Yuri's Life as Art DK

Jeg husker ikke præcist hvornår det skete. Måske var det før jeg begyndte min uddannelse i folkeskolen.

Jeg har en bror, som er et år æødre end mig. En dag, min bror og jeg så vores far barberer sig og begyndte at ville gerne barbere os. Så vi fortalte cores far, “Vi vill barbere os.”

Vores far sagde “OK” sandsynligvis uden tøven og lod min bror og mig bruge hans barberblade. Min bror og jeg havde vores fars på vores ansigter og bare barberede vores ansigter med barberblade uden at tænke.

Vores far sagde "OK", sandsynligvis uden tøven, og lod min bror og mig bruge hans barberblade. Min bror og jeg havde vores fars barberskum i ansigtet og barberede bare vores ansigter med barberbladene uden at tænke os om.

Mit dejlige barndomsminde slutter her. Men jeg bemærkede noget for nylig. Dette kan ikke være helt sandt. Nu hvor jeg er voksen, ved jeg det. Voksne bør ikke bare tilfældigt give små børn barberblade, og dem, der ikke er begyndt i folkeskolen, kan ikke bruge barberblade ordentligt. Hvis min hukommelse faktisk er sand, burde min bror og jeg have skadet os selv på den ene eller anden måde.

Så hvad var sandheden?

Jeg har ikke bekræftet det med min far, og det er muligt, at han ikke husker det helt klart. Jeg kan dog gætte på, hvad der rent faktisk skete.

Min far gav mig og min bror barberbladene, efter han havde taget bladene væk. Med andre ord var barberbladene kun baserne for bladene og håndtagene. Min bror og jeg forstod ikke mekanismen bag barbering på det tidspunkt. Så vi troede, at det at fjerne barberskummet med den sorte T-formede genstand var noget, der hed "barbering". Vi vidste ikke, at der ikke var nogen blade. Vi fjernede bare barberskummet, kun med baserne og håndtagene, der stadig beholdt T-formen, og "barberede" stolt.

Jeg plejede at tænke på betingelser for at sige op som “Jeg vil sige op mit job, når denne og/eller den sker,” eller "Jeg vil sige op, når den person siger op,” jeg begynder at tænke på resignation. 

Da dette eller hint skete, og da denne person stoppede, satte jeg et stempel på mit fortvivlelse kort.

Når jeg ser tilbage, var ingen af disse stempler det afgørende slag for at sige op. Med andre ord har jeg aldrig sagt mit job op med kun ét stempel, selvom stemplerne blev flere og flere.

Det var som at fylde min psykologiske kop med ubehagelig mudret væske, da jeg fik et stempelmærke, indtil jeg besluttede mig for at holde op.

Og for nylig fik jeg lyst til at forlade jobbet. Jeg begyndte hele tiden at samle frimærkerne og tilføje betingelserne. Mit stempelkort blev større og større.

Jeg lagte mærke til en ting.

“Nå. Venter jeg på dagen, hvor jeg taber alle håb?” 

Med den her logi, kan jeg ikke sige op uden at sætte frimærker af fortvivlelse og at lade min fortvivlelse flyde over koppen. Jeg har ikke lyst til at fortvivle, men jeg ikke kan sige op, hvis jeg ikke fortvivler. Så jeg længes efter dagen, hvor jeg fortvivler.

Men for nyligt fik jeg en ny måde at tænke. Stempelkortet til fortvivlelse er en regel, som jeg lavede, ikke noget andre tvang mig. Jeg kan blive ved med at samle på frimærker, hvis jeg vil, men jeg behåver ikke at vente indtil min kop flyder over. Der er snarere bedre at afskaffe reglen om stempelkort oh starte at gå fremad ti mit liv efter min opsigelse.

Jeg negyndte jobjagt. Denne gang er mange ting anderledes end de jobjagt får. Sp det må tage tid. Rekrutteringsagenter sagde mange gange til mig: "Dine ønsker kan være svære at få opfyldt." Men jeg voksede op. Jeg kan tage sådan kommentarer, men jeg tænker, “Ja. Det lyder meget rigtigt.

En ting, jeg er forvirret over, er, at jeg på en måde savner min nuværende arbejdsplads. Måske er jeg bundet til den, eller også har jeg bare vænnet mig til den.

Min nuværende arbejdsplads betaler godt. Jeg kommer godt ud af det med min chef. Jeg kommer godt ud af det med de fleste kolleger. Der kom bare et rigtig stort frimærke på stempelkortet, selvom jeg ikke havde tænkt mig at gemme frimærker, endsige lave plads til frimærker på kortet.

Jeg siger ikke, at jeg slet ikke tøver, for både min løn og min chef er gode. Jeg forestiller mig, at det mindsker min tøven med at få mit stempelkort fyldt med frimærker. Men det bliver sværere, hvis jeg venter på den dag, hvor mit kort bliver fyldt, fordi mit hjerte vil være fyldt med fortvivlelse til den tid, og det gør jobsøgningen sværere.

For nyligt snakkede jeg med min veninde T om ægteskab.

T har været gift i cirka 7 år. Jeg har aldrig mødt hendes mand, men deres forhold lyder som en rigtigt god venskab og jeg tror på, at deres liv lyder sjovt.

På den anden side er jeg ikke gift. Efterhånden som jeg bliver ældre, gør det ansvar, der følger med ægteskab og familie, hårdheden i ægteskabs systemet, der gør det meget svært at komme ud af, og de statistikker, der siger, at gifte kvinders liv bliver kortere, og gifte mænd kommer til at leve længere. det næsten umuligt at finde positive aspekter af ægteskabet.

Men Ts historie giver mig impressionen, at hun nyder sit liv på hendes egen måde og derfor modtog jeg ikke negative impressioner om ægteskab fra hende.

Den anden dag snakkede T og jeg om ægteskab baseret af konceptet af cyber security.

Ts job er relateret til sikkerhed, og jeg plejede at arbejde i det lignende felt, og det er derfor, vores samtale tog den form. Ægteskab gennem sikkerhedens øje var ret interessant.

Jeg sagde til T, “Jeg har præcist ikke lyst til at blive gift, men fordi et gift par kan støtte hinanden økonomisk, især når en af de to ikke kan arbejde, synes jeg at det lyder som en god ting”

Så T sagde, “Nå. Du siger, at tilgængelighed er ægteskabs fordel.“

Tilgengælighed her betyder at undgå en utilgængelig process af information ved at bruge en anden system, når en system ikke kan virke rigtigt.

