#jazzspecial

Denne artikel blev oprindeligt publiceret i Jazz Special Tekst: Gudrun Hagen Foto: Kresten Hillerup

Kasper Tranberg – anerkendt trompetist, kornettist, komponist, underviser, radiovært med videre – fortæller om relationen mellem ord og lyd i sin musik. Som en inkarneret figur i dansk jazz, og blandt de efterspurgte musikere at arbejde sammen med herhjemme, er krydsfeltet mellem jazz og poesi igennem en årrække og ved en lang række samarbejder blevet udforsket, vendt og drejet i forskellige former. Men hvad er det med de digte? Og hvad kan de i kombination med improviseret jazz?

Kasper Tranberg tager imod på sit kontor ude på Rytmisk Musikkonservatorium.

―Huler skal man bygge, griner han, da han ser mig kigge rundt på de mange klenodier overalt i rummet. På væggene hænger der billeder af jazzlegender side om side med private foto fra diverse live-optrædener. CDer står i rækker og bunker omkring stereoanlægget, og på sofabordet er der fyldt med bøger.

―Nogle ligger der fast, andre bliver skiftet ud, og det er alt muligt blandet, fortæller Kasper beredvilligt, da han ser mig kigge nysgerrigt på bunkerne. Pia Juuls Sagde jeg, siger jeg-digte ligger øverst i en af dem.

―Jeg er her jo hele tiden faktisk. Hvis ikke jeg er på turné, så er jeg her. Det er mit arbejdsliv, så det er virkelig fedt og vigtigt at føle sig hjemme.

Historiefortælling og poesi

―De her ord føler du dig tydeligvis også hjemme i. Hvornår og hvordan kom du i gang med poesien?

―Det er fortællingen, der interesserer mig. Jeg har ligget under mine forældres køkkenbord, siden jeg var ganske ung, og omkring det har der siddet digtere, kunstnere, løgnere og ballademagere. Du ved, postmanden, lidt halvfuld onsdag klokken 16 – alt det der er jeg vokset op med. Jeg er flasket op på historiefortælling. Det har bare været omkring mig. Jeg er ikke litterær i den forstand. Jeg er fascineret af den verden, og sådan har jeg det også med klassisk musik for øvrigt. Jeg ved godt, hvad perioderne [de kunsthistoriske] hedder, men jeg kan ikke høre forskel på den og den komponist. Jeg har selvfølgelig nogle yndlingskomponister som Toru Takemitsu.

Kasper gør stemmen blid og viser det italienske prima-tegn med pege- og tommelfinger mod hinanden, for at indikere, hvilken høj kvalitet, vi taler om.

―Jeg er jo Japan-tosset, og med ham går jeg i dybden. Og det har jeg også gjort med poesien ud fra den improviserende musikers fundament. Da jeg som ganske ung mand for første gang hørte jazz og poesi med Peter Poulsen og Jens Søndergaard, du ved; Toooftegårds plads. Kasper synger hæst og drevent for at illustrere.

―Mega godt ikke’ griner han og fortsætter,

―Eller John Tchicai som midt i en solo fremsiger digte og bringer musikken og stemningen i rummet, og hele viben et andet sted hen. Du kan jo ændre det hele sådan her med ord! Kasper knipser.

―Så det er dér, jeg kommer fra med de ord. Inden for jazzen og den improviserede musik.

―Så det er et spørgsmål om stemning og stemningsskift?

―Ja. Og det har jeg også brugt i min musik, og gør det stadigvæk. Og de improvisatorer, som arbejder med ord, gør det samme. Der er jo også et budskab i fortællingen, i ordene, i digtet, i tekstmassen. Jeg har kammerater, som er digtere og arbejder med alle mulige former. Jeg har altid interesseret mig mest for den helt korte form. De få ord. Og ikke det sådan mere rablende. Måske lige med undtagelse af Cecil Taylor, som arbejder med mange ord og mange toner, altså en helt overvældende densitet. Det er sådan et godstog med ord, der kommer flyvende og kører en ned. Så sidder man der, kørt over, og tænker hvad skete der?

―Men ellers er det for mig mere noget med, hvor meget man kan få ud af hvor lidt. Altså det koncise udtryk. Det synes jeg er interessant.

―Hvornår bliver det interessant? Hvad er det, der gør de her ord og de her stemningsskift, man kan lave med dem, interessante?

―Jeg kan generelt godt li’ poetiske musikere. I mit nye orkester – The Future Ancestors – har vi arbejdet meget med metaforer. Der er ikke et nodepapir i miles omkreds. Der er kun lyd og metaforer, når vi arbejder med musikken. Og musik kan helt grundlæggende beskrives som et poetisk udtryk. Og jazzens store poeter har virkelig optaget mig meget. Det kommer i lidt forskellige udtryk. Om det er Thelonious Monk, eller pianisten Bill Evans – de er begge store poeter for mig. Derer selvfølgelig også noget med den syngende kvalitet af mit instrument, trompeten, som altid har optaget mig. Det vokale, det sangbare, det poetiske i den lyd. Miles Davis ligger lige for, eller min anden store helt, Timofei Dokschitzer, som også har den der poetiske, syngende kvalitet i trompetens klang.

Det vi kan dele sammen

―Hvornår bliver det så til ord? Hvornår er det poetiske i musikken ikke nok?

―Det ved jeg ikke, om jeg kan svare helt klart på. Kasper tænker lidt.

