MorConny

Det er i den grad ferietid allevegne. Her på arbejdet sker der nul og niks. Begge døtre er taget til Italien med deres familier. Og vi har nu fået bestilt overnatning til vores ferieuge i det nordjyske. 

Ferietid på arbejdspladsen betyder færre kolleger til stede, det betyder vikar i køkkenet, og det betyder uendeligt få opgaver på skrivebordet, få opkald til omstillingen og få gæster ved døren. Det giver mig tid til at få læst aviser, få læst op på ferien, få ryddet op og ud i skuffer og på reoler og få planlagt de sidste uger (11 arbejdsdage) med aflevering af udstyr og overlevering af opgaver osv. Det huer mig ikke med så få reelle arbejdsopgaver, men jeg overlever nok. 

Ferietid i familien betyder, at jeg også har fri fra at hente i børnehave og skole. Det gør jeg ellers fast om onsdagen og om torsdagen, hvor jeg også har haft tidligere fri. Det er en god tradition, som vi vil holde fast i, også efter jeg jobstopper. Vi laver ikke altid det helt store, men det giver god tid til bare at være sammen. Vi har i den forgangne weekend passet katte for den ene familie, dvs. vi har været frem og tilbage to gange om dagen for at fodre, og vi har tilbragt nogle timer i huset hver gang, bl.a. for at kattene skulle have lidt selskab. De er udekatte, men kom dog ind i ny og næ for at blive kælet med og for at få noget mad. Vi benyttede lejligheden til at prøve den lokale sushirestaurants takeaway; sjældent har vi fået så god sushi. Dagen efter trissede vi ned i den lokale havn, hvor fiskemanden har en lille spisebiks - her fik vi frokost indendøre i ly for vind og vejr. 

Ferietid for os bliver som skrevet om 11 arbejdsdage. I den første tid har vi kalenderen fyldt med småting, så campingturen bliver først hen i uge 34, hvor vi har bestilt plads på Hedebo Strand Camping lige nord for Sæby. Vi kan begge lide at trisse rundt i Danmarks byer for at se, hvad de har at byde på, og vi har indtil nu hverken været i Sæby eller i Frederikshavn, så det bliver nu. Skagen skal vi også til, bl.a. har vi aldrig været inde på museerne deroppe, og det er længe siden, vi i det hele taget har været på toppen af Danmark; det var vist, da børnene var under 10. Det bliver vældig spændende, hvordan vi kommer til at synes om campinglivet på vores gamle dage i et stort nyt telt med en anden tilgang til det - ikke noget med at køre fra sted til sted denne gang; vi bliver på samme campingplads og kører i stedet ud på dagsture til museer eller gode vandresteder. 

Vi har nu onsdag 19. juli. Jeg holder ferie fra torsdag 10. august. Jeg fratræder pr. 1. september. 

Lige nu er der feriedødt på arbejdet. Jeg er den eneste i administrationen og tager ferievagten. Der er kun sporadisk noget rigtigt arbejde, som fx en rigtig lang korrekturlæsningsopgave. Jeg skal passe telefonen - der kunne jo være nogle, der ville i kontakt med os. Jeg skal passe døren - der kommer da heldigvis lidt pakkepost, en blomstervander, en sjælden gæst. Jeg skal passe vores hovedmailindbakke - der kommer nærmest kun spam. 

Indimellem har jeg så ryddet godt op på mine reoler, i mine skuffer og på min pc. Jeg har lavet en liste over de arbejdsopgaver, jeg har haft, og som min tilbageværende kollega muligvis skal overtage. Jeg har også fået sat gang i at få overdraget mit telefonnummer til mig selv efter 1. september, så jeg undgår bøvlet med at skulle ændre telefonnummer alle mulige steder. 

Og nu tæller jeg altså ned. 

