Jeppe Morgenthaler

Det er det der er så langt ude.

Jeg sover dårligt. Så dårligt at jeg har bedt om hjælp til at få styr på det. Jeg bliver ved med at drømme om grå og sorte plamager på størrelse med LP’er, som svæver foran mig, og som jeg bør tage mig af, men som jeg ikke kan hverken begribe eller gribe fat i. Og så vågner jeg. Og tænker.

Jeg savner ham. Mere end jeg troede muligt. For de sidste par år har jo ikke været sjove. Ikke fordi vi sku’ grine hele tiden, men han har været rigtig ked af især det sidste år, hvor han blev svagere fysisk og med hjælp fra en del alkohol drømte sig tilbage til slutningen af 50′erne og de næste 10-15 år frem, hvor Københavns natteliv var hans legeplads.

Og den historie er jeg lige dele fascineret af og misundelig på. Tænk, ikke at bekymre sig om sene måltider eller røg i lokalet, i en verden uden 20-minutters nyhedscyklusser og sociale medier, der drager publikum mod telefonerne i deres lommer. Tænk, at være en hjørnesten i en vennekreds af de mest kreative, kærlige og musikalske venner i byen. 

4 dage før min far døde besøgte hans gamle ven Benny Holst os på hospitalet. Benny har været en fast bestandel i min barn- og ungdom. Jeg boede hos ham da jeg var i praktik i drumstick på Frederiksberg som 14-årig. Han lærte mig at elske Clapton og Little Village.

Benny genfortalte historien om hvordan Jørgen Saabye, der også var en del af vennegruppen fra Kunsthåndværkerskolen, (hvor min far uddannede sig som keramiker) en aften i 1959 introducerede Benny, Povl Dissing og min far for Ray Charles. Mens jeg skriver det her hører jeg Ray Charles, og tårerne triller.

Ray Charles blev fundamentet for flere danske musikalske karrierer og vi græd sammen da både min Ray Charles og min far døde.

De sidste par uger har været fyldt med kvalmende mange praktiske gøremål og mange almindelige ting virker fuldkommen ligegyldige. For normalt, efter hårde, prøvende tider, bliver alting godt igen. 

Men min far er stadig død. Det er det der er så langt ude. 

                                 Min far illustreret af Susanne Koefoed

Kære Mogens

Jeg lærte hurtigt at du var mere end en brik i familiepuslespillet. Mere end ‘far’. Derfor kaldte jeg dig aldrig Far, men altid Mogens. Store-Mogens. Bas-Mogens. Det var jo nok Bas-Mogens der var den afgørende faktor, da jeg som 7-årig fik et trommesæt i fødselsdagsgave. Med det plantede du musikken grundigt i mig. Tak for det. Også selv om vi havde en kort og uskøn omvej gennem mine violin-øvetimer i det gamle hus på Vestergade.

At du en gang om måneden fyldte stuen til en øver med dit orkester, og konstant hørte jazz i radioen, gjorde at jeg både kunne høre og elske forskellene mellem Johnny Hodges, Lester Young, Ben Webster og Coleman Hawkins, inden jeg var 12.

Du havde en drøm om at jeg skulle være skakspiller, og du skulle rejse med mig jorden rundt, og lave mad til mig. Maden lavede du, men jeg blev hjemme. Det var nok meget godt, for ellers havde Store-Mogens måske ikke lært mig glæden ved at vente gæster, glæden ved det gode måltid og glæden ved at eksperimentere i køkkenet.

Din naturlige forståelse for sprogets finurlige mangfoldighed er også noget du med entusiasme tog med fra din side af familien og såede i vores lille kernehus, hvorfra den voksede op og satte tunge versefodaftryk på mangen en sang i festligt lag - og den satte afstikkere i mig, der uddannede mig i Nordisk Sprogvidenskab. Også det, kan jeg takke dig for.

At du engang bildte mig ind at kapgængere gik så hurtigt, at de sku’ løbe for at stoppe igen, er noget af det sjoveste nogen nogensinde har fundet på. Er du klar over hvor mange af mine venner der har grædt af grin over den geniale, uskyldige løgn mellem en voksen og et barn?

Desværre lærte du mig også ufrivilligt en vigtig lektie over de senere år. At når man holder sine bekymringer for sig selv, bliver de større og tungere, og jo mere man gør det, jo sværere er man at hjælpe. Det gør jeg alt for at gøre anderledes. Jeg deler mine sorger med mine venner. Lader dem vide når jeg er ked af det og helt nede, og at deres nærvær og trøst og råd hjælper mig op igen. Du blev aldrig god til at dele dine sorger og det gjorde det svært at hjælpe dig. Det er jeg ked af, men lektien er jeg glad for. Mine venner er med i dag for at hjælpe mig med at sige farvel til dig.

Du lærte mig hvordan man kan have vidt forskellige slags venner, som sagtens kan introduceres for hinanden, når bare man kridter banen op med åbenhed, humor, en bid brød, musik på anlægget og måske en øl. Eller to. Eller tre. Jeg har den største og kærligste beundring over at der blandt os i dag sidder venner der har kendt dig i 60 år. Det er et eksempel jeg vil gøre mit yderste for at efterleve og gentage.

Farvel, Store-Mogens, Bas-Mogens, Bobber, Monne, Mox, Købmanden, Mogens ovre fra nummer 4. Dejlige, søde, sjove, musikalske far.

