#holdh

Jeg underviser. Jeg underviser mine egne børn, jeg underviser andres børn. Jeg underviser elever i indskolingen, jeg underviser elever på mellemtrinet, jeg underviser elever i udskolingen. Jeg underviser i Folkeskolen.

 Jeg modtager også selv undervisning. Jeg er studerende. Jeg læser til folkeskolelærer. Her undervises jeg blandt andet i didaktik og tilegner mig undervisningskompetencer. Jeg studerer, hvorledes man kan udvikle undervisning, så den sikrer eleverne en optimal læring. Jeg har stort fokus på at skulle kunne undervisningsdifferentiere og variere min undervisning, anvende vekslende lærermidler, evaluere og give feedback. Og sidst, men ikke mindst – at planlægge og målsætte. For det der med at kunne opstille læringsmål – for en time, for en uge, for et fagligt forløb, for et fag, for et år, for en elev, for en klasse, for en årgang – det er i år 2016 ”the shit”. Kan man som folkeskolelærer dette – og tilmed formå at sætte de nødvendige rammer for opfyldelsen af disse mål, så har man succes. Eller gør man?

Når jeg planlægger min undervisning, ved jeg, hvor den skal ende. Det er bestemt ministerielt og defineret i form af en række Fælles Mål. Her er sågar både Trinmål og Slutmål. Det er faktisk ganske rart. Som en slags manual over folkeskoleelever eller i bedste fald et bestillingskatalog. For jeg kan vel forvente, at når jeg modtager eleverne i udskolingen, så har de opnået målsætningen for mellemtrinet og dermed tilegnet sig de faglige kompetencer, målene indebærer. Og når jeg sender dem ud af 9. klasse, så har de opnået målsætningen for ikke blot udskolingen men hele folkeskolen. Mine kolleger og jeg har altså produceret et produkt, der ved udlevering har tilegnet sig en række målbare og … kompetencer. Man indleverer et barn, og får en kompetent teenager ud, som så kan sendes videre i skolesystemet og derfra videre til erhvervslivet.

Som folkeskolelærer kan jeg præge min undervisning således, at det er mig, der sætter rammerne – det er mig, der i klassen sætter de for eleverne tydelige, faglige succeskriterier op. Hvad skal eleverne arbejde med i en undervisningslektion, hvad er målet og hvad er kriteriet for, at målet er opfyldt? Jeg skal sørge for, at eleverne tilegner sig trinmålene. Gør de det, er de en succes. De er gode elever. De har opnået en række fagkompetencer, kundskaber og færddigheder der er nødvendige for at kunne begå sig videre hen i livet.

Ved at opstille målene og gøre dem tydelige for eleverne, inddrager vi dem i vores arbejdsproces. Hvad har vi tænkt, hvor skal vi hen, hvordan kommer vi derhen – og forhåbentlig, hvorfor skal vi derhen, på denne måde. Lærerens dagsorden holdes ikke længere skjult, men bliver nu også elevernes dagsorden. De tilegner sig et arbejdsredskab, de lærer arbejdsmetoder til at løse opgaver; de opstiller hypoteser, analyserer, vurderer, konkluderer og evaluerer.

Når jeg som lærer står i klassen, og mine elever arbejder målrettet med dagens faglige indhold, så bliver jeg stolt. Tænk sig, at man som barn i folkeskolen kan sætte sig et fagligt mål og så arbejde så målrettet og koncentreret for at opfylde det. Jeg synes, det er prisværdigt. Og jeg synes, det tegner til en generation med høj arbejdsmoral.

MEN – jeg bliver også en smule trist. Og jeg mærker også en bekymring i maven. En murrende fornemmelse. For alle disse mål og alle disse succeskriterier – der hele tiden skal være tilgængelige for eleverne, skaber også elever der konstant er på vagt. Hvilket analyseværktøj skal de nu hive frem fra rygsækken for at løse den forestående opgave?

Opgaverne skal være klare og tilgængelige på forhånd. Der må ikke herske tvivl om, hvor vi skal hen. Hvad er meningen med undervisningen – hvad er meningen med materialet?

Er der en dansk mentalitet til at vælge den nemmeste udvej?