Snart 42 år på arbejdsmarkedet (plus det løse mens jeg læste) er næsten slut. Det bliver meget mærkeligt ikke at skulle af sted hver morgen, men det er det rigtige tidspunkt for mig. Jeg er så grydeklar til at få tiden for mig selv. Selvom jeg har tænkt at starte ud med bare at kigge ud ad vinduet, har jeg da lavet en lille liste over aktiviteter, jeg kunne tænke mig at kaste mig over ind imellem al vindueskiggeriet. Også fordi jeg tror, jeg kommer til at savne samværet med mine søde kolleger. Heldigvis har min mand og jeg stor lyst til at komme mere ud at vandre og ud på ture for at udforske omverden, men der skal jo også være noget sammen med andre, så vi hver især får nogle indtryk at tage med hjem. 

Jeg slutter af for denne gang med et dejligt vue ind mod Ribe tilbage fra maj, da vi var på vandretræf i min hjemby med Dansk Vandrelaug. Den udsigt bliver jeg aldrig træt af. 

Det er længe siden, jeg har sat mig ned for at sætte ord på papir til dette forum. Og det er ikke fordi, der ikke sker noget, men tiden bruges bare andetsteds. 

Siden sidst er jeg blevet mormor for fjerde (og måske sidste?) gang. Carlo er et søndagsbarn fra slut-marts og yngstedatters søn nummer to. I den familie får de drenge, mens ældstedatter får piger. I morgen skal jeg være et ekstra sæt hænder, når datteren skal være alene hjemme med to børn for første gang. Når baby er af den slags, der helst vil være på sin mor, kan det være svært at putte den 4-årige. 

Sidste lørdag var jeg også et ekstra sæt hænder til kusine Karens 4-års fødselsdagsfest for børnehaven, sammen med et lille hold forældre. De 15 børn var bemærkelsesværdigt rolige, i forhold til hvad jeg havde forventet af 4-årige. De fordelte sig stille og roligt i stuen, på værelset, udenfor ved gyngerne og på terrassen med løbehjul og cykler.  Ældstedatter og svigersøn er ved at få renoveret begge badeværelser ovenpå, så kun badeværelset i kælderen var i funktion, og adgangen dertil er ad en vindeltrappe, hvor der kræves en voksen i hånden, hvis man ikke lige bor i huset. Vejret var rigtig godt, så det var dejligt at være udenfor. 

Strikkeriet går op og ned, alt efter hvor ondt jeg får i hænderne pga. leddegigten. Lige i øjeblikket går det rigtig godt, og jeg har fået gang i noget egostrik, som også er blevet færdigt … i modsætning til den Abelone-cardigan, jeg gik i gang med i 2019, og som stadig mangler hele kanten med knaphuller. 

Hverdagsvesten fra FiftyFabulous kan man se via linket til Abelone-cardiganen. Den er jeg blevet rigtig glad for, fx over en ensfarvet skjorte. 

Kastellet fra Filcolana er strikket i garn, som jeg fik i gave fra ældstedatter og familien. Det var et besøg i en strikkebutik i Espergærde (Knitteriet) plus garn plus cafebesøg. Superhyggeligt! Jeg har strikket blusen i Arwetta og Alva, da jeg ikke havde lyst til mohair. 

Strømpestrik er jeg blevet ret bidt af. Og når så en af strikkepodcasterne starter en samstrik op, der lige kan passe til mig, så må jeg jo gå i gang. Det blev til disse Påskeægsstrømper baseret på Colour Palette Socks fra Laurel Knits. Jeg fandt nogle rester frem, nogle kunne bruges på begge strømper, af andre var der kun nok til en strømpe; så jeg fik ikke tvillingestrømper, men søsterstrømper. 

Næsten samtidig var jeg begyndt på strømper med garn fra A Lonely Socklady - hvor farven hed Take me to Italy, please. Det navn kunne jeg jo ikke stå for, når jeg nu har en svigersøn med italiensk far. Jeg bliver altid lidt panisk, når jeg strikker i dette “Lone-garn”, fordi jeg er usikker på, om der nu også er nok garn i de 50+20 g. Det var der, og jeg er godt tilfreds. 

