Rasmus' Rejse

Jeg undskylder meget at jeg ikke har opdateret bloggen imens jeg har rejst i Asien, men der har været knald på og vi har rykket rejst til nye steder næsten dagligt. Jeg har den sidste måned været på Muay thai (Thai Boksning) camp i Phuket og har trænet hårdt hver dag, for at komme lidt i form igen, inden jeg skal hjem. 

Det har været helt fantastisk at rejse i Asien og jeg glæder mig til at fortælle og vise billeder fra rejsen. 

Håber at i har det godt alle sammen, vi ses lige om snart. 

Planlagt hjemkomst er 2. juli klokken 12.30, men da jeg skal med flere forskellige fly kan der jo mulighed for forsinkelser. 

Glæder mig til at se jer alle og så håber jeg på at jeg kan bringe noget af det gode vejr, med hjem til Danmark :)

Nu har jeg rejst rundt I New Zealand siden den 17. Januar og det har været den mest fantastiske rejse nogensinde. Mange rigtig gode venskaber er opstået og jeg har haft så mange gode oplevelser på så kort tid at det ikke er til at forstå. Jeg startede min rejse I Christchurch, hvor jeg landede den 14. januar omkring midnat. Jeg blev kørt til mit vandrehjem, som lå I udkanten af Christchurch af en shuttlebus og hoppede I seng med det samme. Klokken 2.30 bliver jeg vækket af et jordskælv der målte omkring 5 på richterskalaen. Jeg lå I øverste køje og stirrede op I loftet imens sengen rokkede voldsomt under mig. Pigerne I værelset skreg og det var virkeligt en uhyggelig følelse at jorden kan ryste så meget under dig og jeg ville have følt det endnu mere, hvis jeg har stået op imens. Det hele er overstået efter et par sekunder, det bliver stille igen og jeg faldt hurtigt I søvn igen. 

Christchurch blev ramt af et stort jordskælv September 2010, hvor flere mennesker døde og store dele af byen kollapsede. Siden da har byen gjort sit bedste for at blive genopbygget, hvilket er et kæmpe arbejde da meget skal rives ned og selv bygninger der ikke er kollapset skal tjekkes igennem for at se, hvor meget skade bygningen har taget. I December 2011 var der så igen endnu et stort jordsskælv og alt genopbygningsarbejdet blev ødelagt, hvilket har betydet at de bliver nød til at starte forfra igen. Hele centrum af byen er lukket af med hegn. Og I stedet for butikker har de indrettet en shoppinggade med store containere. Det var virkeligt et trist syn at gå igennem Christchurch’s gader, da du kan se at byen engang har været rigtig smuk, med mange flotte gamle bygninger som kirker og huse. Mange er flyttet fra byen, da der ofte er efterskælv. Siden det første store jordskælv har der været mere end 7000 efterskælv, nogle dog så små at de ikke kan mærkes, men bare I løbet af den første dag jeg var I Christchurch følte jeg 3 små jordskælv.

Jeg har rejst rundt I NZ med et busselskab, der hedder Stray. Konceptet er at du kan hoppe af og på bussen og selv bestemme, hvor lang tid du er de forskellige steder, men da der er så mange backpackere I NZ nu på grund af sommeren er bussen for det meste fuldt booket, så hvis man ikke er booket kan man ikke komme med. Jeg hoppede på bussen I Christchurch lufthavn, som ligger et stykke uden for Christchurch by. Jeg kunne ikke finde bussen jeg skulle hoppe på til lufthavnen, men jeg var så heldig at en ældre dame stoppede og spurgte om dette var vejen til lufthavnen og så fik jeg et lift af hende til lufthavnen. Generelt er kiwierne er rigtig flinke til at samle tomlere op, så hvis man har tid nok ville man nemt kunne komme rundt I NZ som tomler.

Det skal lige siges at når jeg siger “vi” er det nødvendigvis ikke hele bussen jeg snakker om, da man selv vælger, hvilke aktiviteter man vil lave, men da man kan booke igennem bussen deltager man ofte I de samme aktiviteter. 

Fra Christchurch rejste vi nordpå mod Kaikoura, som er en lille havneby, hvor det er muligt at se delfiner, hvaler og sæler. Jeg gik med to tyske gutter til en sælkoloni, det var to sæler der lå I busken ved parkeringspladsen og slappede af. Herefter gik jeg alene længere ud af kysten for at finde flere sæler og som jeg går med min vandrestav omringet af måger lægger jeg mærke til at mågerne hidser sig op og skråler af mig og så begyndte de ellers at gå til angreb på mig så jeg blev nød til at vifte dem væk med pinden. Det var selvfølgelig fordi jeg var vadet lige igennem deres rede, hvor de har alle deres unger, men det fattede jeg ikke før jeg så et skilt der sagde at mågerne havde rede her.