For tre uger siden fyldte jeg 40. Og i lørdags havde jeg inviteret mine 150 bedste venner til fest og koncert på Ideal Bar.

At vi endte med at blive 114 er jeg både stolt og taknemmelig over.

Min mormor sagde at hun nok aldrig blev voksen på samme måde som hendes forældre blev, og at hun var *sikker* på at mine forældre aldrig blev voksne på samme måde som hun var. Det tror jeg hun havde ret i, og jeg tror det fortsætter til mig og min generation. I hvert fald føler jeg ikke den store forskel på mig som 30-årig og mig som 40-årig. Javist, jeg har en større økonomisk frihed og derfor langt større råderum end jeg havde som (en af de ældste) studerende på både ITU og KUA. Men grundlæggende har jeg ikke ændret mig stort. I hvert fald føler jeg mig ikke som sådan mere voksen som 40-årig end som 30-årig.

Man kan måske faktisk påstå at jeg søger tilbage mod min ungdom ved det, at jeg netop har fundet et nyt øvelokale, har pudset mine gamle trommesæt af, stillet dem op og er begyndt at øve igen. Men der mener jeg der er noget mere universelt på spil: Det var et spørgsmål om tid. Altså, hvor lang tid jeg kunne undvære de trommer jeg har elsket hele mit liv.

Samtidig har jeg sagt mit job op. Det var ikke det rigtige ‘fit’, selvom de var gode kolleger og jeg havde en fin hverdag. Der skal jo mere til. En arbejdsgiver skal have en ansat der brænder for virksomheden og den ansatte skal føle at det giver mening at kæmpe for virksomheden hver dag. Så det leder jeg nu igen efter.

De sidste mange år af mit liv har i nogen grad været præget af mine forældres sygdom, men som jeg efterhånden har vænnet mig til at sige, så er det blevet en “ny normal”. Altså gør det ikke så ondt som det gjorde i starten. Og der er blevet mere overskud til kreative udfoldelser igen. Og det er ikke uden stolthed at jeg ser tilbage på de projekter jeg har været en central del af de sidste 10 år, fx:

En børnebog/app/podcast der endte med at blive den mest populære podcast på Radio Ramasjang

Relancering af et designforskningstidsskrift

Et brætspil der udfordrede gængse konventioner for gameplay og blev solgt og udviklet til både Tyskland, Norge og Sverige

Stemmearbejde for danmarks førende forlag

Community management for et af verdens størst brands

Konsulentarbejde for et par andre af verdens største brands

Community management og project management for verdens bedste trommeslager

Pr Management for en af verdens bedste guitarister

Pr management og AR support for en række danske og udenlandske kunstnere

En række håndlavede luksusskærebrædder

Men, for nu at vende tilbage til i lørdags, så er jeg mest stolt af de mange, mange solide venskaber jeg har bygget og fastholdt med de mest fantastiske mennesker man kan ønske sig. Det tør jeg, om noget, sige at jeg er rigtig, rigtig god til.

Jeg er stadig høj over mine venners reaktion på hinanden. Det er ikke uvant for mig, men når jeg, som i lørdags, kører ALLE i stilling til samme fest, er tilbagemeldingerne så meget desto mere overvældende. Jeg ELSKER mine venner for at de har evnen og lysten til at møde andre mennesker nysgerrigt, kærligt og festligt.

Og således runder jeg de 40 år som en lykkelig mand.

De sidste par år er jeg blevet slemt nedtrykt, når jeg har tænkt over hvilket år det har været. 2013 var hårdt fordi min far var syg af en række kræftsygdomme. 2014 var slemt fordi min mor også fik kræft. 2015 var hårdt fordi de begge blev psykisk syge ovenpå deres fysiske sygdomme; den ene med depression, den anden med manisk psykose.

2016 har også været hårdt. Af mange forskellige grunde. Og ja, jeg synes det er ok at indsætte mange af de storslåede kunstnere der døde i år. Mange af dem var mine store forbilleder.

3. januar flyttede vi min mor på plejehjem 10. januar døde David Bowie 14. januar døde Alan Rickman 24. marts døde Johan Cruyff 21. april døde Prince 3. juni døde Muhammad Ali 1. juli flyttede vi min far på plejehjem 29. august døde Gene Wilder 30. august blev jeg fyret 9. november døde Leonard Cohen 24. december havde jeg den værste juleaften jeg har haft 25. december døde George Michael og Alphonse Mouzon 27. december døde Carrie Fisher 28. december døde hendes mor

Det gjorde forfærdeligt ondt at flytte begge mine forældre på plejehjem inden for et år, og det gør ondt at se sine helte dø på stribe, uanset om de havde alderen til det eller ej.

