
seen from United States
seen from United States
seen from United Kingdom
seen from United Kingdom
seen from China
seen from United States

seen from United Kingdom

seen from China
seen from China

seen from India

seen from Sweden

seen from United States
seen from United States
seen from United States

seen from United States

seen from Brazil

seen from Russia

seen from Malaysia
seen from China

seen from United States

Anya is live and ready to show you everything. Watch her strip, dance, and perform exclusive shows just for you. Interact in real-time and make your fantasies come true.
Free to watch âą No registration required âą HD streaming
Pripyat, before the disaster and now; August 10th, 2019
the nuclear kindergarten
This is an program from 2011. Sweden has gotten the credit for pushing the former Soviet Union to admit that something had gone wrong at the
#KGB #KGSS #TJERNOBYL #GOODRUSSIA #BADRUSSIA #USAMOVIE #RUSSIAMOVIE #TJERNOBYLMOVIE#WHITENIGHTS #THEFALCKANDTHESNOWMAN https://www.instagram.com/p/B0aGxKIBzox/?igshid=981u4iei9ge3

Anya is live and ready to show you everything. Watch her strip, dance, and perform exclusive shows just for you. Interact in real-time and make your fantasies come true.
Free to watch âą No registration required âą HD streaming
Radioaktive mutant ulve... lad os ikke hÄbe de vandrer til Danmark, for sÄ gÄr ulvehaderne da fuldstÊndigt i selvsving :D
Ukraine
(19/07-22/07 2016)
The 10th and most extreme country - so far.
First of all, I would like to say that everyone I met and talked to while in Ukraine were super friendly and welcoming. There werenât any bad vibes or grumpy locals.
However, I will warn you that Kiev is NOT the place to go if you are an inexperienced traveler or are a bit shy with tendencies towards minor panic attacks. Kiev is huge, noisy and confusing and absolutely not used to or designed for tourists from the West. The city definitely gave me some challenges, but at the same time I also had some really incredible experiences here.Â
As soon as I walked out of the airport, I was bombarded with taxi drivers yelling something or the other. For the most part, I had no idea what was said.The only thing I could get out of all their squawking was:Â âTAXI? YOU HAVE MONEY?â, which was repeated constantly, and loudly.Â
As a person who does not respond well to in-your-face yelling, nor am I especially trusting of taxi drivers (having been recently fleeced by one), I immediately dropped the idea of a quick cab ride into the city, Instead I decided to take the nearest bus, without really knowing if it was heading to the city. There were no (decipherable) signs and the bus driver couldnât speak English. So I was really taking some chances.
Fortunately, the busâ first stop was Kievâs central train station, which also had a metro station. Yes! I remembered that there was a metro stop near my hotel, so all I had to do was find the metro that went to that station. Simple - normally. There was just one little detail: all signs were written in cyrillic letters (think Russian).
And unfortunately, that is a script that I still have yet to master.
After being astonished that there actually existed a European city with absolutely zero signs in English (or any other Western language), I desperately started looking for a person who could help me. However, I noticed people quickly shut down as soon as they heard my English, so I decided to try with âMaidan?â (âIndependence Square,â which was where my hotel was located) to a man sitting peeling an orange. Fortunately, he nodded enthusiastically, grabbed my hand and started walking off. At that moment, I said a little prayer, to both God and Odin, and submissively followed after onto a packed metro car. My giant backpack only just fit through the doors, but we made it.
Apparently/surprisingly, I had made myself clear enough, cause when we walked out of the metro station, I was exactly where I needed to be: Independence Square, and only a few minutes from my hotel. I thanked my good Samaritan with several âSpasiba! Spasiba!,â as I climbed the stairs towards the square, only to find out later that thatâs not âexactlyâ how you say thank you in Ukrainian. Oops.
Independence Square or Maidan Nezalezhnosti (or just Maidan) is the most central square in Kiev. It has been used over the years for political demonstrations - most recently during the Ukrainian revolution in 2013/14, where riots and street fighting filled the square with gunfire and blood.Â
That day, it was beautiful and peaceful under a picturesque sky.
