#mitvendsyssel

I dag brød solen frem, mens jeg var på vej hjem. Som om den fulgte mig på vej det sidste stykke nordpå, før jeg drejede fra motorvejen og pludselig havde den i bakspejlet. Fuldt blus. En varme, jeg næsten havde glemt midt i regnen og mørket, der ikke rigtig har lettet i flere uger nu. Før de her magiske 20 minutter med sol over Vendsyssel, før det pludselig var blevet aften, og lyset var væk igen.

Træerne heroppe er gule nu. Orange og røde, så hele haven omkring Hvidstedgård flammer og lokker. Blussende og efterårsvåd. Majsene er væk, der er kun stubbe tilbage, og efter en sommer, der blev unaturligt lang, har landet åbnet sig igen. Er blevet bart og barskt. Der er ikke mere tilbage at gemme sig bag.

Heller ikke for os. Det er blevet tid til at rykke videre for den flotteste mand i Vendsyssel og så mig. Den plan, vi lagde for et år siden, har de seneste måneder opløst sig selv, virkeligheden viste sig at blive en anden end den, vi drømte om, før vi flyttede herop. Og så må man indrette sig. Det har vi gjort. Det har vores drømme også. De har fået en timeout, mens vi lige tænker os om. Men de er ikke længere væk, end at vi snakker om dem hver dag og hele tiden bliver lidt klogere.

Vi har vidst det i et par måneder og i den tid leget meget med tanken om, hvor vi så skal hen, når det nu ikke lige skulle være denne her velsignet smukke plet mellem Hjørring og Tårs, vi skulle kalde hjem. Gøre til vores. Og vi har ledt højt og lavt, både nord og syd for Limfjorden, været samtlige boligannoncer igennem og diskuteret plantegninger og beliggenhed, til vi ikke orkede at høre vores egne stemmer længere. Vi har rundet 1800-tals-huse, 50′er-huse og 2016-huse. Nogen med flotte, klassiske udhuse og nogen med lækre arkitektoniske detaljer. Alt for mange, der var så grimme, at de vist hører til på The National Museum of Ugliness. Vendsyssel er proppet med dem, åbenbart.

Vi har diskuteret jobmuligheder. Luftet vidtløftige håb for retningen med vores liv. Overvejet at blive selvstændige. Er vendt tilbage ved fordelen ved et fastlønnet job med klart skel mellem arbejde og fritid. Skrevet nogle ansøgninger. Og så overvejet det med selvstændigheden igen. Det er sådan en samtale mellem os, der aldrig helt stopper i de her dage, men som vi springer ind og ud af, genoptager uden mindste anledning og lader hvile sig, til vi har nye tanker at dele med hinanden.

Vi har stadig ikke fundet en retning. Så til december forlader vi Vendsyssel - midlertidigt håber vi. Vi flytter vi ned til mine forældre i gode, gamle Haverslev og rykker ind i det “ungdomsherberg”, hvor også min lillesøster, lillebror og hans kæreste har haft brug for at bo, mens livet lige faldt på plads igen. Det gør det også for os, jeg er sikker på det.

Kun engang imellem stikker tvivlen hovedet frem. Som regel når vi ligger ansigt til ansigt i mørket inden sengetid, og der pludselig er plads til at sige alt det, vi ellers ikke tør sige højt. “Jeg vil gerne være rigtig god til noget. Jeg vil gerne have en drøm igen,” sagde han en aften, min kæreste, og jeg kunne godt se, at håbløsheden sneg sig ind på ham. Som den kan gøre det på én, der har før opgivet en drøm, fordi verden ville det anderledes, end han ville. Så man er nødt til at bygge ham lige så stille op igen ved at minde ham om alt det, han er, og alt det, han kan. 

Men det er så sjældent, det med tvivlen. Og panik har slet ikke vist sig endnu. Heller ikke konflikt eller frustration. I stedet har jeg fornemmelse af, at vi det meste af tiden er modige nok til tage tingene lige oppefra og ned - og til at danse lige ud i usikkerheden, til at stirre den ind i øjnene og ikke være bange. Sammen. Vi glæder os til at se, hvad der er på den anden side. Af flytning, af sidste arbejdsdag, af jul og nytår. På den anden side af det, der er vores liv nu.