Lad mig forklare på en meget enkel måde. For eksempel i en virksomhed bruges data mange steder gennem servere. Hvis der kun er én server, er det muligt, at virksomhedens forretning stopper, når den eneste server bliver angrebet, eller når serveren ikke kan fungere ordentligt. For at forhindre en sådan hændelse har virksomheder flere servere som backup. Med sådanne forholdsregler, selv hvis Server A bliver utilgængelig, vil virksomheden ikke stoppe, fordi Server B eller er tilgængelig, og virksomheder kan blive ved med at tjene penge. En sådan tilstand kan beskrives som "Virksomhedens servere sikrer tilgængelighed."

"Jeg har aldrig brugt ordet 'tilgængelighed', men det lyder nogenlunde rigtigt," sagde jeg.

Så blev T's øjne store. “Men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Sårbarheden kan være større på grund af ægteskab.”

Hendes forklaring lyder sådan her. Hvis vi ser et ægteskab som at bygge et netværk ved at forbinde to servere, er hver server allerede forbundet til andre servere kaldet familie, og familien selv er et netværk. Så ægteskab forbinder to servere, der tilhører forskellige netværk.

Lad mig tilføje en lille smule forklaring. Hvis vi holder os til Ts teori, er det ideelle ægteskab robust og sikker forbindelse af serverne uden sårbarheder.

Men ifølge T har servere i netværk kaldet familie alligevel sårbarhed. Således kan det siges, at forbinde netværk kaldet familie bestående af servere med sårbarheder er et ægteskab.

Kort sagt mener T, at ægteskab ikke handler om tilgængelighed, men om forbindelse og udvidelse af netværk med sårbarheder.

Hun sagde også: "Ægteskab kan ikke kun medføre tilgængelighed i et ægteskab, men også sårbarheder. Så at ægteskab er en god ting er bare et ensidigt synspunkt."

Da jeg havde forstået ægteskab som et spørgsmål om tilgængelighed, havde jeg troet, at en enlig person skulle være en robust server. Men hvis et ægteskab er en handling, hvor man opbygger et netværk, der omfatter sårbarhed, betyder det at være en singleperson, at man ikke udvider en sårbarhed.

Men i virkeligheden er hverken ægteskab eller familie en server eller et netværk. De handler om rigtige mennesker. Det er derfor, der er essenser, rigdom og interesse, som ikke optræder i diskussionen om kube-sikkerhed. 

Jeg har følt syg. Jeg føler bare træt uden feber og hoste. Sommetider føler jeg kvalme. Mit blod flyder ikke godt og mine skuldre er stive og jeg får hovedpine. Jeg er i øvrigt testet negativ for COVID.

Jeg havde virkelig ingen ide. Så jeg tog til et sygehus Lægen kunne ikke konkludere. Lægen kunne ikke fastslå årsagen til min tilstand og kunne derfor ikke ordinere medicin.

Så tog jeg en blod prøv. Lægen tog blodet af min arm, der er ofte tilbedt af læge og sygeplejersker, fordi de kan nemt lokalisere venerne.  Jeg ventede på resultatet i et par dage.

Prøvens resultat tydede på, at  jeg ikke havde et seriøst problem. Der var dog nogle slags tal, der var lidt højere end det acceptable område. Så lægen ordinerede medicin, der ville forbedre tallene. 

 Jeg tog til apoteket med recepten. Tidsplanen for at tage medicinen er som følger:

1 medicine: to gange om dagen, efter måltid

2 mediciner: tre gange om dagen, efter måltid

1 medicine tre gange om dagen, mellem måltider

“Vent, er tidsplanen ikke for kompliceret? Er det ikke for svært at huske tidsplanen? Fordi det er for svært for mig, en person cirka 30 år gammel, burde det være udelukket for ældre mennesker.”

Sådanne kommentarer bragede i mig, og jeg grinede så hårdt inde i mit hjerte.

Til apotekeren sagde jeg grinende: "Jeg mener ikke fornærmende, men er det ikke for svært at følge instruktionerne?"

"Du vil tage medicin hele dagen, undskyld." sagde apotekeren.

Det er ingens skyld, men jeg så en uoptimeret side af medicinske tjenester.

Bagefter snakkede jeg om det til mine venlige kollegere  på mit arbejdsplads som “Weekendens højdepunkt.” Jeg syntes, at det var ret sjovt.

En kollega nævnte sine små børn.

En af hans sønner  elsker meget medicinen, der smager ligesom sirup. Han siger, “Far, jeg vil have medicin” efter måltider.

“Min søn forstår medicin som dessert,” sagde han.

Det mindede mig om noget.

Min første medicin i mit liv var også en alt for sødt ting som saft og sirup. Jeg husker at drikke det med en stor ske.

Så blev min medicin til mellemklassens pulvermedicin, og som barn følte jeg tristhed som en følelse af tab som "jeg er ikke et barn længere."

Da jeg vænnede mig til pulvermedicinen, blev verdens uretfærdighed endnu værre. Lægerne begyndte at ordinere tablet-piller og antydede "Du kan helt sikkert tage tabletterne, ikke?" til et sårbart barn, som var mig.

Da jeg var lille barn, var jeg virkelig bange for at tage tabletter. Især frygten, som de store kapsler fremkaldte, var uoverskuelig.

En anden kollega havde haft den samme følelse og sagde, “Tabletter var virkelige skraldemændene.” Han gensynede sin frygtsomme hukommelse tilbage fra sin barndom.

Nu tager jeg temmelig store kosttilskud uden tøven, men folk inklusive mig er blevet dannet som voksne uanset beredskab og sat på "transportbåndet af "på størrelse med medicin" automatisk, vilkårligt, for voksnes skyld.

Jeg er ikke sikker på, om jeg skulle være ked af en sådan uretfærdighed i verden, for frygten ved "automatisering" og for mig selv, der begyndte at sige "Doping er en forretningsmands smag" som halv vittighed og halvt seriøst råd, idet jeg tog adskillige supplementer tabletter hver morgen efter at have afsluttet det planlagte forløb af transportbåndet, ellers skulle jeg være tilfreds med min "vækst".

