SmĂĄ lejligheder gĂĄr nu til halv pris
Et- og to-værelsesejerlejligheder i København sælges nu med store rabatter. En et-værelses lejlighed på 35 m2 er faldet 620.000 kr. siden toppen – pris nu 660.000 kr.
Dengang havde priserne taget en optur – og det var umuligt at være førstegangskøber på markedet. En 1’er på 35 m2 kostede i 2006 ca. 1.280.000 kr. Med samme hast er priserne nu rullet tilbage til 660.000 kr. Det er et prisfald på 620.000 kr. på lidt over 2 år – eller 48,4%, viser homes handelstal for 4. kvartal 2008 for små ejerlejligheder på op til 49 kvadratmeter.
- Priserne på 1-værelses lejligheder og 2-værelseslejligheder er nu presset så meget i bund, at de er et stærkt og ofte billigere alternativ til en lejebolig. De små lejligheder er boligmarkedets svar på en stangvare – der er mange at vælge imellem. Lejlighederne er igen oplagte for førstegangskøberne, der efter afsluttet uddannelse, har fået job. Og for forældrekøberne, der søger en studielejlighed til børnene, siger Niels H. Carstensen, kommunikationschef i home.
Michael Hammerbak, statsaut. ejendomsmægler og partner, home Bjerregaard & Co, Amager, uddyber:
- Priserne på ejerlejligheder i København er faldet utrolig meget - specielt de små lejligheder er faldet helt op til 50 procent i forhold til, da priserne toppede. Om vi har nået bunden, er svært at sige, men det er måske heller ikke det bedste forhandlingstaktisk at købe, når priserne vender, da sælgerne jo så vil være mindre tilbøjelige til at tage imod tilbud, end hvis sælgerne tror på, at vi stadigvæk er i et faldende marked.
Også lejligheder på mellem 50-74 kvadratmeter – typisk to- og treværelseslejligheder – er blevet markant lettere at komme til. Her er priserne i København nu 34,8 procent lavere. 50 kvadratmeter koster nu tæt på millionen, 1.070.000 kr., mod 1.640.000 kr. på toppen - ifølge homes tal. Et prisfald på 570.000 kr.
I gennemsnit er ejerlejligheder i hovedstaden faldet med 30 procent, svarende til et prisfald på 774.000 kr. for 80 kvadratmeter, der i dag koster 1.800.000 kr. ifølge home.
Forældrekøb på vej op
Det er da også priser, der igen får førstegangskøbere og forældrekøbere til at kigge på ejerbolig. Og det indikerer, at bunden måske er tættest på for de små lejligheder, da de har taget klart det største prisfald indtil nu.
- Da priserne efterhånden er ved at være helt der nede, hvor man kan sidde i en lille 2-værelses for under 5.000 netto, hvis du vælger F1, afdragsfrit, så er forældrekøb igen blevet en attraktiv mulighed for mange. Med skattebesparelsen ved forældrekøb betyder det en reel mulighed for at sidde for 4.000 kr. plus forbrug om måneden i en 2’er, hvor man herudover har mulighed for at få boligsikring, hvis man opfylder betingelserne herfor.
Ifølge home.dk var der i slutningen af februar hele 888 lejligheder i hovedstaden til under en mio. kr.
- Udbuddet af studievenlige lejligheder er utrolig stort, men efterhånden som salget kommer i gang, vil udbuddet falde. Faktisk er det allerede begyndt at falde i København, men lige nu og her er der rigtig mange gode lejligheder at vælge imellem, slutter Michael Hammerbak.
Studerende og førstegangskøbere har på rekordtid fået nye chancer for at blive boligejere i København. De mindste lejligheder på markedet i København er faldet med op til 50 procent, siden priserne toppede i 2. kvartal 2006, viser nye beregninger fra home.