Efter mågeuheldet så jeg heldigvis en masse sæler inklusiv små unger og det lykkedes mig at komme meget tæt på dem, hvilket var ret cool :)

  Fra Kaikoura rejste vi mere nordpå til Picton, hvor færgen fra nordøen sejler fra. Vandrehjemmet var et rigtigt flot og farverigt træhus og man kunne låne gratis cykler. Så en tysker og jeg tog på cykeltur og fandt en fed mountainbike rute. Der var også mulighed for at låne fiskestænger, men med dem havde vi ikke ligeså meget held, da snøren gik I kludder, hver eneste gang jeg kastede den ud, så det var ikke noget fisk til aftensmad. Om af hyggede vi I boblebad så alt I alt var det et rigtigt lækkert vandrehjem.

  Efter Picton begyndte turen ned af vestkysten. Vi stoppede på en vingård til billig vinsmagning og der var også schnapssmagning, hvor vi fik 3 forskellige schnapsshots. Næste stop var Marahau I Abel Tasman, der døbt Abel Tasman efter den første europæer, der opdagede NZ. Han satte dog aldrig sin fod på land, da de indfødte Maorier dræbte alle på den første robåd han sendte ind. Det siges at maoriernes fjendtlighed skyldtes at Abel Tasman blæste I et horn for at signalere at han kom med fred, men I maoriernes kultur betyder samme kald med hornet at man gør sig klar til kamp. Så Abel Tasman tænkte “nej de indfødte her er da helt vanvittige, lad mig komme væk” og forlod NZ.

Første aften var der gratis BBQ på Strays regning, vi hjalpes alle med at lave maden og det var en rigtig hyggelig aften. Næste morgen stod den på 10 kilometers gåtur hen ad kysten, hvor vi hyggede på stranden imens vi ventede på vores vandtaxa, der sejlede os hjem igen. Da vi blev sejlet tilbage blev vandtaxen hentet af en traktor med trailer I vandet og kørt ind og da vi var de sidste med taxaen blev vi kørt hele vejen til hovedkontoret.

  Næste stop var Greymouth, hvor vi var til ølsmagning på Monteiths bryggeri, som havde nogle rigtig gode øl og til sidst fik vi lov til at smage så meget vi havde lyst I 20 minutters tid. Om aftenen sad vi 14 vi et værelse og hyggede med en øl inden vi tog på et diskotek, som viste sig at være stambar for den mærkligste befolkning jeg nogensinde har mødt.

Man følte at man hele tiden blev nidstirret med onde blikke fra folk, en pige jeg aldrig har snakket med rækkede fuck til mig og en svensk kammerat fra bussen blev slået på tanden af en taber, der troede han var kongen af klubben. Da jeg umiddelbart var så tryg ved de andre gæster tænkte jeg at det var en god idé at blive ven med dørmanden, så jeg snakkede lidt med ham og fandt ud af at han havde danske oldeforældre, kort tid efter tog vi hjem.

  Så gik turen til Franz Josef gletsjer, men inden da stoppede vi ved Mirrorlake, der var en fantastisk sø, hvor Mt. Cook, NZ’s største bjerg spejlede sig perfekt I søen imens morgentågen svævede over øen. Det var en meget smukt og fredfyldt sted.

Efter mirrorlake ankom vi til Franz Josef gletsjer, hvor vi næste dag stod tidligt op til en guidet heldagstur op og ned af gletsjer. Vi blev delt op I grupper alt efter, hvor hurtigt man ville gå, men selvom jeg var I den hurtigste gruppe, var der masser af stop, da de hele tiden skal tilpasse sporet man går i. Turen op af gletsjeren var ret fantastisk og nogle steder var der så smalt at vi måtte presse os sidelens igennem. 

Efter gletsjer turen trænger man til at slappe af og inklusiv gletsjerturen er der adgang til et helsested med 4 pools, hver især med en forskellig temperatur, hvor 39 grader var den varmeste.

  Efter Franz Josef kørte vi til NZ’s partyby Queenstown på vejen ind stoppede vi ved Kuwara bridge, som er det første kommercielle bungyjump. Man hopper fra 40 fra en bro og kan vælge at blive dyppet med hovedet først I vandet, samtidig bestilte dem der ville bungyjumpe deres spring til næste dag. Der er kun 10.000 indbyggere, der bor der fast, året rundt, men I højsæsonen er der ca. 50.000 mennesker. Der er 160 barer I den forholdsvis lille by, som også er hjemsted for Fergburger, der laver fantastiske burgerer. Foran butikken, der har åbent næsten døgnet rundt er der altid kø, så jeg er sikker på at den person der ejer butikken sidder og gnider sig I hænderne med et stort smil på læben. 

