O, Sørland, du min moderjord,
jeg synger ei med stolte ord
din ære og din heder.
Du havgrå land, jeg kalder mit,
hos dig gror græsset hårdt og stridt,
og skodden lav sig breder.
Den bæk, som rinder over hei,
den brød sig fra dit hjerte vei,
og derfor stilt den græder.
Du bæk, som rinder over hei,
fra samme dunkle dyb som dig
er og mit væsen runded.
Hvorhen på jord jeg gik og stod,
du strømmed i mit hjerteblod -
mod dig jeg altid stunded.
Den triste myr, den golde ur,
den melankolske havnatur,
den havde sjælen bundet.
Nu står jeg atter i mit hjem,
og fra min barndom stiger frem
de gammelkjendte klange.
Snart lystige som dans ved vår,
snart som en gråd så hjertesår
i høstens nætter lange.
Og for dit folk - for små og stor -
med dine egne simple ord
jeg synger dine sange -
O fædreland, o moderjord.
(«Vestlandsviser», 1898)