Jeg spekulerer på, hvad jeg, der fik den første pulvermedicin i livet, og jeg, der følte frygt, da jeg fik de første tabletter, ville tænke om mig i dag. Er jeg "Yuri, der blev voksen" eller bare "en forræder" at blive råbt af?

Jeg har en meget dejlig kolleger. Hun smiler altid, mens hun arbejder. Uanset hvor mange dage hun arbejder overarbejde, arbejder hun uden klager. Selvom der sker noget akut, siger hun kun to ting; "Ja jeg vil." og "Det er i orden."

Hun siger aldrig, “Jeg tror ikke, at jeg kan gøre det” eller “Det er uretfærdigt” og hun tænker muligvis ikke på sådan møde. Hun siger altid, “Mennesker her er altid venlige.”

Jeg troede ofte, “Hvorfor kan jeg ikke blive ok med mange ting som hun er?” “Er jeg bare svag?” Kort sagt anklagede jeg mig selv, fordi jeg hadede mig selv for at arbejde overarbejde, for at være ude af stand til at afslutte tingene uden overarbejde og for at føle frygt for psykisk sammenbrud forårsaget af overarbejde.

En dag spurgte jeg hende, “Hvorfor er du altid so rolig og venlig?”

Hun svarede, “Jeg fodte et barn i Europæask land, hvor man ikke taler engelsk. Da babyen var lige ved at komme ud, efterlod lægen og to sygeplejerskerne mig i værelset for at få kaffe. Men Jeg havde ikke vælge. Og jeg fodte babyen.”

Efter jeg hørte det, kunne jeg endelig conkludere, at det ikke var min skyld, at jeg ikke har hård oplevelser som hende. Det er bare, at hun er stor og hun gik gennem sådan ultimate situationer. Det er uforståeligt, at hun ikke får nemt panik efter sådanne oplevelser.

Samtidig indså jeg, at jeg fordømte mig selv for ikke at have ro som hende og for ikke at være som hende, selvom jeg havde det fint med, at hun var anderledes end mig, og det kunne jeg acceptere.

Det første land jeg besøgte i mit liv var Spanien, da jeg var 7 år gammelt.

Efter en lang flyvetur, der tog 10 og nogle timer, tog min familie og jeg taxa fra lufthavnen.

Min far er en erfarne rejsende, de lærer den lokale sprog før han rejser i flere måneder og han sørger for, at han kan tale og lytte tilstrækkeligt som rejsende.

Så i taxaen kunne han kommunikere godt med chaufføren og kunne fortælle, hvor vi skull hen til. Så sagde min far til sine familiemedlemmer: "Nu anbefaler denne chauffør os at fortsætte med denne taxa uden at skifte transport, indtil vi ankommer til hotellet, da det vil være billigt og nemt. Hvad synes I?"

Min søster kune ikke lide biler, fordi hun nemt følte syg i en bil. Så sagde hun, at hun ikke kunne lide ideen.

Men min fars “spansk til rejse”   var ikke nok til at udtrykke, at hans datter nemt fil syg i en bil og derfor behøvede vi at komme af taxa på et tidspunkt.  

Denne gang begyndte min søster at lære engelsk eller det var lige før hendes formale engelsk uddannelse. Så tingene, som hun kunne sige var noget som, “Ummm bil, bleh?” Chaufføren kunne ikke forstå det, som hun prøvede at sige. Det, som chaufføren kunne forstå, var, at vi familien prøvede at sige noget, og han havde ingen ide om, hvad vi prøvede at sige.

Jeg kiggede på kommunikationen blandt de ældre mennesker. Og jeg fik en ide. Jeg kunne bare efterligne opkastning.

På det tidspunkt var den mest populære leg mellem min bror og mig at efterligne opkastning på en seriøst realistisk måde. Så vi havde haft meget travlt med at polere vores teknikker omkring det hver dag.

Så lavede jeg lyden "Blech" så realistisk som muligt fra bagsædet.

Taxachaufføren udbrød og sagde "Uh huh!" Han gav mig sin hånd, og vi gav hinanden hånden.

Da jeg var universitet studerende, tog jeg  en engelsk sømmer kursus i Canada.  

Skolen, som  jeg gik til, havde mange japanske studerende og Taiwanske studerende og nogle koreanere og vesteuropæer. 

På det tidspunkt så Japan den første polarisering af koreansk kultur ifølge min vag hukommelse. Men jeg vidste kun navnene af Bae Yong-joon og Choi Ji-woo og jeg havde aldrig set koreanske fiction serier.  Jeg vidste koreansk mad bedre.

I min klasse, var der en koreansk pige. Hun vidste ordet, “otaku” og kaldte sig selv sådan.  Jeg tror, at hun elskede japansk animation og manga, og hvis min hukommelse er rigtigt, hun vidste meget mere om anime og manga end mig, der så animation og Ghibli værker af min generation, men jeg fulgte ikke anime og manga ordentligt.

En dag i pausen. Den koreansk studerende, min ven M fra det samme universitet og jeg stod og snakkede. Hun sagde, “Jeg kender noget om japan,” og hun skrev Toyotomi Hideyoshi med kinesiske karakterer på en hvid kant i loungen. M og jeg kiggede på hinenden. Som I måske ved, er Toyotomi Hideyoshi en historisk kriger, der tog over til Korea på en ekspedition, og derfor er han Den JAPANSKE DÅRLIGE MAND  i Korea.

M og jeg tog verdens historie, da vi tog universitets optagelsesprøver. Så vi vidste, hvad vi skal skrive for at svare. Vi nikkede og sagde, “Nu skal vi skrive Yi Sun-sin.”

Yi Sun-sin er en koreansk helt, der beskyttede Korea fra Toyotomi Hideyoshi. 

Med en kuglepen i hånden trak jeg i min hukommelse for at skrive Yi Sun-sin med kinesiske tegn. M og jeg diskuterede som “Yi Sun-sin, Yi Sun-sin… Hvad er de kinesiske tegne? Yi skal være ri, Sun skal være…øjeblik? Sin skal være omi?” og til sidste kunne vi skrive hans navn.

Så kom der "Wow" fra pigen, M og mig. Vi kiggede på hinanden og supplerede vores forståelse af fælles historie fra forskellige synsvinkler. Vi fik en noget speciel form for venskab.