Om aftenen tog vi næsten alle fra Stray på pubcrawl, et arrangement der blev kaldt “Big Night Out”, hvor vi besøgte 6 forskellige barer, fik pizza og fik et shot hvert sted for 100 kroner. Det var en rigtig god aften med masser af dans.

Næste morgen skulle jeg bungyjumpe med et par stykker fra Stray. Vi blev kørt ud til en stor kløft, hvor du springer fra en kabine, der hænger I midten af kløften. Vi fik seletøj på og blev ført ud til kabinen I en lille boks. Jeg var nummer tre der skulle springe, jeg sad I en stol imens jeg blev gjort klar og så var det ellers at sjoske ud til kanten, hvorefter der bliver talt ned. 4, 3, 2, 1, weeeeeee. 134 meters fald, hvor du ser vandet komme tættere og tættere på med 120 km/t. Det skulle være ca. 8 sekunder frifald, men det føltes som 2. Efter anden gang jeg var på vej op skulle jeg hive I en snor ved mit ben for at vende mig om så jeg gang med hovedet opad imens jeg blev hejst op.

Det var en helt fantastisk følelse og jeg ville gøre det igen og igen, hvis det ikke var så dyrt. Om aftenen stod den på bytur igen. 

Næste dag havde vandrehjemmet arrangeret “Amazing Race”, hvor man hver gruppe fik to stykker papir med udfordringer, man skulle gøre rundt omkring I byen og man skulle så tage billeder af det som bevis. Bl.a. Hoppede vi I den iskolde sø I regnvejr, kravlede I træer, samlede takeout menukort, fik taget billede med en gammel mand og billeder af os alle I telefonboks, seng, bad og en masse andre skøre ting. 

Sidste aften I Queenstown bød på endnu en bytur, jeg ved ikke hvad der er med byen, men man ender altid med at drikke, så det var godt jeg ikke var der mere end 3 nætter.

Med mindre end 3 timers søvn tog vi til Mt. Cook, som er NZ’s højeste bjerg. Efter check-in var klokken allerede 3 om eftermiddagen så der var ikke meget tid til at gå på bjerget. Jeg gik tog afsted med en mand fra mit værelse. Vi besteg ikke Mt. Cook, men et bjerg ved siden af. Det tog 4 1/2 time retur. På vejen op tog vi fejl af stien og kom til at kravle på lodrette klipper I stedet, vi syntes godt nok at det var en meget svær sti så det hele gav mere mening da en der arbejde der kom forbi og sagde at vi ikke kunne komme den vej op så vi måtte kravle tilbage igen.

Efter bjergbestigning var jeg fuldstændig færdig, jeg tog et bad, lavede spaghetti med pølser og så var det ellers på hovedet I seng.

  Fra Mt. Cook tog vi til Rangitata, hvor vi var ude og white water rafte I 5 timer. Jeg var I båd med 5 tøser fra bussen. Så der var dømt hønsegård, men de var alle søde og vi havde det sjovt. Vi var 4 både I alt, 3 både med os fra Stray og 1 båd med 2 kameramænd. Der er 6 I hver båd og 1 guide, der styrer og kommanderer. Nogle steder hoppede vi I vandet og flød med strømmen og vi hoppede også fra en 10 meter høj klippe ned I vandet. Efter sejltur blev vi kørt hjem til vandrehjemmet, hvor der var BBQ parat og derefter så vi billeder fra turen. 

  Efter Rangitata var min tur rundt på sydøen allerede slut. Jeg blev sat af I Christchurch og brugte et par timer på at finde en relocationcar, som betyder at biludlejningsfirmaet har brug for bilen et andet sted end den er. Fordelen er at jeg ikke betaler for at leje bilen, men kun betaler for benzin. Firmaet betaler færgebilletten for bilen, jeg skal kun betale min egen billet. Første dag kørte jeg fra  Christchurch til Picton KM? Næste morgen tog jeg færgen klokken 8, det første jeg lagde mærke til da jeg steg ud af bilen på færgen var et skilt over indgangen til trapperne, hvor der stod “Velkommen om bord” senere fandt jeg ud af at færgen er en gammel dansk færge der har sejlet fra Køge til Rønne. Mange af de originale skilte var der stadig, så jeg følte mig helt hjemme igen. På sejlturen kom der en kæmpe flok delfiner og hoppede rundt omkring færgen. Jeg var I Wellington klokken 11. Derefter kørte jeg fra Wellington til Auckland og brugte en helvedes lang tid på at finde mit vandrehjem I Auckland. Jeg havde hverken ikke noget kort over byen og kørte på den samme motorvejsbro ud af byen 2-3 gange, hvilket var pænt frustrerende. ENDELIG fandt jeg vandrehjemmet fik noget søvn og stod tidligt op for at køre bilen til lufthavnen, hvor jeg skulle aflevere den. Det endte med at blive en dyr fornøjelse I benzin og kunne jeg gøre det om, med den viden jeg har om busruten, havde jeg taget med Stray bussen til Auckland. Grunden til at jeg ikke valgte Stray, var at jeg troede bussen stoppede mangle flere steder op mod Auckland, hvilket ville betyde at jeg overnatte de samme steder dobbelt, hvis det giver mening? :)

