#zangenbergs

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk

Gunnar Willes sprælske radiojulekalender, 'Ritas Jul', fra 1980 kan nu opleves i en teaterversion på Zangenbergs Teater, hvor man forsøger at få de mange muntre og kaotiske indskydelser til at spille sammen. Gunnar Willes senklassiker af en juleføljeton i 24 små gakkede dele byder på julehadende fædre, intergalaktiske stjernetræer og stribede nullermands-nisser. Selvom alle disse elementer (imponerende nok) også er til stede i den enkle teateropsætning, stritter stykket lidt i alle retninger og nogle af de skønne figurer kommer ikke rigtig til deres ret.

Vi har bl.a. et postbud, der hader pakker og en far, der om sommeren arbejder på en kravlenissefabrik, og derfor bruger vinteren på at hade julen. Begge pointer går lidt tabt på scenen, men vi forstår da, at faderen hader julen og at postbuddet ikke gider sit job.

Midt i det hele står Rita med sine brødre og prøver at redde julestemningen. De er klædt i hhv. blå, rød og grøn sweater og dækker samtlige roller på scenen med dukker, masker og mimikskift.

Juletræet med sin pynt

Mette Kjeldgaard Jensen fylder mest som hovedperson og fortæller. Som Rita er hun flere gange i fare for at virke dum fremfor ung med sit overtydelige kropssprog og sin langsomme børnelogiske eftertænksomhed.

Som postbuds-dukkefører er hun ikke usynlig nok og kommer gang på gang til at stjæle dukkens rampelys og overdøve det stakkels postbud med sit eget kropssprog. Den figur står i det hele taget svagt.

Faderen (spillet af Elias Munk) gør heller ikke meget væsen af sig. Det lykkedes de tre børn at få ham ud af skabet, og publikum klukgriner, som han vikles ind i juletræspynten og står bundet til træet med glitterguirlande omkring sig fra top til tå.

Hvorfor det får ham til at droppe sit julehad, står her hen i det uvisse, men pyntet op bliver der i hvert fald til stemningsfuldt brusende klavertoner live fra scenen, og momentet med stille juleidyl er en fin kontrast, inden galskaben for alvor tager fart.

Elskelig farmor

Stemningen skifter brat og dommen er hård, da den nisseforskrækkede farmor ankommer. ’Du er håbløs!’ lyder det prompte fra den fine trædukke, som tydeligvis har opdraget faderen strengt med sin nissefrygt. Smukt dukkeført af Louis Nathan Bodnia Andersen er denne forstokkede trædukke et charmerende bekendtskab, der kommer flot til live.

Effektivt og komisk får hun formidlet sin nisseskræk til salen. ’Nisser er usynlige’, fortæller hun os alvorligt og holder en kunstpause, inden hun fortsætter: ’Det vil sige – man kan ikke se dem!’ Alle griner.

Gunnar Wille er god til lyde

At 'Ritas Jul' oprindeligt dengang i 1980’erne var en radiojulekalender, fornemmer man via de gode lydindslag undervejs, og lyddesigner Ingvild Njølstad Skandsen fortjener ros. Udover almen tumult, gløggeksplosion(!) og tegneserieagtig stjernetræsankomst, går det heller ikke stille af, når dukkerne med et afslappet forhold til tyngdeloven hopper fra A til B på scenen, eller når farmoren skal lave lagkage ’på en sur måde’ for at holde de farlige nisser på afstand.

Et lydspor af beats og klirren får hele LiteraturHaus til at svinge.

Det er også effektfuldt med den båndede stemme til vores stribede nullermand af en nisse, der ikke er så usynlig endda og minder undertegnede om en særdeles rund Snøvsen.

Det skal nok blive jul i år

Højdepunktet er – meget passende i en juleforestilling – Bodnia Andersens hæse trompet fra scenen og nissens sang, der afføder spontant klappe-akkompagnement i salen. At vi alle også skal op at hoppe for at lave feststemning til nissen, fungerer også fornemt til målgruppen, ligesom Ritas fællessang med ’På loftet sidder nissen’.

Det skal med andre ord nok blive jul i år, men 'Ritas Jul' skal ikke kun opleves på scenen.

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk

Gazart har i samarbejde med Aaben Dans lavet en alvorlig lille danseforestilling, der på poetisk vis forhandler følelsen af tab. Der dvæles ved, hvordan det er, at mærke livets begrænsning som barn, og hvordan det føles at være ladt tilbage. 

Samproduktionen mellem Gazart og Aaben Dans, ’Når jeg lukker øjnene’ forener fornemt det konkrete og abstrakte i sit fokus på sorg.

Det indikeres allerede i titlen, for snart bliver det klart, at det ikke kun er den døde, der lukker øjnene. Det er lige så meget dem der efterlades, der gør det – både for at mindes, men også for at undslippe den hårde virkelighed; at farfar er væk for altid og evigt.

Leg og alvor, stopdans og mørke

Forestillingen begynder med fløjteri fra kontrabassisten på scenen, der trods sin forholdsvis unge alder fint illuderer bedstefar i kameluldstøfler og hat.

En både smuk og lidt klodset danse-stopleg udspiller sig mellem danserne (Fie Dam Mygind og Søren Linding Urup), der kæmper for at stå stille, hver gang Hans Find Møller abrupt stopper sin fløjten og sit spilleri.

Scenen er strippet, næsten tom og bagtæppet er holdt i mørke farver. Med ét går lyset ud og stemningen skifter fra drilsk leg til alvor. ’Det var den sommer farfar døde, og jeg opdagede mørket’, lyder det seriøst fra Fie Dam Mygind i det kulsorte scenerum.

Scenografisk snilde

Med kontrabas og bælgmørke mærker vi, hvordan farfaren stadig er til stede, selvom han er væk, og at sorg er en svær størrelse, kommer især fint til udtryk scenografisk: Danserne vikles ind i et uregerligt kludetæppe og roder rundt på gulvet under det, men sorgen er ikke sådan at vriste sig fri af.

Med hiv og sving og tovværk bliver kludetæppet både til en tyngende sky over dem og til bølger på havet med en dertilhørende svajende kontrabas. Stillbilleder fastfryser tiden momentvis, imens danserne messende verbaliserer ønsket om at ’Alting skal blive ved med at være som det var’.

Lyse og mørke toner fra kontrabassen akkompagnerer en decideret dansekamp mellem lys og mørke, og som en lille koreografisk genistreg bæres kontrabassen rundt som en kiste.

Det hele er enkelt og effektfuld.

Poetisk og jordnært

Skal man komme lidt malurt i bægeret, kunne man hævde, at legen med kliché-dualitet (lys/mørke, glæde/sorg, bevægelse/ stilstand, musik/ stilhed etc.) er for oplagt eller tydelig, og at det i hvert fald er for spinkelt et grundlag at basere en hel forestilling på.

Men nej. Til målgruppen er det umådelig fint balanceret at holde det abstrakte, poetiske univers jordnært, og man godtager derfor også uden forbehold den lidt banale pointe, at uden død intet liv.

Dertil er der en fin sanselighed i, at minderne ret konkret ’ligger bag øjnene’ - igen med reference til titlen. For selvom farfar er væk, så er han det alligevel ikke; ’Han er i dig og mig, når man lukker øjnene’, lyder trøsten.

Og denne farfar er lig med kogt torsk, grove hænder og nybagt brød med hindbærmarmelade. Det er ret fint midt i det triste og ikke helt til at stå for.