#dagbogsnoter

Hvor er jeg dum. Tænk at jeg kunne få mig selv til at tro, at du rent faktisk tænkte på mig. Tænk at jeg kunne få mig selv til at tro, at jeg var noget specielt. Selvfølgelig. Det er da klart, at jeg kun var en lille parentes i dit liv.

Hvorfor har jeg det sådan her? Hvorfor græder jeg uden grund? Hvorfor føles det som om, at jeg skal kæmpe mig igennem alting? Hvorfor føler jeg, at ingen elsker mig? Hvorfor kan jeg aldrig se positivt på tingene? Hvorfor kan jeg aldrig acceptere mig selv, og være stolt af mig selv? Hvorfor føler jeg, at jeg ikke god nok til nogen mere? Hvorfor kan jeg ikke være glad og smilende som jeg plejede at være? .. Og hvorfor føler jeg mig ikke parat til at komme videre med mit liv? Hvorfor?

Det er os. Og det vil det altid være inde i mit hoved.  Jeg længes efter ham. Har brug for at snakke med ham. Jeg har brug for at vide, hvad han laver, hvordan han har det.. Alt. Som det var engang. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, så jeg kan trække mig selv op igen. Jeg ved det virkelig ikke.

Jeg kan ikke finde ud af mig selv. Det hele virker bare så umuligt lige nu, og jeg har egentlig også bare mest lyst til at være alene og grave mig ned i et hul, indtil jeg ved, hvem jeg egentlig er.

Hvorfor skal det være sådan? Hvorfor skal man forlade en man elsker? Og fortæl mig lige: Hvordan siger man farvel til en man ikke kan leve uden?

Jeg ville ønske jeg kunne forklare ham, hvor meget jeg elskede ham. Eller bare forklare mig selv det, men det er virkelig ekstremt. Og jeg kan ikke engang sige hvorfor, det er egentlig bare fordi det er ham.

Aldrig mere fuld