Det, jeg nu har gang i, er Zweig-sweateren fra Caitlin Hunter. I flere år har jeg afvist den, fordi jeg ikke troede, jeg kunne finde ud af mønsteret, men en dag læste jeg et blogindlæg hos FiftyFabulous om denne Zweig, og pludselig kom inspirationen til mig. Og nu har den altså nået toppen af køen. Og mønsteret var ganske enkelt at strikke. Der er god forklaring. Og som altid er det jo “bare” ret og vrang i forskellige kombinationer … plus lidt slå om og strik sammen. 

Mine overvejelser lige nu går på, om jeg skal strikke lange eller korte ærmer. Jeg strikker i en tråd højlandsuld fra Garnudsalg, så stoffet er relativt tyndt, så selvom det er uld, kunne det jo godt blive en forårs/sommer/efterårsbluse. Det vil vise sig. 

Af andre ting har jeg jo også strikket lidt til Carlo, nemlig et babytæppe fra norske Strikkekaffe, hvorfra jeg også har i plan at strikke Korshavn-sweateren til mig selv (og måske nogle af de små).

Carlo har også fået Karls hverdagsshorts fra Charlotte Kaae, som jo desværre har lagt strikkebutikken på hylden for en stund.

Det var efterårsferieugen, men vi har aldrig gjort så meget ud af efterårsferie, så jeg var på arbejde det meste af ugen. 

Mandag var fridag fra linedance pga. efterårsferie. Og mandagen efter var der arbejdstur til Viborg, så hele to uger uden linedance. Lederen var sød til at sende et link til den nye dans, vi lærte sidst … men jeg fik først prøvet den af lige op til den efterfølgende lektion.

Tirsdag blev teaterdag. Vi havde givet min yngste bror og konen en tur i Mungo Park i sølvbryllupsgave. Som nævnt sidst blev fredagens forestilling aflyst, men vi kunne så mødes tirsdag i stedet. Desværre var svigerinden blevet syg, så vi var bare os tre. Mungo Park serverer en lille teatermenu på forestillingsaftenerne, og det var en velsmagende suppe med efterfølgende kaffe og kage. Kvinde, Kend din krop er jo en mangeårig tradition på Mungo Park, men jeg vidste ikke helt, hvad jeg kunne forvente - ud over en mandlig og en kvindelig skuespiller. Kort fortalt er det en teaterforestilling om bogen Kvinde, kend din krop; forestillingen er sat op som en masse små forløb, hvor vi får gennemgået kvindens krop, cyklus, overgangsalder, tanker m.m.m. Et forløb handler om cyklus, hvor manden står med ryggen til og udstrakte arme med en oppustet ballon i hver hånd. Han skal forestille livmoderen med æggeleder og æggestokke - og det er faktisk det, man ser for sig undervejs. Når så æggene kommer, ryster han med den ene ballon, og den siger klingeling. Det var ret underholdende.

Torsdag var børnebørnsdag. Jeg havde taget fri fra arbejde og inviteret de tre børnebørn på besøg om dagen og deres forældre til aftensmad. Jeg havde forberedt trylledej og købt vandfarve til at male figurerne med. Det gik der lidt tid med, men de 3-årige (og jeg) var ikke så kreative, så det gjorde noget. Frida på 7 har arvet sin mors kreativitet, så lidt kom der ud af formiddagen.

Efter frokost tog vi med morfar ud for at besøge den nye trold i Allerød, HannaHalerød. Hun har en meget lang hale, som hun har fået, fordi hun de seneste 4000-5000 år har elsket at danse i skovbunden i Ravnsholtskoven. Men hun har danset så vildt, at skovbunden rystede, hvilket har betydet, at æggene faldt ud af ravnenes reder. Det var ravnene ikke glade for, så de har bidt i troldens hale, der i løbet af de seneste mange år er blevet længere og længere. Helt præcis er den i dag 124,9 meter lang.

