Min ven Simon har altid anklaget mig for at have dårlig smag i mænd. “Hvis mænd kendte dig,” sagde han engang, “ville de flirte på en virkelig åndssvag måde: Hej, jeg hedder Torben, i min fritid skriver jeg knækprosa, mit yndlingstøj er alt med Adidas, og mit kæreste eje er min knallert. Desuden elsker jeg at være skaldet og komme op at slås efter jeg har drukket mange elefantøl.” Det ved jeg nu ikke, om jeg er enig i. Simon er tilhænger af Spez-doktrinen, der som bekendt går ud på, at alle piger vil have en bad boy, indtil de får den første flad. Jeg vil nok bare have musik, jeg kan råbe med på.
Måske derfor har jeg altid haft en svaghed for Mass, sådan på afstand. Selv efter han gik over til udelukkende at lave diss-tracks. Kærlighed Gør Ondt er fra EP’en Kronisk Halsbrand, og der er smæk for skillingen. Det var dengang Mass var Street, L.O.C faldt ned fra scenen i sine branderter og autotune hørte popmusikken til. Det er ikke sådan at kimse af. Og som en vis mand i Youtubes kommentarfelt engang sagde: Op med hovedet. Hun vil ikke have en rapper, der græder.