Directly behind the spot pictured above is where my hotel, Koziatsky Hotel, stood. What luck! However, the hotel did not take credit cards and bank machines do not allow over 1000 hryvnia at a time - and I needed at least over 3000. So, at 9pm, with my giant backpack, in a city that did not speak English, I had to find 4 different cash machines before I could finally relax and get some sleep.Â
When I finally got to my room, I dropped everything I had on me, and threw myself on the bed crying from both exhaustion and relief. Then I called my mommy đ
Even though I was super tired, I simply could not sleep. The bed was hard as concrete and some lady upstairs was yelling and screaming and stomping around all night. I finally got to sleep around 4 in the morning, and amazingly still able to drag myself out of bed to meet outside the hotel at 8 am for a tour to Chernobyl and the nuclear power plant that was destroyed in 1986 (the worst nuclear disaster ever).
So with morning-after hair and sleep in the corner of my eyes, I bought a breakfast wrap at McDonaldâs (hallelujah for McD) and jumped into a minibus, where 6 other travelers waited for me, and headed north to Chernobyl.
After about an hourâs drive, we made it to a gas station, that was the last stop inside of the âaccessibleâ Ukraine before entering the Exclusion Zone. We bought water, snacks and mosquito spray before heading towards the zoneâs entrance. From then on, we were not allowed to take pictures. I managed to get one anyways - we were a bit further away from the guards as we waited to be checked.
But itâs part of the story, and had to be shown!
After our bags were thoroughly checked, we signed a waiver saying that we would not blame Ukraine if we ended up radioactive monsters with 8 legs and fangs. Then we drove into the zone and into Chernobyl, which is NOT where the explosion took place but is the city where the reactorâs workers now live while they are within the zone.Â
Workers live here 2 weeks at a time - maximum. Their families live outside the zone and may only visit here for short periods. Besides those that actually work at the plant to clean up, there is also a small police force, some firemen and a couple of people who work at a museum in the middle of the city. Next to the museum is a giant angle statue that is there to protect the residents.
Further in the Exclusion Zone is the fire station, whose primary responsibility is to put out any forest fires that pop up in the untamed, extremely dry forest that stretches across the entire zone. Next to the station is another monument, âFirst Respondersâ that honors the men who had no idea what happened or what would happen later, but jumped into the scene of the accident and died as a direct consequence of being so close to ground zero.Â
The monument was financed completely by the firemen themselves, as the government did not recognize their actions as heroic nor did it feel responsible for their deaths.
After the fire station, there is one more checkpoint before entering the 10 kilometers zone, which has even stricter restrictions. The rules are quite simple: 1) Donât touch anything, and 2) Listen to your guide. Boom. Easy. Â :)
The 1st stop in the 10 km zone is Kopachi kindergarten. This was an emotionally difficult place to visit, with little slippers, toys and childrenâs drawings scattered throughout the building.Â
Everything was abandoned as they were tossed aside or forgotten as people rushed out of the building. In the years following, anything with even a small amount of value was ripped out by looters. Mattresses were removed from beds, copper extracted from pipes, lamps and walls, and even the eyes of dolls were popped out to get at the glass. What was left, was a spooky, spooky place.
All the dust in the air made me nervous, since there was a lot of it, and radioactive fallout is basically just dust. Our guide, Nikolai, assured me with his Geiger counter, that it was just as safe as if we were in Kiev. That was both scary and calming at the same time.
We then traveled to Pripyat,
This ghost town is just 2 kilometers from the nuclear plant, and therefore, hardest hit.
The workers have tried to maintain the main road leading into the city center, but nature seems to be against them. The road is overrun and distorted by bushes and trees, and it is completely impossible to drive on it with a regular car. It was actually quite cool to see how quickly nature takes over when man leaves it alone.
Pripyat was established in 1970 as a community for those who were to work at the newly built nuclear power plant. At the time of the accident, Pripjat was seen as one of the Soviet Unionâs more luxurious cities where the residents were highly educated and specially selected to live. In the city center, there was a large supermarket and entertainment center with a cinema, disco and sports hall. Today, everything is completely blacked out with an undefinable liquid dripping from the ceiling.
Hereâs the public swimming pool.
Early in the morning on Saturday, 26 April 1986, reactor 4 exploded. Pripjat was evacuated 36 hours later. At the time, the city was busy preparing for their May 1 (Workersâ Day) celebrations. Among other things, a carnival was being put up for the occasion:
One of the most iconic symbols of the Chernobyl catastrophe is the large ferris wheel in the middle of the amusement park. Itâs said that after the accident, the day before the evacuation, they test ran the ferris wheel in the hope of still holding the May 1 celebrations.
