfredshed. Som børn accepterer vi vores forældres virkelighed; når vi bliver ældre, bilder vi os ind, at vi bryder med den. Jeg voksede op vest for byen. Vest for alting. Her er intet nyt. Når jeg tager lokalbanen hjem er det de samme skæbner, de samme let forsømte parcelhuse, der putter sig i naturens skønmaleri. Polske håndværkere i lejekasernerne og lightergas bag de gullige persienner. Her er ulideligt smukt, hvis man holder af den slags. Hvis man lukker det ene øje og kigger ud over markerne, lader blikket hvile lige dér i horisonten, hvor rapsen mødes med en støvetblå himmel. Hvis man holder vejret. Så længe, jeg kan huske, har jeg været på vej væk. Jeg stak af hjemmefra første gang som otteårig. Ikke det store postyr. Åbnede bare lågen og begyndte at gå. Som jeg blev ældre blev flugten mere og mere bevidst. Væk fra femikrimi og matadormix i skålen. Joggingsæt fra Føtex, skifteholdsarbejde på fabrikken og førtidspensionerede mødre evigt sammensunket i lænestole med radioen tændt på P4 og stående recepter på nervemedicin.  Jeg var et sulten barn. Jeg havde så meget, jeg skulle nå. Frem for alt skulle jeg gøre det bedre end mine forældre. Bedre uddannelse, bedre job, bedre helbred, bedre smag. Skulle fandeme vise dem. Lige dele storhedsvanvid og mindreværdskomplekser. De steder, jeg troede, jeg skulle hen, har jeg aldrig følt mig hjemme. De talte alle sammen et andet dansk end jeg. Ordene var de samme, men ændrede betydning i luften mellem os. Når jeg endelig lærte sproget, var jeg allerede på vej videre igen. En terapeut fortalte mig engang, at jeg ikke evner at være i mig selv. Hun præsenterede det som en diagnose. Måske er det bare et livsvilkår. Lookit mom, no hands. Mig og Sage Francis, vi er stadig på vej væk.

Kasper Spez er sin egen genre i dansk rap. Når jeg skal beskrive musikken for udenforstående, plejer jeg at bede dem forestille sig Tom Waits, der synger Joanna. Hærværk og sæbebobler. Jeg har været 17, da jeg faldt i gryden. L.O.C lagde et omkvæd på den plade, der hedder Fantasten; jeg hørte først nummeret, købte så CD’en og støvsugede derefter internettet for alt, hvad Spez nogensinde havde rørt ved. (Dokumentaren Dagen Derpå ligger i øvrigt på youtube og kan anbefales). Befri dit liv, råbte Spez. Jeg sad i det udkantsdanske ingenmandsland og følte mig indespærret af de åbne vidder. Det var lige efter finanskrisen ramte. Pludselig var alle bange, ikke kun for terror, men for fremtiden. Det var dengang, vi begyndte at råbe kineserne kommer.  Sammen med min ven Majse flygtede jeg ind i drukromantik og dagdrømmeri. Vi røg os lette og ligegyldige, drak grøn te og fejlciterede både Nietzsche og F.P. Jac. Majse ville så gerne være en barsk fyr, selvom han var en pæn dreng, der altid huskede at stille en underkop frem til de brugte te-poser. Hos Majse holdt de Politiken og havde økologisk smør i køleskabet. Det gjorde vi ikke hos mig. Der var i det hele taget mange ting, Majse gjorde, som jeg ikke gjorde.  Jeg søgte grænserne, men turde aldrig krydse dem. Dobbeltheden har boet i mig siden jeg var barn: Jeg hadede autoriteter, men higede samtidig efter deres anerkendelse. Jeg var jo så dygtig, på trods. I 2010 så jeg Kasper Spez på Roskilde. Nyslået student med 12 i huen. Jeg husker ikke, hvem der sagde til mig: ”I bliver aldrig mere fri, end I er lige nu”, men vedkommende havde ret. Jeg havde allerede søgt ind på uni. Gik den lige vej fra børnehave til bachelor. Altid fart på. Majse besøgte mig på kollegiet. Han var lige droppet ud af filosofistudiet. Du ligner en hipster, sagde han, og jeg svarede, at han lignede en hjemløs. Vi lå på min seng og så Dommedag nu med for mange guldøl i blodet. Han spurgte, om han måtte blive og sove, og jeg sagde ja, hvis han gik i bad først. Det var sidste gang, jeg så ham. Spez forsvandt fra scenen i en del år, men er nu genopstanden. For nylig så jeg ham varme op for Per V i Pumpehuset, hvor jeg kom direkte fra arbejde. Da vi nåede omkvædet af Trøstepræmier fik jeg tårer i øjnene. Det er stadig en af de smukkeste produktioner, jeg har hørt i dansk rap. Lige dele håbefuld og melankolsk. Det føles nærmest perverst at drømme om frihed i et konkurrencesamfund, men Spez giver mig stadig lyst til at pjække fra hele lortet for at blæse sæbebobler i solen. 

