25 år, skabspoet, kæmpe swiftie og månebarn

Alt er meget mere intenst, når man er forældre. Alt går også meget hurtigere, når man har en baby. Dagene forsvinder og flyder sammen, vi laver intet og samtidig laver vi alt det vigtigste. Jeg forstår ikke hvor al tiden bliver af, men når jeg blinker er det aften og vi ammer for 10. gang siden vi stod op.

Hele den sidste måned er gået med barselsbesøg, babygylp, bleskift og amninger. Vi hører også meget musik - synger og danser. Min søn falder til ro, når jeg synger for ham - måske fordi jeg sang så meget, mens han lå i maven. Han kan godt lide når jeg synger Taylor Swift. Han kan også godt lide “jeg er på vej” fra Bjørnebrødre, ligesom jeg selv kunne som barn.

Vi har givet ham et navn, sådan helt officielt. Han er stadig ikke døbt, men det skal han, når vi engang orker at få det planlagt. Vi har ikke travlt. Han hedder August, det føles helt rigtigt. Og så har han mit mellemnavn og sin fars efternavn, ligesom vi andre på adressen. Jeg er så glad for at have en fantastisk dreng, jeg kan dele begge mine efternavne med, og lige så glad for at dele begge mine navne med hans far.

I slutningen af den her måned, har hans far og jeg været gift i 4 år. Vi har også været kærester i 9 år på samme dag. Det er vildt, hvor meget der er sket siden vi var hhv. 16 & 19 år og kyssede til en gymnasiefest. Nu har vi skabt et liv sammen. Jeg tror stadig ikke jeg har forstået, hvordan jeg er så forbandet heldig. Kan nive mig i armen dagligt over det.

Jeg har også været utroligt ked af det. Det tog os lang tid, før jeg blev gravid. Jeg mistede vores første graviditet til en spontan abort, så hele den her graviditet har været præget af en ængstelighed over, om jeg skulle miste igen, selv længe efter de famøse 12 uger. Nu er han her bare, og i stedet er jeg bange for at han stopper med at trække vejret, at han ikke får mad nok, at jeg gør et eller andet forkert, selvom jeg egentligt stoler på, at det hele nok skal gå. Jeg tror det hører med til at blive forældre, hvis jeg skal være ærlig. Jeg var også sindssygt bange for at føde, men det kunne jeg jo sagtens klare, selvom det var hårdt. Jeg fødte endda uden smertedækning, og har aldrig følt mig mere som en urkvinde, end jeg gjorde lige der.

Samtidig har jeg det så svært ved at skulle forlade vores alene-lejlighed. Jeg har boet her siden jeg flyttede hjemmefra. Det har været mit hjem i næsten 7 år.