  Så startede min rejse omkring nordøen, I bussen råbte buschaufføren lande op og hvis man var fra landet han kaldte rakte man en arm I vejret, så man kunne se, hvor folk var fra og minsandten om der ikke var en anden dansker ombord, Stefan, en rigtig cool fyr fra Esbjerg, som jeg var meget sammen med indtil vi skiltes I Taopo 6 dage efter Auckland.

I Hahei gik vi langs stranden I en times tid, indtil vi kom til et sted kaldet Cathedral Cove, hvilket var et fedt sted, hvor der var en klippe med et kæmpe hul I, man kunne gå igennem . I vandet var der en kæmpe sten vi svømmede ud til og hoppede fra og Stefan og jeg svømmede også ind til en mørk grotte, det var mega skummelt I starten, da vi ikke vidste, hvad der var derinde. Det viste sig at der var en strand I bunden af grotten og det hele var ret cool. 

Det var også på denne strandtur at mit venskab med to vidunderlige piger fra England, Lucy og Catherine, startede. Da vi kom hjem fra strandtur, var der endnu en gratis BBQ på Strays regning og efter BBQ kørte vi til Hot Water Beach, som er en strand, hvor man visse steder kan grave huller I sandet og finde varmt vand. Nogle steder var vandet tæt på kogende og det var I det hele taget en rigtigt sjov oplevelse at grave efter varmt vand I mørket.

  Fra Hahei tog vi til Raglan, som skulle være et godt sted at surfe. Vi var nogle stykker der lejede surfing udstyr og var ude og surfe et par timer, men det var ikke de bedste bølger og vejret var ikke specielt godt. Om aftenen spillede vi drukspil og senere var der ladefest I en lille lade ved siden af vandrehjemmet.

  Efter Raglan stoppede vi ved Waitomo Caves, hvor jeg sammen med 10 andre skulle på eventyr I drypstenshuler. I området er der mange forskellige grotter. Den jeg var I kaldes Haggas Honking Holes, da den ejes af Haggas familien, som lejer den ud til adventurefirmaet. Vi blev kørt ud til en indrettet lade, hvor vi fik udleveret våddragt, gummistøvler, seletøj og hjelm. Vi gik udenfor og fik instrukser I at rappelle på en lille træningsbane. Herefter gik vi ned til, hvor grotten startede. Vi fik tjekket at alt udstyret var som det skulle være og så kravlede vi ellers derned af. Efter lidt klatring skulle vi én og én rappelle 30 meter ned, der var 2 guider og den første løb med hovedet først ned I det 30 meter mørke hul, det så vanvittigt ud. Vi andre nøjedes med at rappelle baglæns ned I hullet. Da jeg nåede bunden slukkede jeg pandelampen og kiggede op, hvor der var fyldt med lysende pupper. Vi fik senere fortalt at de lyser fordi de ikke har nogen numse, så for at de kan komme af med møget dannes der kemikalier, som lyser, og så brænder de afføringen op. For at få mad har de en masse små tynde snore hængende ned fra sig, som flyvende insekter bliver fanget i. Når puppen er klar, bliver den til en møl agtigt dyr og har kun begrænset tid at leve I så det første den gør et at lave nye pupper og I mange tilfælde ender det med at den blive fanget af en anden puppe. Så det er noget af et kannibalisme system de har gang I der. 

Grotteturen var helt fantastisk. Vi skulle kravle rundt I vand, gennem smalle gange, rappelle ned af små vandfald og til sidst kravle op igennem hulen igen. 

Efter 4 timer I grotten vendte vi tilbage til bussen og så kørte vi til Maketu, hvor vi skulle overnatte hos en Maorifamilie. Da vi ankom kom en gammel mand ind I bussen og råbte Kai Ora, som betyder velkommen. Vi satte os udenfor huset og han fortalte, hvordan aftenen kom til at foregå. 