Nu var vi alle blevet trætte og fik lov til at se TV, før forældrene kom til middag. 

Fredag fik jeg skiftet til vinterdæk på “min” lille Honda Jazz (den er ca. 12 år, og får lov at leve, så længe jeg arbejder).

Lørdag overgav jeg mig, så vi tog til Silvan i Farum, hvor der er pyntet op til jul (!!!), for at købe et plasticjuletræ. Jeg siger undskyld på forhånd, men efter flere års pres har jeg overgivet mig, mod at vi så har det stående pyntet det meste af december. Jeg håber, pynten overstråler plasten. 

Søndag tog vi mod Asserbo for at finde den hjertesti, jeg havde læst om - måske på Facebook eller i avisen. Det er en letgået og relativt kort rute. Dog efter min mening for meget inde på golfbanen. Der føler jeg mig meget ude af min comfortzone - jeg er 65 år, men føler mig som en 5-årig på afveje, der risikerer at blive råbt ad. Men det er, så vidt Søren ved, den eneste måde at komme ind til Arrenakke Bakker med den fine udsigt ud til Arresø.

Mandag var der linedance. Jeg nyder de 1½ time, som giver god energi, OG som giver en naturlig træthed. Da jeg fandt ud af, at der findes en linedancerforening i mit nærmoråde, blev jeg glad, for jeg har længe været interesseret i at finde en sjov måde at holde mig i form på. 

Tirsdag var der planlægningsmøde i vores lokale DVL-afdeling. Det er der hver anden måned, og planlægningen dækker de to måneder, som næste blad indeholder. Og næste blad udkommer to måneder senere. Dvs. man er booket fire måneder ud i fremtiden. Det har fået nogle af turlederne til at vælge kun at have “pop-op-ture”, som ikke annonceres i bladet, men kun via e-mail og på hjemmesiden. 

Onsdag hentede jeg pigebørnebørnene. Jeg fik set de nye kattekillinger. Selvom jeg ikke er kattemenneske eller nogen form for dyremenneske, så er to små kattekillinger da ikke til at stå for. Terroristerne kalder min svigersøn dem allerede. 

Torsdag hentede jeg drengebarnebarnet (som skal være storebror til april 🙌). Jeg havde et ærinde i Holte Vinlager, og bagefter tog vi en tur på legepladsen ved Holte Havn.  Til slut tog vi hjem og legede lidt med Duplo.

Fredag skulle egentlig have været teaterdag - men der var sygdom på teateret. Vi fik flyttet billetterne til tirsdag, men havde så bestilt aftensmad. Det fik vi spist på bedste vis, ved at gode venner godt kunne komme til middag med en dags varsel. 

Lørdag blev brugt på hygge med min mødregruppe. En af mødrene er (for længe siden) flyttet på landet uden for Ringsted, og vi besøger hende en gang om året sådan cirka. Denne gang havde vi aftalt en tur rundt om Gyrstinge Sø. Det blev 11,1 km og en dejlig velfortjent frokost bagefter. PLUS masser af snak. 

Vi mødtes ved lejrpladsen Mørkebakke og fandt hurtigt halen. Derefter fulgte vi halen - og folkemængden - for at lede efter den nye trold.

I lang tid har vi tænkt over, hvor i skoven trolden mon ville gemme sig.

Og her var hun. Hannah Halerød er hendes navn. Smukt placeret på en skråning i skoven.

Kvinde, hustru, mor, mormor, 65 år, opsagt. 

Det er nogle af de etiketter, der kan sættes på mig. 