Kvinde Min var mine forældres sang. De mødte hinanden på Kælderbaren i Lyngby, lige omkring år 1980. Min mor var meget ung, min far var fem år ældre. Far drak bajere og mor røg tjald. De flyttede hurtigt sammen: To flipperromantikere på et 9 kvadratmeterstort kollegieværelse. Far har nu aldrig været rigtig flipper; han lignede bare én. Han brød sig ikke om hashrygeri, så han fik mor til at droppe piben. Hun havde ikke samme held med ham og bajerne. Det lå vel i blodet. Far har altid været en fandens karl: Første gang, han var hjemme hos mormor og morfar, meldte mormor ud, at hvis han var hendes hund, så skulle han klippes. Ifølge far selv, så replicerede han, at hvis hun var hans papegøje, så skulle hun skydes. Siden har de været gode venner. Mine forældre var sammen i 10 år, før de fik børn. De blev gift på rådhuset en almindelig onsdag. På billedet kan man næsten ikke se, at min mor er gravid under cowboykjolen. Det er ikke meget, jeg ved om de 10 år, der gik forud for min ankomst. På billederne ser de lykkelige ud. Lykkelige og fulde. Far danser i undertøj og mor har permanentet hår. Far byggede motorveje i Irak under den første Golfkrig i firserne. Kom hjem med fuldskæg og noget anderledes under huden. Det var gode penge. Mor smed far ud kort efter nytår 2001. Jeg kan huske, han stod med sit tøj i en affaldssæk i entreen, og lignede én, der ikke vidste, hvor han skulle gå hen. To år senere hittede Jokeren med Kvinde Din - Møgluder. Det faldt sammen med, at jeg havde nået en alder, hvor jeg for det første var begyndt at forstå implikationerne af mine forældres skilsmisse, og for det andet var begyndt at udvikle en selvstændig musiksmag. Kvinde Min var mine forældres kærlighedssang, og Kvinde Din blev min skilsmissesang. De største stoddere er tit de største romantikere, og Kvinde Din er lyden af en fandens karl, der får knust sit hjerte. Jeg har aldrig syntes, det var upassende, at Jokeren kalder Szhirley for en møgluder. Kunst skal ikke tale pænt til nogen. Kærligheden er modbydelig, når den går i stykker. Når hustleren har spillet tosset én gang for meget. Jeg er i øvrigt også fan af Szhirleys fortolkning af bruddet, det triste og smukke nummer Stregen / Kom nu hjem. Så poetisk ville mor næppe formulere sin side af skilsmissen. I min familie har vi altid haft lettere til vrede end til tårer. Måske derfor er Kvinde Din min break-up sang nummer 1. Alt går op i en højere enhed: Kontekst (både sangens og min egen personlige), instrumental, tekst. Selv beatet er bittert. Det var dengang, Jox havde bid. Som forelsket og forsmået teenager skrev jeg ikke kærlighedserklæringer med sprittusch på skolens bord, men “jeg har noget i ryggen - gider du fjerne det?” Mine forældre er stadig uenige om, hvem der forrådte hvem først. Efter 20 års kærlighed fulgte 10 års had. Nu er far gift igen. Hadet er brændt ud. Snart er der intet tilbage af de to flipperromantikere, andet end to voksne børn, og en sang, jeg hørte engang.