#interfilitet

Den 22. maj føder Samantha lille Viggo Wayne - 53 cm lang og lige over 4 kg tung. En meget smuk dreng, der allerede er sin helt egen. Sami har været tæt ved min side på det seneste. Besøgt mig under kemo og været med til at slå de lange timer ihjel under magnesium-drop. Hun har kørt mig til stråling og hjulpet mig rundt i byen. De drugz, jeg er på for tiden, tillader ikke, at jeg kører i bil. Så jeg er mega afhængig af andre. Og på det seneste, hvor Sami har været højgravid og alligevel sku slå tid ihjel, har vi hængt. Det var været så dejligt at komme tættere på hende. Hun er een af dem, man ved, hvor man har. Men vores venskab har rødder i Taya, så vores relation har altid været derigennem. Indtil nu. Den lille familie på tre strålede – specielt Terrys aura havde ændret sig markant. De tre kommer til at gøre det godt sammen. Lille Viggo, Seje Samantha og altid Optimistiske Terry. Vi besøgte dem på Riget knap 24 timer efter fødslen. Imens vi talte, grinede og hørte fortællinger om den vilde fødsel, baksede jeg med mine egne træls tanker: “Jeg kommer aldrig til at opleve alt det her”. På et tidspunkt fik jeg Viggo i mine arme. Åh, lille pølsemand. Sammenklemte øjne og små rynkede fingre. Duftede som kun babybørn kan dufte. Blød som fløjl og komplet uspoleret. Mit hjerte sank. Jeg skubbede tankerne væk for at ku’ være tilstede. Og det var dejligt og hyggeligt. De fortjener al min opmærksomhed og kærlighed i en stund som denne. Virkelig. Men da jeg kom hjem, hang det over mit hoved. Jeg synes, det er fucking unfair. Og fucking hårdt. Jeg har aldrig været interesseret i at få børn. Fint nok at lege med andres. Men jeg har aldrig været en oplagt kandidat til at skulle være nogens mor. Og det er derfor, at det er unfair. For pludselig, under det her fucking sygdomsforløb, oveni alt det vanvid der i forvejen sker, bliver jeg berøvet muligheden for at få børn. Det lammer en del af mig, som jeg aldrig nogensinde ægte har fået taget stilling til. Og jeg sørger på baggrund af noget, jeg ikke reelt ved, om jeg ville ha’ benyttet: evnen til at lave børn. Det er fandeme en stor del af det at være kvinde. Identifikationen. At man kan lave babyer. Jeg havde aldrig fattet det. Og jeg har aldrig været kvindelig i den forstand, hvor jeg identificerede mig med min (manglende) kvindelighed. Pige-normen. Jeg har altid bare være Ling, der gjorde tingene på sin måde. En kende androgyn, I guess. I både fremtoning, way of life og i måden jeg drømmer og har ambitioner. Der var aldrig nogen norm, der skulle holde mig fra de ting, jeg ville. Jeg kan ikke få børn. Decideret, bogstavligt talt ikke kreere et andet menneske med mine træk. På familietræet ender grenen ved mit navn. Jeg er en blindgyde. “Du kan jo altid adoptere”. Ja. Men forstå det nu, venner. Det er ikke det samme. Det kan aldrig nogensinde være det samme. Jeg har altid tænkt, at HVIS jeg endelig sku’ – så ville jeg adoptere. Tage nogen ind der ikke havde nogen og give dem et hella fedt liv i Danmark. Jeg ville elske dem grænseløst og lære dem at drømme stort. Og så ville jeg kysse dem hver dag. Også selvom de havde opført sig nederen. Fordi. Ja, fordi min barndom var lort. Ensom og rodet. Jeg glemmer aldrig den følelse af ikke at være nogens førsteprioritet. En tanke jeg fik senere i livet var, at jeg sku’ hævne mig. Hævne Lille Ling. At give et eller flere børn med unfair vilkår alt det, Lille Ling aldrig fik. Skabe balance i mit eget røde barndomsregnskab. Helt egoistisk. Måske kommer det til at ske, at jeg får børn. Men det bliver andre menneskers børn. Ikke mine egne per blod. Jeg får ikke fornøjelsen af den oplevelse at levere et menneske ud af egen krop. Og dét sørger jeg over. I mit forløb har jeg været standhaftig. Ikke spillet helt. Bare været naturlig stærk og troet på, at det ikke var min tid til at daffe. Jeg har været tvunget i knæ hundredevis gange. Og hver gang har jeg rejst mig. Men lige med denne her del af det, har det været svært. Infertilitet. Barnløshed. Grove ord, ik’? Imens veninder føder højre om og venstre om. Snakker badekar og slynger, sutter og patter. Det lyder som en fucking joke, for jeg har virkelig aldrig følt, at jeg sku’ følge det der familietog. Og nu føler jeg mig ramt over vilkårene ved snart at ramme de 30. Man kan få knust sit hjerte på mange måder. Det her et ét af dem. //L