Det imaginære, så magisk og så smertefuld. Dagdrømme og fantasier, alle endeløse. Forestillingen så kraftfuld, tanken så tydelig. Lysten, uudholdelig, tyngende, trættende. Kærligheden, altoverskyggende, overmættende ærlighed.

Tomheden æder mig op. Motivationen flyder ud i et sort hul, og selvom jeg fylder så meget som jeg kan. Er her stadigvæk tommere end før.

Øjnene lukker, jeg drømmer mig hen, til en verden hvor der kun er os to. Kun her, mærker jeg dig, ægte.

Så spørger jeg mig selv igen i dag: Men vil jeg hellere fyldes af andres tomme ord, end jeg vil fyldes af ensomhedens tavse?

Det er mange år siden jeg har savnet så dybt

Det er som at blive lagt på is. Jeg ville ønske jeg kunne gøre det samme med mine følelser, som du gør. De er ikke frivillige, de er ikke venlige. De gør ondt. Måske det er egoistisk af mig, at forvente mere. Måske det kun er rimeligt. Måske det var dig, der var egoistisk. Jeg kommer ikke til at forstå det, uanset hvor længe jeg grubler. Jeg kommer heller ikke til at forstå det, uanset hvor meget jeg spørger. Så jeg kan ligeså godt lukke af, lukke ned. Jeg kan ligeså godt kravle ind i mig selv, gå tilbage i min vinterhi, hvor alt man kan er, at æde af sine følelser. Her er der altid mørkt, her er der altid stille. Men jeg foretrækker alligevel følelsen af ensomhed, fremfor følelsen af værdiløshed.

Tanken gør mig svag. Tanken er som en mavepuster, som at blive slået ud. Som når hjertet mangler ilt til at pumpe, så dit syn fyldes med små hvide stjerner, drysset ud over horisonten. Det er sløret, uden fokuspunkt. Enden på det, føles uopnåelig. Egoet overdøver alt, råber så højt at mit sind glemmer. Det ikke er sådan, ægte kærlighed føles.

Pro tip: lad være med at putte din flaskerenser ind i støvsugerslangen

Det er alt eller ingenting, det ved du godt. Alt for længe fik du alt, mens jeg fik ingenting.

Alt jeg kan gøre er, at gentage remsen “fuck dig, fuck dig, fuck dig”

Jeg ville ønske jeg betød mere for dig

Jeg glæder mig til at se skoven springe igen, se morgenduggens fald. Blive vækket af solens stråler, klar til at omfavne mig, klar til jeg griber dig

Jeg kan næsten mærke dig, mens jeg i mine tanker ligger mig helt ind mod din hud, og dine fingre stryger ned over min lænd og trækker mig endnu tættere med fast greb om min hofte, til luften forsvinder imellem os. Her hvor jeg intet andet hører end vores synkroniserede åndedrag og dit hjerte der slår tungt og langsomt. Ansigtet har du begravet i mit hår, og mit mod dit bryst. Og så ligger vi der, helt blødt, i mildhed, hvor ingen kan komme imellem os. Hvor alting føles uendeligt. Og jeg kan mærke den helt blide luft der strømmer ud af dine næsebor som killer sig igennem mine hårstrå

Det slører for øjnene. Særligt når jeg glemmer at trække vejret. I uvishedens lys svømmer jeg mod håbet

Jeg forsvinder i et indre tåget univers