#furojazz

Dette interview blev oprindeligt publiceret i JazzSpecial. Jazz Special mødte Mathias Heise Quadrillion i Malaysia i forbindelse med deres mini-turne i Asien, der udover The Music Room i Dubai og Penang Jazz Festival førte dem til den legendariske jazzklub No Black Tie i Kuala Lumpur. Vi talte om jazzklicheer, asiatisk verdensdominans, og det orkestret selv har valgt at betegne: Furojazz.   Tekst: Gudrun Hagen Foto: Nadia J. Mahfix

No Black Tie

Den gode lyd og den uformelle, næsten private stemning har sammen med et konsekvent udfordrende jazzprogram gjort No Black Tie til en af de ubestridt bedste jazzklubber i Malaysia. Det hele begyndte som en alternativ platform for klassisk musik tilbage i 1998, men hurtigt sneg kunstnere med jazz, blues og singersong-writers sig ind i programmet. Grundlæggeren Evelyn Hii, som oprindelig var klassisk koncertpianist, vælger selektivt bands ud efter originalitet, og hun var begejstret over muligheden for at dele de fire unge danskeres uforudsigelige fusionsjazz med sit lokale jazzpublikum i Kuala Lumpur. Helt i No Black Ties ånd blev det til to aftener med intens dynamik på scenen, og det er en glad trup, jeg møder dagen derpå.

Det impulsive

—I havde ikke forberedt et sæt nogle af aftenerne. Er det jeres måde at levere en god koncert?

—Det kan man ikke sige, affejer Mathias.

—Vi har haft gode koncerter, hvor vi har lagt sættet på forhånd, men vi kan godt li’ at variere det lidt. Til Dubai havde jeg forberedt et helt fastlagt sæt, men det kan være lidt irriterende, fordi det selvfølgelig låser en. Det er rart at være fri til at mærke efter. Hvad føles egentlig rigtigt? For eksempel ville vi aldrig have lagt balladen Jan Mayen som nummer tre på forhånd, men pludselig blev det naturligt at spille den dér. I momentet fungerede det vildt godt. Den slags kan ikke planlægges. Det er noget, der opstår. Det kommer an på stemningen. Både blandt os og hos publikum. Hele rummet! Mathias slår ud med armene.

—Vi har aldrig spillet en koncert med præcis samme sæt, istemmer bassisten David Vang.

—Musikken er jo præget af improvisation, men den er også præget af et detaljeret arrangement, nuancerer Mathias.

—Vi øver hele tiden og har været sammen fem år som band. Allerede dét er jo en sjældenhed i jazzmiljøet. Vi har spillet sindssygt meget sammen. Alle numrene er udfordrende. Intet af vores materiale er noget, hvor vi bare spiller noderne, og så er det det. Vi går sammen alle numre igennem og skyder ind med forskellige ideer. Vi skifter rundt på stykkerne, introducerer et break og så videre. På den måde får vi nogle gennem-arrangerede numre med høj detaljegrad, men samtidig har vi disse åndehuller af improvisation, hvor det er soloer over specifikke akkorder, og der er vi jo ret jazzagtige, smiler han entusiastisk.

—Dér kan vi godt li’ at ta’ den alle mulige steder hen, men det er kapslet ind i det større arrangementsmæssige perspektiv.

—Mads har skrevet Man vs Nature med prominent guitar. Disko-nummeret Gloomy Breeze har hård slagbas. Tænker I over at få alle til at stråle?

—Ikke så bevidst, kommer det hurtigt fra David.

—Der er fokus på guitar, hvis guitaristen skriver et nummer, men man finder jo også ud af, at udnytte sangenes særtræk. Selvom det lyder corny, så er det sangen, der bestemmer lyden.

—Nogle numre kalder bare på en guitarsolo, griner guitaristen Mads Christiansen og fortsætter:

—Man kan tydeligt mærke, når den er der, og når den ikke er der. Der går altid enormt lang tid, før man har den. Og det bliver ved med at være en proces også længe efter indspilningen. Det er vel også derfor numrene aldrig lyder ens fra koncert til koncert.

 —Hvordan med samspillet. Læner I jer op ad hinanden, eller handler det også om at skubbe og få de andre ud af deres komfortzone? Bandet kigger prøvende rundt på hinanden, før David tager ordet:

—Aksel [trommeslageren Aksel Stadel Borum] er dygtig til at lave virkelig mærkelige rytmer. Jeg tror ikke, han decideret gør det for at få os på glatis, og heldigvis er han jo sympatisk anlagt, men det er fedt at være lidt i tvivl nogle gange.

—Af og til er det fedt bare at gøre noget, der aldrig er sket før, og så se reaktionen. Det gælder både indbyrdes og i forhold til publikum, indskyder Aksel og Mathias supplerer:

—Aksel kunne jo hvert øjeblik kaste os alle sammen af. Han har alle de der polyrytmiske metriske mutationer kørende. Så jeg er aldrig sådan helt tryg men altid lidt på dupperne, og det er fedt.

 Strittende genrer

—En ting, der skriger til himlen, når man hører jer, er jeres manglende 1980er-forskrækkelse.

—Det er lidt en ny genre, vi har, begynder David, og bliver afbrudt af en passioneret Mathias.

—Vi er ikke bange for nogle årtier, genrer eller klichéer, slår han fast med et animeret bank i bordet.

—Jeg kan føle mig enormt hæmmet af musikpolitiet. Det der med, hvad der er ude, og hvad der er hipt, det er noget af det mest irriterende. Det er også derfor, jeg har et godt øje til konservatoriet, fortsætter han med et glimt i øjet.