We then went to Pripjatâs highest building, a 16-floor apartment complex, to get a view of the city from the top. I am not sure if you aware of this, but most abandoned buildings donât have electricity. And if there are elevators, but no electricity, you canât really use those elevators. So, for us that meant 16 flights of stairs using our own energy. For a relatively seasoned stair climber like me, thanks to previous tours up church towers and whatnot, this was not so bad. However, for my 6 tour compatriots, the dark narrow stairs caused a lot of dissatisfaction, puffing and moaning.
When we finally made it to the rooftop, we were met by the most spectacular view. You could see how nature had grown and taken over the city in the 30 years it was left to itself. This is even more incredible considering how dangerous radioactivity is for humans. Nature seems to be doing fine.
On the horizon you can see the nuclear plant and the new sarcophagus covering the melted reactor.
We had a half hour to look around before heading to the minibus. In that time, we could look around the apartments. Most everything was taken by looters, so there werenât many objects left inside the apartments. But, it was still interesting to see how they were designed. Each room was tiny, with only space for the absolute necessities. And each apartment was identical to the next.
You could imagine that there were a lot of families living here, as close by was Pripyat Elementary School. It was evident that the school is a popular place for music videos and photo shoots. The few pieces of furniture that were there seemed staged, and in some cases it looked like things were moved from one location to another (even though it is strictly forbidden to touch anything!). In the canteen, childrenâs gas masks were brought in and spread out all over the floor. Macabre!Â
The irony is, the school had all these unused gas masks in case the Americans attacked with atomic bombs. Â
At the end of the day, we drove back to Chernobyl, and back to the hotel where we had lunch earlier in the day.Â
Here we were served a gourmet dinner of freezer pizza and soup (no idea what was in the soup). There is a 9pm curfew in the city, at which time the hotelâs doors are closed and locked and the bar stops serving alcohol. Normally the âlocalsâ go out and buy beer at around 8pm, which they take back to their rooms and drink themselves silly. I wasnât feeling especially silly, so I drank just one beer together with my tour mates, Michaela and Raphael, and went to bed early.
At 8 the next morning, breakfast was served: eggs, bacon and a strange baked good with poppy seeds and chocolate. The eggs and bacon were lovely; the âcakeâ wasnât my thing. Nor did it sit well with our guide, Nicolai, who was the one who insisted that we try it. Typical Ukrainian đ
At 8:30, we headed out to the Duga Radar, which is another icon of the Chernobyl catastrophe.
The radar was built to spot American missiles. Despite its massive size, nowadays the radarâs detection capabilities are about the same as an iPhone 6. When it was at its strongest, the radarâs signal could be heard on radios across Europe. Back then, the radarâs true purpose was top secret, so a lot of people thought that it was some kind of brainwashing technology. It wasnât until 2013 that the radar was open to the public.This happened only after 2 teens sneaked in and base jumped from its tower.Â
Then we went to the highlight of the tour: reactor 4. It was here the meltdown actually took place so many years ago. We were shown what the Ukrainian government is doing to keep the world safe from the still life-threatening reactor core. The catastrophe was caused by Soviet errors, but the responsibility for its clean-up has been placed on the independent state of Ukraine. Right now, the only solution they have is a thick steel sarcophagus that will cover the entire reactor when finished, and which they guesstimate will contain the contamination for the next 100 years. After that time, a new sarcophagus will have to be built. The sarcophagus is the worldâs largest single, moveable structure, but it will only be moved once.
Due to the extreme conditions, the project will first be finished this November (2016).
While the others who purchased a guided tour of the reactor went on their way, me and few others went to Pripyat Hospital. It was here that the first firemen were treated before they were flown to Russia where they later died of radiation poisoning. The hospital is still so radioactive in some places, that our guide does not dare go in, even with a protective suit and mask. Everything is accessible though, the safest area being the entrance and the maternity ward, so thatâs where we went.Â
Again, anything of value has been stolen, so we saw none of the possibly exciting medical equipment. It was nevertheless, still quite eerie to walk past all those empty cribs.Â
In one of the rooms, one of the firemen was washed clean of radioactive dust. The cloth used on him still lies on the floor where it was dropped - and still registers extremely high levels of lethal radioactivity.
It was totally creepy to visit that hospital.Â
We then went to the old police station, which is one of the few places that still has intact furniture. These tables and chairs are in the interrogation room. They have not been stolen - perhaps because they are nailed to the floor so that interviewees could not use them as weapons!
Next to the police station is the small car graveyard, the big one is filled with cars used by clean-up crews and highly radioactive and therefore forbidden to enter. In the small graveyard is the cars that were just pushed there to move them out of the way of tour buses and workers.