Den sidste etiket, opsagt, er ikke så frygtelig, som den kunne lyde. Opsigelsen er per 31. august 2023 og skyldes, at mit firma er blevet et 100 % ejet datterselskab af en af de oprindelige ejere. Ejerkredsen er over de seneste 10 år blevet mindre og mindre, i takt med at ejerselskaberne er blevet slået sammen, og nu har en af de to tilbageværende ejere altså valgt at købe den anden ud, så vi er blevet et 100 % ejet datterselskab. I princippet er det en rigtig god løsning for vores firma, der er et rådgivende ingeniørfirma, for det er vores viden, der er blevet købt - helt i tråd med et af vores “mottoer”: Vi sætter viden i spil. 

Men når man ikke har faglig andel i den viden, der er blevet købt, så står man lidt yderligt. Ejeren har jo en administration i forvejen, og det er ikke alle i vores administration (= sekretariat og bogholderi), der er plads til på sigt. 

Heldigvis har jeg en rigtig god chef, der altid har haft vores ryg. Hun har kæmpet for at finde plads til så mange som muligt i så lang tid som muligt. Og hun kunne altså få min ansættelse til at gå til 31. august næste år. Faktisk var hun overbevist om, at det var lige til min pension. Desværre er jeg et år yngre, end hun lige havde troet, så der bliver et år, hvor jeg enten må trække på min efterløn eller starte med at trække på pensionen … eller en blanding. Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke har nogen intention om at finde et nyt job. Jeg skal ikke ind i rumlen med dagpenge og pisk fra diverse myndigheder. Og jeg er klar til at holde fri hele tiden. 

Jeg ville bare gerne selv have valgt det. 

Når det er sagt, så glæder jeg mig allerede. Jeg glæder mig til at kunne gøre en masse spændende ting uden at skulle sætte (begrænset) tid af til det. 

Som sprogmenneske og som naturmenneske blev jeg glad for at læse dette indlæg på bloggen Babelfisken. Nu kan man slå alle fuglenavne op på mange sprog - jeg er ikke så god til at huske navnene, men nu ved jeg i det mindste, hvor jeg kan slå dem op. 

Siden 2019 har jeg været i gang med en Abelone cardigan fra Garnudsalg strikket i Blackhill højlandsuld og Blackhill silk mohair. Den skal erstatte en højt elsket købecardigan, der trænger til en efterfølger. Jeg er rigtig glad for snydesnoningerne og den perlestrik, jeg har fået lagt ind, men kors, hvor har det taget lang tid. Der er kommet noget (= ret meget) overspringsstrik indimellem. Og så har leddegigten også sat sine begrænsninger i forhold til strik på p. 6. Men NU er jeg færdig med krop og ærmer og mangler “kun” kanterne. Jeg tror dog, at min krop har udvidet sig lidt, siden jeg slog op … så måske jeg skal strikke en meget bred kant, eller nøjes med en enkelt knap i toppen … eller noget helt tredje. Jeg strikker den ikke om!

Strømper kan jeg godt lide at strikke, men de kommer ofte om bag i køen. Nu har jeg prøvet noget nyt, nemlig at slå op fra tåen med Smell the roses sokker fra Anne-Sophie Simonsen, Little Yellow Knithouse, nu Fies Krearum. Det går ret godt, bortset fra at den store størrelse, jeg har valgt, nok er lige i overkanten stor. Men foreløbig bibeholder jeg den. Mit garn er fra sokkeklubben for år tilbage i It’s Yarn. Mønsteret er enkelt, og jeg glæder mig til selv at få et par hjemmelavede strømper. Hidindtil er de mest gået til min søde mand.

Hverdagsvesten fra FiftyFabulous er mit første forsøg i nyere tid på en vest - eller slipover, som jeg kaldte dem for i mine unge dage. Jeg følger anvisningerne og strikker i Drops Puna. Dejligt garn at strikke i. Jeg er ikke god til at få målt op og prøvet på mig selv, så vesten bliver nok lidt længere end Pia har angivet. Den skal gå dels til en ensfarvet strikket kjole (ikke hjemmestrik), dels til en sort skjorte, der trænger til at blive kvikket op med noget farve. 

