Døgnflue
Jeg troede det ville være anderledes. At være her. At være med dig. Endda at være mig. Jeg troede det ville føles anderledes. Sådan har jeg altid tænkt. Begynder jeg at tænke over hvorfor jeg tænker sådan, så undrer jeg mig først. For selvom jeg ikke kan beskrive hvad der er anderledes, så er det anderledes. Anderledes end hvad jeg havde troet, helt uden at kunne konkretisere hvad jeg i grunden har troet. Det er som om intet nogensinde er godt nok. Jeg er sådan en sortseer. Om morgenen spærrer jeg øjnene op og betragter dig imens du stadig sover. Jeg ligger og lytter til dit åndedræt og prøver at time det med mit eget. Ligesom jeg prøver at leve op til det som jeg tænker du forventer af mig. Igen, sådan har jeg altid gjort. Du slår øjnene op og jeg kan mærke at jeg får kriller i maven. Jeg håber at du holder om mig og kysser mig, men i stedet ser du lige igennem mig, vender dig om og lukker øjnene i igen. Du sover. Det er ikke ondt ment af dig. Det ved jeg godt. Alligevel er det som om det ikke er godt nok. At jeg ikke er god nok. Jeg rykker mig tættere på. Nusser din arm og higer efter kærtegn. I stedet dasker du til din arm, som var jeg er en flue. Jeg er desperat efter din opmærksomhed og du kan ikke mærke det. En higen efter ømhed. Du vender dig igen om, og jeg lægger mig helt tæt til dig. Så vores varme ånder og kropsvarme mødes. Jeg nedstirrer dig, og håber på at du vågner og at jeg er god nok. Jeg har lyst til at prikke dig i siden. Blot for at få din opmærksomhed, men jeg ved at det vil irritere dig. Jeg føler jeg irriterer dig. Du sover stadig. Jeg tænker på hvad jeg skal få tiden til at gå med. For jeg ved at du smutter når du vågner. Har jeg mon nok smør til dit brød. Jeg vil lave morgenmad til dig. Og jeg vil stå og stemple kaffen imens du kærtegner mig. Jeg stiger ud af sengen og går ud på toilettet. Jeg lukker døren efter mig og sidder et stykke tid alene med mine tanker. Du er i mine tanker. Jeg vasker fingre og vasker dem grundigt. Jeg føler mig beskidt. Det gør jeg ofte. Jeg lister ind i køkkenet og sætter vand over. Jeg kan se dig ligge i sengen fra køkkenet af. Jeg venter på at vandet går i kog. Det koger nu og vandets bobler har spredt sig til mig. *KLIK*
Jeg tager stempelkanden ned fra hylden og tager nu 4 skeer malede kaffebønner. Venter lidt og hælder det kogte vand over. Jeg håber stadig imens jeg står her, at du pludselig står bag mig. Jeg efterlader stempelkanden på køkkenbordet og bevæger mig tilbage til soveværelset. Jeg overvejer at tage tøj på. Men jeg ved du fortrækker mig uden. Jeg ligger mig tilbage i sengen til dig. Og nusser dig igen. *KLASK* Du tror jeg er en flue. Jeg tager mobilen frem og ser på klokken helt uden at se efter. Sådan gør jeg ofte. Jeg tjekker de sociale medier. Ofte de samme flere gange. Som om jeg er bange for at gå glip af noget. Jeg er lysvågen. Og du må meget gerne snart vågen. Jeg rejser mig fra sengen igen og ruller gardinet fra. Du spærrer øjnene op, men du ser ikke på mig. Og du siger ikke noget. Jeg overvejer at sige godmorgen, men lader vær’. Du ser mig stadig ikke. Jeg går ud i køkkenet og stempler kaffen. Duften derfra spreder sig. Kaffen er mørk. Og jeg kan nærmest bare på duften alene smage at den er stærk. Sådan ved jeg, at du kan lide den. Jeg går tilbage til soveværelset. Du har åbne øjne, men du er stadig ikke helt vågen. Du stirrer op i loftet i stedet for på mig. Kaffeduften som også har spredt sig til soveværelset kulminerer med luften af sved og indelukkethed. Jeg åbner et vindue og kan mærke den blide brise. Solen skinner ind af vinduet og solens stråler rammer dig. Det er som om du lyser rummet op og ikke omvendt. Du siger stadig ingenting. Jeg smider mig ned på sengen så du kan ikke undgå at rykke på dig. Sengen er blød så du hopper en smule. Nu kan jeg ikke vente længere. Jeg vender mig ind mod dig og du vender dig ind mod mig. Men du siger stadig ingenting. Solstrålen rammer dit ansigt. Du lukker øjnene og ligner en der kunne sove igen. Men du må ikke sove. Du må ikke sove mere. Jeg aer din varme kind og du virker upåvirket. Jeg prøver at mærke din puls, men det er som om den er helt forsvundet. Du putter dig under dynen. Mere end du putter dig til mig. Jeg føler mig ikke god nok. Jeg lytter til din vejrtrækning, og din lille næselyd. Du er en snorker. Og det irriterer mig ikke, tværtimod så ved jeg at du er i live. *Dybt suk*
