#saftigt

Fiskeperlen i SpanienI noget, der minder om en bred gyde midt i Barcelona, med containere langs murene, ligger Puertecillo. Hvis man bare kigger ned ad gaden, den ligger på, ser den ikke ud af meget, og du ville nok ikke lægge mærke til, at der foregår noget lækkert, hvis ikke det var på grund af køen ude foran fisk- og skaldyrsrestauranten. Vi ankom lidt før åbningstid, hvilket var godt, da min kæreste og jeg på dette tidspunkt ikke kendte til køkulturen på stedet. Det kunne betyde to ting: enten et møglækkert sted og få sen frokost – eller et sted, der var delt på TikTok og derfor kunne have mistet sin charme med tiden.

Da dørene slog op, kom vi ind til et bord sendt fra himlen af friske fisk og skaldyr. Her står en medarbejder bag disken, og du peger bare på det, du kunne tænke dig at fortære under solen. Vi sad selvfølgelig udenfor. Hvis man kender mig, ved man, at “pillemad” er det bedste, jeg ved. Det at få lov til at bruge hænderne og sørge for at få pillet alt det gode fra til mig selv er nydelse på et andet plan.

Maden smagte suverænt, og vi bestilte lidt af hvert for at smage så meget som muligt. Stedet er mellemstort, men det gik ret hurtigt at få sin mad. De tilbød en salat, som vi sagde ja til på autopilot, men den kunne godt undværes. Det er fisken, man skal betale for her. God stemning.

Vi tog til Port de Pollença for en dag ved vandet, og til frokost havde jeg fundet en restaurant kendt for lokale retter. Google-anmeldelserne var blandede, så jeg var nervøs for at slæbe både familie og kæreste med – men jeg fulgte min intuition.

Allerede ved indgangen var der en rolig, varm atmosfære midt i en ellers ret turistet mindre by. En sød tjener fandt hurtigt et bord til os, og min mor og jeg bestilte grilled seabass. Den var suveræn og saftig – Min mor og jeg kunne ikke holde det tilbage. vi udbrød et nydelsesfuldt “Mmmhh” i kor, og i det øjeblik, vidste jeg, at mine sanser havde godkendt måltidet. Den trængte til citron, men det havde de sørget for, on the side. 

Til at spise fisken fik vi gafler med dejligt lange tænder, perfekte til at pille i vores seabass med. Inde i restauranten var der masser af udsmykning, og selvom jeg normalt ville blive overstimuleret, så fungerede det her. Man kunne ikke låse døren til toilettet, men det passede ind i den kaotisk-charmerende stemning fra køkkenet tæt på. Det er kun fint de bruger kræfterne på maden og ikke privatlivet.

Da vi tog til den lille by Felanitx, som er kendt for sin vin, havde jeg fundet en restaurant på forhånd. Da jeg stødte på den på Google, var jeg næsten sikker på, at det var en perle – og det var det bestemt. I en ellers frygteligt grimt indrettet restaurant i en seriøs spøgelsesby uden mennesker formåede vi at få et fantastisk måltid og en fremragende betjening af en ældre, meget flot kvinde fyldt med Class og humor. Det må have været ejeren. Der var kun ét andet bord end vores. Den grimme indretning var faktisk det, der gav mig en intuition om, at stedet var godt. Toilettet var rent og fint dekoreret.

Jeg fik serveret confiteret and, og man kunne dufte den i hele rummet. Himmelsk. Så sprød og saftig på én gang, perfekt krydret med salt. Rødbedesaucen smagte af masser og komplimenterede anden virkelig flot. At byen er kendt for sin vin, kunne man bestemt smage hos Ca Na Margalida, og vi bestilte derefter.

Desserten var ikke det store og lignede ærligt talt lidt en hundelort, men den blev spist, før vi nåede at tage et ordentligt billede – så et eller andet kunne den altså. En kraftig mørk chokoladedessert.

Da det blev mørkt, og vi skulle hjem, kunne vi hverken få fat i Uber eller taxi. Ingen ville hente os og køre os fra A til B på grund af distancen. Ingen hoteller i nærheden. Mens vi sad og forsøgte at finde ud af situationen, lod vores tjener os ryge indenfor og nyde vores vin, mens hun lukkede ned. Stadig meget stemningsfuldt. Hun jokede med, at folk tidligere havde fået lov til at sove på loftet, fordi de ikke kunne komme hjem. Ejeren ringede rundt til lokale taxaer, men ingen tog udfordringen op.