#sandt

Jeg går ind, jeg ligger mig ned, jeg sluger en pille, jeg sætter glasset på bordet, jeg modtager en indsprøjtning, jeg føler mig søvnig, men jeg kan ikke sove. Jeg kan høre alt, men der er lys i mine øjne. Det er så højt, lyden af metal. Jeg føler, at jeg sidder fast til noget. Jeg klynker højt, tror jeg. Måske siger  jeg ikke en lyd. Jeg kan mærke det bliver trukket ud og blodet fylder min hals. Jeg stopper med at trække vejret. Jeg hører nogen sige mit blodtryk er faldende. Jeg hører panik før jeg hører ingenting.

Jeg tror det var en onsdag, men jeg kan ikke huske det. Jeg husker at solen skinnede og jeg var glad, fordi jeg allerede havde ventet to uger for denne aftale. Men selvfølgelig var min hjerne allerede arbejder over-tid, og det var kun 0900 om morgenen. Hvordan vil det ske? Hvor lang tid vil det tage?

Lidt efter klokken ni, gik en kvinde hen imod mig. Hun havde blond hår, en hvid frakke og var ikke ældre end 40 år. Hun smilede til mig og jeg gjorde det samme, for at være høflig. Jeg fulgte hende til et lille værelse, hvor en mand ventede på mig. Han havde et stykke papir foran sig og det første han spurgte mig var, "Hvorfor har du ikke lyst til at gennemgå narkose?"

Jeg spekulerede på, hvorfor jeg var blevet spurgt. Jeg havde allerede fortalt dem, at jeg ville have IV-bedøvelse og intet mere. Men jeg besluttede at fortælle ham sandheden.

“Fordi jeg er bange, at jeg vil ikke vågn op igen.”

Inden de næste få minutter, det skete hurtigt. Lægen besluttede jeg var for skrøbelige til at være vågen under proceduren og han syntes at det ikke var muligt for tandlægen at arbejde, uden narkose.. Min vision ændret.

Jeg går ind, jeg ligger mig ned, jeg modtager en indsprøjtning, jeg føler mig søvnig og denne gang sover jeg. Men jeg sover også ikke, fordi jeg kan se hvad sker. Under proceduren har jeg en slem reaktion til bedøvelsen. Jeg hører nogen sige mit blodtryk er faldende. Jeg hører panik før jeg hører ingenting. Jeg ser min mor græder over min død krop. Jeg vågner ikke.

Han forlod os alene og min mor forsøgte at trøste mig. “Jeg ved godt, at du ikke kan opgive kontrol, men du skal. Det er helt i orden, skat.”

Jeg græd, som jeg gik hen imod min død. Det var, hvordan det føltes. Nålen skræmmer mig ikke, men følelsen af lægemidlet gennem mit bryst, gjorde. Hele tiden, spurgte jeg lægen, "Er det normalt? Er det normalt?" og det var det sidste, jeg kan huske.