―Men der er en anden ting også: Det provokerende eller det overraskende i det. John Tchicai havde et digt i retning af: ”I want a big orgasm, said the litttle man.” Det kan også noget. Det er dragende. I min musik arbejder jeg ellers ikke med den erigerede langemand. I mit udtryk igennem årene har jeg altid ledt efter det, vi kan dele sammen. Der er ikke noget oprør i mine værker, plader eller måder at være på. Selvfølgelig har man været ungdomskæk, men som kerne handler mit bidrag om levels of mutuality. Altså hvilken grad af gensidighed, vi kan finde. Hvad er det gensidige, som musikken kan rumme? Det interesserer mig, og det er dét, jeg er bedst til. Og der er ordene en bro, der er virkelig fed. For de kan være præcise, konkrete, og især kan de være utrolig billedskabende hos modtageren.

―Jeg har spillet med pianisten Jacob Anderskov i 25 år, og han har igennem alle årene arbejdet med den danske sangskat. Det har jeg altid set lidt fra sidelinjen, men i det nye år kommer der en plade, som Jacob har lavet med danske sange, hvor to vokalister synger, og vi improviserer. Vi kaster et forholdsvis nyt lys på, hvordan man kan dele en sang, der kan stå i Højskolesangbogen. Og det har været rigtig fedt at ændre det oprindelige udtryk. At sige: Vi elsker denne sang men ud med første vers, lad os begynde med vers fire og bagefter spiller vi vers syv, og så er det det, griner Kasper og slår animeret ud med armene.

―Det er noget med at skabe en forbindelse imellem lytteren, og dem som spiller, men også at skabe nogle illusioner om, hvad en sang, og hvad budskabet i en sang, skal kunne. Vi har gjort det meget live. Vi har spillet med brandmandskor, og vi har spillet i sangforeninger og alt muligt. Vi improviserer, og så dukker sangene op. Og ordene dukker op i folks hoved med det samme, når man nærmer sig en sang, de kender. Live har vi prøvet at aftale med publikum at de skulle synge med, når vi gav tegn – sådan en alternativ form for fællessang – men det kom aldrig til at fungere. Publikum er konsekvent foran. De hører lidt af melodien, og så begynder de bare at synge, og som musiker er det sådan lidt: ”Hallo, vi skal også være med.” Ordet tilsat en melodi er simpelthen en diamant, der skinner hver gang.

Agurkesalat

―Et andet virkeligt sjovt projekt er Vi sidder bare her med Jørgen Leth, Mikael Simpson og Frithiof Toksvig. Jørgen er jo enormt jazzet. Jeg har spillet live med dem og er med på de første plader, og Jørgen skulle ikke have nogen cues. Timing havde han styr på. Det skulle han nok selv ordne. Han er improvisator i hjertet og elsker at være på scenen. Så i det band har min rolle været instrumentalisten, som farver rummet, der opstår mellem musikken og Jørgens testbidder. Og hvad gør man så, når det handler om agurkesalat – sådan en klagesang om agurkesalat, og skal spille noget der passer til? Kasper smiler bredt ved tanken.

―Det er pissesjovt. De fedeste er C.V. Jørgensen, Lars H.U.G., Nikolaj Nørlund, eller Hanne Boel, som også har den der direkte kommunikation i ordet. Jeg har gjort det med alle mulige, og nogle i den del af musikken er mere digtere end andre. Kasper smiler lumsk og stiller selv næste spørgsmål:

―For er der forskel på en digter og en sangskriver? Måske.

At Lytte og respondere

―Hvad skal være til stede i musikken og poesien, for at det hele går op i en højere enhed?

―Vi har alle en god ven, som bare taler hele tiden. Og ens opfattelsesapparat lukker ned. Der er ikke det vakuum, hvor forståelsen får rum, og hvor der kan opstå en form for dialog. Det er også i en vis forstand en form for timing, når man forstår at sige noget og nogle gange må man vente 10, 20, 40 sekunder, før den anden person har tænkt sig om, og kan respondere. Det er improvisation. Det er dialogen, det hele drejer sig om. Den umiddelbare og den reflekterede. Om det så er musik, et interview eller hvad som helst. Lige nu er der en real time-forhandling. Hvem siger hvad, hvornår? Hvad skal det handle om? Hvem bliver træt først? Det er det, vi som musikere egentlig gerne vil perfektionere. At lytte og respondere.Ord og musik lever godt sammen i improvisation. Det skal ikke tages så højtideligt. Det er ikke en formel øvelse. Det hele handler om relevans. Ordene kan være lige så meget loose guns, som jazzen kan. Det kender vi fra beat-generationen, punken, alle mulige. Sådan en som Pia Juul er også flabet på sin måde. Man bliver helt omsluttet af hendes ord. Det er sjovt, dybsindigt, drømmende, beskrivende, pirrende og … vedkommende! Ja, det er et godt ord. Noget, der har rigtig høj relevans, kan jo godt være skideskægt. Og weird, fjollet og alt muligt. Samtidig med at det er dødsens alvorligt.

Når samspillet mellem ord og musik virker bedst, så åbner to døre. Første dør åbner til en fundamental fælles forståelse af, hvad det vil sige at være i det her rum nu, eller at være menneske. Den anden dør åbner til en fuldstændig individuel fortolkning af, hvad det her drejer sig om. Og det er måske dét, den gode digter kan. Den gode poet, som spiller klarinet, så følelserne reagerer. Der kommer gåsehud, eller vi bliver megaglade. Det kan vi alle sammen mærke. Umiddelbart. Men lige så mange lyttere der er, lige så mange drømmebilleder, opfattelser og oplevelser vil der være. For mig handler det om at komme frem til at have noget på hjerte. En stærk intention. Og at have noget i en fortælling, der måske fremstår ret uhøjtideligt, underligt eller måske skaber forundring. Det tiltaler mig. Som musiker vil man også gerne have det swinger. Det skal sgu være funky, ellers er det ikke så sjovt for mig i hvert fald.

―Er det dialogen og samarbejdet i dette møde mellem musik og ord, der er det sjove?