—Der var en modreaktion mod fusionsjazz i 1980erne, hvor alt lige pludselig skulle være akustisk. Så var der hardrock-tingen, hvor det skulle være maskulint og brølende, og så kom der en periode med den der nordiske jazzbølge, hvor alt skulle være fint og stemningsfuldt og blødt med et udpræget fokus på de akustiske kvaliteter i musikken. Mathias skutter sig animeret.

—Og så var der hele Jakob Bro-bølgen, der var lidt en forlængelse, hvor man holdt op med at spille time. Både mig og David har gået på konservatoriet, og vi kunne tydeligt mærke dem, som var på den vogn.

—Det var alle på et tidspunkt, griner David. Mathias fortsætter:

—Og så var der jo selvfølgelig avantgardejazzen, der li’som kørte ved siden af. Men vi har haft lyst til at gøre os fri af alt det. Idéen om at vi ved, hvad det rigtige er, og hele det-må-man, det-må-man-ikke-logikken, har vi droppet. Vi gør lige præcis hvad vi vil og har det sjovt med det.

—Vi fik også flere anmeldelser på den første plade, hvor vi fik røg for, at der manglede en linje i det, byder Mads ind.

—Ja, at det ligesom var for strittende, supplerer David, før Mathias igen tager over.

—Men det var overlagt. Vores band behøver ikke bare være tre elementer. Vi har et dna i kraft af vores samspil og i kraft af vores håndtering af instrumenterne – vores sammenlagte musikalitet – der gør at uanset hvad vi laver, så vil det lyde som os. Og så kan det sådan set godt stritte stilmæssigt. Vi kan godt blande meget forskelligartede elementer.

—Det er også derfor, vi har valgt at kalde vores musik Furojazz, begynder David igen.

—FU for future, funk og fusion, RO for rock og så selvfølgelig jazz til slut, der hverken kan eller skal forkortes. FU-RO-JAZZ. Drengene griner, og Mathias sætter trumf på med alvor i stemmen.

—Når man siger fusionsjazz, ligger der visse forventninger til det. Og det her er en måde at tage det et skridt videre. Det er ikke bare en nostalgisk venden tilbage til 1980erne. Det er også et seriøst forsøg på at revitalisere genren og lave noget ny og vedkommende musik, der ikke er bange for at kombinere elektroniske, elektriske elementer med funk og rocks rytmik og jazzens harmoni, melodi og improvisation, li’som man gjorde i fusionsjazzen.

—Så der er ingen regler?

—Nej, det skal bare lyde godt, kommer det kontant fra Mads.

 Drengene griner igen. David tænker tilbage.

—Jeg oplevede mange forbudte ting på MGK. Slagbas mand. Hold kæft, det måtte man ikke. Det var først da jeg begyndte på konservatoriet at jeg var lidt mere ligeglad med, hvad de andre tænkte.

—Man skal måske op på et vidst niveau, før man begynder at lege med tingene?

—Det kan godt være. Det er først dér, man får lov i hvert fald, smiler David.

—Graden af usikkerhed er tit proportionel med graden af dogmatisme, indskyder Mathias tørt og uddyber.

—Jo mere usikker man er, jo mere forsøger man at orientere sig efter, hvad der er rigtigt i en eller anden absolut forstand. Og omvendt: Jo mere sikker man er, jo mere kan man gøre, hvad man har lyst til. Det gælder sgu helt generelt i livet.

 Promovering

—Hvordan har I det med at promovere jer selv på sådan en turne her?

—Altså det at være på, og det at være på tur, er jo to vidt forskellige ting. Det er hårdt at selvpromovere, men det er mega fedt at være på tur, understreger Mads.

—Vi er heldige at være i gode hænder hos Peter Sundberg og Susanne Benz [Giant Sheep Music], som også er med os herude. Det er så gunstig en arbejdsfordeling, at vi kan få lov at fokusere på musikken, mens de har overblik over bookinger, presse, kontrakter, transport med videre. Og Peter er jo utrættelig med et kamera. Du skulle ha’ set ham i Dubai, griner Mathias.

—Han spænede simpelthen frem i den der brændende hede for at fange os, både når vi gik op af en trappe, og når vi kom ned igen. Drengene slår en latter op og Mathias tager tråden op igen.

—Vi får det fulde potentiale ud af det her. Vi lærer en masse, og det er jo super godt at have en masse dokumentation og film fra turen. Det er noget, vi kan bruge.

—Skal I have en fanbase herude eller skal det mere bruges hjemme?

—Det kunne bestemt være fedt at have noget herude!

 Drengene joker lidt om asiatisk verdensdominans og kigger afventende på Mathias, som sætter flere ord på.

—Jeg har mest tænkt det som en vej ind i Asien. Det er fedt at spille herude, og tænk hvis vi kunne gøre det noget mere. Men det er selvfølgelig også for at bygge vores navn op hjemme. Et tveægget sværd der kan hjælpe på flere job hjemme, men også på at få støtte til andre ture rundt i verden. Der er jo ikke verdens største marked for fusionsjazz i Danmark. Så hvis det her kan øge interessen for fire unge fusionsjazzfyre fra Danmark, så er det jo kanon. Så er det bare afsted. Men ambitionerne lige nu lægger vi i musikken. Hvordan vi udvikler den og får et stærkere udtryk, hvad vi kan gøre på scenen, vores næste plade… Mathias banker igen animeret i bordet.

—Fusion til folket!