#sofiepallesen

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk Mimik og især lyd er i centrum i denne runde boble af en forestilling, der fascinerer de mindste med enkle virkemidler og solide stemningsskift. Men den cirkulære ide ender lige lovlig strittende. Sofie Pallesen tager meget fint imod sit publikum. Hun forklarer pædagogisk at forestillingen består af dans uden ord og sikrer sig, at alle er klar på det.

’Er I parate?’ spørger hun entusiastisk med hele kroppen gemt i en kæmpe boble af en dragt, der får tankerne hen på tyggegummibobler, der jo som bekendt både kan pustes ud og springe eller falde klæbende sammen om sig selv.

Farver og kropssprog

Med et markant blåt bagtæppe, der er beklædt med små farvede cirkler, er der knald på farverne i det på én gang enkle og magiske scenerum. En rund puf i træ står i midten, og som stykket skrider frem kommer den godt i spil på forskellig vis. For selvfølgelig kan den åbnes, og lågets hul i midten bruges både til øje, øre og mund.

Sofie Pallesen spiller vidunderligt med hele sin langlemmede krop. Modsat snart sagt alt andet på scenen er hun på ingen måde selv rund, men kinderne pustes op og kjolerne bobbes godt, og der er i den grad kropssprog og mimik, der vil udover scenekanten.

Ballet-tydelig karakterdans bliver det også til, når hun søvnig (med akkompagnerende knirke-lyde) gnider øjne, strækker arme og gaber stort.

Hendes fysik og måde at bruge kroppen på skal fremhæves. Hver en muskel er i sving hos Pallesen, som hun undres og reagerer på forestillingens levende lydbillede. Og her er vi fremme ved forestillingens nerve.

En lyddesigners våde drøm af en forestilling

Som stykket skrider frem, bliver det hurtigt tydeligt, at det langt mere end scenografi er mimik og især lydbilledet, der står i centrum. Pallesen reagerer på alle de forskelligartede input, hun får, men det er frem for alt lydene, der dikterer interaktionen.

Alt lige fra klokker, tudende vind og bølger vælter ind over hende. Knagende stikker hun to fingre ud af sin boble-dragt og drejer dem rundt, til vi ender helt ovre i electric boogie. Heftige helikopter-blade får næsten scenen til at lette, men så ryger den store runde dragt.

Varme guitartoner og pink kjole udgør første gedigne stemningsskift, og Pallesen er som født på ny. Usikker på benene og med dukkemekaniske bevægelser giver hun sig til at undersøge scenerummet.

En del af noget større

Der er på en gang en legende lethed og en fin ’hvad sker der nu’-undren, som smitter på grund af Pallesens gode nærvær og sarte nysgerrighed. Samtidig – måske især for den voksne tilskuer – bliver den ellers så cirkulært anlagte forestilling temmelig strittende med de mange input, der kommer ind på må og få fra alle sider.

Især da en lille cirkel agerer hul til den store vide verden stikker det for alvor af. Tillad en lidt staccato opremsning for at illustrere, hvordan de mange underfundige indtryk og stemningsskift måske nok fungerer i sig selv, men efter lidt tid også skriger til himlen på noget overordnet til at binde det hele sammen.

Travl trafik, fuglefløjt og vandrislen giver Pallesen modspil på scenen, og pludselig er vi under vand, forstår vi på lydbilledet og den tilsvarende reaktion. Alarmbip, der er svære at få slukket, og planeter i svingninger får alt til at dreje, indtil en fin knappenålsblomst vokser frem fra den føromtalte puf.

Konfetti pustes ud i alle farver, og endnu en lille figur kommer til – en art æggedyr med fjeder, og et helt lille samfund af dem faktisk med forskellige temperamenter. Pallesen danser rundt og kysser dem alle godnat.

Et stykke pelsblød sommerfuglepuppe breder vingerne ud til harmoniske toner ad et par omgange. Skiftet mellem de ukontrollerbare ryk i puppen og de glidende bevægelser med sommerfuglen er igen fint kropsligt formidlet, men manglen på en sammenhængende, overordnet rød tråd i alle disse indtryk, bliver kun tydeligere.

Strittende cirkel

Forsøget med både at præsentere noget umiddelbart og enkelt til de mindste, imens man flirter med ideer om naturligt kredsløb til de større, fungerer desværre ikke rigtigt i praksis.

'Cirkel' er et fantasiland med fine stemninger og momenter undervejs, og det gode samspil imellem netop lyd og mimik er det, der får forestillingen til at balancere.

Samtidig halter det noget med helheden efter denne anmelders smag. Med cirklen som foretrukken form kunne man godt have ønsket og forventet, at det hele hang bedre sammen, og med tyggegummiboblens billedlogik:

'Cirkel' lægger an til mere end den kan indfri og ender med at falde lidt sammen om sig selv undervejs.