Jeg vil ikke påstå at dette gælder alle og i alle sammenhænge. Jeg kender danskere som undersøger og udforsker. Som ikke vælger det nemmeste, men det bedste, når de står over for en opgave. Hvor kunne det være fedt hvis det altid var sådan! Men jeg vil vove at påpege at mentaliteten til at ”springe over hvor gærdet er lavest” ligger i de fleste af os. SPECIELT hvis det drejer sig om noget vi ikke interesserer os synderligt for. Heldigvis har vi hurtigt mulighed for selv at vælge hvad vi gerne vil bruge vores liv på, hvad vi gerne vil studere, hvad vi gerne vil arbejde med. Men vi danskere skal dog alle sammen igennem 10 års skolegang, hvor emnerne ikke er valgfrie. Vi skal f.eks. alle sammen have matematik.

Matematik er et af de fag som nemt deler vandene. Enten kan du lide det, eller også kan du ikke. Så er der selvfølgelig forskel på hvilken grad af kærlighed eller had du føler for det. Men undervises i det, det skal du. Og på trods af at jeg er den af dem der faktisk godt kan lide det fag, er jeg først nu ved at lære at se på det med undersøgende og udforskende øjne. Jeg har altid haft den tilgang, at det bare skulle løses. Gerne godt, men det var også det.

I forbindelse med arbejde med lektionsstudie, har jeg fået lov at se Japanske skolebørn arbejde med matematik på en helt anden måde. Hver eneste gang der blev stillet en opgave, var mentaliteten at det skulle løses på mange forskellige måder.

Hvor vigtigt er det så, at det lige er matematikken i folkeskolen der bliver problemløsende? Det er mere den generelle holdning der er afgørende. Men det er i matematikken jeg kan gøre en forskel. Det er der jeg får mulighed for at sætte ind.

Jeg indrømmer blank og gerne, at jeg selv har tildens til at løse opgaver så nemt som muligt. Det er fedt at møde nogen der udfordrer mig til at løse opgaver på en anden måde. At tilgå med en udforskende og undersøgende natur. Jeg ville ønske jeg var blevet mødt med den holdning tidligere

Jeg ønsker at blive den lærer der tilskynder den slags problemløsning i skolen, ikke blot i matematik, men generelt. Jeg ønsker at det skal blive en dansk mentalitet.

Et blog indlæg skrevet til faget KLM på læreruddannelsen. Den handler ikke meget om at være lærer, men i sted om hvad vi siger og tænker om hinanden, noget som må siges at være yderst relevant for en folkeskolelærer.

Vi elsker historier, hvad end det er den nyeste superhelte film, fortællingen om Cæsars sejr ved Farsalos eller et kort resume af hvad der huskes fra den sidste bytur. Særligt elsker vi at fortælle historier om os selv eller om ”de andre”. Men hvad er garantien for at vores historier er sande? Særligt når vi taler om andre, har de ofte en anden historie om dem selv. Betyder det så, at deres historie om dem selv er mere sand? Og hvad er pointen med at søge efter sandenheden? Er det ikke relativt hvad vi opfatter som sandt. Vores historie om hinanden har desværre ført til megen uretfærdighed, vi bliver derfor nød til at tale om hvordan vi taler om andre.

Jøderne blev kaldt for børneædende demoer, de afrikanske folk kaldt for lavt udviklede aber. Der er her tale om den værste form for fremmedgørelse. På engelsk kaldes det social alienation, altså at de fundamentalt er noget andet en os, hvilke neutralisere uretfærdigheden i mod dem. Men der behøver ikke være folkemord, for at der kan være uretfærdighed. Fordomme kan let skabe et forvrænget billede af en person eller gruppe, et billede der kan styre vores valg, og det med et falsk grundlag.

Lad mig komme med et eksempel. ”De fleste sjællændere elsker København, de er alle en smule snubbede, og så taler de mærkeligt og siger ik efter hver sætning”. Det var nogenlunde, hvad jeg som vestjyde tænkte for snart to år siden, inden jeg selv flyttede til Sjælland. Vi er alle klar over at disse fordomme eksister og går begge veje, selvom de fleste af os er klar over, at det er en generaliserende fordom. Vi ved bare ikke hvad vi ellers skal tænke så, vi bliver ved med at fortælle historien videre. Hvad jeg tænkte om sjællænderne var simpelthen, hvad jeg var blevet fortalt af min primært jyske omgangskreds.

