#afvisning

Han har nu fået meddelt fri proces og gratis advokatbistand i både Frankrig og Schweiz i forbindelse med retssager mod myndighedernes beslutninger om indrejseforbud. Sagerne føres ved Tribunal administratif de Strasbourg i Frankrig og ved Den Føderale Forvaltningsdomstol i Schweiz (Bundesverwaltungsgericht / Tribunal administratif fédéral). Begge sager vedrører Paludans indrejseforhold og…

Slikke salt og skedesekret af mine fingre

(Ja det er en tautologi)

Jeg har mærket kulden. Afstanden folk har lagt til mig. Mine udtalelser der blev hængende i luften fordi ingen kunne lide at anderkende min eksistens, og at anderkende at jeg havde noget vigtigt at sige. Men igår skete det første gang at nogen sagde direkte "Jeg kunne bedre lide dig som kvinde, det her er for kompliceret og rodet". Og jeg føler mig såret, sparket til og vred. Mest af alt vred. Hvidglødende af indebrændt raseri. For det kom ikke fra en fremmed. Det kom fra en person jeg havde lukket ind. En som jeg har været igennem meget med. En der også har haft det skidt. En jeg har kunnet læne mig op af når det vær svært. En jeg har lagt armene rundt om når der ikke var andet at gøre. En jeg har lyttet til i timevis, og talt med, og har givet ro i sindet når det var oprørt. En ven, med andre ord.

"Du har forandret dig", "jeg savner den du var, jeg kunne lide dig sådan", "jeg må vel have lov til at se dig som en kvinde", "det er jo ikke fordi jeg vil såre dig". Slag på slag. Som en bokser i ringen der ikke kan når at få paraderne op før det næste slag kommer. Transfobiens grimme ansigt. Og så fra den kant. Jeg havde ikke set det komme. Jeg havde troet at det var en ven. En der holdt af mig om jeg er. En der glædes ved at se hvor meget bedre jeg har fået det efter jeg er sprunget ud. En der accepterer mig. Og i stedet ser man ligepludselig kulden i sin vens ansigt. Afstanden. Det bortvendte blik. Kulden rammer lige i hjertet. Den rammer hvor det gør allermest ondt.

Jeg ser mig selv som en meget loyal fyr. En der smider alt når hans venner kommer til ham med problemer. En der sætter himmel og jord i bevægelse. Måske en der giver sig selv alt, alt for meget fordi han ikke forstår at sætte grænser.  Som har levet i mange, mange år med lavt selvværd. Som har levet isoleret, i en verden han ikke forstår, i en rolle han ikke kan sætte sig ind i, med en krop han til tider kan ignorere, til tider synes er frastødende og fremmed. Som har lært at når man er anderledes, når man er en freak, er det ikke nok at være sød og rar og god nok. Som har lært at når man sætter grænser, så er man besværlig og det er for meget oven i alt det andet. At man ikke er noget værd som ven fordi man er en social belastning, en der skal tages særlige hensyn til. 

Men jeg ved med mig selv, at her går grænsen. Jeg trækker en streg i sandet. Jeg vil gerne være din ven, vil gerne glædes med dig når der sker noget godt og trøste dig når der sker noget slemt. Jeg vil gerne stå der når det virkelig gælder. Men jeg vil ikke være en kvinde bare fordi du synes at en mand skal have en bestemt slags krop. Jeg vil ikke undertrykke min identitet fordi du føler at den er forkert. Jeg vil ikke leve en løgn.