Daniel Mantel

Hvis himlen var et bygningsværk, ville det sandsynligvis brase sammen. Så ville vi vade rundt i et tyk lag af blå splinter og trevler fra noget vat. Og der ville blive indledt undersøgelser: Hvem kan drages til ansvar? Hvem beordrede den himmel bygget? Fulgte arkitekter og bygherrer de almindeligt kendte beregninger for en hvælvet struktur? Og budgettet bør nok også granskes, der nedsættes udvalg…

Det var egentlig en ret ordinær dag. Vinter, men ikke noget ekstremt. Morgenen havde lagt et slør over udsigten, en blanding af støvregn og tåge i lette gardiner.  Fra jeg vågnede, nok også før, var jeg en smule melankolsk. Men det er ikke noget nyt, og kunne være så meget værre. Det var den slags vemod der også varmer og er meget rar at nusse lidt om.  Når jeg sætter mig lidt op i sengen, kan…

UDSIGT TIL IKKE MEGET. -EN (FORKORTET) TEKST OM TÅGES ADSKILLIGE FORDELE.  (Og fordi jeg har en svaghed for GIF’er…) Tågen var egentlig ganske rar. Den var en aldeles naturlig grund til ikke at se ret langt. Et beskyttende lag. Og en ret præcis spejling af hvad der var indenfor. Bag de ekstra nærsynede næsten blinde øjne, der kunne være lukkede uden den store forskel.  Men tåge har det med…

Her skulle egentlig være en fortælling. Der også skulle være en nytårshilsen. Med variationer, afhængig af modtager.  Det med en hilsen omkring det nye år, ja det er vist noget sent.  Men også vanligt herfra, altså forsinkelse, så med lidt god vilje…  Fortællingen var dén om årene der lige mødes, sådan på vej ud og på vej ind. Det er der ikke noget nyt i, bortset fra at der vist aldrig er…

Gennem efterhånden mange år, har det enkelte år mindre og mindre at sige. Vi, nogle af os, klamrer os til hver eneste dag. Vi vil så gerne nå igennem til natten og nok en dag, det er i sig selv et mål. Engang måtte der også gerne være noget i de dage. Bare ét eller andet. Og en del længere tilbage var nætterne også med et indhold, udover søvn. Eller søvnløshed. Der er en slags søvn, en drøm, et…

Enkeltstående udsagn og meninger uden sammenhæng.  Rækkefølgen er tilfældig. Og iøvrigt mest for at sætte noget på en side, taste nogle ord. Ikke af nogen særlig grund. Ikke fordi det er nødvendigt. Det må det så alligevel være, ellers ville jeg vel ikke bruge tid på det? På hvad?    Hvis ikke andet, ja så er det juletid. Og vejret! Dét kan altid skrives om. Det er et sted at starte:  Livet…

Jul, om ikke andet.  Jul, om ikke andet. Hvordan kan det være svært, at finde noget at skrive om? Med alt det der sker. Ude i verden. (Som det hedder, også selv om det er 'inde' i vores). Krige har der altid været, men et par stykker af dem med stor mediebevågenhed har nogle ubehagelige konsekvenser og er potentielt yderst 'smittefarlige'. Og nåja ("nåja"!), der er et klima der begynder at vise…

NB: Dette har været undervejs længe. Venligst se med overbærende øjne på gentagelser, lidt underlige spring i teksten, og sikkert en selvmodsigelse eller tre.  (Og med samme øjne, se om det kunne være bevidste gentagelser, om springene kan give mening, og at selvmodsigelser er uundgåelige når så mange kommer til orde…)  -Og nåja: For en eventuel læsers skyld:  Der er klippet ret hårdt i en…

Hovsa! Det gav et lille sæt i ham. Der var et ansigt i spejlet! Det var ellers noget tid siden. Måneder? Siden et halvt udvisket fjæs lige havde orket et vink til farvel. Sikkert på vej mod en mere spændende refleksion. Det ville ikke være svært at finde. Eller på vej til spejlbilleders glasfyldte refleksmarker, eller hvor den slags tilbringer evigheden. Lige dét ansigt kunne nok være klar til…

Uvist hvor. Uden for nogens viden. Uden præcise koordinater, næsten  væk. Måske bag en horisont. Eller  den næste.   Jeg er dog klassificeret som en vækst. Det berører ikke mig, og ingen rører mig, og så er jeg næsten ikke mig, heldigvis, blot en vækst.  Uvist hvor.    Min eneste tid, her hvor tid tøver, ophører, opløses. Min eneste  tid er vinter og sommer. Sommer og vinter,…

Nu…  Nu er det ved at være slut.  Hvordan kan noget “være” slut?  Som en slutning der aldrig slutter, men bare bliver ved med…  At være?  Ét er sikkert:  SLUT med den slags man sikkert ikke må kalde flueknepperi.  Det slutter, og vil ikke fortsætte med at slutte, lige om lidt.  Andet vil begynde, og en hel masse vil komme brølende bagfra som en rambuk og kvase den rest af rygrad der er…

-Uh! Her har intet været siden… Engang! Det MÅ nås inden næste år! Men… Det er ikke til at se en hånd for sig! Der er ingen horisont, altså kan næste år allerede været kravlet op og over og være meget tættere på end rart er. Der er kun kanten af… En sø! Det kunne være et uendeligt og farligt ocean med vilde vover og enmandssejlads tv-transmitteret, men det er dog blot en sø. Det er viden der gør…

Sommeren knækker når fuglene holder op med at synge. Pludselig, lige før solopgang, i de tidligste timer hvor udsigten samler sig, sker det. Om det blæser eller ej, er det så kun vinden der kan høres. En susen inde i luften selv. Landskabets detaljer gør sig mindre, jorden bliver en lidt mere jævn men ru flade. Horisonten hæves nogle få grader, nok til at hive enhver uendelighed ud af himlen. Det…

Start/Slut no 2. En Maritim Rapsus.

Det er ikke altid jeg gider tænke. Og slet ikke tænke over hvad jeg tænker, for at få de tanker til at blive ord. Det kan virke stik modsat. Ordene synes tanketomme og bare bedøvende kedelige. I bedste fald noget forvirret volapyk, i værste fald lige ud ligegyldigt. Ikke værd at spilde tid på. Når jeg ikke orker at slæbe mig igennem noget der slæber sig afsted, hvorfor pokker skulle andre så? Jeg…