―Ja, blandt andet. Folk vil gerne have mig med, fordi jeg er god til at være i et band. Jeg er blevet 52, så jeg er erfaren. Du kan finde trompetister, som spiller bedre end mig, er federe til at læse noder og kan spille højere og hurtigere og alt muligt. Men det er svært at finde nogen, som kan forstå og gå ind i en proces, løfte den og være megabegejstret og være så god til at sætte sig i projektejerens sted. Det er dét, jeg har levet af i mange år. Det er sjovt at være den deltagende brik – en bifigur – og derfor er jeg også pissegod til det. Selv med mine egne ting er jeg drevet af samarbejdet. Drevet af oplevelser eller mennesker. Mit forrige album var en solotrompet-plade, og der er man ret meget alene, men det nægter jeg. Så jeg rakte ud til Mike Højgaard, og vi lavede filmen Suite Dilation [tilgængelig på filmstriben]. Der havde jeg lige fået Ben Webster-prisen, og det er jo en retning af jazzen, der ikke er så avantgardistisk, men jazzen favner det hele. Lige fra Aristocats-swing til et abstrakt Kresten Osgood-beat. Det er bare at følge med. Pulsen i musik og i poesi, det er stemning og fortælling. Man bliver taget med på forskellige måder. Når man som musiker får en helt eller heltinde, bliver det en livskammerat. Når jeg for eksempel hører Don Cherry eller Ben Webster, så er det nogle, jeg har haft med mig, og som jeg vil have med mig, til jeg går i graven. Det er dybt ad helvede til, og det er virkelig fedt. Og nogle gange bliver det til et digt.

―Det ”sjove” er også i høj grad smittende originalitet og kreativitet fra andre, der kan sætte noget i gang. Igennem mange år har jeg for eksempel været tæt på TS Høegs virke og værker. Thorstens output er af svimlende karakter og inspirerende! Drivkraften i hans poetiske og litterære visioner har betydet meget for mig og mange i min generation, og nu også i den generation, der er kommet efter, fordi han, ligesom Hugo Rasmussen gjorde, ofte omgiver sig med yngre kræfter og skaber forbindelser på tværs af alder, æstetik og udtryk. Det er en af kernerne i musikalske fællesskaber, og det er jeg stor tilhænger af.

Megen mening i kondenseret form

―Hvorfor har du aldrig udgivet en lyrikplade i eget navn?

―Jeg skal finde måden at gøre det på. Kasper ser tænksom ud og lader stilheden fylde.

―Jeg har kun skrevet et par håndfulde digte eller tekstbidder, som jeg synes fungerer godt i musikalsk sammenhæng. Jeg bruger dem, når jeg spiller solotrompet, eller jeg bruger dem i improvisations-sammenhænge. Det lyrikbårne værk nærmer jeg mig rigtig langsomt, men jeg ved at det bliver med en blanding af mine og andres tekster. Nok andre improviserende musikeres tekster. Jeg har hørt gode statements live, som jeg har transskriberet – de findes slet ikke på tekst. Og så måske nogle omskrivninger af for eksempel Santoka Taneda, en free-haiku-poet af guds nåde, som jeg elsker. Kasper bladrer entusiastisk rundt i en af sine bøger, der ligger øverst i en af bunkerne på sofabordet foran os.

―At få megen mening ud i kondenseret form, det interesserer mig også på trompeten. Det går virkelig hånd i hånd med Haiku. Den måde at spille den rigtige tone på det rigtige tidspunkt. Det er måske den største udfordring.

―Hvad har du af kommende ordrige projekter?

―Der kommer en solo-trompetplade, hvor de her digte bliver optaget. Måske jeg spiller klaver på noget af det, men der kommer et poesiværk, jeg håber vil tilføre lytteren og mig andre ruter og muligheder i det, vi skal dele sammen. At jeg kan møde mig selv og lytteren på en anden måde, når ordene er der. … Det er en måde at få mig selv ud på gyngende grund.

―Nogle musikgrene har en afviklende karakter – det kan findes i al kunst – så kan det blive en ting. Mit håb er at dette projekt bliver udviklende. Jeg overvejer, hvordan jeg skal angribe den udgivelse. De tekster skal i hvert fald ud og have et liv nu, hvor de dokumenteres i et sammenhængende værk, for nu har de været der rigtig længe. Så kan jeg komme videre. Det er der behov for. Nogle af de tekstbidder har jo levet med mig i årevis.

―Og så har jeg et stort igangværende forskningsprojekt her på skolen, hvor jeg forsker i melodik og forsøger at afsøge nye tilgange til at bruge melodik som improviserende musiker. Også i forhold til den musikpædagogiske dimension af at arbejde med melodik i improvisation. Når det er færdigt om halvandet år, vil jeg arbejde på en sang-plade, som vi har snuset til. Jeg spillede en koncert på Hotel Cecil i maj måned med mit nye orkester, The Future Ancestors – mit elektriske band – hvor Mikael Simpson og Lucky Lo kom og sang et par sange hver.

―Hvad handler det repertoire og udtryk om?

― Live your life like a future ancestor. Kasper dvæler lidt.

―Hvad har efterlivet og livet tilfælles? Hvad er det for en type ancestor, man selv bliver? De spørgsmål bor inde i nogle sange, nogle hymner – både europæiske, amerikanske og afrikanske og alt muligt. Det er en helt ny undersøgelse. Det er de to orddrevne projekter, jeg har på vej.

