Millionchancen
Søndagsavisen har sammenlignet gevinstchancerne i en række af de spil, som danskerne spiller uge efter uge. Hvis målet er at vinde mindst en million kroner - og hvis man sætter 100 kroner ind, så er der for eksempel dobbelt så stor chance for at skrabe millionen hjem på et Quicklod, end hvis du bruger pengene på at spille Joker. Og der er halvanden gang større chance for at vinde en million i Lørdagslotto end i Onsdagslotto. Men vil man for alvor øge chancerne for at vinde sin million - så skal man forlade Tipstjenestens spil og hoppe over til Klasselotteriet. Her er chancen for at vinde en million kroner nemlig mindst tre gange så stor som i de øvrige millionspil, viser beregninger fra statistikeren Jørgen Nygaard, der lever af at beregne alle den slags sandsynligheder. »Hans beregninger er rigtige nok,« siger Anders Reimer Jakobsen fra Dansk Tipstjeneste. »Hvis du kun spiller for at vinde en million, så giver Klasselotteriet bedre chancer. Til gengæld er de store gevinster langt større hos os. Vi har haft førstepræmier på 36 millioner kroner.« Der er aldrig nogen garanti for gevinst, men spiller du i Klasselotteriet er chancen størst.Tre-fem gange større chance for at vinde en million. Et hellod i Klasselotteriet koster 136 kroner og gælder for en måned - eller en ‘klasse’ som det hedder i ‘lotterisprog’. Hver måned (eller klasse) trækkes der gevinster fem gange - nemlig på fem dage midt i måneden. Hver gang udtrækkes hundredvis af numre, og det er altså her, man skal sidde med bævrende læber og vente på sin store gevinst. Man kan få besked på e-mail, hvis man har vundet - eller man kan selv tjekke hos forhandleren, på nettet eller i avisen. Hver måned trækkes to gevinster på to millioner kroner stykket og fire gevinster på hver 1.250.000 kroner. Men der er også over 13.000 mindre gevinster. Mere end 12.000 af dem er på 1200 kroner. Man behøver dog ikke spille for 136 kroner. Man kan også vælge at spille på et halvt, et kvart eller ned til en ottendel lod. Det betyder, at man kun vinder en tilsvarende del af gevinsten, hvis det rigtige nummer kommer ud. For eksempel koster 1/8 lod 17 kroner for en måned. Det giver mulighed for at vinde op til 250.000 kroner - nemlig 1/8 af månedens hovedgevinsten på to millioner kroner. Som noget forholdsvis nyt er også indført ‘megalodder’ - svarende til 1,5 lod - hvor man så får 50 pct. oven i gevinsten. Det giver mulighed for en gevinst på tre millioner kroner - to gange om måneden. Vind en million for 100 kroner I Søndagsavisens spilsammenligning valgte vi at se på, hvor stor millionchancen er, hvis man spiller for 100 kroner. Det viste sig dog hurtigt, at det er svært at spille for nøjagtigt 100 kroner Ikke i alle spillene kan det lade sig gøre, og i Klasselotteriet kunne vi nøjes med at spille for 68 kroner Når du læser regnestykkerne kan det være en hjælp at se et svømmebassin med en million bordtennisbolde for dit indre øje. Er chancen seks milliontedele, svarer det til, at der er gevinst på seks af boldene. Lørdagslotto 100 kroner giver 33 rækker (+ 1 kr.) I Lørdagslotto skal man finde syv rigtige ud af 33 mulige. Det giver 8.347.680 forskellige kombinationer. Hvis alle 33 rækker er forskellige, har man 1/252.960 chance for at vinde. Det svarer til 3,9 milliontedele chance. (Kilde: Tipstjenesten) Onsdagslotto 100 kroner giver 33 rækker (+ 1 kr.) I Onsdagslotto skal man finde seks rigtige ud af 46 tal. Det giver i alt 12.271.512 forskellige kombinationer. Hvis de 33 rækker er forskellige, har man 1/371.864 chance for førstepris. Det svarer til 2,6 milliontedele. (Kilde: Tipstjenesten) Joker Joker kan man ikke købe alene. Den billigste måde at købe den på er ved at købe en række sammen med to rækker ‘Tips-tretten’ - det koster tilsammen 12 kroner. For 100 kroner kan man på den måde få otte rækker joker, med fire kroner tilovers. I joker skal man sætte syv tal mellem 0-9 i rigtig rækkefølge. Det giver nøjagtigt 5.000.000 forskellige kombinationer. Hvis de otte forsøg alle er forskellige, har man 1/625.000 chance for gevinst. Det svarer til 1,6 milliontedele. (Kilde: Tipstjenesten) Quicklod For 100 kroner får man fire Quick-lodder. Der er 2,5 mio. lodder og to førstepræmier på en mio. eller derover. Det giver chance for milliongevinst i 4/1.250.000 eller 1/312.500. Det svarer til 3,2 milliontedele. (Kilde: Tipstjenesten) Klasselotteriet I klasselotteriet kan vi nøjes med at spille for 68 kroner for at være med i kampen om en million kroner. Alligevel er chancen for at vinde millionen større end i de øvrige spil. Vi køber et halvlod i lotteriet med i alt 345.000 lodder. Sandsynligheden for at vinde millionen er 6 milliontedel. Hvis vi er i rigtigt spillehumør, og vi vil bruge omkring 100 kroner, kan vi købe et kvartlod oven i til 34 kroner. Det kan kaste en halv million kroner af sig. Og her er sandsynligheden 6 milliontedel. (Kilde: Klasselotteriet) Tilbagebetaling Spilmatematik er en videnskab i sig selv. At sammenligne spil er uhyre vanskeligt. Beregningerne kan vare mange dage og fylder mange sider - og formlerne er utilgængelige for almindelige mennesker. Alligevel findes der genveje. En fast måde at sammenligne spil på er ved at se på tilbagebetalingsprocenten. Nemlig hvor stor en del af de penge, spillerne putter ind i spillet, der rent faktisk udbetales igen som gevinster. Også her vinder Klasselotteriet: I Tipstjenesten udbetales 45 procent som gevinster. For hver gang der ryger 100 millioner kroner ind i systemet, går 45 millioner til præmier. I Klasselotteriet er tilbagebetalingsprocenten på 65. Af 100 millioner i kassen ryger 65 millioner kroner tilbage til spillerne.