Vi var en fremmed stamme og for at vi kunne blive venner med stammen skulle vi gennemgå et ritual. Den ældste I gruppen blev udnævnt til leder. Og da vi kom indenfor dansede en af krigerne fra stammen en krigsdans og for at signalere at vi kom med fred skulle lederen kigge krigeren I øjnene imens han bukkede sig og samlede et blad op, som krigeren havde lagt foran hans fødder. Herefter skulle alle hilse på alle, som på Maori manér gøres ved at stikke næserne sammen. Efter vi havde sagt hej til alle fra stammen skulle vi også sige hej på samme måde til alle I bussen, hvilket var en meget sjov måde at bryde nogle grænser på. 

Så fremførte stammen nogle traditionelle danse og sange, hvilket var meget spændende og herefter blev piger og drenge delt op. Drengene skulle lære den klassiske maori dans, som man kender fra New Zealand All Blacks rugbyhold. Vi fik 20 minutter til at lære der og det var ret svært at huske alt. Efter de 20 minutter skulle vi fremføre dansen for pigerne, hvilket var ret nervepirrende, da vi kun var 7 drenge på bussen og resten (33) var piger, men det lød som om på pigerne at vi gjorde det godt. Efter os skulle pigerne fremføre en dans, hvor de svingede med nogle plasticbolde på snore, som før I tiden blev brugt som våben, istedet for plastic blev der før I tiden brugt sten.

Herefter fremførte stammen et par numre til og så havde vi resten af aftenen til at hygge. 

  Det var rigtigt fedt at lære Maorikultur. Næste dag skulle vi til Taopo, men inden Taopo stoppede vi I Rotorua, hvor der er en masse termisk varme I jorden og der lugter kraftigt af svovl. Vi stoppede ved en kæmpe boblende mudderpøl. Og tog så til Taopo, hvor jeg skulle skydive. Vi blev hentet af en lækker hvid limousine og kørt til flyvepladsen. Efter en del ventetid var det endelig min tur, jeg skulle op sammen med 4 andre fra bussen. Det tager ca. 15 minutter at nå til 12000 fods højde, der svarer til 3.658 meter. Med en mand på ryggen skulle jeg kravle hen til døren og smide benene ud over kanten, hvilket var ret skummelt, herefter dratter vi så ud over kanten og jeg skal egentlig bare sørge for at læne hovedet tilbage og nyde ca. 35 sekunders frit fald og sekunderne går jo vanvittigt stærkt. Så bliver faldskærmen udløst og vi svæver I cirka 5 minutter ved siden af New Zealands største sø og smukke bjærge I horisonten. Det var helt fantastisk, men jeg kan stadig ikke helt finde ud af, hvad der er bedst, bungyjump eller skydive, det er to helt forskellige oplevelser.

Efter skydive blev vi kørt tilbage til vandrehjemmet I limousinen og så havde vi en vildt god bytur, hvor vi desværre måtte sige farvel til Stefan, der blev I Taopo et par dage :/

  Fra Taopo kørte vi til Whakahoro til Blue Duck Station (“Wh” udtales som “f”), som er et stort privatejet naturreservat ejet af en fyr kaldet Dan. Det var et helvede at kommer derud. Vejene var snoede og det var lige til at blive køresyg af. Dans mål, var at bevare New Zealands natur og sjældne dyr. Heribland Blue duck, som kun lever I meget specielt og rent miljø.

Vi boede I nogle rigtigt lækre træhytter og hen af eftermiddagen blev jeg samlet op af Dan på sin ATV, da jeg skulle på gedejagt. Gederne bliver skudt, da de æder alt og forhindrer ham I at bevare naturen på stedet. Det var en rigtig snigskytteriffel med stort kikkertsigte. Patronerne var kaliber 308 og skulle være nok til at slå en elefant ihjel. Efter et prøveskud kørte vi på ATV’en ud I skoven, hvor han mente at der skulle være geder. Vi listede op af stien inden vi så en ged højere oppe på bakken og så begyndte vi ellers at klatre op af bakken I ca. 30 minutter inden jeg opdagede en stor sort ged ca. 50 meter oppe. Vi satte os på hug og jeg støttede geværløbet på Dans arm, tog sigte og BANG - jeg fik sigtekornet lige I knolden så det begyndte at bløde imens kunne jeg se geden dratte ned af bakken. Vi gik hurtigt op til geden og heldigvis var det et pletskud og den var død på stedet. Indtil nu havde jeg haft det ok med at skyde geden, men da jeg kom tæt på den og Dan skar struben over på den, helt ind til rygraden syntes jeg ikke det var så fedt. Han skar kuglerne af den og skar et hul I kuglerne så det ligne et par læber og så sagde han at det var tradition at kysse kuglerne og det måtte jeg jo så gøre. Bvadr! Alt indvolde blev taget ud med det samme, for at det ikke skulle dannes gasser I maven på geden. Jeg trak geden ned af bakken til ATV’en og den blev læsset spændt fast og vi kørte tilbage til gården, hvor den blev hængt I fryserum så den kunne spises senere.

