Fusion til folket
Dette interview blev oprindeligt publiceret i JazzSpecial. Jazz Special mĂždte Mathias Heise Quadrillion i Malaysia i forbindelse med deres mini-turne i Asien, der udover The Music Room i Dubai og Penang Jazz Festival fĂžrte dem til den legendariske jazzklub No Black Tie i Kuala Lumpur. Vi talte om jazzklicheer, asiatisk verdensdominans, og det orkestret selv har valgt at betegne: Furojazz. Â Tekst: Gudrun Hagen Foto: Nadia J. Mahfix
No Black Tie
Den gode lyd og den uformelle, nÊsten private stemning har sammen med et konsekvent udfordrende jazzprogram gjort No Black Tie til en af de ubestridt bedste jazzklubber i Malaysia. Det hele begyndte som en alternativ platform for klassisk musik tilbage i 1998, men hurtigt sneg kunstnere med jazz, blues og singersong-writers sig ind i programmet. GrundlÊggeren Evelyn Hii, som oprindelig var klassisk koncertpianist, vÊlger selektivt bands ud efter originalitet, og hun var begejstret over muligheden for at dele de fire unge danskeres uforudsigelige fusionsjazz med sit lokale jazzpublikum i Kuala Lumpur. Helt i No Black Ties Änd blev det til to aftener med intens dynamik pÄ scenen, og det er en glad trup, jeg mÞder dagen derpÄ.
Det impulsive
âI havde ikke forberedt et sĂŠt nogle af aftenerne. Er det jeres mĂ„de at levere en god koncert?
âDet kan man ikke sige, affejer Mathias.
âVi har haft gode koncerter, hvor vi har lagt sĂŠttet pĂ„ forhĂ„nd, men vi kan godt liâ at variere det lidt. Til Dubai havde jeg forberedt et helt fastlagt sĂŠt, men det kan vĂŠre lidt irriterende, fordi det selvfĂžlgelig lĂ„ser en. Det er rart at vĂŠre fri til at mĂŠrke efter. Hvad fĂžles egentlig rigtigt? For eksempel ville vi aldrig have lagt balladen Jan Mayen som nummer tre pĂ„ forhĂ„nd, men pludselig blev det naturligt at spille den dĂ©r. I momentet fungerede det vildt godt. Den slags kan ikke planlĂŠgges. Det er noget, der opstĂ„r. Det kommer an pĂ„ stemningen. BĂ„de blandt os og hos publikum. Hele rummet! Mathias slĂ„r ud med armene.
âVi har aldrig spillet en koncert med prĂŠcis samme sĂŠt, istemmer bassisten David Vang.
âMusikken er jo prĂŠget af improvisation, men den er ogsĂ„ prĂŠget af et detaljeret arrangement, nuancerer Mathias.
âVi Ăžver hele tiden og har vĂŠret sammen fem Ă„r som band. Allerede dĂ©t er jo en sjĂŠldenhed i jazzmiljĂžet. Vi har spillet sindssygt meget sammen. Alle numrene er udfordrende. Intet af vores materiale er noget, hvor vi bare spiller noderne, og sĂ„ er det det. Vi gĂ„r sammen alle numre igennem og skyder ind med forskellige ideer. Vi skifter rundt pĂ„ stykkerne, introducerer et break og sĂ„ videre. PĂ„ den mĂ„de fĂ„r vi nogle gennem-arrangerede numre med hĂžj detaljegrad, men samtidig har vi disse Ă„ndehuller af improvisation, hvor det er soloer over specifikke akkorder, og der er vi jo ret jazzagtige, smiler han entusiastisk.
âDĂ©r kan vi godt liâ at taâ den alle mulige steder hen, men det er kapslet ind i det stĂžrre arrangementsmĂŠssige perspektiv.
âMads har skrevet Man vs Nature med prominent guitar. Disko-nummeret Gloomy Breeze har hĂ„rd slagbas. TĂŠnker I over at fĂ„ alle til at strĂ„le?
âIkke sĂ„ bevidst, kommer det hurtigt fra David.
âDer er fokus pĂ„ guitar, hvis guitaristen skriver et nummer, men man finder jo ogsĂ„ ud af, at udnytte sangenes sĂŠrtrĂŠk. Selvom det lyder corny, sĂ„ er det sangen, der bestemmer lyden.
âNogle numre kalder bare pĂ„ en guitarsolo, griner guitaristen Mads Christiansen og fortsĂŠtter:
âMan kan tydeligt mĂŠrke, nĂ„r den er der, og nĂ„r den ikke er der. Der gĂ„r altid enormt lang tid, fĂžr man har den. Og det bliver ved med at vĂŠre en proces ogsĂ„ lĂŠnge efter indspilningen. Det er vel ogsĂ„ derfor numrene aldrig lyder ens fra koncert til koncert.