This is of course, after they were ârelievedâ of their wheels, motors, headlights, and so on, and so onâŠ
We drove back to the reactor to pick up the rest of the group and to eat lunch at the workersâ canteen. The workers seem quite used to eating together with small tour groups, but I thought it was a pretty special experience.
The last stop was the unfinished reactor 5. The intention was to have 6 reactors in total, but they were never able to finish number 5 before reactor 4 melted down. Inside the reactor moss is growing, which is incredibly radioactive due to its natural absorption ability. Because of this, you had to be especially careful where you walked - that is if you wanted to keep your shoes. If there is even the slightest indication of radiation on your shoes when they measure you at departure, you will be required to leave them where they stand!Â
In the middle of the reactor I found 5 bullets on the ground (not radioactive according to the Geiger meter). Hopefully though, they were there because someone got off on hearing gunshot echoes, and not because we had stepped onto a murder scene...Â
My fingerprints are, unfortunately, all over these - so cross your fingers :)
After a successful tour without the loss of a single shoe, we drove all the way back to Kiev where I had one more night before moving on to Moldova. Before hopping back onto the bus, I managed to get a group shot of our tour group.
Thanks a lot for a fantastic tour and for teaching me to read some cyrillic script (probably one of the most important lessons I learned on this trip!)
From my arrival to this country, where English was completely useless, signs incomprehensible, and people seemingly unapproachable (at least compared to other countries Iâve been to) and through to my incredible adventure in Chernobyl - I have learned and experienced a lot. It has been truly an unforgettable trip to Ukraine.
I will never really figure out what makes people tick, but this trip has shown me that nature always wins in the end - and that there are good people out there. For that alone, I will always remember this place.
Useful words and phrases:
A thousand, thousand, thousand times many thanks for everything!:Â tysyacha tysyach tysyach raz velyke spasybi za vse!
Ukraine
(19/07-22/07 2016)
Det 10. og mest ekstreme land indtil videre.
FÞrst og fremmest vil jeg sige, at alle de mennesker, jeg har mÞdt og talt med i Ukraine har vÊret super venlige og imÞdekommende. Ingen sure miner eller dÄrlig attitude.
Herefter vil jeg dog sige at Kiev IKKE er et sted, du skal tage til, hvis du er uerfaren rejsende, en smule menneskesky eller har tendens til angstanfald. Kiev er stor, larmende og forvirrende og er absolut ikke vant til eller indrettet til turister fra vesten. Det gav mig nogle udfordringer, men ogsĂ„ nogle kĂŠmpe store oplevelser.Â
Med det samme, jeg kom ud af lufthavnen, blev jeg bombarderet af taxichauffĂžrer, der rĂ„bte og skreg ord, jeg ikke kunne forstĂ„. Bortset fra fire: âTAXI? YOU HAVE MONEY?â De fire ord brugte de til gengĂŠld rigtig meget. Rigtig hĂžjt.Â
Som en person, der ikke reagerer specielt godt pÄ at blive rÄbt i ansigtet, og som desuden ogsÄ er blevet godt og grueligt rÞvrendt af en taxachauffÞr tidligere, besluttede jeg mig for at droppe tanken og tage bussen ind til byen. Uden at vÊre helt sikker pÄ, om denne bus rent faktisk ville tage mig ind til byen, da chauffÞren ikke kunne engelsk, og der ikke var nogen skilte. Meget spÊndende.
Heldigvis var bussens fÞrste og eneste stop Kievs hovedbanegÄr, hvor der ogsÄ var en metrostation. Yes! Jeg huskede, at der var et metrostop i nÊrheden af mit hotel. Problemet var bare, at finde ud af hvilken metro jeg skulle tage. Rimeligt simpelts skulle man tro. Indtil man fandt ud af en lille deltalje: Alle skiltene i Kiev er pÄ kyrillisk! AltsÄ krÞllede russiske bogstaver:
Det er desvĂŠrre ikke et alfabet jeg helt har mestret endnu.
