Og fra det ene Þjeblik til det andet er jeg pludselig ligeglad. Tidevande af ulyst ruller ind over mig og efterlader et koldt og endelÞst farvand af ligegyldighed, sÄ langt Þjet kan nÄ. Jeg flyder rundt i den, hverken svÞmmer eller drukner, flyder bare. Som en planke fra et for lÊngst nedsunket skib, med hverken kontrol eller lyst til kontrol over hvor langt vÊk den nu er pÄ vej fra sin oprindelige form. Jeg ligger bare. Gider ikke, kan ikke, orker ikke. Og kan ikke gÞre andet end at erkende naturens gang, tidevandenes skiften i min egen krop. Den depressive periode er officielt begyndt.