Hun var interesseret i japansk kultur. Jeg begyndte at blive interesseret i koreansk kultur omkring mig. Heldigvis var hverken vinden mod japan eller mod korea kommet i mit syn endnu på det tidspunkt. Så selvom M og jeg blev overrasket af hændelsen, kunne vi tre uddybe forståelsen af ​​hinanden som “Nå,  vi ved om hinanden,” fordi vi vidste, hvad vi behøvede at vide om vores historier med Toyotomi Hideyoshi og Yi Sun-sin.

Jeg takker meget for faktaen, at jeg studerede global historie i gymnasium og studerede den for adgangsprøverne til universiteterne.

Jeg tog til bageren den anden dag. Mens jeg tænkte på, hvad jeg køber, kom ind en dreng omkring tre år gammel og sin far. Drengen var snakkesalig og faren snakkede også meget med sin søn. Drengen holdt en bakke og det så ud som om han valgte, hvad de køber.

Fordi jeg havde allerede bestemt, hvad jeg køber, deltog jeg i  køen. Der var en kunder ved kassereren og jeg var den anden person i køen.

Mens jeg ventede foran et skab fyldt af sandwiches, kom drengen tæt på mig. Jeg gik lidt væk fra ham, fordi jeg troede, at hun ville gerne se sandwiches. Bagefter sagde faren til sønnen, “Du skal vente i køen.” “Far, den ung kvinde gik ud af køen for mig.”

Jeg sagde til drengen i mit hoved, “Nej, jeg er stadig i køen.” Jeg tænkte, “Små børn tror på, at de er centrum af verden g tingene går rundt dem.”

Men jeg snakkede med mig selv i mit hoved, “Vent. Er jeg ‘en ung kvinde’ selv om jeg er ældre end tredive år gammel? Er jeg (sessha) socialt en ung kvinde?  Skal jeg (sessha)  føle lykkelig om det?  Er det passende, at jeg føler lykkelig, fordi en dreng kaldte på mig som en ung kvinde? Jeg er en feminist.”

bagefter husker jeg, hvordan jeg var, da jeg var lige så gammel som drengen. 

Et barn, der er tre år gammel, er en super stjerne overalt hvor barnet er. Jeg var sådan også.

På toge og gader smilede unge smukke dame på mig, sagde hej til mig og vinkede til mig.

Men jeg undrede mig, “kaldte alle de kvinder sig selv ‘sessha’ i deres hoved?”

Hvid deres først person var “sessha,” var de såkaldte unge smukke kvinder”?

Nu forestiller jeg, at kvinderne i min ungdom skul arbejdede i sværer miliø, på grund af fraværet af feminisme i store japanske samfund. Det er muligt, at deres sprog inden for deres hovede var værre eller mere voldsom end min.

Det er også muligt, at de havde stærk “min verden”, som jeg heller ikke kunne forestille, selvom otaku kulture var ikke stor ting på det tidspunkt.

Jeg troede, at “de smukke unge kvinder” i mit hoved ikke var troværdig. De kvinder, der kunne have kaldt sig selv “sessha” var ikke kun “unge smukke damer,” men også hårdkogte krigere, der opmuntrede sig selv ved at kalde sig selv "ore" eller "sessha".

Jeg aflagde en ed til mig selv, at jeg ville blive ved med at kalde mig selv "sessha".

En dag hørte jeg en historie fra min veninde.

En af hendes venner blev gift med en amerikansk mand. Jeg glemt detaljerne, men første begyndte manden en affære og senere startede konen en affære. 

Han plejede ar have et stabil job, men han sagde op. Han sagde, “Jeg vil gerne støtte mit liv som Youtuber.” Hans familie sagde, “Hvis du har drœmme, hvorfor ikke følge det?” Så hans familie var ikke imod ham. 

Jeg glemte, hvad konens job var. Hun havde sit eget job. De plejede at bo i USA, men nu flyttede de med konens familie, som er rig. 

Jeg troede, at situationen med parret var ikke i rigtigt sted. Min veninde fortalt mig at de ikke har børn. Så som en person uden for parrets forhold troede jeg, at det skal være nemmer for dem at blive skilt og begynder deres egene live. Adskillelse må virke bedre til begge to for deres karriere også. Så sagde jeg til min veninde, “Det lyder som, de kan blive lykkelige, hvis de bliver skilt. Men jeg gætter, at det ikke er hvordan tingene virker.” Min veninde sagde, “Lige præcis. Hun kan ikke gå væk fra manden. Eller hun er bange for at blive enkel igen.”

Jeg tror, at man ikke kan nemt beslutte, hvad man skal gøre for bedre situation, fordi hun er bange for ændringer.

Måske er det som en pil, der stikker ens arm.

Når man tænker på lang tid, skal pilen tages ud og ærmet behøver handelen så snart som muligt for at man kan nyde sit liv med  den genoprettet arm. Men det skal gøre ondt, især når pilen trækkes af armen. Noget kød kan trækkes og blive revet, mens pilen trækkes ud. Smerter er skræmmende. Jeg forstå dem, der tænker, “Nå, lad pilen blive der nu, fordi jeg ikke har lyst til at se pilen med min kød og blod.

Det er også muligt, at man begynder at kunne godt lide pilen, hvis det har været der i lang tid. Hvis pludselig pilen forsvinder fra stedet, hvor den plejede at være, ændrer den hele historie. Det er også skræmmende.  

Faktisk bringer pilen i armen os fordeler. For eksempel hvis vi har ingen pil i armen, måske ville der være noget, som vi skal gøre, noget, som vi har ansvar for. me pilen i armen kan vi sige, “Kigge! Der er en pil i min arm. Du vil sikkert ikke gerne, at jeg gør noget for dig, vil du? Det gør mig ondt. Kan du ikke se det? Jeg kan ikke gøre det, fordi jeg har ondt her” til dem omkring os. Først og fremmest i sådanne tilfælde kan vi nemt fortælle os, “Der er en pil i armen. Så har jeg ikke brug for at prøve mere eller prøve hårdt.”  

Derudover når pilen er ud af armen, venter fremtid uden pilen på os. Grundet fravær af pilen, behøver personen genoptræning. Genoptræning er besværlig, og personen skal gå gennem genoptræning hver dag, mens man tolererer frustrationen med armen. Så længe pilen bliver i armen, kan personen undgå den uønskede indre kamp, som er sagt før har gode grunde for at undgå dem. Jeg kan fortælle dig, at jeg nogle gange udnytter jeg sådan logik.