Min historie om sjællænderne ændrede sig, da jeg så flyttede. Jeg fik måtte nemlig få be-eller afkræftet min fordomme. Jeg fandt ud af at der byer som Rødovre, Valby, Hillerød, Kagerub, Ringsted, Køge og mange flere og at de rigtig nok taler mærkeligt, men på hver deres måde. Desuden er sjællændere ikke så snubbende som jeg havde regnet med, ja jeg har endda mødt sjællændere der er mere bonderøvede end jeg selv. Jeg opdagede altså fejl i min historie og måtte derfor lave en ny. Den nye historie er forhåbentligt et skridt nærmere sandheden. Sandheden er måske nok relativ for den enkle, men det betyder ikke at nogle historier er mere sande en andre. Sandheden vi taler om er jo objektiv, kun betydningen kan diskuteres.

Så hvad vil jeg frem til? Jeg håber, at jeg med mit eksempel har tydeliggjort at fordomme skal opleves, for rigtigt at kunne blive be-eller afkræftet. Jeg mener derfor vi som dansker, har en række fordomme som vi tager for sandheder. Dette skyldes primært medierne og internettet. Vi i dag er udsat for så mange historier om mennesker om grupper vi ikke kender.

Tænker over det? hvad er det billede af en kineser eller lad os sige en inder?  Der er en milliard i begge folkegrupper, hvor sandsynligt at din historie om dem passer på dem alle? Vi er rigtig nok blevet mere kritiske, men samtidig bliver de kritikere og trendsætter, vi henviser til vores nye sandhed og deres historier bliver vores. Værre bliver det når vi tager historien til os, og begynder at fortælle den videre, et fjer bliver hurtigt til fem høns, og pludselig lyder den første historie ikke så urealistisk.

Historier påvirker os, hvis vi ikke ved bedre. Historier om muslimer i Grimhøj moskeen, enemødre, ufaglærte, mandlige pædagoger, flygtninge osv. De på virke alle vores syn.

Hvor skal flygtningene hjælpes?

Der er ikke ét emne i de sidste mange måneder, der har fyldt lige så meget som flygtningesituationen. Danmark har taget i mod mange flygtninge som nu er bosat i lejre. Christiansborg er delt - nogle mener at løsningen er at størstedelen af flygtningene integreret i det danske samfund, mens andre mener løsningen er hjælpen ikke skal fokuseres i danmark, men på at hjælpe flygtninge i nærområderne.

Begge sider peger på en løsning, men det forudsætter også at der er et problem - men hvad er problemet så? Jeg vil mene at problemet ligger i at, vi hjælper for få, der muligvis ikke kan “hjælpes” på den lange bane. Jeg mener man kan slå to fluer med et smæk med denne “løsning”. Jeg vil gerne tage udgangpunkt i Jeremy Benthams og John Stuart Mills etikbegreb: nytteetikken. Nytteetikken er holdningen om, at en moralsk handling skal sikre mest glæde og lykke for så mange mennesker som muligt. Konsekvenserne af denne handling er det, der skal vurdere, om det er en god handling eller ej. Derudover synes jeg det er vigtigt at kigge på det kulturelle medborgerskabsbegreb. Det kulturelle medborgerskab kan beskrives om befolkningsgruppe der deler: sprog, kultur, traditioner, religion eller historie. Det burde ikke være til diskussion, at nabolande (uanset hvilke) i de fleste tilfælde deler mange af de overstående kriterier for, at man kan kalde det et kulturelt medborgerskab. Jeg mener at flygtninge vil få det bedre, og bedre kan tilpasse sig i et land som, den pågældende flygtning kan relatere sig til. I følge flere undersøgelser viser det sig, at man i mange flygtningelejre kan hjælpe næsten op til ti gange så mange, som man kan i Danmark. Ikke nok med at man kan sætte flueben ved nytteetikken kriterie: flest lykke til flest mulige, så mener jeg også, at man kan tilfredsstille flere ved at hjælpe dem i deres nabolande eller nærområder.

