Valentinsdag med et knust hjerte
Jeg har mærket kulden. Afstanden folk har lagt til mig. Mine udtalelser der blev hængende i luften fordi ingen kunne lide at anderkende min eksistens, og at anderkende at jeg havde noget vigtigt at sige. Men igår skete det første gang at nogen sagde direkte "Jeg kunne bedre lide dig som kvinde, det her er for kompliceret og rodet". Og jeg føler mig såret, sparket til og vred. Mest af alt vred. Hvidglødende af indebrændt raseri. For det kom ikke fra en fremmed. Det kom fra en person jeg havde lukket ind. En som jeg har været igennem meget med. En der også har haft det skidt. En jeg har kunnet læne mig op af når det vær svært. En jeg har lagt armene rundt om når der ikke var andet at gøre. En jeg har lyttet til i timevis, og talt med, og har givet ro i sindet når det var oprørt. En ven, med andre ord.
"Du har forandret dig", "jeg savner den du var, jeg kunne lide dig sådan", "jeg må vel have lov til at se dig som en kvinde", "det er jo ikke fordi jeg vil såre dig". Slag på slag. Som en bokser i ringen der ikke kan når at få paraderne op før det næste slag kommer. Transfobiens grimme ansigt. Og så fra den kant. Jeg havde ikke set det komme. Jeg havde troet at det var en ven. En der holdt af mig om jeg er. En der glædes ved at se hvor meget bedre jeg har fået det efter jeg er sprunget ud. En der accepterer mig. Og i stedet ser man ligepludselig kulden i sin vens ansigt. Afstanden. Det bortvendte blik. Kulden rammer lige i hjertet. Den rammer hvor det gør allermest ondt.
Jeg ser mig selv som en meget loyal fyr. En der smider alt nĂĄr hans venner kommer til ham med problemer. En der sætter himmel og jord i bevægelse. MĂĄske en der giver sig selv alt, alt for meget fordi han ikke forstĂĄr at sætte grænser.  Som har levet i mange, mange ĂĄr med lavt selvværd. Som har levet isoleret, i en verden han ikke forstĂĄr, i en rolle han ikke kan sætte sig ind i, med en krop han til tider kan ignorere, til tider synes er frastødende og fremmed. Som har lært at nĂĄr man er anderledes, nĂĄr man er en freak, er det ikke nok at være sød og rar og god nok. Som har lært at nĂĄr man sætter grænser, sĂĄ er man besværlig og det er for meget oven i alt det andet. At man ikke er noget værd som ven fordi man er en social belastning, en der skal tages særlige hensyn til.Â
Men jeg ved med mig selv, at her går grænsen. Jeg trækker en streg i sandet. Jeg vil gerne være din ven, vil gerne glædes med dig når der sker noget godt og trøste dig når der sker noget slemt. Jeg vil gerne stå der når det virkelig gælder. Men jeg vil ikke være en kvinde bare fordi du synes at en mand skal have en bestemt slags krop. Jeg vil ikke undertrykke min identitet fordi du føler at den er forkert. Jeg vil ikke leve en løgn.
Sandheden er at jeg er lige her, og jeg er stadig den samme. Alt hvad jeg har ændret er mit navn og min kønsopfattelse. Jeg er stadig den søde og sjove og rare person som du kender og som man kan stole på. Det er dig og dine krav til mig og din opfattelse af mig der er forandret. Du vil have at jeg skal være som jeg altid har været, og det er jeg jo inderst inde. Med mindre det du kunne lide ved mig var at jeg havde det ad helvede til, så er det du kan lide ved mig her stadig. Men du må træffe et valg: enten må du acceptere mig som jeg er, selvom du ikke er ligesom mig og derfor ikke kan forstå hvad jeg føler. Eller også kan du ikke være en del af mit liv.