Velkommen til Mareridtet

Det, der gør mig mest vred her i verden, er når folk giver udtryk for, at man jo også virkelig mærker livet, når det gør ondt. Som om de nærmest tænker, at livet føles mere ægte i smerten, og at de dermed misunder mig og min evne til at græde. De har bare ikke forstået, at det er det mest nedværdigende at få at vide - at jeg skal nyde, at jeg kan svælge i smerten. For min smerte følges altid med en altoverskyggende lyst til ikke at besidde livet i det hele taget.

Jeg bliver vanvittig, fuldstændig, splitterravende gal snart. Uden anden grund, end at du ikke gider mig. Så nu tager vi en svingom med selvhadet én gang til. Lad os da danse i døden, hvis det skal være på den måde.

Hvorfor i hede hule helvede er det, at jeg ikke bare kan være pisse fucking ligeglad?