De fleste hverdage, nĂ„r jeg gĂ„r fra togstationen til mit arbejde som konsulent, sidder der ofte en lille skikkelse: En sort kat, med lidt hvidt pĂ„ brystet, som holder Ăžje med alle os, der gĂ„r forbi. Og ofte sidder den der igen â eller stadig â nĂ„r strĂžmmen af mennesker er pĂ„ vej hjem fra arbejde. Det er faktisk yderst sjĂŠldent, der gĂ„r sĂŠrlig mange dage mellem, at jeg ser den.
Mange gange sidder den blot majestĂŠtisk â som kun en kat kan â og ser pĂ„ de forbipasserende, mens den enkelte gange kĂŠlent krummer ryggen eller slanger sig pĂ„ jorden og gĂžr sig til for os: Den krĂŠver vores opmĂŠrksomhed. Men det er nu ikke fordi, den vil nusses eller pĂ„ andne mĂ„de for tĂŠt pĂ„ (i hvert fald ikke endnu). Lige som jeg sĂŠtter mig pĂ„ hug ved den, og inviterer den hen til mig, sĂ„ gĂ„r den vĂŠk. Og kommer jeg uforvarende tĂŠt pĂ„, sĂ„ er det med hurtige skridt, at den gĂ„r en meter eller to ud af min rĂŠkkevidde. Alligevel er den lille kats tilstedevĂŠrelse blevet en lille, men glĂŠdelig del af min daglige rutine. Det er hyggeligt, som den lille kat vil holde Ăžje med alle os travle bier, der skynder sig til og fra arbejde.
Jeg kan ikke lade vĂŠre med at smile ved tanken om, hvordan den lille kat vogter over os forbipasserende for at sikre sig, at vi kommer godt til og fra stationen. Hver gang jeg fĂ„r Ăžje pĂ„ den pĂ„ stien, er det med gensynets glĂŠde, og den fĂ„r typisk en lille kommentar eller et âhejâ med pĂ„ min vej, hvis jeg da ikke endnu en gang forsĂžger at overbevise den om, at jeg faktisk er vĂŠrd at snakke med og sĂŠtter mig pĂ„ hug ved siden af den â sĂ„ tĂŠt pĂ„ den nu tillader mig at komme.
Det er i sandhed de smÄ ting i hverdagene, der gÞr tilvÊrelsen en lille smule bedre ligegyldigt, hvilket ben man fÄr ud af sengen. Og derfor er de smÄ ting, mennesker og dyr vÊrd at fejre.
   En lille vogter De fleste hverdage, nÄr jeg gÄr fra togstationen til mit arbejde som konsulent, sidder der ofte en lille skikkelse: En sort kat, med lidt hvidt pÄ brystet, som holder Þje med alle os, der gÄr forbi.