Så jeg kan forstå de mennesker og de tanker om at udskyde ting som skilsmisse, som de burde gøre, især på lang sigt. Men jeg mener ikke, “Udsættelse er en dårlig idé. Stop det."

Sandsynligvis udsættelsen betyder, at smerten bragt af pilen ikke er dårligt nok at motivere ham/hende at tage den ud. Ellee det betyder, “Det er bedre at tolere den hverdag smerte end at tage den ud lige nu.” I det tilfælde synes jeg, at personen kan vente indtil han/hun vil virkeligt gerne tage den ud. Beslutsomheden til at gøre noget viser sig ikke bare, når man tænker, "Lad os gøre det." Hver person behøver en bestemt tid, process og sti for at nå den nødvendig sindstilstand kun for ham/hende selv. 

Der er en ting jeg har lagt mærke til sidste nogle uger. Jeg tror, at jeg har tendens at vælge at være ulykkelig. Med “at vælge at være ulykkelig,” betyder jeg ikke “at vælge at blive i en kontekst, hvor jeg kommer sikkert til at have hård tid.” Hvad jeg vil gerne snakke om i dag, er at vælge fortolkningen, der gøre en ulykkelig, selvom man kan vælge, hvordan man fortolker situationen.

Den nemmest eksempel af denne er situationen, hvor man tænker, “Jeg er godt il denne job,” når man tager afsted kontoret på tiden, når man burde slutte jobbet og når man arbejder læger end de skal.

Nu arbejder jeg på firmaet, hvor mange kolleger efterlader kontoret uden at arbejde længe. Hvis de arbejder over tid, det vil være kun omkring 30 minutter. Nogle mennesker tager afsted af kontoret præcist det samme tid hver dag og nogle tager afsted af kontoret mere eller mindre det samme tid hver dag, men nogle gange de arbejder over tid i 1 time. I dag Jeg vil ikke snakke om den ambivalente følelse jeg har imod dem, der tager afsted tidligt hver dag  denne gang.

Jeg er en af sidstnævnte mennesker. Til mit forsvar far det ikke været et år siden jeg deltog mit nuværende firma. Og jeg er rigtigt ny til den her industri. Så jeg er ikke kommet til fasen, hvor jeg skaber min egen tempo endnu, synes jeg.

Når jeg overanstrenger længere end 1 time i et sted, hvor mange mennesker ikke overanstrenger end 1 time, jeg begynder at undre, “Overanstrenger jeg, fordi jeg ikke er dygtig?” Men når jeg tager afsted tidligere uden at overanstrenge, begynder jeg at tænke, “Prøver jeg ikke hårdt?” Bagefter prøver jeg at tage noget som denne mystisk skyld. plejer min konklusion at være "det er min skyld."

Siden jeg fik dette job, fortalte ingen at jeg er langsom eller at jeg ikke prøver nok. At ingen har sagt noget betyder selvfølgelig ikke, at ingen tönker sådan. Men i det mindst for nu, muligheden, at   jeg er langsom og, at jeg ikke prøver nok, er kun i min hoved. Fordi ingen har sagt noget, har jeg ikke brug for at gøre noget ved det. Selvfølgelig ingen behøver ikke at gøre noget, kun fordi en eller anden person sagde noget.

I hvert fald er det kun jeg, der tror på at noget er forkert med mig, når jeg tager forlader kontoret tidligt. De andre er ligeglade, hvorfor jeg forlader tidligt. Fordi det kun handler om, hvordan jeg fortolker situationen i mit hoved, er det faktisk op til mig at vælge at tro, at jeg forlader kontoret tidligt, fordi jeg er godt til jobbet eller jeg forlader kontoret tidligt, fordi jeg ikke prøver hårdt. . Jeg behøver ikke at tage det sidste valg frivilligt.

Det er det samme, når jeg arbejder overtid. Det er op til mig at tro, at jeg arbejder overtid, fordi jeg ikke er godt til det eller at jeg arbejder overtid, fordi Jeg bare skal have nogle ting gjort i dag.

Desuden er det også op til mig at vælge at engagere mig i elendighed frivilligt ved at stille mig 

selv i kontrast til dem, der forlader kontoret tidligt på en eller anden måde eller bare tænker: "Nå, den person går tidligt, men det er ikke min sag" og stoppe med at dvæle ved det triste følelser og lad det gå.

Nå, jeg kan konkludere her med at sige "Nå, det er fordi, jeg er den slags person, der vælger at være ulykkelig," men det er trist. Så jeg vil skrive lidt mere.

Så jeg tror, ​​at hvis jeg vælger at være ulykkelig, kan jeg også vælge at være glad. Jeg når automatisk frem til en konklusion, der gør mig trist, jeg skal bare tænke på det modsatte. Og jeg kan rose mig selv for at tage det ene skridt.

En gang introducerede min yndlingsforfatter Martha Beck nogens ord eller tanker i sit YouTube-program. Jeg kan ikke huske præcis hvem det var. Det var sådan noget.

"Når negative sætninger opstår i dit sind, er det modsatte sandheden."

Så når man føler sig nede eller ked af det, er det let at komme med sætninger som "Jeg er ikke god til dette job" "Jeg er sådan og sådan." Så når det sker, synes jeg, at det er en god idé at sige det stik modsatte af, hvad end du tænker på.

Når du tænker "Jeg kan ikke gøre det her", kan du sige "Jeg kan gøre det her." Hvis disse sætninger lyder for falske, kan du måske sige "Jeg kan gøre noget ved det her" "Jeg kan klare det her" "måske kan jeg ikke gøre det godt i dag, men jeg er på vej til at kunne gøre det godt. ”

Men denne slags ting er ikke noget, du pludselig kan gøre. Hver gang du føler dig ked af det, er det meget vigtigt bare at sige "åh, jeg er ked af det, jeg føler mig negativ, derfor er det modsatte sandheden" og "Jeg er fantastisk, fordi jeg er bevidst om sandheden."

Jeg kan godt life Elizabeth Gilbert. Jeg har læst kun Eat, Pray Love. Men Jeg ser hendes videoer ofte disse dage.

Jeg kan godt lide hendes måde at tænke, især når hun personificerer følelser og emotioner.