Kærligheden til det orddrevne

―Jeg har et nogenlunde sprog til at beskrive musik, men det er svært for mig at beskrive poesi. Der er jeg lidt på udebane. Men det rører noget i mig. Jeg læner mig nok ind i improvisatorens brug af ord. Når noget optager mig, så kan jeg godt blive der længe og vende og dreje det. Jeg læser mange fagbøger om musik og portrætter af musikere. Så faglitteratur fylder en del, og jeg skriver også, hvis jeg giver Master Classes eller har oplæg her på skolen, så skriver jeg typisk reflekterende essays. Jeg har klart en kærlighed til at beskrive en proces, eller hvad jeg tænker om ting. Jeg skriver også breve til folk, det kan jeg godt li’. Men man bliver respektfuld. Det er et krævende område. Så jeg gør mig umage med ikke at fremstå som et litterært menneske. Jeg vil til gengæld gerne have at det fremstår som en dimension af min musikalitet og en dimension af min måde at være sammen med mennesker på. Jeg er måske lidt berøringsangst, men ordene kalder på mig hele tiden. Og nogle gange, så får jeg lov – af mig selv – til at skrive dem ned.

Dette interview blev oprindeligt publiceret i Jazz Special 

Michala Østergaard Nielsen er en trommeslager, percussionist og komponist, med et nærmest zenbuddhistisk forhold til improvisation og musik. Udover sin egen Østergaard Art Quartet med Marc Ducret, Per Jørgensen og Kasper Tranberg, spiller hun i grupper som Nuaia, David’s Angels, 1001nats eventyr med skuespiller Ellen Hillingsøe og forskellige andre projekter. Hun har netop dannet en ny trio med den amerikanske pianist Marilyn Crispell og bassisten Thommy Andersson. I 2018 fik hun som den første dansker nogensinde den svenske jazzpris Jazzkannan, for sit mangeårige virke inden for moderne og eksperimenterende jazzmusik på den svenske jazzscene. Jazz Special har mødt hende til en snak om fokus og nærvær og kunsten i at skærpe sin lyttesans – og mere prosaisk om verdens tilstand i form af en Covid-19 pandemi og en Metoo dagsorden. Tekst: Gudrun Hagen

—Vi talte sammen sidst for syv år siden (Jazz Special nr. 135), og dengang var det meget om din baggrund, din inspiration og så denne her drivkraft mod at forfine sin integritet musikalsk og udviklingen som trommeslager og komponist. Hvordan går det med den proces?

—Jeg er lige begyndt på solistlinjen på konservatoriet som komponist, og i den forbindelse oplever jeg så mange huller i det, jeg troede, jeg vidste. Der er så mange ting, jeg gerne vil lære, og en af de ting jeg har lavet de sidste mange år er faktisk vedholdende at øve mig i at samle mig om det, jeg skal.

—Jeg er optaget af det nærvær, der ligger i at lytte – hvordan man skaber et rum, og hvordan man øver sig i at være til stede her og nu. Så de sidste otte-ti år har jeg øvet mig i det. Jeg har læst om det, men mest af alt har jeg øvet mig på det i praksis. Jeg er dybest set et teoretisk menneske og skal også lave et fordybet projekt om ”Kunsten at lytte” på solistlinjen nu. Men i mange år har jeg haft brug for at få teorierne lidt væk og prøve at mærke efter. Hands on, om man vil.

—Flere har betegnet din tilgang til trommer og musik som zenbuddhistisk. Kan man det?

—Det kan man godt, selvom jeg mediterer noget mindre nu end tidligere på grund af min lille datter, smiler Michala og tænker sig lidt om, før hun fortsætter:

—Nogle gange som musiker, når man er ude at optræde, er man glad for aftenen, hvis man evnede at være godt til stede i nuet – og man kan faktisk øge sandsynligheden for at tilstedeværelsen opstår ved dagligt at øve sig på sin evne til at lytte. Det prøver jeg at øve på, og jeg underviser også i det.

—Det handler om at skærpe lyttesansen ved at lytte mere ”aktivt” og opmærksomt – lytte til stilheden, til musikken, til lydene, både fokuseret men også en panoramisk lytten, hvor man prøver at høre alt på én gang. Det er der et udpræget nærvær i. Hvis jeg er i rigtig god lytte-form en dag, så opstår der spontant en skærpet lytten flere gange på en dag. Jeg øver mig blandt andet ved at meditere, men dybest set handler det om at træne sig selv til at lave nogle ”indstillinger”, der muligvis ikke altid virker, men som dog øger sandsynligheden for, at man kan blive mere til stede. En af indstillingerne er bevidst at skærpe min lytten, en anden indstilling er fysisk og kropsligt at komme godt i kontakt med trommerne. Et sidste element i alt dette er at tænke på min time. Altså at have et fokuspunkt, en centrering indeni, der får fat i noget klarhed. De tre ting – time, kropskontakt og lyttesans – kan jeg ligesom veksle imellem, så de kan spille sammen. Det er nogle virkemidler, der kan hjælpe mig til at komme i ”zonen”. Og jeg er blevet bedre, men der er lang vej endnu. Det bliver ekstremt tydeligt, når man hører en verdensmusiker som John Coltrane, som er født i den zone, griner Michala og bliver alvorlig igen.

—Men man kan jo lade sig inspirere af at det er muligt. I perioder hvor jeg er stresset, der lytter jeg slet ikke. Jeg har også oplevet koncerter, hvor det kun er de sidste 30 sekunder, jeg hører, og så tænker jeg shit – hvor har jeg været? Vi er jo nok alle mere distræte end fokuserede som udgangspunkt, altså mere ikke til stede end til stede. En ændring af det kræver at man øver sig. Der ligger noget normalitet i ikke at være til stede. Men jeg har fokuseret meget på at øve mig i det modsatte. At insistere på det. Og det er til at ændre, det er det gode.

—I 2017 blev du mor – har det betydet noget i forhold til musikken?