Mens jeg undrede mig over, hvordan det kan vĂŠre, en hovedbanegĂ„rd i en europĂŠisk hovedstad ikke har skilte pĂ„ engelsk, ledte jeg efter nogen, der kunne hjĂŠlpe mig. Folk lukkede desvĂŠrre ned med det samme, de hĂžrte, der kom ikke-ukrainske eller russiske ord ud af min mund, sĂ„ til sidst besluttede jeg mig bare for at sige âMaidan?â (Frihedspladsen) til en mand, der stod og skrĂŠllede en appelsin. Han nikkede heldiigvis entusiastisk og tog mig ved hĂ„nden og begyndte at gĂ„. Med en hurtig bĂžn til Gud og Odin gik jeg med ham og vi gik ind i en propfyldt metrovogn. Min kĂŠmpe rygsĂŠk blev nĂŠsten klemt mellem de lukkende dĂžre, men ind kom jeg.
Ă benbart havde jeg gjort mig forstĂ„elig, for da jeg hoppede ud af metroen, var jeg lige, hvor jeg skulle vĂŠre: PĂ„ frihedspladsen, fĂ„ minutter fra mit hotel. Med et stort tak til min samaritaner gik jeg op ad trapperne til pladsen med et  âSpasiba! Spasiba!â. Det er sĂ„ IKKE sĂ„dan man siger tak pĂ„ ukrainsk. Oh well.
Frihedspladsen eller Maidan Nezalezhnosti (eller bare Maidan) er den mest centrale plads i Kiev og er gennem Ă„rene blevet brugt flere gange til politiske demonstrationer, mest nyligt under den ukrainske revolution i 2013/14, hvor optĂžjerne og bykampe fyldte pladsen med ild og blod.Â
I dag er der smukt og fredfyldt under den maleriske himmel.
180 grader bag mig, da jeg tog billedet, ligger hotellet, jeg boede pĂ„: Koziatsky Hotel. Hotellet tager ikke kort og hĂŠveeautomaterne lader mig kun hĂŠve 1000 hrevnia ad gangen - jeg skulle bruge over 3000 - sĂ„ klokken 21 om aften, med en kĂŠmpe rygsĂŠk i en totalt fremmed by der ikke talte engelsk, mĂ„tte jeg ud og finde 4 forskellige hĂŠveautomater for endelig at kunne slappe af i en seng.Â
Da jeg endelig kom ind pĂ„ mit vĂŠrelse smed jeg alt, jeg havde i hĂŠnderne og kastede mig stortudende ned pĂ„ sengen af ren udmattelse og lettelse. Og sĂ„ ringede jeg hjem til min moar đ
SÄ trÊt, jeg var, kunne jeg selvfÞlgelig ikke sove. Sengen var hÄrd som beton og damen ovenpÄ rÄbte og skreg og trampede rundt hele natten. Jeg faldt fÞrst i sÞvn klokken 4 og alligevel formÄede jeg at vÄgne, inden jeg skulle afsted nÊste morgen. Jeg skulle nemlig mÞde foran hotellet klokken 8 til en tur til Tjernobyl og atomkraftvÊrket, der i 1986 blev ramt af den vÊrste atomulykke nogensinde.
SÄ med uglet hÄr og sÞvn i Þjnene kÞbte jeg en breakfast-wrap pÄ McDonald's og hoppede ind i en minibus, hvor 6 andre rejsende ventede pÄ mig - og sÄ gik turen nordpÄ mod Tjernobyl.
Efter lidt over en times kĂžrsel nĂ„ede vi en tankstation, som var âdet sidste vi ville se af det frie Ukraine, inden vi nĂ„ede udelukkelses zonenâ. Her kĂžbte vi vand, snacks og myggespray og kĂžrte direkte videre til zonens indgang. Her mĂ„tte vi ikke tage billeder, men jeg fik taget et alligevel, lidt lĂŠngere vĂŠk mens vi ventede pĂ„ at blive tjekket.
Det skal jo vises!
Efter vores tasker var tjekket og vi havde underskrevet vores enighed i, at vi ikke ville give Ukraine skylden, hvis vi endte op som radioaktive monstre med 8 ben og hugtĂŠnder, kĂžrte vi ind i zonen og ind til Tjernobyl, som IKKE er hvor eksplosionen skete, men er byen, hvor reaktorarbejderne i dag bor, mens de er i zonen.Â
Folk bor her 2 uger af gangen, og det er kun arbejderne, der mÄ vÊre her sÄ lÊnge. Deres familier bor udenfor zonen og mÄ kun komme pÄ korte besÞg. Udover kraftvÊrkarbejderne er der en politistyrke, nogle brandmÊnd og museumsarbejdere, der arbejder pÄ Tjernobylmuseet i midten af byen. Lige ved siden af museet er der opsat en jernstatue af en engel der beskytter beboerne.