Men 2016 har også budt på så mange gode, fantastiske, sjove oplevelser:

Jeg var til 2 skønne bryllupper

Jeg var til 2 skønne 40-års fødselsdage

Jeg høstede professionelle roser, rejste med arbejdet og fiskede

Jeg gennemførte et sejt projekt med David Svane

Jeg hang ud med de skønneste mennesker (og dyr) i New York

Jeg havde et par populære sko med hjem til yndlingsnevøen

Jeg var i Berlin med mine bedste venner

Jeg fik nyt job i november

Jeg fik flere og flere abonnenter på mit ugentlige musiknyhedsbrev

Jeg har spist michelin-stjernemad

Jeg har læst alt hvad Mikka Tecza har skrevet

Jeg har været til Allen Stone-koncert

Jeg har været til Jamie Lidell-koncert

Jeg har set Better Things

Jeg har set Stranger Things

Jeg har set Horace and Pete

Jeg har hørt No Such Thing As A Fish

Jeg har hørt My Dad Wrote A Porno

Jeg har hørt The West Wing Weekly

Jeg har hørt Kvinden Med Den Tunge Kuffert

Jeg har hørt Still Untitled

Jeg har hørt 99% Invisible

Jeg har hørt Song Exploder

Jeg har hørt Kaspers Verden

Jeg har sammen med min søster dannet det sejeste team

Man kan altid høre Oliver Colbentson spille ‘Pavane Pour Une Infante Défunte’ 

Og jeg har mødt, kysset, krammet, grinet, skrålet og skålet med de bedste, sejeste, mest kreative og sødeste mennesker man kan ønske sig.

Møs og Godt Nytår!

De næste par minutters læsning handler om glæden ved madlavning og godt håndværk. Ok, 30-40 minutter, hvis du også ser videoerne.

For små 10 år siden mødte jeg en flink fyr. Han hedder David. David er træskærer. David er sindssygt dygtig: (dette, hans svendestykke, er skåret af eet stykke træ)

For 3 år siden besøgte jeg en flink fyr. Han hedder Joel. Joel er knivmager. Joel er også sindssygt dygtig:

For et halvt års tid siden købte jeg en kniv af Joel. En dyr kniv. En god kniv. En håndlavet kniv der holder hele mit liv. En Prospect 240 i AEB-L-stål. For nu at være helt nøjagtig.

I dag besøgte jeg David, for at tale om et skærebræt der måske kunne matche min kniv i kvalitet. Ideen havde jeg fået ved at se en video fra et canadisk firma der laver skærebrætter i lærketræ:

Deres skærebrætter koster omkring 1500 danske kroner, men med fragt fra Nova Scotia til Danmark, og importmoms oveni, kom de op på 2500 kroner eller mere, alt efter hvor mange man bestiller. Og det er over min smertegrænse for skærebrætter. Og over mine venners. For jeg havde selvfølgelig delt Larch Wood-videoen med et par venner.

Men som sagt besøgte jeg David i dag, og hvis jeg må parafrasere hans ord så kan han “sagtens lave nogle tilsvarende, efter samme metode. Måske med lidt pænere fødder”. Så det gør vi.

Senere i dag luftede jeg projektet for mine madørevenner som umiddelbart også er med på ideen; ideen om at samle 5-10 mennesker der har lyst til at investere 1500 kr. i et godt, håndlavet skærebræt, som man til sin tid ville kunne hente på Frederiksberg og tage med hjem og skære dejlig mad på i årevis.

Kunne det ikke være sjovt og fedt?

‘Tis the season of pis af med jeres fucking brunkager og pebernødder; vi har set på dem siden oktober måned! Alright.

Det er længe siden jeg bloggede. 3 måneder. Hvorfor? Eat shit and die, derfor.

Hele 2015 har min mor været indlagt med depression. Den kom efter en manisk psykose i sensommeren sidste år. Så ja, jeg ved godt at året ikke som sådan ‘er’ på en særlig måde fra 1. januar til 31. december. Det er jo bare en måde at prøve at komme videre på; trække en streg i sandet, ing? Det seneste år er min far langsomt holdt op med at spise. Han er, uden tvivl, også meget deprimeret. Han er således kun blevet tyndere og svagere hele dette år. I mandags blev han fundet af vores gamle nabo. Min far lå på gulvet og kunne ikke rejse sig op, hvor meget han end forsøgte. Han er verdensmester i ‘nej tak til hjælp’ og det gør eddermame ikke det hele nemmere. 

Min forældre er pt på hver deres institution. Min mor er godt nok langsomt blevet bedre, og er i rehabilitering, hvor hun har været i 3 måneder, men hun kom også fra det dybeste mørke. Nu skal hun flyttes på plejehjem, alt for tidligt. Højst sandsynligt i juledagene. Fordi kommune.

Min far er på sygehuset, hvor han ikke imponerer lægerne synderligt med sin sultestrejke. Og vi aner ikke om han faktisk bliver klar til at være hjemme i juledagene.

Så min søster og jeg skal forsøge, ikke blot at koordinere vores og deres juledage, men også være hovedansvarlige for at det bliver jul i det gamle hjem i vandkantsDanmark.

Det var også i år jeg blev single fra en kæreste jeg var dybt forelsket i, og et år hvor jeg blev indlagt to gange med smerter så voldsomme at jeg i begge omgange var bange for at dø. 

Så nu må 2015 gerne skride. Eller. Altså. Det jeg prøver at sige er, hold kæft hvor er det hårdt at være forælder for sine forældre; at skulle holde styr på deres økonomi og tage en masse store beslutninger for dem. Det er virkelig hårdt. Så hårdt at der er rigtig mange ting jeg har gået glip af i år. Simpelthen fordi jeg ikke orkede det.

Jeg har skrevet om mine oplevelser med sygehusvæsnet, både i forbindelse med min mors uhyggelige sygdom og med mine egne indlæggelser. Det er vel det bedste og mest konstruktive jeg har kunnet få ud af de oplevelser. At folk har lyttet og støttet og forstået i det omfang det lod sig gøre.