  Der var en der havde været på gedejagt dagen inden, han havde også fået sigtekornet smækket I panden så vi havde identiske sår. Han havde lavet en gryderet af geden og det smagte faktisk udmærket.

  Næste dag kørte vi til Mt. Doom på en gåtur, der er kaldet Tongariro Alpine Crossing som er kendt fra Ringenes Herre filmene. Det skulle være en af de smukkeste gåture I verden. Det tog cirka 6-7 timer at gå og det var rigtigt smukt, men smukkeste I verden ved jeg nu ikke om det er. På ruten kom vi forbi et rødt bjerg og nogle flotte farvede søer der mindede mig om vandet I kalkbruddet I Faxe :)

Jeg gik og fjollede sammen med Lucy og Catherine så tiden gik hurtigt og da vi endelig var kommet igennem stod vores buschauffør og ventede med en kold øl til os.. Aaaah! :) 

Vi overnattede på et rigtigt lækkert Motel, der havde boblebade så det var ren afslapning efter den lange gåtur. 

  Så nåede vi Wellington. Vi spiste alle på kinesisk restaurant og på vejen tilbage til vandrehjemmet blev vi tilfældigvis budt på gratis drinks på en bar og vi fik også andre gode tilbud, som køb én øl og få et gratis tequila shot. Det var starten på den sidste aften sammen med bussen. Næste dag fortsatte bussen på den sydøen og jeg blev I Wellington 2 nætter mere. Det var godt nok trist at sige farvel, men sådan er det når man rejser. Jeg rejser til Melbourne mandag d. 13 og hvis jeg er heldig ser jeg pigerne Igen dér, da de også kommer til Australien på et tidspunkt.

  NZ har været en helt fantastisk rejse og at køre med Stray bus har været genialt. Det er en rigtig god måde at møde mennesker på og opleve en masse ting sammen med andre. Samtidig er det super nemt, man sætter sig ind I bussen og på vejen kan man tilmelde aktiviteter man har lyst til at deltage I og samtidig modtage rabat på en masse aktiviteter. Jeg er sikker på at det ikke er sidste gang jeg har rejst på denne måde.

Lørdag ankom jeg til “The Red Center” med fly fra Sydney. Inden flyet landede I på landingsbanen omgivet af det kendte røde sand kunne vi se den store røde sten ligge der, midt I ørkenen. Folk rejste sig fra sæderne, selvom vi var på vej ned mod landingsbanen, for at kigge ud af vinduerne. Da jeg trådte ud af flyveren blev jeg mødt af en varme, som jeg aldrig har oplevet før. Omgivet af ørkenen og det røde sand lå der en lille lufthavn, hvor jeg blev hentet af damen jeg havde været til møde med, Elisha. Hun kørte mig til hotellet Sails In The Desert, et 5-stjernet hotel, hvor jeg har arbejdet hele ugen I Conference og Banqueting afdelingen, dvs. Opsætning og nedtagning af stole, borde, telte, men også servering af gæster, da det var den travleste uge på hele året.

Jeg kunne ikke få mit værelse med det samme, så jeg ventede en times tid eller to. Elisha viste mig personalelokalet, hvor der blev serveret morgen, middag og aftensmad. Her mødte jeg min supervisor, en knaldsort indisk mand på min egen alder, Karthick. En rigtig flink fyr, som til tider kan være lidt svær at forstå da han har den klassiske indiske accent.   

  Efter jeg havde spist og spurgte I receptionen omkring mit værelse, kom der en dreng med briller hen til mig og sagde hej. Han hed Hugo og er fra Sverige og jeg har boet sammen med ham hele ugen og skal også bo sammen med ham indtil på søndag. Han er en rigtig flink og hyggelig gut, så jeg har været rigtig glad for at have ham som værelseskammerat og kollega. Da vi åbnede døren til vores værelse spredte der sig store smile på vores ansigter, da vi blev mødt af to store dobbeltsenge, tv og lækkert badeværelse, MED BADEKAR!! :D

Efter vores begejstring havde lagt sig, fandt vi to badekåber I skabet og begav os ud til gæstepoolen, som vi måtte bruge, da vi ikke skulle arbejde før mandag og vi ikke var ansat rigtigt endnu. Lørdagen gik med at solbade og lære hinanden at kende.