 âHvordan med samspillet. LĂŠner I jer op ad hinanden, eller handler det ogsĂ„ om at skubbe og fĂ„ de andre ud af deres komfortzone? Bandet kigger prĂžvende rundt pĂ„ hinanden, fĂžr David tager ordet:
âAksel [trommeslageren Aksel Stadel Borum] er dygtig til at lave virkelig mĂŠrkelige rytmer. Jeg tror ikke, han decideret gĂžr det for at fĂ„ os pĂ„ glatis, og heldigvis er han jo sympatisk anlagt, men det er fedt at vĂŠre lidt i tvivl nogle gange.
âAf og til er det fedt bare at gĂžre noget, der aldrig er sket fĂžr, og sĂ„ se reaktionen. Det gĂŠlder bĂ„de indbyrdes og i forhold til publikum, indskyder Aksel og Mathias supplerer:
âAksel kunne jo hvert Ăžjeblik kaste os alle sammen af. Han har alle de der polyrytmiske metriske mutationer kĂžrende. SĂ„ jeg er aldrig sĂ„dan helt tryg men altid lidt pĂ„ dupperne, og det er fedt.
 Strittende genrer
âEn ting, der skriger til himlen, nĂ„r man hĂžrer jer, er jeres manglende 1980er-forskrĂŠkkelse.
âDet er lidt en ny genre, vi har, begynder David, og bliver afbrudt af en passioneret Mathias.
âVi er ikke bange for nogle Ă„rtier, genrer eller klichĂ©er, slĂ„r han fast med et animeret bank i bordet.
âJeg kan fĂžle mig enormt hĂŠmmet af musikpolitiet. Det der med, hvad der er ude, og hvad der er hipt, det er noget af det mest irriterende. Det er ogsĂ„ derfor, jeg har et godt Ăžje til konservatoriet, fortsĂŠtter han med et glimt i Ăžjet.
âDer var en modreaktion mod fusionsjazz i 1980erne, hvor alt lige pludselig skulle vĂŠre akustisk. SĂ„ var der hardrock-tingen, hvor det skulle vĂŠre maskulint og brĂžlende, og sĂ„ kom der en periode med den der nordiske jazzbĂžlge, hvor alt skulle vĂŠre fint og stemningsfuldt og blĂždt med et udprĂŠget fokus pĂ„ de akustiske kvaliteter i musikken. Mathias skutter sig animeret.
âOg sĂ„ var der hele Jakob Bro-bĂžlgen, der var lidt en forlĂŠngelse, hvor man holdt op med at spille time. BĂ„de mig og David har gĂ„et pĂ„ konservatoriet, og vi kunne tydeligt mĂŠrke dem, som var pĂ„ den vogn.
âDet var alle pĂ„ et tidspunkt, griner David. Mathias fortsĂŠtter:
âOg sĂ„ var der jo selvfĂžlgelig avantgardejazzen, der liâsom kĂžrte ved siden af. Men vi har haft lyst til at gĂžre os fri af alt det. IdĂ©en om at vi ved, hvad det rigtige er, og hele det-mĂ„-man, det-mĂ„-man-ikke-logikken, har vi droppet. Vi gĂžr lige prĂŠcis hvad vi vil og har det sjovt med det.
âVi fik ogsĂ„ flere anmeldelser pĂ„ den fĂžrste plade, hvor vi fik rĂžg for, at der manglede en linje i det, byder Mads ind.
âJa, at det ligesom var for strittende, supplerer David, fĂžr Mathias igen tager over.
âMen det var overlagt. Vores band behĂžver ikke bare vĂŠre tre elementer. Vi har et dna i kraft af vores samspil og i kraft af vores hĂ„ndtering af instrumenterne â vores sammenlagte musikalitet â der gĂžr at uanset hvad vi laver, sĂ„ vil det lyde som os. Og sĂ„ kan det sĂ„dan set godt stritte stilmĂŠssigt. Vi kan godt blande meget forskelligartede elementer.
âDet er ogsĂ„ derfor, vi har valgt at kalde vores musik Furojazz, begynder David igen.
âFU for future, funk og fusion, RO for rock og sĂ„ selvfĂžlgelig jazz til slut, der hverken kan eller skal forkortes. FU-RO-JAZZ. Drengene griner, og Mathias sĂŠtter trumf pĂ„ med alvor i stemmen.