Jeg understøtter min holdning, ved at opstille dette fiktive scenarie: der er borgerkrig i Danmark og driver hundredetusinde danskere på flugt. Som flygtning i denne situation, vil jeg hellere “ende” i en flygtningelejr i Sverige, Norge eller Tyskland end at være i en flygtningelejr i mellemøsten. Men hvorfor? Set fra et medborgerskabsperspektiv deler jeg hverken sprog, kultur, traditioner eller historie med mellemøstlige folkeslag. Set fra en kulturel side, vil jeg ikke passe ind. Kunne jeg på sigt, blive en del af denne kulturen og alt, hvad det kulturelle medborgerskab indebærer? Måske, men der vil jeg mene at det ville være bedst for mig at søge kulturelle fællesskaber, der stemmer mere overens med det jeg kender.

Det kan være det lyder måske lidt koldt, at vælge enten det ene eller det andet. Men der synes jeg det er vigtigt at understrege at disse mennesker skal hjælpes. I følge Løgstrup har vi som mennesker andre sværere stillede menneskers skæbner i vores hænder. Derfor har vi pligt til at hjælpe dem. Så har man lov til at være uenig om processen, men målet må være at hjælpe. Alt andet vil være etisk og moralsk forkasteligt.

Som folkeskolelærer har du ansvar for, at omkring 25 elever får størst mulig udbytte af undervisningen. Hver enkel elev, har individuelle udfordringer, som læreren skal tage udgangspunkt i, for sidenhen at hjælpe eleven til læring. Det er ret tydeligt, at der er en begrænsning for, hvorvidt der er muligt at tage hensyn til alle elevers læring.

Problemet opstår som regel i , at der er en alt for stor forskel, fra den svageste elev til den stærkeste elev. Folkeskolens politik støtter op omkring større niveauforskel:

 "Børn med særlige behov skal så vidt muligt ikke udskilles til særlige undervisningstilbud, men undervises sammen med deres kammerater i den almene undervisning."

 Politikken bunder i elevens dannelsesproces. For at eleven skal kunne udvikles socialt, er det vigtigt at eleven er sammen med sine klassekammerater og bliver set som en del af klassen. Men er det retfærdigt, at den ene elevs dannelsesproces, skal begrænse resten af elevernes faglige læring? Der er nok nogen der ville sige, at det er minimalt, hvor meget de andre elever bliver begrænset, men realiteten er bare, at læreren skal bruge ekstra resourcer på den elev, der i virkeligheden har et behov for særlig hjælp.

Folkeskolens politik påpeger, at dette problem kan løses ved at bruge gruppearbejde eller differentiering. Selvfølgelig er gruppearbejde et godt redskab som en lærer kan bruge, og i nogle tilfælde vil det helt sikkert være godt for eleverne. Elever med særlige behov, vil have svært ved at fungere på det samme niveau som resten af gruppen, derfor kan en problematik være at eleven står af, og derfor ikke er i stand til at bidrage. Hvis dette er mønstret, ville det så ikke være bedre for eleven at få den rigtige opmærksomhed og den rigtige hjælp?

Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Således står der skrevet i Folkeskolens formålsparagraf § 1 stk. 3. Men bliver skoleelever i Danmark i dag præget af for meget demokrati og er vægten på frihed for stor? Bliver den store sammenhæng mellem rettigheder og pligter tydeliggjort nok i det samfund, som eleverne skal forberedes til?

Det er ifølge formålsparagraffen folkeskolen og dermed lærerne, der skal banke demokrati og de øvrige begreber ind i knolden på eleverne. For at beskrive hvad demokrati er, er der lige så vigtigt at fortælle, hvad et samfund uden demokrati er. Thomas Hobbes beskriver en naturtilstand, hvor mennesket endnu ikke har skabt samfund og politisk ledelse. I denne tilstand, er det alles krig mod alle. Selvopholdsdriften vil lede disse mennesker til kun at være interesseret i at handle for sig selv, og have frygt for og bekæmpe alle andre. Det er derfor en nødvendighed at, mennesket afgiver deres egen suveræne magt til en til Suveræn der skal sikre, at der ikke længere bliver ført alles krig mod alle.