—Specielt det første år efter jeg havde født min datter, og jeg var ude at spille, dér kunne jeg mærke at der simpelthen var sket noget i det indre. Det er jo en kraft uden lige at føde et barn, og jeg kunne tydeligt mærke, at der var noget indeni, der var sat fri energimæssigt. Det var enormt smukt og stærkt at opleve at det kunne spille sammen med kraftfuldheden i musikken. Det var vildt at opleve.

—I 2018 fik du som den første dansker nogensinde prisen Jazzkannan, der regnes for en af de fineste jazzpriser i Sverige. Den gives til en musiker, som har gjort en nyskabende indsats for jazzmusikken, og de beskriver dig som ”en spirituel og lydhør komponist og musiker, hvis univers er fyldt af poetiske vibrationer, der skaber øjeblikkelig kærlighed.”

Michala ranker sig.

—Det var faktisk min første dag efter barsel, hvor de ringede og fortalte det, så det var en fantastisk måde at komme tilbage på. Den er jeg glad og stolt over.

Jeg læser lidt mere af begrundelsesteksten højt:

—“Michala Østergaard-Nielsen personificerer på mange måder det bedste i improvisationsmusikken, da hun har en sjælden evne til at fremelske mødet i rummet. Michala mærker både med-musikanter og publikum, og det tager hun til sig, bearbejder og vender til højst personlige og fortællende klange. Det skaber både en genkendelse og helt nye kombinationer, som får lytteren nysgerrigt til at ville have mere.”

Michala stor-smiler og afbryder så opsummerende:

—Det er en anerkendelse, jeg virkelig tager ind, og jeg er glad for flere ting de senere år. Jeg har været ude med min Østergaard Art Quartet, og vi indspillede vores andet album: More Stories from the Village (2016). Vi skulle have været på turné her i foråret med den svenske bassist Anders Jormin, og vi skulle også have indspillet et nyt album, men det blev aflyst på grund af Corona. Det er simpelthen så ærgerligt, for det er ikke lige til at rykke… Heldigvis havde jeg allerede aftalt en turnéperiode forår 2021 med Marilyn Crispell og Thommy Andersson, så for ikke at miste det hele, skrev jeg til spillestederne og hørte, om de ville booke den trio i stedet for. Det ville de heldigvis gerne. Nu må vi se, om det kan lade sig gøre. Det er en turné jeg virkelig ser frem til, men det er mildest talt uvist lige nu, hvad der kommer til at ske. Marilyn Crispell er amerikaner og over 70. Tør hun overhovedet sætte sig på et fly?

—Heldigvis er der også Nuaia [hendes svensk-danske trio]. Det er et orkester, der betyder meget for mig, og jeg håber, vi kan nå endnu bredere ud med vores musik i de kommende år. Vi fik også nogle ting aflyst på grund af Corona, men vi er ved at lave ny musik og lytte vores materiale igennem i forhold til at indspille et live-album, der skal udgives til næste efterår med både nye og gamle sange. Forhåbentlig kan vi også turnere til den tid.

—Hvor meget har Corona-krisen vendt op og ned på alting for dig?

—Der var stor personlig ærgrelse over aflysningerne, men ret hurtigt blev det jo til et håb om at verden snart må få det godt igen – og en taknemmelighed over at bo i Danmark, der er et privilegeret sted at være under en krise. Man kan gå på supplerende dagpenge, der er hjælpepakker med videre. Her i efteråret, hvor jeg er studerende igen uden SU, er det mere barskt økonomisk. Ting bliver aflyst eller rykket, og jeg kan ikke gøre så meget ved det. Så lige nu fylder den økonomiske uro en del og er skyld i, at jeg ikke kan koncentrere mig så godt om andet. Det påvirker mig enormt meget.

—En ting er de økonomiske vilkår, men så er der de kunstneriske. Jeg savner helt vildt at få lov til at spille for et publikum, og jeg nyder de koncerter, jeg har i Stockholm, i fulde drag.

—I forhold til den bredere kulturværdikamp, som jeg synes er super, at der kommer fokus på, kunne jeg også godt bruge en mere generel debat om freelancerens arbejdsvilkår. Vi har ingen pension, løn under sygdom og lignende. Jeg savner at man fra politisk hold sætter sig ned og tager det alvorligt. At man er villig til at ændre nogle grundlæggende vilkår. Jeg kan huske en tale af Lars Løkke, dengang han var statsminister – pludselig gik det op for mig, at jeg var i lavindkomstgruppen. Det kom fuldstændig bag på mig, for sådan tænker jeg ikke om mig selv. Og jeg husker min kæreste, der grinende sagde, at jeg var kulturklasse A og socialklasse E.

—Jeg har ikke tænkt over det på den måde, for jeg elsker det, jeg laver, og det er enormt privilegeret. Men lige i forhold til det her fokus på, hvor vigtig kulturen er, kunne jeg også godt bruge nogle, der konkret arbejdede for at forbedre vores arbejdsbetingelser. Det er ikke lige så prestigeagtigt at snakke om som kulturværdier, men det er faktisk vigtigere for os, som er i det, at ændre vilkårene for det erhverv, vi har. Der må noget reel handling bag for at støtte kunstens folk, hvis man synes, at kunst er så vigtigt.

Er du bekymret for kollegaer og spillesteder – musikkulturen?

—Ja, kommer det prompte med alvorlig mine.

—Blandt andre har Klub Primi – der er en af de fineste klubber for improviseret musik på den danske jazzscene i København for tiden – haft problemer i efteråret. Jeg håber inderligt, de overlever. Mange er allerede gået konkurs. Derfor blev jeg også så glad for at høre at Montmartre blev reddet. Det er så skønt og historisk et sted.