En blåmeleret karklud til vores køkken i noget tilfældigt bomuldsgarn. Jeg har næsten altid gang i en karklud, det er godt til at klare hjernen eller til at se TV eller køre i bil med (altså som passager). Som regel bruger jeg en kort, enkel opskrift (vist nok i brudt rib) fra Scheepjes, som jeg fik gratis, da jeg købte noget bomuldsgarn ved en af mine yndlingsgarnbutikker i mit gamle hood, Garn Galore. Helle har både butik, webshop, strikkecafe og podcast (i ny og næ). 

Endelig har jeg gang i et halstørklæde a la Anne Stange og Liselotte Weller. De har i tidens løb begge skrevet om at strikke halstørklæde rundt og rundt og rundt, i rester, i glatstrik. En gang under corona (marts 2020) kom der et hashtag på Instagram med Good Karma Cast On. Jeg havde set forskellige udgaver af et halstørklæde på rundpinde hos både Anne Stange og Liselotte Weller og fandt nogle garnblomster fra Garnudsalg.dk, som jeg havde fået i gave. Det blev grønne nuancer plus det løse. Jeg valgte at lave tilfældige striber og mest bare hapse en ny farve i posen. Nu må jeg se, om jeg nogensinde bliver færdig, og om det bliver noget, jeg kommer til at gå med. Det vigtigste er processen og at have noget at sidde med, når der absolut ikke er behov for strik, der kræver opmærksomhed.

Ud over at vi mistede en time til sommertiden, har weekenden budt på andre ting, der kan øge trætheden sådan en mandag i marts. 

Alle aktiviteter var hyggelige og med gode mennesker, men de tærer alligevel lidt på ressourcerne. 

Lørdag var hyggedag med yngstedatteren med familie. Efter brunch tog vi på skovtur i Ravnsholt Skov, som ligger lige bag vores bibliotek. Jeg havde pigerne fra den anden familie med derhenne for et par uger siden, og de nød den virkelig høje hestegynge, der er ved bålhytten. Drengebarnebarnet var knap så tryg ved gyngen, men så kastede vi med bladene, løb op og ned af bakkerne og klatrede på store væltede træstammer. Vi oparbejdede en god sult, så det var dejligt at komme hjem i huset og få noget frokost. 

Søndag udnyttede jeg, at jeg havde vundet to billetter til Historiske Dage i Øksnehallen. 

Øksnehallen blev oprindeligt opført i 1901 som kvægtorv (‘øksne’ er gammel flertalsform af ‘okse’) og blev tegnet af Ludvig Fenger, der i den periode også var stadsarkitekt i København. Der var plads til 1600 stykker kvæg ad gangen. I 1984 blev Øksnehallen fredet, og i 1993 påbegyndtes renoveringen. Som en del af Kulturby 96 blev Øksnehallen indviet som udstillingshal, og i 2005 overtog DGI-byen forpagtningen, og de driver den stadig som udstilllings- og eventsted. Stedet er vældig flot med udsyn til den flotte gamle bjælkekonstruktion. 

Søren og jeg tog af sted ved 9-tiden og tog hjem ved 15.30-tiden. Derimellem havde vi nået at overvære seks foredrag og set på stort set alle boderne i hallen. Kun skyllet ned med en kop kaffe, en fransk hotdog og en superlækker pandekage med Nutella og skumfiduser. 

Vi startede med en veloplagt Clement Kjersgaard, der causerede over DE SENESTE 50 ÅRS VERDENSHISTORIE – OG DE NÆSTE 50 og fik også taget Ukraine-krisen med ind. 

I en pause mellem foredragene nåede vi at overvære noget af en spændende fortælling med livetegning om OPBRUD OG OMSTILLING GENNEM 1.000 ÅR. 

Vi skyndte os hen til næste foredrag, der gjorde os klogere på neandertalerne, ved en samtale mellem en dansk og en engelsk forsker i neandertalerne - ALT HVAD VI VED OM NEANDERTALEREN - baseret på en nyudgiven bog af den engelske forsker. 