I et klasseværelse vil læreren her være Suverænen, i kræft af alder, størrelse og erfaring. Han må ifølge både Hobbes og Machiavelli bruge sværdet, for at hævde sin suverænitet og magt. I dette tilfælde kan det måske være nok med et simpelt spanskrør.  Læreren har viden om både det faglige og det pædagogiske. Hvorfor skal eleverne så inddrages så meget i bestemmelsesprocessen i klasseværelset?

Hvis denne tendens fortsætter ender klasseværelset med en lærer, der har samme indflydelse på beslutninger som eleverne. Jeg er overbevist om, at hvis eleverne får for meget magt i klasseværelset ender med at stemme imod læring. De er sat i skolen for at modtage læring, men bliver tildelt ved demokratiet, magt til at stemme imod læring og stemme for rundbold og fritimer.

Af Alexander P.

Hvem har egentlig patent på at definere, hvad danskhed er?

De sidste mange år har jeg fået tudet ørene fulde af Dansk Folkepartis syn på ”danskhed”. Jeg er i 10 år blevet taget til gidsel af nationalsang og DF´s syn på dette, hvor tonen var, hvis jeg ikke elsker Vestjyllands strande, de nye kartofler, og de friske jordbær fra kolonihaven, så er jeg ikke ”rigtig dansker”. Jeg kunne ikke være mere uenig.

Men er danskheden truet? Det synes jeg faktisk overhovedet ikke, at man kan sige. Jeg synes, at jeg som individ selv er i min fulde ret til at bestemme, hvad jeg mener, der er ”dansk”. Nationalfølelse kan man ikke pålægge andre at føle, det er op til hvert individ selv at føle efter, når deres danskhed blusser frem i dem, det kan hverken DF eller andre politikere, være ”herre” over.

Kongehuset er for mange noget, der gør dem ”danske”, men det er for mig at se overflødigt. Min underlæbe begynder ikke at bævre i bar begejstring, når jeg ser Dronningen træde ud på en balkon og begynder at vinke til en forsamling mennesker, eller når jeg kan følge med i prins Vincents dåb på tre forskellige kanaler.

Et andet eksempel er Dannebrog. Når jeg kommer cyklende ned gennem den kolonihaveforening, som mine forældre er bosat i om sommeren, og Dannebrog blafrer oppe i flagstangen i samtlige haver, vækker det ikke noget i mig. Jeg får altså ikke vækket min indre nationalfølelse. Til gengæld ville det vække MIN nationale følelse, hvis der var 20 forskellige flag, der på lige fod blafrede om kap med vinden, for jeg mener, at den mangfoldighed, vi har i Danmark, og den tolerance, vi har over for andre nationer og folkeslag, vækker danskheden i mig.

Juleaften er for mig heller ikke en del af det at være ”dansk”, at sidde i en plettet skjorte, og i et træk flå gavepapir af pakkerne under træet, gør ikke mig ”dansk”. Jeg valgte denne juleaften at tage i byen med nogle kammerater, og der oplevede jeg faktisk, at min nationalfølelse blomstrede frem i mig, da jeg klokken 4:00 om morgen kom vaklende ned gennem Strøget, og der nogle få meter foran mig, kom en pige gående, som man mildest talt kan sige var meget beruset, som væltede omkuld, og inden der var gået fem sekunder, var der omkring 10 mennesker henne ved hende for at hjælpe hende på benene, hente vand til hende og sende hende sikkert hjem i en taxa. Se dét gør mig stolt af at være dansker, når jeg ser den medfølelse og omsorg for andre mennesker.

Homovielser var et yderst sprængfarlig emne for et par år siden, som Pia Kjærsgaard og en lang række fremtrædende MF’ere var ude at kritisere. Det mener jeg dog ikke. Jeg synes, at det er fantastisk at leve i et land, hvor man kan få lov at elske, hvem man har lyst til og ikke skal skamme sig over det. Hvad var vi for en nation, hvis vi ikke kunne se de mennesker i øjnene, der ikke er som os selv? Min nationalfølelse blev vækket i mig, da jeg den 15. juni 2012 kunne læse at to mænd havde gået ned ad kirkegulvet hånd i hånd, der var jeg stolt af mit land, det var Pia Kjærsgaard ikke.