—Det gode er at musikbranchen har hjulpet hinanden godt. Alle arrangører og bookere har været villige til at flytte rundt og redde alt muligt. Vi er afhængige af hinanden, og det er en sårbar situation for rigtigt mange. Jeg har oplevet en stor velvilje til at hjælpe hinanden og komme ud af det hele bedst muligt, og det er smukt at folk hjælper hinanden så meget i miljøet.

—Apropos dette sammenhold i musikbranchen. Hvad tænker du om Meetoo-dagsordenen. Du er jo ikke bare trommeslager men også komponist og orkesterleder. Oplever du dig selv som kvinde i musikbranchen?

Michala tænker sig om med et finurligt smil. Det er tydeligt, at hun vægter sine ord:

—Mange kvinder har oplevet mænd, som er gået for langt. Det er enormt vigtigt, når man er på scenen, at man bliver vurderet og opfattet som musiker. At det kunstneriske får lov at dominere dér. Selvfølgelig oplever jeg folk, som synes, det er sjovt med en kvindelig trommeslager, og ”synger du også” er en fast del af den tilgang. Det har jeg ligesom lært at ryste af mig. Men jeg har også de senere år oplevet bookere, som efter en koncert kommer hen og er glad for at man har hjulpet dem med at få en bedre kønsstatistik på deres spillested. Den slags bliver jeg virkelig træt af, for jeg har lige spillet en koncert, og blev jeg i virkeligheden booket, fordi jeg er kvinde? Det er virkelig træls, kommer det fladt fra Michala og afslører de vordingborgske aner.

—Det sker heldigvis ikke så tit. Den agenda er vigtig, men det kunstneriske skal have lov til at stå for sig selv. Der er så meget, der skal stå og vibrere i det felt. Man skal have lov til at stå dér, som det og den, man er, og der kommer intet selvværd eller øget kunstnerisk virke ud af det andet. Kunst skal have lov at være kompromisløst – det er dér, man vokser. Hele det kunstneriske felt er ikke en kønskamp. Jeg står der som alle køn og intet køn. Jeg er det hele. Eller ingen af delene, understreger Michala pointen, slår ud med armene og griner afvæbnende:

—Mit køn er ikke det primære, når jeg er på scenen. Kønsdiskussionen er vigtig! Men den skal tages væk fra scenen og holdes ude af det kunstneriske rum. Den er overordnet og strukturel og hører efter min mening ikke til midt i den skabende kunst.

—Selvfølgelig er det enormt vigtigt med flere kvindelige udøvende kunstnere, og også kvindelige bookere, arrangører, censorer – og rollemodeller! Jeg er vokset op med en hel stribe kvindelige musikere at se op til. Rollemodeller er vigtige, for så behøver vi ikke at snakke om køn – de er der bare på scenen og spiller. Jeg kan huske en større festival, hvor bookeren fortalte mig at de første otte navne på plakaten var kvinder. Det var selvfølgelig et statement fra deres side, men der er også en pointe i netop at lade være med at fremhæve at de otte artister var kvinder. Det råd tog han heldigvis til sig.

—Kønsfordelingen kan blive bedre, end den er i dag. Der er færre kvinder at spejle sig i herhjemme i dag, end da jeg blev uddannet, så på den måde går det jo den forkerte vej i Danmark. I Sverige er de gået meget langt musikpolitisk. Dér kan det være svært at få støtte til et band, hvis der ikke er en kvinde med. Efter min mening er det at gå alt for langt. For så rammer man også det kunstneriske ved ikke at ville uddele lige så meget støtte til bands, der kun består af mænd. Men det bliver selvfølgelig spændende at se, om de om ti år har fået et andet vækstlag frem af kvindelige instrumentalister med den strategi.

—Jeg hilser også velkommen at vilkår og magtstrukturer bliver gransket. Der er næppe nogen, som vil hævde at Metoo ikke har været og er en vigtig faktor for den debat. Men i forhold til magtstrukturer er der også andre parametre end køn. Om du er fastansat eller freelancer har virkelig meget at sige for dine arbejdsvilkår, som vi talte om før.

—Har du personlige oplevelser med det?

—Det kan godt være svært at få lov til at være vred over noget, når man helst skal holde sig gode venner med folk for at blive booket. Jeg havde en oplevelse for nogle år siden med en stor norsk jazzfestival, der for tredje gang spurgte, om jeg havde lyst til at komme og spille med en gruppe. Forespørgslen gjaldt min kvartet de første to gange og Nuaia den tredje gang. Alle tre gange havde jeg fat i alle involverede musikere i forhold til datoer og andre overvejelser i samme forbindelse. Da vi så skriver tilbage at det kan vi godt, får vi ikke noget svar. Først når jeg rykker for svar, får jeg at vide at det ikke er aktuelt alligevel. De har valgt nogle andre. For tredje gang, fortæller Michala med følelig vrede.

—Normalt bliver man kontaktet, fordi de gerne vil have at man kommer, og ikke bare for at høre om det kan lade sig gøre. Men det er åbenbart et princip for denne festival bare lige at høre, hvem som kan. Det blev jeg enormt rasende over tredje gang. Jeg synes simpelthen at det er respektløst. Jeg skrev en lidt sur mail til bookeren, men desværre ikke så sur, som jeg havde lyst til, da jeg tænkte på min mulighed for at blive booket i fremtiden. Hvilket jeg så ikke er blevet. Bookerne sidder i en udtalt magtposition.

Vi taler lidt videre om magtstrukturer og kommer omkring Koda, der som en anden David mod Goliat, tog kampen op imod Google i forbindelse med streaming og betaling til den enkelte kunstner. Uenigheden bevirkede at der ikke var dansk musik på YouTube i flere måneder, men en ny aftale blev indgået 1. oktober.

—Med den nye aftale, har stort set alle været ude at sige, hvor godt det er at der igen er dansk musik på YouTube. Er det vigtigt for dig?