  Mandag skulle vi møde klokken 9 til informationsmøde sammen med 7 andre midlertidige medarbejdere. Da det er et 5-stjernet hotel går de meget op I at medarbejderne er velsoignerede og at uniformen er på plads. Så om morgenen klokken 8.15 fandt jeg ud af at mit bælte ikke havde huller nok til at holde mine sorte bukser oppe, da jeg normalt går med bukserne nede omkring hofterne og ikke over navlen. Hugo sagde at han havde en schweizerkniv jeg kunne låne til at lave hul med og som jeg er igang med at lave et hul I bæltet, sker der der ikke må ske, bladet lukker sammen og min pegefinder kommer I klemme. Bladet er gået igennem neglen og halvt Igennem pegefingeren. Jeg skynder mig ud på badeværelset og holder fingeren under det kolde vand imens jeg står der kan jeg mærke at jeg bliver svimmel. Hugo har I midlertid ringet til receptionen og der er en dame der kan hjælpe på vej. Lige som jeg føler at det sortner for mine øjne kommer Hugo ind, han ser forskrækket ud I ansigtet og viser mig sin tommelfinger .. Det viser sig at han har lavet fuldstændig samme nummer og har skåret igennem neglen på sin tommelfinger, da han ville være så flink at hjælpe med at lave et hul I mit bælte. Så der står vi begge to, med fingeren under hver vores vandhane da en dame med førstehjælpskasse kommer ind. Komisk som der er, fortæller vi hende hvad der er sket og vi får begge plaster på. Hun ringer til lægevagten, som råder os til at se en doktor inden 24 timer. 

Vi skynder os til det sted, hvor vi skal mødes med de andre, men når desværre ikke at få morgenmad. Først skal vi skrive under på en masse kontrakter, samtidig med vi får lidt information om stedet. Herefter blev vi vist rundt på hotellet og så skulle vi ellers igang med at pudse bestik, tallerkner og glas til frokost og aftensmad om tirsdagen. 180 sæt til aftensmaden og 80 sæt til middagsmaden. Der var også nogle ting der skulle sættes op og vi var ikke færdige før lidt over fire og derefter gik vi til doktoren, og vi fik så at vide at det ville blive dyrt fordi de lukkede klokken 5 og inden vi var færdige med papirarbejdet osv ville det koste 375$. Hugo fik limet sin tommelfinger og vaccination mod stivkrampe, mens jeg ringede til mor og spurgte hvor lang tid stivkrampe vaccinationer holdte. Jeg spurgte doktoren om mit sår kunne hele af sig selv og næsten uden at kigge på det sagde han ja, men han havde ret, for her en uge efter er det helet fuldstændigt, men neglen er ikke faldet af endnu. 

Efter arbejde tog vi alle ud til et udkigspunkt 10 minutters gang fra hotellet for at se solnedgangen. At se solen gå ned bag Kata Tjuta, der til forveksling ligner Homer Simpsons, der ligger ned, var et smukt syn, som solen gik ned, skiftede himlens farver stille og roligt ud over ørkenen.

  De første dage gik med en BIS konference, de havde inviteret samarbejdspartnere, leverandører osv. Til lanceringen af deres nye logo og rebranding af virksomheden.

At arbejde I conference og banqueting kan være besværlig, da hotellet har et begrænset antal store og borde, der skulle flyttes rundt omkring til de 3 forskellige steder, der blev holdt møder og middage: Poolside (ved siden af poolen), Amphitheater (en halv arena med stole rundt og en scene I bunden) og Tjunga (main konference rummet)

Arbejdet føles hårdt, da vi arbejder I ca. 37 grader varme, hvilket får ens kræfter til at slippe hurtigt op. Og ofte efter man har sat en masse op skal man stadig være på, da vi også serverede for gæsterne når de ankom. 

  I løbet af ugen er vi blevet flyttet en del rundt, først fra ét værelse på hotellet til et andet og derefter fra hotellet til et andet hotel I resortet, Outback Pioneer, hvor vi var nogle dage. Det var er godt sted, da vi boede lige ved siden af poolen og hoppede I, hver dag når vi kom hjem :)

Mandag blev vi flyttet tilbage til Sails In The Desert og skal heldigvis bo på samme værelse indtil søndag. Så jeg har pakket mit tøj ud af kufferten for første gang I Australien og det er sgu en skøn følelse at have pakket ud, for en gangs skyld. 

