#truththough

Hele mit liv, er underligt patetisk lige nu.

Jeg ligger syg på anden dag, og har formået, at vende min døgnrytme om - igen.

Den eneste person, som jeg gider at snakke med, udover min behandler, er min mor. Hun må høre på alverdens vås og snik snak, som fylder mine tanker på døgndrift.

Jeg er forelsket i min ven igennem 9 år, som jeg honestly tror, at jeg en dag tvinger til, at gifte sig med mig. Som om, at han har noget valg (åbenlyst lol)

Jeg elsker min kat, og nogle gange tror jeg, at hun elsker mig mere, end jeg elsker hende (endnu). Hun aner ikke, hvor stor en støtte, hun er for mig.

Jeg er igang med at føde mit første, største værk, og det raser med fart. Sådan er det vel. En del af mig vil gerne have det overstået, den anden del af mig, er stadig spændt på kreationen, som bliver. 

Jeg er igang med, at danne ny gruppe på universitetet, og et eller andet i mig, får mig til, at frygte, at det bliver lige så frygteligt som sidst. Jeg har bare lyst til, at placere et sølvfad foran dem, med teksten “Jeg er uduelig nogle gange, men virkelig klog også”, så de ved, hvad de har at deale med.

Nu går jeg ud i køkkenet, ryger endnu en smøg, og ser endnu et afsnit af “Girls” på HBO, mens jeg sporadisk kigger over på silhuetten af Ulla, som ligger sammenkrøllet over i vindueskarmen, og har sovet de sidste 3 timer, hvor jeg burde have brugt min tid på det samme.