Der er ikke meget andet at sige en godt nytår, for det gamle år var noget lort.

For 3 år siden var jeg i New York, og et par måneder inden turen var jeg faldet over en minidokumentar fra Chow Obsessives, på YouTube. I den møder man Joel, en stor bamse af en mand, der tilsyneladende lavede nogle umanerligt flotte og gode kokkeknive. Samtidig virkede han yderst sympatisk, så ham havde jeg besluttet mig for at besøge.

Da jeg nåede frem blev jeg budt på masser af  lokal øl og en lang snak og nåede rundt at se hele hans fantastiske værksted og også få hilst på hans charmerende kone Julia, hvis første bog jeg i øvrigt lige har læst færdig. Den skrev hun på da jeg besøgte dem.

Jeg nåede selvfølgelig også at prøve flere af Joels utrolige knive, og besluttede mig på stedet for at købe en Prospect 240 i AEB-L med håndtag i G10. Jo-jo, bring on the geekery! Dog rakte budgettet ikke til at tage en med hjem med det samme, men Joel og jeg har løbende været i dialog, og for halvandet år siden havde jeg faktisk lagt billet ind på en færdig kniv, som hans assistent så desværre havde solgt en time senere i butikken, pga en misforståelse. 

Hver uge lægger Joel imidlertid den seneste uges værker op, og for 3 uger siden sprang en af knivene frem blandt de andre og jeg kunne mærke at dén måtte jeg have fingrene i, så jeg skrev til ham med det samme og sikrede mig en reservation. Min dejlige NYC-residerende ven Philip agerede pick-up og udbringer og han landede i går i København med kniven i baggagen.

Billederne herunder gør den ikke ære; lyset falder meget forskelligt og detaljerne er utydelige. Men det er en fantastisk oplevelse at holde den i hånden og mærke hvor godt den er konstrueret. Samtidig er den naturligvis så lynende skarp at min damaskus-santoku fra Endeavour virker som en papmachekniv ved siden af.

Det er en kniv der holder hele livet, hvis man passer lidt på den, og jeg er overrasket over i hvor høj grad den overgår mine ret store forventninger. Den er et lille stykke brugskunst, som jeg glæder mig til at bruge hver dag resten af mit liv.

Jeg er træt af at være forælder for mine forældre

Jeg er træt af kommunens kassetænkning

Jeg er træt af at mine forældre er syge

Jeg er træt af ikke at kunne gøre mine forældre raske

Jeg er træt af at tiden ikke slår til

Jeg er træt af selv at have været syg

Jeg er træt af ikke at have overskud til det hele

Jeg er træt af at være træt

Jeg er træt af at savne min ekskæreste

Jeg er træt af at hun har fundet en ny

Jeg er træt af at være single

--

Jeg er ikke træt af lysindfaldet i min lejlighed

Jeg er ikke træt af venner der hjælper og støtter

Jeg er ikke træt af bog-gaver der rammer plet

Jeg er ikke træt af venner der besøger en på hospitalet

Jeg er ikke træt af ros for mit arbejde

Jeg er ikke træt af kolleger der bliver til venner

Jeg er ikke træt af gode løbeture

Jeg er ikke træt af Peter Kofod

Jeg er ikke træt af venner der søger mit råd

Jeg er ikke træt af lørdag formiddag

Jeg er ikke træt af fisketure

Jeg er ikke træt af musik der hjælper vigtige følelser på vej

Som bekendt var jeg en tur på Hvidovre Hospital for 6 uger siden, med Divertikulit. Den blussede op igen i mandags og de sidste 4 dage har jeg ligget på Hvidovre. Igen.

Denne gang var mine infektionstal ikke så uhyrlige som de var sidst, og derfor ville lægerne ikke bare pumpe mig med antibiotika igen. Desuden ville de godt se lidt nærmere på min galdeblære, så jeg blev CT-scannet igen og desuden MR-scannet. Sammen med ultralydsscanningen fra første indlæggelse viste der sig nu et uklart billede af mit sygdomsforløb. For de divertikler der kunne ses sad simpelthen for langt væk fra hvor min betændelse var forekommet. Så de trak langsomt i land med divertikulit-diagnosen, selv om jeg jo har divertikler, der er grundlaget for divertikulit. I stedet begyndte lægerne at kredse om muligheden for galdesten og selv om de aldrig nåede en skudsikker diagnose blev jeg sendt hjem i går med det bedste bud som lægestaben kan præstere. Deres diagnosegæt er som følger:

Ved den første indlæggelse i slutningen af juni har jeg sandsynligvis haft både galdesten OG galdeblærebetændelse. Grunden til at de blev snydt er at jeg *har* divertikler (få og små, som den ene læge sagde) og de sidder tæt på hvor jeg havde betændelse. Men ikke tæt nok til at det er dem der var betændelse i, viser ultralydsscanningen, de 2 CT-scanninger og MR-scanningen til sammen. Altså hvis lægerne har ret. Så altså… ikke divertikulit.

Ved første indlæggelse er galdeblærebetændelsen blevet nedkæmpet af antibiotikaen og jeg har ikke mærket noget til galdestenen før her 5 uger senere, hvor den så under min indlæggelse angiveligt selv har fundet vej ud, for MR-skanningen viste i dag at der ikke er nogen galdesten nu. Som den ene læge jokede… “vi mangler stadig at opfinde et retroskop”. Ja, de kan ikke vide med sikkerhed at der har været en galdesten. Men det har der muligvis - og med en vis sandsynlighed.

