Fucking Århus

Men det går så meget bedre med mig, så meget bedre end jeg overhovedet havde regnet med. Det er så gak, hvordan man kan forestille sig sine helt store udfordringer, faktisk føle man tager de positive briller på og tænke “Det her bliver nok møgsvært, men ok, jeg tror faktisk godt jeg kan klare det”, og så viser det sig at være pærenemt. Jeg føler lidt jeg snyder.

Jeg er ked af det, og du kan godt mærke det. Du spørger mig ikke hvorfor, for du ved det godt, at det er noget du har gjort, det er noget med dig. 

Men det er ikke din skyld, så der er intet at undskylde, og jeg tror virkelig, virkelig ikke, der kommer noget godt ud af at snakke om netop det her. Selvom jeg ellers altid vil, kan og synes vi skal, tale om alt.

Hun gentager det altid nede i gruppen, når vi snakker om De Andre, dem ude i Det Virkelige Liv

at de også har problemer, at de ikke alle har det nemt

Og jeg tænker, jo jo, det ved jeg godt. Og det er da synd

Men hvad skal jeg bruge det til

At dem med lykkelige barndomme/ smukke kærester/ søde forældre/  økonomiske råderum/ adgangsgivende karaktergennemsnit/ statistiske gode fremtidsudsigter også har angst, også har det skidt

Selvom opkaldet ikke var ventet, havde jeg godt en fornemmelse af, hvad det handlede om den søndag eftermiddag i august, da min far ringede. Trods den alvorlige klang i samtalens indledning, “må jeg komme forbi, vi skal snakke om noget”, vidste jeg, at det ikke var skidt.

De skulle skilles.

Og så gik jeg ind til min roomie, og jeg begyndte først at grine, men så også at græde. Mest af glæde og af en lettelse i de helt store dimensioner. Men også af noget andet, noget sørgmodigt, for hun har været der i 20 år. Jeg kan kun knap huske en tid før hende. Så jeg græd også lidt over afskeden, og følte mig vanvittig og som et offer for Stockoholmssyndromet, for hun har unægteligt gjort langt mere skade end gavn. Og sikke en skade.    

Men inden i mig er der stadig en lille pige, der bare rigtig gerne vil holdes af, af de voksne der nu engang er der. Og som ikke kan forstå hvad det er der gør, at den opgave skulle være så afsindigt umulig. 

Svedte som et svin dagen lang fordi der var 34 grader, var i maximalt søvnunderskud under hele turen, formåede næsten kun at ende på semi-dårlige restauranter, wifi’et virkede ikke på skodhotellet, formåede stort set kun at gå i byen på Oranien Strasse og ende samtlige nætter på Roses (som jeg endda også har været på før, men ok, det er så også det niceste sted, tag for guds skyld derhen hvis I skal til Berlin) - det på trods af det enorme udbud, gik glip af Pride Paraden og var kun til arrangementet i ca. 2 timer og brugte en frygtelig masse penge på cigaretter, fordi jeg troede de var en smule billigere end i DK, hvorimod de så var dyrere. 

Men sjældent har jeg haft det så behageligt, positivt, nemt, hyggeligt, sjovt og sidst men ikke mindst TRYGT på en ferie. Alt tvivl om, om vi nu kunne holde hinanden ud blev gjort totalt til skamme, for ligeså kompatible vi er til at bo sammen, ligeså kompatible er vi åbenbart til at rejse sammen. Vi mood-matchede totalt og havde seriøst ikke én eneste konflikt eller irritationsmoment, og det har vi trods alt til tider herhjemme.

Har undervisningsfri i et par uger fra den der kommunale terapi-gruppe, jeg blev placeret i, og egentlig havde jeg overhovedet ikke noget imod ikke at have nogle egentlige sommerferieplaner. Havde bare lige glemt at alle mine veninder enten er i sommerhuse og på sejlture med deres svigerfamilier, tager yogacertifikat på Bali, er højgravide i København (og derfor ikke magter besøg), arbejder ekstra og så fucking videre. 

Så efter vitterligt at have brugt ca. halvanden uge på at ryge joints og se alle tre sæsoner af Forsidefruer, besluttede min roomie aka. bedste ven og jeg i en dejlig søndagsbrændert at tage et par dage til Berlin. På trods af at jeg sådan set ikke må forlade landet pga. kontanthjælp. Og selvom ferie for mig lidt for ofte føles mere som eksponeringsterapi end egentlig afslapning.