Jeg tænker om det mon er et suk om mig. Jeg overvejer at holde dig for næsen og holde for dit vejr, men jeg gør det ikke. Jeg vil ikke irritere dig. Jeg aer din næseryg og du slår øjnene op, men ser igennem mig. Jeg er lige her. Du strækker din krop og spænder dine muskler. Jeg ligger i vejen. Du gnider dig i øjnene og griber nu ud efter din mobil. Du ser hvad klokken er. Jeg venter stadig på at du ser mig. Jeg tager din hånd. Din hånd får min til at virke så ubetydelig lille. Du er vågen men siger ikke en lyd. Bør jeg være den første til at sige godmorgen. Hov kaffen. Nu har jeg glemt den, jeg håber ikke den bliver kold. Jeg flyver nærmest ud af sengen og ud i køkkenet, hvor jeg sætter to kaffekopper på det lille bord og begynder at skænke op. Jeg kan høre at du rumsterer inde i soveværelset. Jeg bliver stående lidt med forhåbningen om at du omfavner mig bagfra. Min mave vender sig idet jeg hører du rejser dig. Men du går blot ud på badeværelset. Jeg sætter mig ved bordet og tager en tår af kaffen. Den er stærk lige som du kan lide den. Jeg kan høre at du tisser for åben dør. Mænd tænker jeg. Og du kommer daskene ind i køkkenet hvor du stiller dig op ad køkkenvasken. ”Jeg har lavet kaffe” siger jeg ned i kaffekoppen og dampen rammer mig i ansigtet. Du sætter dig og rækker ud efter din kop. Jeg ved at du skal gå om lidt. Du siger ingenting men jeg nikker. Du sipper til kaffen og tager så en rigtig tår og rejser dig op. Jeg håber på at du stiller dig bag mig og kysser mig i nakken. Og jeg holder nærmest vejret imens jeg i et fast greb holder ved kaffekoppen. Men du rejser dig blot for at gå ind i soveværelset igen. Du tager dit tøj på. Jeg kan høre dit bælte rasle. Jeg hader den lyd. Den minder mig om min far. Du går ud på toilettet igen og du børster din tænder. Jeg kan høre den elektriske tandbørste summe i 10 sekunder før du går ud igen og tager din jakke, din pung og dine nøgler. Jeg kan mærke dine tunge skridt bag mig og mine fingre sitre. Jeg ved ikke om jeg skal rejse mig, men selv hvis jeg ville er jeg frosset fast. Du lægger en hånd på min skulder og giver mig et klem. Du går ud mod gangen og jeg sidder i 3 sekunder før jeg kan rejse mig. Du står ved døren og skal til at gribe ud efter håndtaget. Da jeg i raske skridt nærmer mig og lige akkurat når at strække min hals ud efter et kys. Vores læber mødes. Du giver mig et vandkys fra tandbørsten og siger farvel. Dit første ord var farvel. *BANG*
Den tunge dør smækker bag dig, og jeg får den kolde luft lige i hovedet. Der står jeg igen frosset i 3 sekunder, og håber at du farer tilbage for at give mig et ”ordentligt” kys. Jeg føler mig kold og lille. Jeg venter yderligere 3 sekunder, og låser døren. Jeg går hen mod køkkenet, og sætter mig igen ved det lille bord. Din kop står stadig på bordet. Jeg tager en tår af min nu lunkende kaffe, og kigger over på den tomme stol overfor. Jeg tænker på, om den stadig er varm efter dig. Jeg kigger ned i min kaffekop, som står på bordet og konstaterer nok engang, at kaffen er meget mørk. Så mørk jeg ikke engang kan se mit eget spejlbillede. Jeg kigger på den kaffekop du efterlod, og tænker at du nok ikke kunne lide kaffen, siden du kun tog svarende til to slurke. Jeg kigger på min egen kaffekop igen, og bemærker til min store overraskelse, at der sidder en flue på kanten af koppen. Alting er anderledes fordi jeg er en døgnflue.