Jeg husker, at hun personificerede frygt, kærlighed, kreativitet (eller måske inspiration?) og sjovt talte om dem.  

For eksempel Frygt. Jeg tror, at Ms. Gilbert sagde noget som “Frygt er vigtig. Vi undgår de farlige gader grundet frygt. Det er, hvorfor vi er i live i dag”. Jeg tror også, at hun sagde noget som “Vi bør takke Frygt”. En anden ting,at jeg husker, er at hun sagde noget som “Når frygt dukker op, siger jeg, ‘Du kan sidde der’”.  Også noget som “Frygt kan sidde i min bil, men den kan ikke køre min bil. Jeg kører bilen. Vi kan bare lede Frygt sidde i den bagsædet”.

HUn har også sagt, at hun har dialog med Kærlighed. Kærlighed, der begynder med den store K. Når hun føler nervøs, har hun samtalen ved at skrive ned tingene i hendes journal. For eksempel hun siger, “Hej Kærlighed. Jeg har angst. Hvad bør jeg gøre? Jeg føler mig slet ikke OK”. Kærlighed vil sige, “Ms.Gilbert vil sige, “Hvad bør jeg gøre?” Kærlighed vil sige, “Jeg kan ikke svar det spørgsmål. Men du vul være OK, fordi jeg er med dig”. Ved at have sådanne samtale kan Ms.Gilbert roe sig selv.

Om kreativitet sagde hun noget som “Kreativitet vil sige til mig, 'Lad os køre til klinten derovre. Det bliver sjovt!’ Så jeg vil gøre det. Jeg køre til klinten og falder ned. Bilen går ned, og jeg kommer til skade. Så jeg vil sige til Kreativitet, ‘Hvorfor skete sådan ting? Sagde du ikke, at vi kunne lande sikkert?’ Kreativitet siger, ‘Hvad? Sagde jeg sådan ting? Nå lad os køre til klinten igen!’ Kreativitet vil ikke sikre succes. Vi kan dog køre med kreativitet igen, efter at vores skader er helet”.

Så jeg begyndte at have en samtale med mine følelser.

Angst: Ah gud. Mit hjerte banker hurtigt.

Mig: Ah i orden. Din hjerte banker hurtigt. Hvorfor tager vi ikke en dyb indånding?

Angst: OK. Nu føler jeg lidt bedre.

Mig: Føler du bedre? Det er godt.

Angst: Hvad hvis jeg føler det samme igen?

Mig: Hvis det sker igen, kan du tage en dyb indånding med ig igen. Så du behøver ikke at føle sig bekymret nu. 

Angst: Nå jeg har ikke gjørt noget i dag.

Mig: Nå der er meget tid i dag.

Angst: Men jeg har ikke gjort noget i to timer.

Mig: Det er fantastisk at du kunne slappe af i to timer. Vi har stadig tid. Lad os tage en dyb indånding igen sammen.

Sådan. 

Denne virkede mere end jeg forventede.

Når jeg snakker med mine følelser som de var mine venner, kommer ordene til at censurere mig ikke ud. Jeg kan stå på følelsernes side grænseløst. Når jeg behandler mine følelser sådan, kan mine følelser falde til ro. Så kan jeg komme videre.

S arbejdede som en midlertidigt ansat på min tidligere arbejdsplads.

S var en munter og altid smilende person med fem børn.

En dag sagde hun, “Jeg vil skille mig fra min mand.”

Fordi hun sagde sådan noget så åbent og let, tænkte jeg, at hun var en forfriskende person.

Jeg husker ikke, hvor længe hun havde arbejdet der, men hun besluttede endelig at forlade arbejdspladsen for at arbejde et nyt sted tæt på sit hus som fuldtidsarbejder.

Jeg tror, ​​jeg hørte om hendes nye karriere, efter at hendes skilsmisse var blevet afgjort. Og vores samtale fandt sted på damernes værelse.

Hendes skilsmisse var blevet afgjort. Hun fik et nye job.Hendes skilsmisse blev afgjort. Hun fik et nyt job. Hendes fem børn vil slutte sig til hendes husstand.

Hendes eldest barn var stadig mindreårige. Hun behøver stadig at passe på hendes børn. Men hun så spændt ud om hendes fremtid.

Hendes skilsmisse og nyt job kom til hende. Hendes eks mand skul forlade huset. Hun og hendes børn ville blive der. Jeg troede vagt, at hendes liv var på vej mod en positiv retning, selvom jeg ikke vidste om alle detaljerne om hendes situation.

På hendes sidste dag på mit tidligere arbejdsplads sendte jeg mit hold en email, der siger, “Jeg vil tage afsted snart”, fordi jeg havde planlagt at forlad tidligere den dag.

Ss chef læste mailen og talte med mig med venlighed. Han sagde, “I dag er Ss sidste dag. Snakke med hende før du tager afsted.”

Så jeg talte med hende og hun var klar og smilende.

Hun sagde, “Yuri, jeg har haft denne ting, som jeg ville gerne fortælle dig. Mange ting skete efter jeg blev tredive år gammel. Så du vil aldrig vide, hvad vil ske.”

Hun mente ikke at skræmme mig. Jeg gætter, at hun mente, “Mange sjove ting vil ske til dig fra nu af. Så ser frem til dem.”

Så jeg spørgte hende, “Hvor gammel var dum da du fik dit første barn?”

Hun sagde, “To og tredive.”

Siden denne gang fik hun fem børn og stadig opdragede dem. Hun forvandlede sig fra midlertidigt ansat til fuldtidsansat. Vel ingen ved, hvad skal ske. Jeg kunne se, at hun var spændt.

Dette er noget, jeg sagde til hende på damernes værelse, da hun havde fortalt mig om sin karrierebeslutning, men jeg sagde det samme til hende.

“Du skal købe en pakke lotteri billetter.”

Fordi mange ting gik fremad i hendes liv, troede jeg, at gode ting ville ske med hende.

Nu. Jeg fandt denne skrivning om S, som jeg skrev for et par år siden og forbereder mig på at uploade på min blog.

Jeg har undret mig over mit liv.

Hvad vil jeg gøre? Hvad vil jeg gerne gøre? Hvordan kan jeg være lykkelig? Hvis jeg er lykkelig nu, skal min lykkelig nu en passende fremtid? Men hvad vil jeg gerne gøre nu?