LĂŠngere inde i zonen ligger brandstationen, hvis primĂŠre opgave er, at slukke skovbrĂŠnde i den utĂŠmmede, tĂžrre skov, der dĂŠkker hele udelukkelses-zonen. Ved siden af stationen har brandmĂŠndene lavet et monument, âFirst Respondersâ til ulykken havde ikke nogen anelse om hvad der var sket eller hvad der ville ske - de dĂžde alle som direkte konsekvens af at vĂŠre sĂ„ tĂŠt pĂ„ ground zero.Â
Monumentet er lavet af brandmÊndene fordi staten ikke vil kendes ved deres heroiske gerninger eller stÄ til ansvar for deres dÞd.
Efter brandstationen er der endnu et check-point ind til 10 kilometerzonen, hvor vi fik en streng opremsning af reglerne inde i zonen. Reglerne er basalt set: Lad vĂŠr med at rĂžre ved noget og hĂžr efter hvad din guide siger. Let nok :)
Det fĂžrste stop i 10 km-zonen var Kopachi bĂžrnehaven. Et ret fĂžlelsesmĂŠssigt hĂ„rdt sted at besĂžge, med sutsko, legetĂžj og fine smĂ„ tegninger stadig strĂžget rundt omkring i bygningen.Â
Alt var efterladt, som det var blevet smidt i hast af evakueringen og alt er efterfĂžlgende blevet fuldstĂŠndig rippet fir al vĂŠrdi. Madrasserne er blevet fjernet fra sengene, kobber fjernet fra ledningerne i vĂŠggene og i lamperne og selv dukkernes Ăžjne, som var af glas, er blevet revet ud af deres plastikhoveder. Virkelig spooky sted.
StÞvet i luften gjorde mig ret nervÞs, for der var meget af det og det er i stÞvet, man oftest finder radioaktivitet. Vores guide, Nikolai, forsikrede mig med sin geigertÊller om, at her var lige sÄ sikkert, som hvis vi befandt os i Kiev. BÄde en lidt skrÊmmende og beroligende tanke.
SĂ„ gik turen ellers videre til Pripjat,Â
SpÞgelsesbyen ligger blot 2 kilometer fra atomkrÊftvÊrket og er derfor den hÄrdest ramte by i udelukkelseszonen.
Hovedgaden ind til centrum er vedligeholdt af arbejderne, men stadig overtaget og forvrÊnget af naturen og nÊsten umulig at kÞre igennem med almindelig bil. Det er ret fedt at se, hvordan naturen bare tager over, nÄr vi andre slipper.
Pripjat blev bygget i 1970, som beboelse til de ansatte i det nybyggede atomkrÊftvÊrk. Byen nÄede kun at blive 16 Är gammel, men var alligevel en af de mere luksuriÞse byer i Sovjetunionen, da alle beboere var veluddannede og specielt udvalgt til at bo og arbejde der. I midten af byen lÄ et stort supermarked, som i dag er fuldstÊndig mÞrklagt med udifinerbar vÊske dryppende fra loftet. Lige ved siden af er underholdningscenteret, hvor der var biograf, diskotek, en sportshal.
... og en svĂžmmehal.
Atomreaktor 4 sprang i luften lĂžrdag den 26. April 1986 og Pripjat blev evakueret 36 timer efter. Det betĂžd at byen var godt i gang med forberedelserne af deres store 1. maj festm da uheldet skete og evakueringen fandt sted. Der blev blandt andet bygget et mini tivoli i centrum af byen til lejligheden:
En af de mest ikoniske syn af hele Tjernobyl-katastrofen er det store pariserhjul i midten af forlystelsesparken. Det skulle eftersigende vÊre blevet testkÞrt en enkelt gang pÄ dagen for evakueringen i hÄbet om at tivoliet ville Äbne igen den 1. maj.
Bagefter kÞrte vi til Pripjats hÞjeste bygning, et lejlighedskompleks pÄ 16 etager. Og vi skulle op pÄ toppen. Jeg ved ikke, om det kommer som en overraskelse, men forladte byer har oftest ikke elektricitet, og derfor ingen brugbare elevatorer. SÄ vi gik de 16 + 1 etager pÄ gÄben. Heldigvis har jeg gÄet rigtig meget pÄ denne tur, og det va rikke lÊnge siden, jeg havde besteget kirketÄrnet i Polen, som var nogenlunde pÄ samme hÞjde, sÄ jeg havde ikke store problemer. Mine 6 andre medturister var dog stÊrkt utilfredse mennesker, der fyldte den smalle, mÞrke opgang med pusten, prusten og jamren.
