Jeg kigger nogle gange på din Instagram. Jeg har begrænset dig, fordi ja, selv her 6 år siden, er der noget jeg ikke kan få afsluttet inden i.
Vi er ikke de samme mennesker og det ikke derfor, jeg ved vi ikke skal være sammen
Vi var unge og måden det sluttede på, har brændt sig fast selvom vi sås efter og talte ud var der ikke nok.
Vi har ikke talt sammen siden 2022 og det meget godt, for mig tror jeg.
Jeg kan alligevel ikke lade vær med at snuse rundt og tænke på om du nogensinde i et øjeblik tænker på mig.
Der er steder jeg ikke kan cykele uden at mindes eller være bange for at støde ind i dig.
Jeg cyklede fra hospitalet og forbi din lejlighed på daværende tidspunkt. Det er sidste gang jeg har set dig.
Du ser glad og lykkelig ud. Jeg kan ikke være andet end glad på dine vegne, selvom det stadig niver.
Det handler nok mere om mig selv end dig. Du er bare triggeren.
Jeg har det også betydeligt bedre end dengang vi sås, og heldigvis for det.
Jeg er så ambivalent for tiden. Jeg har alt jeg kunne drømme om, og alligevel føler jeg mig fanget i mit eget spind af tanker.
Måske handler det om, jeg er bange for blive glemt.
Bange for at tiden render ud.
Bange for at ægte at skulle acceptere, at livet går videre og der intet håb længere om et os, et vi to og et dig og mig.
Måske handler det om, at hospitaler, og mulige sygdomme gør at jeg er bange for, at alle mine ord aldrig kommer længere end til tankerne og forbliver inden i mit hoved.
Mennesker fra fortiden rumsterer mere, end jeg havde tænkt. Både veninde relationer, lige før og næsten relationer og nuværende relationer fylder.
Måske en dag får jeg fred for mit indre kaos, og diverse tanker.
Erfaring fortæller mig at tanker bliver til drømme, som bliver til glemte scenarier.
Jeg føler tit og ofte at jeg lever i tankerne og drømmer og fortiden i stedet for at se fremad.
dailybridgerton
theartofmadeline
titsay
annaxmalina
2087