Så nu har jeg fået noget smertestillende med hjem som gerne skulle blive mindre relevant for hver time over de næste to dage, og hvis alt går vel er jeg på arbejde igen i løbet af næste uge.

Det har taget hårdt på systemet - også nerverne - at være indlagt igen og det er, må jeg indrømme, utroligt frustrerende ikke at vide præcis hvad jeg har fejlet. Hvis det kommer igen og viser sig med sikkerhed at være galdesten, så skal jeg have fjernet galdeblæren. Men lad os håbe det ikke kommer så vidt.

Nedenstående er min personlige oplevelse af det jeg har oplevet for nyligt. Dog tør jeg godt lægge hovedet på blokken og sige at min frustration deles af flere ansatte.

For et par uger siden blev jeg indlagt akut på Hvidovre Hospital med hvad der viste sig at være divertikulit. Protip: Lad være at billed-google det. Tænk på det som en slags blindtarmsbetændelse - men i tyktarmen. Det var min første hospitalsindlæggelse nogensinde. Hele den uge jeg var indlagt på Hvidovre blev jeg behandlet af professionelle og omsorgsfulde sygeplejersker og læger, som efter 3 dage kunne diagnosticere mig korrekt og påbegynde den rette behandling. Mine betragtninger er derfor ikke rettet mod de hårdtarbejdende mennesker på Hvidovre Hospital men mod den virkelighed de skal navigere i.

Om mandagen, da jeg var begyndt at få morfin, men inden jeg var diagnosticeret, lå jeg stadig på akut-afsnittet. Sent på eftermiddagen gik en af mine stue-kammerater, en ældre (læs: rigtig gammel) mand igennem stuen med sin nyligt frembragte urinprøve i hånden. Manden, der rystede slemt på hænderne, spildte en lille smule af sin prøve for hvert af sine korte skridt, så han efterlod et tydeligt spor af urinsjatter på gulvet på tværs af hele stuen. Han gjorde et helhjertet, men forgæves forsøg på at tørre noget af det op. Han kunne nemlig ikke bukke sig ned og jeg indskød at vi nok kunne få nogen til at tørre det op for ham. Det bifaldt han og fandt vej tilbage til sin seng.

Få øjeblikke senere entrerede en sygeplejerske stuen. Jeg satte hende ind i sagen og hun berettede at rengøringen alligevel var på vej, så de ville tage sig af det inden for 20-25 minutter. Fair nok, tænkte jeg. Men en time senere måtte jeg tage fat i endnu en sygeplejerske, der lovede at gøre hvad hun kunne for at få en rengøringsassistent til at komme og tørre det op.

24 timer senere var alle de små urinpøle tørret ind til let klistrede gule pletter på gulvet og fra da af tog jeg sko på hver eneste gang jeg skulle ud af sengen.

Om onsdagen, få timer efter jeg havde fået min diagnose, blev en anden af mine stuekammerater, en knapt 60-årig narkoman som vi kalder Sverre, badet. Det var også på tide. Sommeren havde med knapt 30 grader meldt sin ankomst og 4 voksne mænd på en stue kan godt på egen hånd producere en del varme og sved, skal jeg hilse at sige. Sverre var dertil decideret beskidt. Om han kom direkte fra gaden ved jeg ikke, men han lugtede så dårligt at det var permanent værre end da en af de andre kastede grundigt op dagen før.

To sygeplejersker og en portør påtog sig jobbet. Sverre skulle løftes i bad, da han ikke selv kunne hverken stå eller gå, og de fik ham bakset derud og vasket ham. Jeg ventede 2 timer og gik så, trækkende mit dropstativ ved min side, ud på badeværelset. Der blev jeg i ca 20 sekunder, da badet stadig fremviste en del souvenirs fra Sverres bad. Væggene i badet havde i forvejen mørke skjolder. Mug, svamp; et eller andet der ikke hørte hjemme der. Men dertil var der nu både våde håndklæder, gummitøfler og skumgummisvampe, alle med tydelige brune hilsner fra de kager af skidt der havde siddet på Sverre. Javist, han lugtede betragteligt bedre ude i 4-mandsstuen end før, men badet var så klamt at jeg var ved at kaste op.

Jeg returnerede dog efter at have rekvireret 3 ekstra håndklæder og havde nu 5 i alt til mit foretagende. De tre af dem endte med at fungere som helle i en slags ‘jorden er -ægte- giftig’ og jeg brugte de første 10-15 minutter på at gøre badet rent. Det er super besværligt når man har høj feber og triller rundt med et dropstativ der er permanent forbundet til ens underarm via en slange og en nål.

Dernæst kom selve mit bad. Det var endnu mere besværligt, da holderen til brusehovedet var knækket af. Jeg havde stadig kun to arme, så opgaven med at holde bruseren og dropstativet, og rent faktisk få vasket mig selv, tog omtrent 5 gange så lang tid som det plejer. Det er min ydmyge holdning at det er ret uhensigtsmæssigt. Hvorfor er den brusehovedholder ikke skiftet eller repareret?