  Søndag var specielt hård, jeg startede arbejdet klokken 5.40, der skulle gøres klar til en masse gæster imorgenmads restauranten, efter der var gjort klar skulle vi servere kaffe, te og ryde borde, der var så mange gæster til sidst at det var til at få stress over, jeg blev heldigvis taget til side af min manager fra CNB og blev sat igang med at stille en bar op ved poolen, da en et rejsebureau havde lejet sig ind på hotellet I 2 dage. Jeg fik af vide af Elisha at for at stille baren til rådighed I bare 3 timer kostede au$10.000 :O

På vores rejse op af østkysten har vi brugt en masse penge og vi har ikke haft nogen arbejde siden Collaroy, derfor er vi taget tilbage til Collaroy for at lade pengepungen op igen. Siden vi rejste herfra er der kommet en del flere mennesker og der er også flere arrangementer på vandrehjemmet, man kan godt mærke at sommeren er på vej.

I min jagt på arbejde kiggede jeg på WTC’s (Work And Travel Company) hjemmeside, hvor der også er jobannoncer og jeg faldt over et spændende job på et resort ved Ayers Rock (den kæmpe store røde sten i midten af Australien) Jobbet er at sætte op pakke sammen til konferencer og festmiddage. Jeg skyndte mig at sende en mail til WTC med mit CV mandag, da jobinterviewet allerede var tirsdag. Jeg fik svar tilbage at de gerne ville se mig til info om virksomheden og gruppeinterview tirsdag klokken 14.30 i Sydney. Tirsdag trækker jeg så i skjorten og sørger for at putte den ned i bukserne for en gangs skyld og det viste sig at være en god idé, for da jeg ankom til bygningen kunne jeg se at det var et fint business sted. Jeg går ind til receptionisten og siger at jeg har en aftale og jeg sætter mig ned for at vente. Efter lidt tid kommer min kontakt, Elisha og hun fortæller mig så at det ikke er før imorgen at samtalen er .. Shit tænkte jeg (der var skrevet forkert i jobannoncen og underligt nok var jeg den eneste der havde ansøgt om at komme til samtale via WTC) , men hun var så sød at lave en samtale med mig alene, hvor hun fortalte hurtigt om virksomheden og spurgte lidt ind til mit CV. Så fortæller hun mig at hun har samtaler hele ugen omkring jobbet, men at hun godt vil ansætte mig og at jeg godt kan begynde at kigge efter flybilletter .. FEDT! :D 

En aften i Brisbane kunne jeg ikke sove ... Jeg lå, som jeg nogen gange gør og tænkte for meget til at det kunne lade sig gøre at falde i søvn. Tankerne skyldes at jeg lå og så videoer jeg havde optaget med min mobil fra da jeg var hjemme og det fik mig til at tænke på min familie og venner, der er helt på den anden side af jorden.

Da jeg hjemme var det ikke så tit jeg tænkte over, hvor meget jeg holder af min familie og venner og, hvor heldig jeg er at have dem, men når man er væk fra dem i længere tid bliver tingene sat i et andet perspektiv og man begynder man at tænke over, hvor meget de egentlig betyder for én.

Jeg er dybt taknemmelig over at jeg har så gode venner og så dejlig en familie. Jeg har så mange gode minder som jeg kan tænke tilbage på. Det er ikke alle der er så heldige.

Når jeg skriver det her er det for at det skal være med til at huske mig på at sætte pris på min familie og venner på samme måde, som jeg gør nu, når jeg kommer hjem.

Efter 2 måneder i Australien har vi for første gang ikke kunne finde et vandrehjem at sove på. Vi tog fra Surfers Paradise kl. 20.30 og var i Brisbane ca. Klokken 22. Selvom der er over 8 vandrehjem i byen var alle fuldt booket. Hvis vi havde tænkt os om kunne det sagtens være undgået ved at vi havde reserveret plads et par dage før, da der tit er fyldt i weekenden. Der var flere muligheder ... Vi snakkede med en ældre mand, der havde masser af gode idéer. Vi kunne sove i en parkeringskælder, der ikke lå så langt væk, ellers kunne vi overnatte på et hotel, men det vi ringede til havde lukket, så vi overnattede på gulvet på togstationen. Det var først mandag det var til at få et værelse på et vandrehjem. Vi overnattede på Chill Backpackers, der også skulle have en job klub, men det var ikke rigtigt til at finde noget arbejde. Så vi tog et par dage som turister i Brisbane. Jeg læste i en avis at man kunne træne 2 dage gratis i et stort nyåbnet fitness center så det benyttede jeg mig af og tog 2 træningsdage - dejligt!! :)

I Brisbane mødtes vi også med de 2 danske drenge vi tog afsted fra Danmark med, som vi ikke har set siden første uge, da de har rejst rundt i Australien med tog. Det var hyggeligt at snakke med dem igen og de havde oplevet en masse. Vi tog i byen med dem på en bar, hvor vi fandt 2 danske piger, der også var på Work And Travel rejse, men ikke havde fundet noget job endnu, de havde også kun været i Australien i et par uger.