Sommetider tænker jeg, “Nå, jeg vil finde ud af det på et eller andet tidspunkt.” Sommetider falder jeg i en labyrint.

Når jeg er i labyrinten, vil jeg huske,

“Yuri, jeg har haft denne ting, som jeg ville gerne fortælle dig. Mange ting skete efter jeg blev tredive år gammel. Så du vil aldrig vide, hvad vil ske.”

I dag skriver jeg om Nori.

I mødte Nori to gange.

Jeg tror, at jeg mødte hende for 5 år siden på butikken, der solgte smykker og tøj i en lokal shopping bygning. Hun arbejdede der,

På det tidspunkt skammede jeg mig over mit liv og var bekymret over mit liv.

Det var fordi jeg ikke fortsatte med min akademiske karriere i stedet for min uddannelse i kandidatklassen, og jeg beskæftigede mig med et job, der ikke rigtig var relateret til min akademiske baggrund. Jeg troede ikke, at jeg klarede mig godt med mit job.

Jeg husker ikke, hvorfor præcist, men jeg besøgte min familie hjem. Jeg husker ikke, om jeg stoppede på shopping bygning på vej min familie hjem eller på vej til min lejlighed.

Da jeg gik ind i butikken, talte Nori til mig. Jeg tror, jeg kiggede på en lille taske, der lignede en gameboy.

nori vist mig, hvordan man kan bruge tasken med tøj ved at have tasken, mens hun siger, “Sådan?” “Sådan!”

Jeg husker ikke, hvordan vores samtale gik. Hun sagde, “Jeg er godt til at se, hvad er inden for mennesker. Jeg ved, at du er fint. Jeg kan nemt se gennem de mennesker, det har problemer.” Fordi jeg ofte er nervøs, gjorde hendes “Du er fint” lykkelig og roede mig ned.

Hun fortsætte, “Hvis du ikke har en masse penge, kan du saver ris bolde og bringer dem til din arbejdsplads. Hvis du ikke har meget tid, kan du står op tidligt. Tiden, du bruger med din familie er begrænset. Så hvis du vil bo med dem, kan du gøre det. Jeg blev gift for nogle år siden, men indtil denne gang havde jeg boet med mine forældre. Jeg blev gift lidt sent, med det er ok.”

Nogle uger eller måneder senere, havde jeg lyst til at se hende igen og gik til den samme butik. Hun huskede ikke mig, men jeg fortalte hende, “Du snakkede om den her og den der. Jeg kom her til at se dig igen.” Vi havde en lille samtale og jeg købte intet på den dag.

For nylig blev jeg kontaktet af min gamle ven. Hun skal skille sig.

Hun sagde, at hun havde kontaktet mig, fordi hun havde lyst til at spørge mig noget i forhold til hendes beslutning. Den samtale, jeg havde med hende, fik mig til at overveje.

Jeg blev overrasket at høre hendes nyhed. Jeg følte mig dog lettet over at se hende. Hun var rolig og spændt for hendes fremtid. Jeg var glad, fordi hun så lykkelig ud.

Det først ting, jeg sagde til hende, da hun fortalte mig om hendes nyhed, var “Du må være træt. Jeg håber, at du vil hvile dig.” Jeg synes, at hvad jeg havde sagt var en slags defensiv, svag knæet, sikker ting ti sige. Ikke desto mindre syntes jeg ikke at vise min subjektivt positive eller negative reaktion ved at sige "Det er fantastisk" eller "Det er for dårligt" ikke var en hensynsfuld gestus for hende.

Jeg har aldrig været gift eller skilt. Frem for alt er jeg ikke hende. Så jeg kender ikke de mest passende ord at sige til hende, men de bedste ord, jeg kunne tænke på på dette tidspunkt, var “Du skal være træt. Jeg håber, at du hviler dig.”

Når jeg ser tilbage, tror jeg måske jeg skulle have sagt "Tillykke!" Eller jeg kunne vælge at sige "Tillykke!"

Da jeg sagde op et firma fuldt af chikane, besøgte jeg professorer, der støttede mig, da jeg var studerende. Jeg troede, at jeg måske kunne finde ud af, hvad jeg ville gøre, eller hvor jeg skulle hen.

En af professorerne sagde, “Tillykke!” lige så snart som han så min ansigt. Indtil da beskyldte jeg mig selv for ikke at kunne tåle det hårde miljø. Men professorens ord hjalp mig med at indse, "Ja. Det er en god ting at afslutte et job. Jeg kan gøre hvad jeg vil fra nu af. ”

Ægteskab og skilsmisse er meget anderledes end job. Men måske kunne jeg sige “Tillykke!”. Måske kunne jeg bekræfte hendes beslutning 100 procent uansvarligt uden at vide, hvordan hun nåede frem til sin livsbeslutning.

Jeg beklager ikke at have sagt ”Du skal være træt. Jeg håber, du vil hvile dig.” Det var mine inderlige ord. Ikke desto mindre spekulerer jeg på, hvad der ville være sket, hvis jeg havde sagt "Tillykke!"

Når man arbejder, sker hård ting.

Man reagerer på sådan hård ting på nogle måder.

En måde er at reagere enhver lidelse, og bliver vred og siger, “Jeg hader den!” og udfordre situationen til at ændre.

En anden er at acceptere den hårde situation, som den er, da situationen er uforanderlig, selvom lidelse er stædig der. Nogle af dem, der tolerere situationen på sådan måde og fortolke omstændighederne på sjov måde for at beskytte deres hjerte. Det er klog og realistisk måde at have styr på stress i lang tid med mindre angst.

Jeg havde en tendens til at arbejde med den tidligere mentalitet. Det har været hårdt for mig. Så Så jeg misundte dem, der lever med sidstnævnte mentalitet. Jeg er den slags person, der tænker, ”Nå, jeg synes, det er fint, så længe man ikke skader andre mennesker” uanset hvordan andre mennesker tænker på hvad. Så jeg har aldrig tænkt at den sidstnævnte mentalitet er forkert, selvom jeg undertiden / ofte kan misunde dem med sådan mentalitet.

Men jeg må sige, at jeg ikke kunne tillade mig at have sidstnævnte mentalitet, fordi accept af lidelse betyder overgivelse til den uvelkomne omstændighed. Enhver har ret til at vælge sin måde at leve livet på. Så det er fuldt ud acceptabelt, at andre mennesker, der ikke er mig, vælger at leve på en sådan måde. Ikke desto mindre kunne jeg ikke tillade mig ikke at udfordre lidelsen og give efter for den givne situation.

