Jeg har sat mig på kanten af tilværelsen. Foran mig står en stor skabning, med en rutchebane som næse. Jeg tror det er en elefant. Den står på et underlag af noget blødt og grønt, og der er stilladser overalt omkring den. Måske er det i virkeligheden en bjørn der holder en træstamme. Jeg ved det ikke, jeg kan ikke se det, den står på en undendørs afsats i skyggen på 2. Sal af dokk1. Jeg har sat mig på kanten af tilværelsen i mine blå bukser med to theboller til i alt 16kr i en stor højrygget lænestol. Hvad er der sket siden en thebolle kostede 3kr. Mit indre snurrer, jeg har ikke appetit, jeg er ikke glad. Mit hoved er tungt. Mine øjne er ømme. Jeg har ikke fået kaffe og jeg tror ikke jeg gider vågne ægte i dag, så det er okay. Jeg har det som om der ligger en kilometer lang tynd orm i min mave og vrider sig på en måde så det delvist kilder og delvist giver mig lyst til at kaste alle mine indvolde op. Lidt som skulle man til en meget vigtig jobsamtale eller mødes med en afdød elsket eller som at vide at stolen man sidder i snart begynder at falde ned i jorden og bare bliver ved. Ned i et mørke der er så mørkt og sort og ukendt, kun fordi det bliver sat i slående kontrast til den lille runde hvide plet du falt ned igennem. Fire mænd i kedeldragter går på lige linje hen ad en af stilladsets gangbroer, lige henover hovedet på den store skabning, og videre mod en spinkel trappe. De er længere ude end mig. Jeg sidder her med en bog jeg ikke får læst mere i i dag. Får en underlig åbenbaring eller følelse af gerne at ville have børn og blive gammel, men i dag skal jeg tale med en psykolog om den åbenbaring eller følelse jeg af og til får om at ville kradse mit eget ansigt af og stikke køkkenknive i maven og ligge mig ud i bruseren for at bløde ihjel. Jeg har aldrig gjort mig selv mere ondt end hvad der rækkede til et par blå mærker på mine ben. Dybblå næsten sorte. Bare at prikke i en ustandselig og pålidelig rytme. Om og om igen indtil huden er hævet og rød. Tanken om at når du holder op er du øm. Tanken om at når jeg stopper begynder jeg bare igen en anden gang. Og min kæreste aer mig over låret og spørger hvad der er sket, og jeg siger at jeg gik ind i et bord på arbejde. At jeg trådte ned fra en skammel på en dum måde. At jeg skulle løfte en bænk. At jeg faldt på løbebåndet. Færgen sejler væk og ud af sigte, væk bag en bygning. Molslinjen. Den er længere ude end både mig og de fire kedeldragter. I dag har jeg ingen blå mærker på benene. For jeg følte mig for alvorlig da jeg sad alene i sengen, bruseren der kastede dråber mod min hud, bedre end jeg selv ville kunne gøre det, med morgenmadsskeen dybt inde i munden og en fri hånd på mit bare lår. At kvæles i youghurt. Blåbær og banan. Hele morgenen. Alt jeg har foretaget mig i underbukser eller nøgen inden jeg lavede mig om til et ægte menneske. Og nu sidder jeg her på kanten af tilværelsen i en lænestol og kigger på en elefant eller en bjørn. Jeg tror at hvis man først er inde i den rutchebane, så stopper den aldrig.