Vi hoppede lidt frem i tiden med foredraget KVINDELIGE HERREMÆND hvor journalisten Dorthe Chakravarty interviewede historiker Grethe Jacobsen om de adelige kvinder, der i middelalderen og reformationstiden sad som herremænd med stor magt på lige fod med mændene. 

I foredraget SLAVEEJERENS DØD fortalte historiker Niels Brimnes om H.C. Schimmelmann, der i 1700-tallet var Danmarks skatmester, en af Nordeuropas rigeste personer og landets største slaveejer. Schimmelmann var en af hovedmændene i den florissante periode, der bragte stor rigdom til især nogle københavnske handelsmænd. I den senere tid har man fokuseret meget på, at denne rigdom skyldtes slavehandlen, mens Niels Brimnes også fortalte om den øvrige handel, der fandt sted. 

Vi sluttede af med noget lokalt for os, nemlig VEDBÆKFUNDENE: JÆGERSTEN- ALDERENS SVAR PÅ GULDHORNENE? På vores lokale museum  (tilbage i Rudersdal Kommune) har vi en udstilling af nogle stenalderfund, der især på deres fundtidspunkt (omkring 1975) var ganske opsigtsvækkende. Med dagens nye metoder har man fundet ud af mere om, hvordan disse stenalderfolk så ud, mørklødet hud, blå øjne, m.m. Desværre var jeg lidt uopmærksom (= øjnene faldt i) ved dette, dagens sidste, foredrag, så jeg kan ikke give et ordentligt svar på, hvorfor fundet var så opsigtsvækkende på fundtidspunktet. 

Nu var klokken blevet 15.30, og så gik togturen hjemover, for vi skulle videre til Espergærde for at fejre ældstedatterens autorisation som psykolog. Hun gav bobler og kage, og familierne hyggede og snakkede i et par timer, hvorefter vi kørte hjem - med et lille ophold for at få pizza med hjem. 

Det var prisen på en liter benzin her til aften! Mon det ville kunne få mig til at cykle de 11 km på arbejde, eller måske til Birkerød Station og så tage en bus derfra?? Vi får se. Under ingen omstændigheder cykler jeg den korteste vej, som er en vej uden cykelsti og med mange biler. 

Mens jeg sidder og ser nyheder - og virkelig meget underholdning derudover - strikker jeg derudaf på Hverdagsvesten fra Fiftyfabulous. Jeg har valgt opskriftens garn, DROPS Puna, og det er superblødt garn. Opskriften er lige ud ad landevejen, glatstrik med en lillebitte snoning langs ærmegabene; den tid, den glæde. Siden starten for fire dage siden har jeg nået 17 cm. 

I weekenden tog jeg mig en tur til Nivågårds Malerisamling for at komme med på en omvisning. Beskrivelsen sagde “... omvisning i museets faste samling, hvor fokus blandt andet bliver Wilhelm Marstrand samt familien Hage og relationer til museet”, og det opfattede jeg som en omvisning om familien Hage og Marstrand. Det blev en omvisning med familiens historie illustreret ved forskellige nedslag i museets udstillede effekter. Også interessant, men blot ikke det, jeg havde ventet. 

Før omvisningen gik jeg en tur i haven for at se på de udgående og spirende ord i Reservatet for truede ord. Haven viste sig at være enorm. Da jeg kom til en høj med en udsigtsbænk, og tiden var ved at være knap, var jeg kun nået halvvejs i haven. Jeg skal så meget tilbage, når dette rhododendronhav blomstrer. 

Jeg deltager i Jaffelafs samstrik Strik danske sjaler eller Et sjal pr. kvartal. I første kvartal gælder det Helsinki-sjalet af Birgitte Zeuner. 

Jeg er godt i gang og når nok at blive færdig inden for fristen. Sjalet består af en blondekant, der strikkes først. Herefter samles masker op i kanten, og man strikker i retriller, dels ensfarvet, dels i striber. Lidt i stil med Skråplan fra Garnudsalg. Det er sjovt at strikke, og det går fint som TV-strik. 