Om fredagen, to dage efter min diagnosticering og 5 dage efter min indlæggelse, blev jeg så for første gang (!) vidne til en rigtig “rengøring”. En herre entrerede vores stue (jeg var nu flyttet fra akutmodtagelsen til et regulært sengeafsnit) skubbende en vogn med spande med vand og en af disse flade rengøringsdimser med langt skaft, I ved, sådan en slags klud der kan vådtes og vrides i en spand, for så at spændes ud over en flad plade, som den sidder fast på, og trækkes eller skubbes henover gulvet i fugtigt tilstand. Rengøringsmanden havde masser af arbejdsplads, for to af sengene var midlertidigt kørt ud fra stuen. Han ankom. Vred sin hvad-end-den-hedder, slog 2 hurtige 8-taller, der vel rørte ramte 5-10% af den frie gulvplads, placerede to papskilte, hvorpå der stod “her er gjort rent” og var ude derfra igen, ikke 30 sekunder senere. Jeg mener at jobbet nok, selv af en professionel, kunne forsvares at have taget 10 minutter.

Rengøringsstandarden kan vel bedst beskrives som “spejderhytte anno 1989, gangarealet, hvor der ikke skal gøres rigtig grundigt rent; drengene har tjansen”

Nu syntes jeg ikke det var sjovt længere. Jeg havde sovet ad helvede til alle nætter. En af mine stuekammerater snorkede så grundigt at jeg var bange for at blive trukket med ind i løbet af natten og trods ørepropper, som min veninde var kommet med, (tak, Charlotte!) så sov jeg maks 2-3 timer pr nat. Det gjaldt samtlige indlagte på stuen og det er, siger ALLE der ved noget om det, ellers noget af det vigtigste at få en god nats søvn når man skal komme sig oven på en sygdom.

Efter frokosten om fredagen vendte jeg i nedtrykt tilstand tilbage til min seng for at tage en lang lur, men tabte en øreprop under sengen. Jeg mavede mig ned under sengen og mødte, foruden den øreprop jeg savnede, en del af de blomster der var blæst ned fra bordet hos den forrige indlagte på min plads, (det vil sige for mindst 4 dage siden) en plastikhandske og rester af den tape man bruger til at holde de små stykker vat på plads over blodprøvestiksår i armen. På vej tilbage i sengen noterede jeg mig at min madras blev holdt sammen med flere stykker af selvsamme slags tape.

Dagen efter lod jeg mig udskrive på orlov og resten af min rekonvalescens foregik på min egen sofa, efter det længste og mest grundige bad jeg nogensinde har taget.

Både læger og sygeplejersker spurter rundt for at nå det hele. De kan simpelthen ikke løbe stærkere. Det samme gælder rengøringspersonalet, der ved flere lejligheder blev inddraget i plejearbejdet.

Det har musikken altid kunnet. Røre mig til tårer. Når det var nødvendigt. Når jeg er utrøstelig kan jeg lige så godt lade tårerne trille. Som Jonatha Brooke synger... Inconsolable.

Med nøje udvalgte nedslag i 70′erne, 80′erne, 90′erne og i dag finder jeg soundtracket til mit knuste hjerte. Der er ingen regler. Det kan være corny, cheasy og overdrevet. Det er de bedste ballader altid. Og når det er sådan jeg har det, kan det ikke være anderledes.

Du er velkommen til at smile overbærende. Eller græde med.

Da jeg forleden postede mit indlæg om forelskelse fik jeg omkring 60 kærlige og opbakkende beskeder. Og 3 der stak i den anden retning. Lad mig citere: 

1 “der har godt nok været meget negativt fra dig på det seneste” 2 “måske skal du holde lidt igen med at dele” 3 “Jeg kan ikke blive enig med mig selv om du deler for meget ud”

Jeg kan godt forstå hvis nogen synes at de har været en entydig forestilling fra min side på det seneste. Men der er ingen tvang om at læse med. Og ærligt talt, det hele stinker bare pt.

Jeg kunne godt have delt, at på trods af halvanden times søvn - efter at være blevet droppet af mit yndlingsmenneske - nåede jeg morgenen efter flyet til Oslo, og formåede succesfuldt at undervise både de mange tilstedeværende og dem der via videokonference var med fra 3 andre byer i Europa.

Jeg kunne også have delt at jeg forleden fik skruet den perfekte burger sammen, i ledtog med min gode ven Henrik, hvor friskkværnet peber og knuste fennikelfrø blev æltet ind i burgeren lige inden den ramte gasgrillen.

På samme måde kunne jeg havde delt at det der skulle have været en kærlighedssang til mit yndlingsmenneske, faktisk stadig er blevet til en ok kladde af stemninger og grooves, hvor af min musikmakker og jeg finder mindst 4 takter hæderlige nok, egentlig.

Men det er ikke det, der fylder i øjeblikket. Det er det uendeligt hårde savn af et fuldstændig guddommeligt menneske, ovenpå min mors forsvinden ind i sig selv. I dag prøvede jeg at fortælle min mor om min nylige singlestatus. Hun forstod det ikke og havde ingen medfølelse. Hendes empati er væk. Jeg fortalte hende også om Oslo. Det troede hun heller ikke på. Hun er paranoid, aggressiv, forvirret og helt uden for rækkevidde. Det fik mig til at bryde sammen i telefonen. Det opfattede hun i øvrigt heller ikke, hvilket førte til endnu en ubegribeligt hård samtale med hende derefter. Hun er væk. For et år siden havde hun lige syltet agurker og rødbeder, havde lige bagt franskbrød og rugbrød, havde lige hentet æg fra eget hønsehus og kogt æg til påskefrokost.