Da vi endelig kom op pÄ taget, var det til en spektakulÊr udsigt. Her kunne det nemt ses, hvor vidt naturen havde spredt sig og overtaget hele byen pÄ de 30 Är den har vÊret efterladt. Det kan fÄ en til at undre sig lidt over, hvordan radioaktivitet kan vÊre sÄ dÞdsensfarligt for mennesker, nÄr naturen klarer sig sÄ fint.
I horisonten kan man spotte atomkraftvĂŠrket og den nye sarkofag, der skal dĂŠkke den nedsmeltede reaktor.
Her fik vi en halv time til kigge rundt og til at komme ned til bilen igen, sÄ vi havde tid til at gÄ ind i de Äbne lejligheder og se os omkring. De fleste ting var blevet taget af looters, sÄ der var ikke meget at se i de tomme lejligheder, men interessant at se hvordan de blev designet. Helt smÄ, kun plads til det nÞdvendige. Og fuldstÊndig ens.
Man kan forestille sig at der engang boede en masse bĂžrnefamilier her, for ikke sĂ„ langt fra bygningen ligger Pripjat Folkeskole. Det her er Ă„benlyst et populĂŠrt sted til musikvideoer og fotoshoots. De fĂ„ mĂžbler stĂ„r meget opstillet, der er endda ogsĂ„ stole og borde hentet ind udefra (selvom det er strengt forbudt at rĂžre noget!). En af stederne hvor dette kan ses er i kantinen, hvor bĂžrnegasmasker er hentet fra skolens lager og spredt ud over hele gulvet. Markabert!Â
Ironisk nok havde skolen alle disse ubrugte gasmasker liggende i tilfĂŠlde af, at amerikanerne skulle angribe med atombomber.Â
Til sidst pĂ„ dagen tog vi til bage til Tjernobyl-by og tilbage til hotellet hvor vi havde spist frokost tidligere pĂ„ dagen.Â
Her fik vi en gourmet aftensmad i form af frysepizza udefinerbar suppe. DĂžrerne lukkede og lukker kl. 21 hvor der er udgangsforbud og baren stopper med at servere alkohol, sĂ„ alle de âlokaleâ kĂžber en masse Ăžl kl. 20 og gĂ„r ind i deres vĂŠrelser og drikker sig fulde. Jeg selv drak dog bare en enkelt Ăžl sammen med to af mine tour-buddies, Michaela og Raphael, og sĂ„ gik jeg ellers tidligt i seng.
Kl. 8 fik vi serveret morgenmad, som var ĂŠg og bacon og noget mĂŠrkeligt bagvĂŠrk fyldt med birkes og chokolade. Ăggene og baconen var dejlig, men desserten var ikke lige mig, og heller ikke noget for vores guide Nikolaj, som havde tvunget os alle til at smage dem. Typisk ukrainere đ
Kl. 8:30 tog vi afsted til Duga Radaren, endnu et ikonisk spot.
FormÄlet med radaren dengang var at spotte amerikanske missiler. PÄ trods af dens kÊmpe stÞrrelse har radaren lige sÄ meget lokationskraft som der i dag er i en iPhone 6. Ved dens storhedstid kunne radarens signal hÞres i radioer over hele Europa. Dengang var dens formÄl super hemmeligt, sÄ folk troede det var en slags ny russisk hjernevask-teknologi. Det var fÞrst i 2013 at omrÄdet blev Äbnet for turister efter 2 drenge havde sneget sig ind og basejumpet fra de hÞje tÄrne.
Det nok vigtigste sted, vi besÞgte, var reaktor 4, der var den der sprang i luften eller nedsmeltede for sÄ mange Är siden. Her fik vi set alt, hvad den ukrainske regering gÞr for at holde resten af verden sikker fra den stadig dÞdsensfarlige reaktor-kerne. Katastrofen var en fejl begÄet af Sovjetunionen, men det er desvÊrre blevet Ukraines ansvar at lÞse problemet. Deres lÞsning i Þjeblikket er en sarkofag, der skal dÊkke hele reaktoren og forhÄbentlig blive der de nÊste 100 Är, hvor en ny sarkofag skal bygges. Sarkofagen bliver verdens stÞrste flytbare ting og den skal kun flyttes en enkelt gang.
Projektet skulle gerne vÊre fÊrdigt til november i Är (2016).