âNĂ„r man siger fusionsjazz, ligger der visse forventninger til det. Og det her er en mĂ„de at tage det et skridt videre. Det er ikke bare en nostalgisk venden tilbage til 1980erne. Det er ogsĂ„ et seriĂžst forsĂžg pĂ„ at revitalisere genren og lave noget ny og vedkommende musik, der ikke er bange for at kombinere elektroniske, elektriske elementer med funk og rocks rytmik og jazzens harmoni, melodi og improvisation, liâsom man gjorde i fusionsjazzen.
âSĂ„ der er ingen regler?
âNej, det skal bare lyde godt, kommer det kontant fra Mads.
 Drengene griner igen. David tÊnker tilbage.
âJeg oplevede mange forbudte ting pĂ„ MGK. Slagbas mand. Hold kĂŠft, det mĂ„tte man ikke. Det var fĂžrst da jeg begyndte pĂ„ konservatoriet at jeg var lidt mere ligeglad med, hvad de andre tĂŠnkte.
âMan skal mĂ„ske op pĂ„ et vidst niveau, fĂžr man begynder at lege med tingene?
âDet kan godt vĂŠre. Det er fĂžrst dĂ©r, man fĂ„r lov i hvert fald, smiler David.
âGraden af usikkerhed er tit proportionel med graden af dogmatisme, indskyder Mathias tĂžrt og uddyber.
âJo mere usikker man er, jo mere forsĂžger man at orientere sig efter, hvad der er rigtigt i en eller anden absolut forstand. Og omvendt: Jo mere sikker man er, jo mere kan man gĂžre, hvad man har lyst til. Det gĂŠlder sgu helt generelt i livet.
 Promovering
âHvordan har I det med at promovere jer selv pĂ„ sĂ„dan en turne her?
âAltsĂ„ det at vĂŠre pĂ„, og det at vĂŠre pĂ„ tur, er jo to vidt forskellige ting. Det er hĂ„rdt at selvpromovere, men det er mega fedt at vĂŠre pĂ„ tur, understreger Mads.
âVi er heldige at vĂŠre i gode hĂŠnder hos Peter Sundberg og Susanne Benz [Giant Sheep Music], som ogsĂ„ er med os herude. Det er sĂ„ gunstig en arbejdsfordeling, at vi kan fĂ„ lov at fokusere pĂ„ musikken, mens de har overblik over bookinger, presse, kontrakter, transport med videre. Og Peter er jo utrĂŠttelig med et kamera. Du skulle haâ set ham i Dubai, griner Mathias.
âHan spĂŠnede simpelthen frem i den der brĂŠndende hede for at fange os, bĂ„de nĂ„r vi gik op af en trappe, og nĂ„r vi kom ned igen. Drengene slĂ„r en latter op og Mathias tager trĂ„den op igen.
âVi fĂ„r det fulde potentiale ud af det her. Vi lĂŠrer en masse, og det er jo super godt at have en masse dokumentation og film fra turen. Det er noget, vi kan bruge.
âSkal I have en fanbase herude eller skal det mere bruges hjemme?
âDet kunne bestemt vĂŠre fedt at have noget herude!
 Drengene joker lidt om asiatisk verdensdominans og kigger afventende pÄ Mathias, som sÊtter flere ord pÄ.
âJeg har mest tĂŠnkt det som en vej ind i Asien. Det er fedt at spille herude, og tĂŠnk hvis vi kunne gĂžre det noget mere. Men det er selvfĂžlgelig ogsĂ„ for at bygge vores navn op hjemme. Et tveĂŠgget svĂŠrd der kan hjĂŠlpe pĂ„ flere job hjemme, men ogsĂ„ pĂ„ at fĂ„ stĂžtte til andre ture rundt i verden. Der er jo ikke verdens stĂžrste marked for fusionsjazz i Danmark. SĂ„ hvis det her kan Ăžge interessen for fire unge fusionsjazzfyre fra Danmark, sĂ„ er det jo kanon. SĂ„ er det bare afsted. Men ambitionerne lige nu lĂŠgger vi i musikken. Hvordan vi udvikler den og fĂ„r et stĂŠrkere udtryk, hvad vi kan gĂžre pĂ„ scenen, vores nĂŠste plade⊠Mathias banker igen animeret i bordet.
âFusion til folket!
Mathias Heise Quadrillion bestÄr af Mathias Heise (hca / key), Mads Christiansen (g), David Vang (b) og Aksel Stadel Borum (d). Kvartetten blev dannet i 2012 og arbejder pÄ deres andet album. Gennemsnitsalderen er 23 Är.