I dag havde hun rejst sig fra sin stol éen gang.

Jeg har bestilt tid hos en god psykolog, for at gøre hvad jeg kan for ikke selv at crashe.

Så undskyld hvis det hele er negativt og sortseende. Der *er* masser af gode tætte venner på sidelinjen, som gør alt hvad de kan, og er der for mig 100%, men jeg savner min mor og jeg savner mit yndlingsmenneske og dét fylder det hele i øjeblikket. 

For 7 måneder og 1 uge siden mødtes vi på en lille bar og drak en øl i stedet for den kaffe vi havde aftalt. Og snakkede. Og drak en øl mere. Og grinede. Og efter jeg havde fulgt hende næsten helt hjem stod vi fire timer senere og kyssede midt på gaden - uden at være særligt fulde.

Et par dage senere mødtes vi igen. Og fortsatte i samme spor - og 14 dage efter droppede jeg længe færdiggjorte planer for en fuldt booket og spændende weekend for at tage med hende i det mest fantastiske selskab og på det mest eventyrlige sted, sammen med 25 af hendes venner til en stor fødselsdag over næsten 3 dage.

Jeg har aldrig troet på kærlighed ved første blik men der var noget ved L som jeg ikke havde oplevet i mit voksne liv. En utvetydig og brusende tiltrækning mod alt hvad hun er. Hendes sprudlende kreative tilgang til verden, hendes grin, hendes intellekt, hendes følsomhed, hendes krop. Hende.

Jeg var egentlig også en lille smule skræmt af forelskelsen. For ikke siden M i gymnasiet, for en menneskealder siden, havde jeg følt så entydigt at høre sammen med et andet menneske. Men glæden og nysgerrigheden tog styring og forelskelsen voksede. Efter de første par måneder, som gik med kunstudstillinger, venners bryllup, frokoster med snaps og grin, koncerter, fantastiske weekender sammen og en varm og kærlig smelten sammen havde vi en snak om tempoet i vores forhold. Hun syntes faktisk det gik lidt hurtigt. Jeg syntes ikke det kunne gå hurtigt nok. Vi forventningsafstemte, talte om tingene, længe, grundigt, og godt; kyssede, fandt en ny grad af nærhed og voksede tættere sammen. Det samme skete en måned senere. Og for hver af disse samtaler kom vi ud på den anden side stærkere og tættere på hinanden.

Forelskelsen voksede. Jeg elskede hende. Og elsker hende. Og december var en drøm af nærvær, ømhed og følelsen af at smelte sammen. Nytårsaften sammen: Fremtiden er sammen!

Jeg vil gøre alt for hende. Hun er fantastisk.

Det viste sig tidligt at jeg havde en bemærkelsesværdig adgang til hendes mest sårbare sider. Det er sider som de færreste ser, og som for hendes umådeligt søde søster virkede super glad for at jeg kunne lukke op for. L udtrykte også selv en stor påskønnelse af denne evne. Jeg selv var fuldstændig lykkelig over at kunne nå ind til et sted hvor jeg som den eneste kunne være der for hende, trøste hende og passe på hende. Det gjorde mig et bedre og lykkeligere menneske at kunne det. Jeg bleve gladere for mig selv når jeg var sammen med hende. I starten af året skulle hun på en lang, lang ferie hvor jeg ikke skulle med. En eventyrlig rejse med gode venner, planlagt for over et år siden. Ret hurtigt savnede jeg hende helt enormt. Også meget mere end hun savnede mig. Måske er det i sagens natur at når eventyret ligger for ens fødder, er man gladere end når man er blevet efterladt hjemme med en hverdag der ikke er ændret på andre områder end at ens elskede er væk.

Hun kom hjem 7 uger senere og var af sol og strandliv blevet farvet endnu smukkere end hun var da hun rejste. Og havde lidt svært ved at finde ind til den hverdag som hun allerede dagen efter blev kastet tilbage i. Og lidt svært ved at finde ind til mig igen. Jeg, derimod elskede at have hende tilbage. Forelskelsen var ikke mindsket - den var vokset. Vi snakkede. Og så hinanden dybt i øjnene. Og fandt ind til hinanden. Vi tog i sommerhus i påsken, væk fra travlhed og by og med tid til nærhed og ro. Og det var dejligt.

Og i denne uge skulle vi ud at spise inden en koncert. En halv time før fik jeg en sms. “Jeppe, vi skal ikke til koncert. Jeg skal tale med dig. Vi mødes hvor vi aftalte”. Få øjeblikke senere lå ordene i hendes mund. “Vi kan ikke være kærester. Jeg er vild med dig som menneske, du er fantastisk og kærlig men jeg kan ikke gengælde dine følelser”. Der fulgte 4 timers lang gåtur, tårer i spandevis fra os begge, og intet jeg kunne sige kunne få hende på andre tanker. Når jeg nævnte min særlige adgang til hendes følsomme sider var hun nærmest utrøstelig og medgav at det havde haft en stor betydning for hende. Og jeg kunne kun appellere til at det kunne være grundlag for at fortsætte. Men det kunne det ikke. For det skal man være to til at synes og tro på.