—Absolut. For mig er det mere i forhold til promovering end indtjening på afspilning. Men jeg bruger det meget, og hvis der ikke havde været Corona, havde det ramt mig hårdere. På grund af aflysninger i foråret er meget blevet flyttet til næste forår, og det er godt! Det gør at der ikke er så mange nye job at booke. Heldigvis har jeg koncerter her i efteråret og til foråret, selvom det ikke er så mange, som det plejer at være.

Dette interview blev oprindeligt publiceret i JazzSpecial. Jazz Special mødte Mathias Heise Quadrillion i Malaysia i forbindelse med deres mini-turne i Asien, der udover The Music Room i Dubai og Penang Jazz Festival førte dem til den legendariske jazzklub No Black Tie i Kuala Lumpur. Vi talte om jazzklicheer, asiatisk verdensdominans, og det orkestret selv har valgt at betegne: Furojazz.   Tekst: Gudrun Hagen Foto: Nadia J. Mahfix

No Black Tie

Den gode lyd og den uformelle, næsten private stemning har sammen med et konsekvent udfordrende jazzprogram gjort No Black Tie til en af de ubestridt bedste jazzklubber i Malaysia. Det hele begyndte som en alternativ platform for klassisk musik tilbage i 1998, men hurtigt sneg kunstnere med jazz, blues og singersong-writers sig ind i programmet. Grundlæggeren Evelyn Hii, som oprindelig var klassisk koncertpianist, vælger selektivt bands ud efter originalitet, og hun var begejstret over muligheden for at dele de fire unge danskeres uforudsigelige fusionsjazz med sit lokale jazzpublikum i Kuala Lumpur. Helt i No Black Ties ånd blev det til to aftener med intens dynamik på scenen, og det er en glad trup, jeg møder dagen derpå.

Det impulsive

—I havde ikke forberedt et sæt nogle af aftenerne. Er det jeres måde at levere en god koncert?

—Det kan man ikke sige, affejer Mathias.

—Vi har haft gode koncerter, hvor vi har lagt sættet på forhånd, men vi kan godt li’ at variere det lidt. Til Dubai havde jeg forberedt et helt fastlagt sæt, men det kan være lidt irriterende, fordi det selvfølgelig låser en. Det er rart at være fri til at mærke efter. Hvad føles egentlig rigtigt? For eksempel ville vi aldrig have lagt balladen Jan Mayen som nummer tre på forhånd, men pludselig blev det naturligt at spille den dér. I momentet fungerede det vildt godt. Den slags kan ikke planlægges. Det er noget, der opstår. Det kommer an på stemningen. Både blandt os og hos publikum. Hele rummet! Mathias slår ud med armene.

—Vi har aldrig spillet en koncert med præcis samme sæt, istemmer bassisten David Vang.

—Musikken er jo præget af improvisation, men den er også præget af et detaljeret arrangement, nuancerer Mathias.

—Vi øver hele tiden og har været sammen fem år som band. Allerede dét er jo en sjældenhed i jazzmiljøet. Vi har spillet sindssygt meget sammen. Alle numrene er udfordrende. Intet af vores materiale er noget, hvor vi bare spiller noderne, og så er det det. Vi går sammen alle numre igennem og skyder ind med forskellige ideer. Vi skifter rundt på stykkerne, introducerer et break og så videre. På den måde får vi nogle gennem-arrangerede numre med høj detaljegrad, men samtidig har vi disse åndehuller af improvisation, hvor det er soloer over specifikke akkorder, og der er vi jo ret jazzagtige, smiler han entusiastisk.

—Dér kan vi godt li’ at ta’ den alle mulige steder hen, men det er kapslet ind i det større arrangementsmæssige perspektiv.

—Mads har skrevet Man vs Nature med prominent guitar. Disko-nummeret Gloomy Breeze har hård slagbas. Tænker I over at få alle til at stråle?

—Ikke så bevidst, kommer det hurtigt fra David.

—Der er fokus på guitar, hvis guitaristen skriver et nummer, men man finder jo også ud af, at udnytte sangenes særtræk. Selvom det lyder corny, så er det sangen, der bestemmer lyden.

—Nogle numre kalder bare på en guitarsolo, griner guitaristen Mads Christiansen og fortsætter:

—Man kan tydeligt mærke, når den er der, og når den ikke er der. Der går altid enormt lang tid, før man har den. Og det bliver ved med at være en proces også længe efter indspilningen. Det er vel også derfor numrene aldrig lyder ens fra koncert til koncert.

 —Hvordan med samspillet. Læner I jer op ad hinanden, eller handler det også om at skubbe og få de andre ud af deres komfortzone? Bandet kigger prøvende rundt på hinanden, før David tager ordet:

—Aksel [trommeslageren Aksel Stadel Borum] er dygtig til at lave virkelig mærkelige rytmer. Jeg tror ikke, han decideret gør det for at få os på glatis, og heldigvis er han jo sympatisk anlagt, men det er fedt at være lidt i tvivl nogle gange.

—Af og til er det fedt bare at gøre noget, der aldrig er sket før, og så se reaktionen. Det gælder både indbyrdes og i forhold til publikum, indskyder Aksel og Mathias supplerer:

—Aksel kunne jo hvert øjeblik kaste os alle sammen af. Han har alle de der polyrytmiske metriske mutationer kørende. Så jeg er aldrig sådan helt tryg men altid lidt på dupperne, og det er fedt.

 Strittende genrer

—En ting, der skriger til himlen, når man hører jer, er jeres manglende 1980er-forskrækkelse.

—Det er lidt en ny genre, vi har, begynder David, og bliver afbrudt af en passioneret Mathias.

—Vi er ikke bange for nogle årtier, genrer eller klichéer, slår han fast med et animeret bank i bordet.

