Hun skulle have været her og oplevet det sammen med mig. Hendes lange arme, som altid have plads til mig og mit knuste hjerte. Hendes varme latter selv i krisetider kunne bringe et smil på mine læber lige meget hvor slemt jeg havde det.
Jeg husker første gang mit hjerte var knust mens jeg kendte hende. Hun tog hjem til mig og holdt om mig og så kørte vi væk. Vi kørte væk i natten med musikken pulserende ud ad vinduerne og i vores årer og bassen, som pumpede i takt med vores hjerter. Vi flygtede aldrig for vi havde hinanden. Vi fortalte hvor smukke hinanden var. Hvor vigtige vi var. Hvor meget vi fortjente i livet. Og vi lyttede til hinanden. Vi følte os i live og vigtige.
Senere blev mit hjerte til en skydeskive for folk, som ikke fortjente det. Men som jeg havde fortalt mig selv fortjente det. Og det blev knust igen. Og igen. Og igen. Og vi kørte væk i natten igen. Og igen. Og igen. Men musikken stoppede med at fylde vores hjerter. Vi stoppede med at fortælle hinanden alle de fantastiske ting. Der var ikke noget nyt at fortælle hinanden.
Der blev færre kram. Færre aftner, der blev til nætter, der blev til morgener sammen. Færre støttende ord. Færre alting. Og nu er der intet tilbage. Intet overhoved. Min skydeskive af et hjerte er igen knust og jeg har opbrugt mine klip til reparation. For jeg har mistet hende. For jeg overså hende.
Jeg ved det aldrig bliver det samme igen. Det kommer aldrig tilbage og de lange nætter sker aldrig igen. Og det gør ondt. Det gør så åndsvagt ondt. Og hvis jeg kunne ville jeg gøre det hele om.
snowghoul
andulkaphoto
baratheonpilled
jacobvanloon
germansingergirl