Mens dem, der havde kÞbt en guidet tur i reaktoren tog derind, kÞrte jeg og resten til Pripjat Hospitalet. Det er her, de fÞrste brandmÊnd pÄ stedet blev indlagt, fÞr de blev flÞjet til Rusland, hvor de senere dÞde af strÄlingen. Hospitalet er stadig sÄ radioaktivt, at selv vores guide ikke turde at gÄ derind, selv med dragt og maske. Alt er utilgÊngeligt, bortset fra indgangen og fÞdeafdelingen, sÄ det var der, vi tog ind.
Igen er alt af vĂŠrdi blevet rippet fra stedet, sĂ„ der var intet spĂŠndende doktorgrej. Alligevel var det ret gyseligt og skrĂŠmmende, at gĂ„ blandt de tomme bĂžrne-kryber.Â
I en af rummene blev en af brandmÊndene vasket ren fra alt det radioaktive stÞv, og i dag ligger kluden, som blev brugt, stadig pÄ gulvet i rummet og er dÞdeligt radioaktiv.
Det var lidt uhyggeligt at besĂžge hospitalet.Â
Bagefter kÞrte vi hen til den gamle politistation, som er en af de fÄ steder, der stadig har hele mÞbler. De stÄr inde i afhÞringslokalerne og er endnu ikke blevet stjÄlet af den simple Ärsag, at de er sÞmmet fast til gulvet sÄ folk ikke kunne bruge dem som slagvÄben!
Lige ved siden af politistationen ligger den lille BilkirkegÄrd (den store er stadig super radioaktiv og derfor forbudt at gÄ ind i), som hÞjst sandsynligt blev brugt til beslaglagte biler, men i dag er det, hvor de smider bilerne der stÄr i vejen for turene og arbejderne hen.
.... efter de selvfĂžlgelig har hapset hjulene og motoren og lygterne og og og...
Herefter tog vi tilbage til reaktoren og hentede resten af gruppen, der havde vÊret derinde. Her spiste vi frokost i kantinen sammen med kraftvÊrksarbejderne, der er vant til, at der kommer smÄ grupper af besÞgende ind, hvor de spiser og arbejder. En super speciel oplevelse.
Det sidste stop var den ufĂŠrdige 5. reaktor. Det var meningen, der skulle vĂŠre 6 reaktorer i alt, men de nĂ„ede ikke at bygge dem fĂŠrdig fĂžr reaktor 4 smeltede ned. Omkring og inde i reaktoren vokser der mos, som er enormt radioaktivt fordi det har sĂ„ god en sugeevne, sĂ„ man skal passe pĂ„ hvor man gĂ„r, hvis man vil beholde sine sko. Viser det sig, at de er radioaktive ved mĂ„ling, bliver man simpelthen bedt om, at tage dem af og lade dem ligge!Â
I midten af reaktoren fandt jeg 5 patroner pĂ„ jorden. ForhĂ„bentlig var det fordi, der var nogen, der havde lyst til at hĂžrer ekkoet af et pistolskud, og ikke fordi jeg var faldet over en mordscene....Â
Mine fingeraftryk er i hvert fald over alt pÄ disse to, hvis det er tilfÊldet :)
Efter en vellykket tur uden en eneste mistet sko, tog vi den lange vej tilbage til Kiev, hvor jeg sov en enkelt nat for at tage videre til Moldova. Inden vi gik hver vores vej, nÄede jeg dog lige at tage et gruppebillede af turholdet
Tusind tak for en fantastisk fed tur og for at lÊre mig at lÊse kyrillisk! (nok en af de vigtigste ting jeg har lÊrt pÄ denne tur i det hele taget!)
Fra ankomsten til et land, hvor engelsk er ubrugeligt, bogstaverne pÄ alle skilte uforstÄlige og mennesker, der i hvert fald ved fÞrste Þjekast ikke var nÊr sÄ imÞdekommende som de andre steder, jeg har vÊret - til en oplevelse i Tjernobyl, som jeg altid vil huske som noget helt specielt pÄ min tur.
Jeg bliver aldrig rigtig klog pÄ mennesker, men min tur i Ukraine og Tjernobyl viser, at naturen alligevel vinder til sidst. Og at der findes gode ting og mennesker alle steder. Det her er helt sikkert et sted jeg altid vil huske altid.
Nyttige ord og fraser
Tusind tusind tusind mange gange tak for alt!:Â tysyacha tysyach tysyach raz velyke spasybi za vse!