—Jeg kan føle mig enormt hæmmet af musikpolitiet. Det der med, hvad der er ude, og hvad der er hipt, det er noget af det mest irriterende. Det er også derfor, jeg har et godt øje til konservatoriet, fortsætter han med et glimt i øjet.

—Der var en modreaktion mod fusionsjazz i 1980erne, hvor alt lige pludselig skulle være akustisk. Så var der hardrock-tingen, hvor det skulle være maskulint og brølende, og så kom der en periode med den der nordiske jazzbølge, hvor alt skulle være fint og stemningsfuldt og blødt med et udpræget fokus på de akustiske kvaliteter i musikken. Mathias skutter sig animeret.

—Og så var der hele Jakob Bro-bølgen, der var lidt en forlængelse, hvor man holdt op med at spille time. Både mig og David har gået på konservatoriet, og vi kunne tydeligt mærke dem, som var på den vogn.

—Det var alle på et tidspunkt, griner David. Mathias fortsætter:

—Og så var der jo selvfølgelig avantgardejazzen, der li’som kørte ved siden af. Men vi har haft lyst til at gøre os fri af alt det. Idéen om at vi ved, hvad det rigtige er, og hele det-må-man, det-må-man-ikke-logikken, har vi droppet. Vi gør lige præcis hvad vi vil og har det sjovt med det.

—Vi fik også flere anmeldelser på den første plade, hvor vi fik røg for, at der manglede en linje i det, byder Mads ind.

—Ja, at det ligesom var for strittende, supplerer David, før Mathias igen tager over.

—Men det var overlagt. Vores band behøver ikke bare være tre elementer. Vi har et dna i kraft af vores samspil og i kraft af vores håndtering af instrumenterne – vores sammenlagte musikalitet – der gør at uanset hvad vi laver, så vil det lyde som os. Og så kan det sådan set godt stritte stilmæssigt. Vi kan godt blande meget forskelligartede elementer.

—Det er også derfor, vi har valgt at kalde vores musik Furojazz, begynder David igen.

—FU for future, funk og fusion, RO for rock og så selvfølgelig jazz til slut, der hverken kan eller skal forkortes. FU-RO-JAZZ. Drengene griner, og Mathias sætter trumf på med alvor i stemmen.

—Når man siger fusionsjazz, ligger der visse forventninger til det. Og det her er en måde at tage det et skridt videre. Det er ikke bare en nostalgisk venden tilbage til 1980erne. Det er også et seriøst forsøg på at revitalisere genren og lave noget ny og vedkommende musik, der ikke er bange for at kombinere elektroniske, elektriske elementer med funk og rocks rytmik og jazzens harmoni, melodi og improvisation, li’som man gjorde i fusionsjazzen.

—Så der er ingen regler?

—Nej, det skal bare lyde godt, kommer det kontant fra Mads.

 Drengene griner igen. David tænker tilbage.

—Jeg oplevede mange forbudte ting på MGK. Slagbas mand. Hold kæft, det måtte man ikke. Det var først da jeg begyndte på konservatoriet at jeg var lidt mere ligeglad med, hvad de andre tænkte.

—Man skal måske op på et vidst niveau, før man begynder at lege med tingene?

—Det kan godt være. Det er først dér, man får lov i hvert fald, smiler David.

—Graden af usikkerhed er tit proportionel med graden af dogmatisme, indskyder Mathias tørt og uddyber.

—Jo mere usikker man er, jo mere forsøger man at orientere sig efter, hvad der er rigtigt i en eller anden absolut forstand. Og omvendt: Jo mere sikker man er, jo mere kan man gøre, hvad man har lyst til. Det gælder sgu helt generelt i livet.

 Promovering

—Hvordan har I det med at promovere jer selv på sådan en turne her?

—Altså det at være på, og det at være på tur, er jo to vidt forskellige ting. Det er hårdt at selvpromovere, men det er mega fedt at være på tur, understreger Mads.

—Vi er heldige at være i gode hænder hos Peter Sundberg og Susanne Benz [Giant Sheep Music], som også er med os herude. Det er så gunstig en arbejdsfordeling, at vi kan få lov at fokusere på musikken, mens de har overblik over bookinger, presse, kontrakter, transport med videre. Og Peter er jo utrættelig med et kamera. Du skulle ha’ set ham i Dubai, griner Mathias.

—Han spænede simpelthen frem i den der brændende hede for at fange os, både når vi gik op af en trappe, og når vi kom ned igen. Drengene slår en latter op og Mathias tager tråden op igen.

—Vi får det fulde potentiale ud af det her. Vi lærer en masse, og det er jo super godt at have en masse dokumentation og film fra turen. Det er noget, vi kan bruge.

—Skal I have en fanbase herude eller skal det mere bruges hjemme?

—Det kunne bestemt være fedt at have noget herude!

 Drengene joker lidt om asiatisk verdensdominans og kigger afventende på Mathias, som sætter flere ord på.

—Jeg har mest tænkt det som en vej ind i Asien. Det er fedt at spille herude, og tænk hvis vi kunne gøre det noget mere. Men det er selvfølgelig også for at bygge vores navn op hjemme. Et tveægget sværd der kan hjælpe på flere job hjemme, men også på at få støtte til andre ture rundt i verden. Der er jo ikke verdens største marked for fusionsjazz i Danmark. Så hvis det her kan øge interessen for fire unge fusionsjazzfyre fra Danmark, så er det jo kanon. Så er det bare afsted. Men ambitionerne lige nu lægger vi i musikken. Hvordan vi udvikler den og får et stærkere udtryk, hvad vi kan gøre på scenen, vores næste plade… Mathias banker igen animeret i bordet.

—Fusion til folket!