EfterĂĄr
Det er den tid på året hvor jeg kan kontrollere i følelser omtrent lige så meget som meteorologer har kontrol på vinden. Den kasse jeg havde bygget i mit indre, da jeg pludselig var alene, er den kasse hvori alle årets hændelser og minder har været opbevaret. Men jeg har prøvet at gribe overfor for meget. Jeg har ville nå ting jeg kunne nå og jeg ønskede mig ting jeg ikke kunne få. Jeg slæber mine fødder, nu i forede støvler,rundt blandt faldende blade og jeg mærker hvordan bunden langsomt begynder at bukke under. Jeg prøver desperat at holde de gode minder ind, men drømmene er væk før jeg kan nå at gribe dem. Årets sorger og fejltrin ruller hen af vejen som faste tårer. Jeg bliver nød til at blive ved med at kæmpe, for mister jeg hele året, så mister jeg endnu et år til det livssugende mørke.