Garnet er Pernilla fra Filcolana. 

Inden jeg kunne gå i gang, skulle jeg gøre mig færdig med Stephen Wests mysteriesamstrik fra oktober 2021, Shawlography. Som sædvanlig kommer man igennem mange og mærkelige teknikker, når man strikker Stephen West. Men underholdningen er sikret. Jeg har brugt sjalet mere end forventet, for jeg synes, det er mere mærkeligt end flot. 

Garnet er forskellige (FOR forskellige tykkelser) rester plus lidt nykøb for at få farver nok. Arwetta fra Filcolana, Blackhill Cottonwool Fine fra Garnudsalg, It’s for socks fra It’s Yarn, Møllers lammeuld.

Hvis det skulle være gået nogens næse forbi, så er jeg vild med at bo mit nye sted, og jeg er vild med at gå ture i området. Når jeg tracker mine ture, er det gerne med appen Topo GPS. Den er til at finde ud af for mig, og jeg har efterhånden fået udforsket nærområdet.

Der er en god halv kilometer til naturområdet Allerød Sø/Kattehale Mose.

Her kan man gå i åbent landskab, omkring søer og vandhuller, lidt træbevoksning - lige tilpas til en tur efter arbejdet.

Undervejs kan man falde over lidt lokal “kunst”

Området er meget præget af teglværksdriften, der har været her. Hele to teglværker lå her, Allerød og Blovstrød teglværker, der byggede et omfangsrigt skinnesystem (med hver deres sporvidde, så de ikke kunne bruge hinandens spor), så de kunne køre længere og længere ud i landskabet for at hente den gode ler til teglproduktionen.

Disse skinner er for de flestes vedkommende gravet op for længe siden, men på en kort strækning ligger de der stadig, og en entusiastklub holder nogle vogne og et diesellokomotiv kørende, så de om sommeren kan køre glade mennesker en lille tur.

Det er en solbeskinnet torsdag formiddag i april. Jeg sidder i mit hjemmekontor med rullegardinet trukket lidt ned for at skærme mod solen, der står lige ind ad vinduet. Søren er lige gået ud for at gå en længere tur i Tokkekøb Hegn og Store Dyrehave. Det er en af gevinsterne ved vores nye hus, at der er skov og natur inden for gåafstand - ikke så tæt på som i det gamle hus, men alligevel tilfredsstillende. 

Jeg nyder ensomheden - eller skal man kalde det “aleneheden”, Spotify kører med stille akustiske sange, der er arbejdsopgaver, jeg glæder mig til, og der er kaffe i koppen og vand i glasset. 

(mit hjemmekontor lidt tidligere)

Dagen er nu gået, det var en af mine korte dage; jeg er for noget tid tilbage gået ned på 35 timer om ugen. Det passer mig fint at gå 1 time før to dage om ugen. Fordi jeg i mange år var den eneste fuldtidssekretær, og vi havde dør og telefon at skulle passe, synes jeg, det er en fest at kunne gå tidligere end kl. 16, om det så bare er en halv time. I dag efter arbejde behøvede jeg ikke at køre, men kunne straks gå ud på terrassen og sætte mig med min bog, “Indtil vanvid, indtil døden” af Kirsten Thorup. En bog, der virkelig kan noget. Helt anderledes end forventet. Den vil jeg skrive mere om, når jeg er færdig.

Der sker ikke så meget nyt i huset; vi lever bare i det. Dog har Søren fået sin længe ønskede gasgrill til sin fødselsdag i weekenden. Vi har aldrig grillet særlig meget, men han har talt meget om at anskaffe en gasgrill til det nye hus - så det fik han. Nu må vi så til at studere, hvad man gør med sådan et monstrum. Heldigvis er den ene svigersøn ret ferm på en gasgrill - og vores er samme slags som deres.