Forelskelsen, denne, min forelskelse er noget af det mest bemærkelsesværdige jeg har oplevet. Den mindskedes ikke under de 4 timers samtale. Den øgedes. Og den er lige stærk nu. Jeg elsker hende. 

Dagen efter havde jeg sovet halvanden time, men tog alligevel til Oslo for at undervise. To gange undervejs var jeg ved at stoppe op og råbe til tilhørerne: “Har I hørt om L? Nej? Nu skal jeg fortælle jer om det mest fantastiske menneske jeg nogensinde har mødt”.

For sådan er forelskelsen. Den tager ikke hensyn til nytte, til realiteter, til fakta. Den buldrer videre i et knust hjerte og lader mig sende et par håbefulde sms’er inden førstehjælpen, i form af de bedste venner man kan ønske sig, træder til og siger alle de rigtige ting: “Lad være med at sende flere sms’er lige nu. Hun bliver kun mere presset på den måde”. “Giv hende plads nu. Så bliver det måske nemmere at tale sammen næste gang I skal det”. “Kom hjem til os, så laver vi mad”. “Vil du med til det her arrangement, det er lige dig”. “Kom med ud i det gode vejr, det vil gøre dig godt”. “Jeg giver kaffe - kig forbi”. 

Og søvnløshed og tårer danner et stærkt makkerpar og lader mig forstå at jeg er fucked. Jeg er så forelsket at jeg skal have hjælp fra andre der før har været i lignende situationer, til at navigere i det, uden at skræmme hende fra al fremtidig kontakt. Og stadig gennemsyres alle mine følelser og alle mine frustrationer af en varm og dyb kærlighed til hende. 

-har jeg været i Oslo -har min mor i sin uhyrlige demens/angst/depression bedt mig om aldrig at tale med hende igen -har min gamle ven været få øjeblikke fra at dø i en brand -er en af mine bedste venner blevet fyret fra noget hun var fantastisk god til -har mit voksne livs største kærlighed sagt at kærligheden ikke er gengældt

De sidste 24 timer har været bemærkelsesværdigt hårde. 

Påskeferie! Den er 7 timer gammel og indtil videre er den fejret med noget så sexet som tøjvask, opvask og lidt overfladisk budgettering.

I morgen skal jeg så for første gang besøge min mor på en lukket afdeling. Den har de valgt at placere i Vordingborg, for længere kan man næsten ikke komme fra alt andet i verden uden direkte at fornærme (danske) pårørende til mennesker med psykiske problemer.

Det går kun een vej med min mor i øjeblikket. Hun viser utvetydige tegn på demens, oven i depressionen og angsten og kan altså i øjeblikket ikke stoles på. Hun tager ikke de rigtige beslutninger. Det er uhyggeligt og ulykkeligt.

Min søster og jeg er stadig et godt makkerpar i denne suppedas. Og vi giver stadig hinanden fri en dag eller to ad gangen, for simpelthen at overleve. Fri fra at tage telefonen, fri fra at tage beslutninger om min mor og far og hvordan vi forholder os til dem.

Min søster har taget min nevø med til Rørvig, hos min far. Det er godt at han får lidt kvalitetstid med sit barnebarn og sin datter. Og vice versa.

Efter turen i morgen tager jeg også ud af byen til et velkomment hvil. Sammen med mit yndlingsmenneske. Vi skal væk fra det hele, sammen. Og jeg glæder mig helt vildt. Det er en underdrivelse.

Men i aften nåede jeg også lige at forkæle mig selv med en bestilling af et nyt legetøj, som jeg har ønsket mig i et stykke tid. En Maschine, fra Native Instruments. Jeg har leget med sådan en flere gange, og jeg glæder mig rigtig meget til at lære den bedre at kende.

I dag fylder min far 77. Min, på det seneste, hårdt prøvede far - der aldrig har været god til at tale om de svære sider af livet, og som ikke ville indrømme at han godt ku’ tænke sig nogle gæster. Indtil nogle af mine forældres naboer, genboer og gamle venner afslørede at de kom forbi, enten han ville det eller ej. For så måtte han indrømme at det er han faktisk rigtig glad for at de gør.

Gode, lange venskaber er vel noget af det aller bedste livet kan byde.

Min far har overlevet en livslang svag ryg, triple bypass-operation, en ny hofte, hudkræft, prostatakræft, leverkræft, tarmkræft, egen depression og, over de sidste 8 måneder, at have en bipolar, angst, (måske begyndende dement) kone.

Det har peget i en retning de sidste par uger. Klokken to i nat blev min mor indlagt for tredje gang på 8 måneder. 

Lige som ved de to første indlæggelser virkede det uundgåeligt og lige som de to første gange føles det både som en lettelse og som en stor sorg. Hun er indlagt på en akutmodtagelse, en psykiatrisk skadestue, hvorfra hun højst sandsynligt overføres til en regulær psykiatrisk afdeling, måske i dag eller i morgen.

Telefonopkald, gråd, koordinering af gøremål og beskeder til familie og venner. Det praktiske er både håndgribeligt og kvalmende. Det er svært at forklare.

Selv om der er en lettelse ved indlæggelsen, så er den jo også et helt håndfast bevis på hvor dårligt hun har det. Hun er utroligt syg. Hun har manglet fornemmelsen af ‘sig selv’ de sidste par uger. Hun er forvirret, fortvivlet og angst. Det er forfærdeligt.