Jeg lærte dog noget for nylig.

At ikke udfordre den hårde situation og overgive sig til den hårde situation betyder at acceptere situationen. Disse er samme ting. Den eneste forskel er deres smag.

Det, at acceptere den hårde situation betyder at acceptere selv i situationen.

Jeg kan være let bange.

Når noget er ved at ske, er den første ting, der opstår for mig, den værste udsigt. Jeg har en tendens til at tro, at folk kan angribe mig når som helst, og at de vil sige dårligt om mig.

Men alligevel lærte jeg noget ved at læse.

Vi kan have styr på vores indre samtale.

For eksempel nu. Jeg har lige kontaktet en person på grund af jobjagt. Vi udveksler bare nødvendige spørgsmål og svar.

Denne gang fik jeg kontakt fra personen og vores communication begyndte. Så kan jeg sikkert sige, at personen har positiv følelse og dom om mig.

Jeg besvarede personens spørgsmål og jeg stillede spørgsmål. De svar, jeg fik, var praktiske, og mine var også praktiske. Så jeg behøver ikke at være bange for at forestille mig alle disse værste case-scenarier, selv før jeg får svaret.

Når jeg tænker på alle disse, huskede jeg, at jeg hørte, at det hjælper at have en samtale med sig selv. Ok, lad os gøre det.

“Hvad er du bange for?”

“Jeg er bange for, at jeg måske bliver angrebet mundtligt. Personen kunne sige, at jeg var uhøflig eller jeg sagde noget mærkelig.”

“Spur du høflige spørgsmål? Sagde du noget mærkelig”

“Nej!”

“Så du behøver ikke at være bange.”

“Men nogle mennesker udgør grunde til at angribe andre.”

“Er personen sådan?”

“Nej, det tror jeg ikke.”

“Så behøver du ikke være bange, gør du? Personen kontaktede dig på grund af interessen for dig. Det er mindre sandsynligt, at du bliver angrebet. Snarere er svaret, du får, mere sandsynligt at være noget nyttigt og spændende. Så det bliver bare okay. Du vil ikke blive angrebet. Hvis der sker noget, skal du bare håndtere det.”

“Du er rigtigt.”

“Bare rolig. Du vil modtage et sjovt svar.”

Efter at have gennemgået hele samtalen forsvandt min nervøsitet dybt inde i mit hjerte.

Mens jeg skriver dette, huskede jeg noget.

Rayya Elias sagde noget som den her.

“MIn hoved. Jeg ejer dig. Ikke omvendt.”

Elizabeth Gilbert sagde noget som dette om frygt.

”Jeg takker frygt, fordi vi undgår fare og farlige steder på grund af frygt, og derfor er vi her.”

“Frygt eksisterer, men det styrer ikke min bil. Jeg kører min bil. Min frygt kan sidde på bagsædet.”

Martha Beck sagde noget som den her.

“Når vi beslutter at gøre noget, tænker vi ofte, ‘Nå, alle vil sige, at det vil mislykkes. Så vil jeg ikke. Men hvem er “alle”? Tænke konkret. Er de vigtige mennesker til dig? Jeg gætter ikke. Sandsynligvis er de skadelige til dig, fordi tanken, “Alle vil sige, at det vil mislykkes. Så jeg ikke vil’ arbejder for at beskytte sig selv mod fare. ”

Seth Godin sagde noget som den her.

“Vi har en indre samtale. Den høj stem siger, ‘Det er ikke min tur’, ‘Jeg ved ikke nok”. Når den indre samtale finder sted, er der taler en og lytter en. Taler en fokuserer på tal og overholdelse. Lytter en er ikke godt til at verbalisere. Denne lytter har imidlertid instinkter og forsøger at gøre tingene bedre. Når vi lytter til lytter, vil vores muligheder briste.”

Orden, selvrealisering.

Kan jeg lide den eller ej?

Det er jeg ikke sikker på.

Jeg kan sige, at jeg kan lide den. Men ærligt, dette ord kvæler mig.

Jeg tror, at jeg ikke har realiseret selv. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil. Jeg er ikke sikker på, om jeg er på vejen til selvrealisering.

Hvad med de andre? Måske har de gjort selvrealisering, eller er på vejen til det, eller er ligeglad om selvrealisering.

For mig, selvrealisering betyder at få et sted i samfund.

Selvfølgelig, er det min fortolkning. Selvrealisering kan betyde at drive et bageri i byen, at opbygge en varm familie, eller at arbejde i en yndlingscafe for at blive direktøren.

Når det er sagt, selvrealisering betyder altid “at blive nogen, som jeg ikke er nu”.

Så så snart som en person bruger orden “selvrealisering”, han eller hun antager, at han eller hun “mangler noget nu”.

Nu er bare en tidpunkt i liv. Så i øjeblikket lige nu, synes jeg, at det er spild af tid at føle sig stresset ved at tænke, om jeg realiserer selv eller jeg er på vejen.

I det væsentlige synes jeg, at selvrealisering betyder at være lykkelig. Men jeg føler mig ulykkelig så snart som jeg begynder at tænke på at blive lykkelig.

Efter jeg bliver tredive år gammel er det ikke usædvanligt at se yngre vellykket mennesker i OL og på TV.

Jeg har levet mit liv og gjort anstændige bestræbelser. Men er “anstændige” ikke vigtigt? Er der ingen mening, medmindre man er mere succesrig "end nogen anden"? Hvis ja, er der ingen mening, at de fleste mennesker i denne verden eksisterer?

Jeg synes, at der er nogen mening. Men hvis nogle spørger mig, “Så er du med den anstændige indsats, der er værd at eksistere?”, jeg vil sige “Ja” med en hviskende stemme.

Det er hårdt at leve et liv, hvor jeg er nødt til at bevise min værdi. Min overbevisning om, at jeg er nødt til at opnå selvrealisering, er kvælende.

Er hvad jeg kan gøre kun at bo mit liv anstændigt, at håndtere dagens smerte og vrede ved at se tv og youtube, at trøste mig ved at fortælle mig selv ”Det er fint at være mig sådan” og trøste mig? Kan jeg tillade mig at leve på denne måde? Er dette et liv, jeg kan bekræfte?