Læring med udsigt

26 % af amerikanerne udskyder jævnligt opgaver til i morgen, frem for at løse dem i dag. Tallet er vel næppe anderledes i Danmark, hvor vi også kan se en tendens til, at vi hellere vil leve i nuet og udskyde problemer og opgaver til i morgen. Hvorfor? Måske fordi vi har en forestilling om, at morgendagen bringer mere tid, bedre motivation og overskud til netop denne opgave. Når morgendagen bliver i dag, så ændres perspektivet ikke, og udskydelsen kan påbegyndes endnu engang.

Forfatteren af dette blogindlæg er i sig selv et godt eksempel på, at en lang række overspringshandlinger af mere eller mindre finurlig karakter, har meget let ved at presse sig ind foran to-do listen og udskyde udførelsen af de planlagte og vigtige opgaver – det er sjovt som det ofte tager længere tid at tænke over, forberede sig og planlægge skrivningen af et blogindlæg end selve det at skrive det…Men gør dette noget og har det nogen betydning for vores produktivitet og læringsevne?

Så længe opgaver, hjemmearbejde og lektier udskydes til i morgen – hvad bruger vi så tiden i dag til? Være i kontakt med venner og bekendte på sociale medier? Finde inspiration og information på nettet? Gøre hovedrent? Nyde forårssolen på en fortovscafé? Eller måske blot nyde livet og gøre, hvad vi nu lyster, som om der nu skulle være noget galt i det? Det er der vel heller ikke, men for ikke helt at miste evnen til at motivere sig selv til at løse opgaven eller læse lektier – også når solen skinner og vi ikke helt har lyst – kommer her fire gode råd.

1)Se deadlines som et tidsrum af muligheder: for lange eller for flydende deadlines fører alt for let til, at de bliver udskudt, nedprioriteret eller helt overset. Korte, stramme og velafgrænsede deadlines åbner derimod for muligheden for en fokuseret, stram og effektiv opgaveløsning, hvor de rette prioriteringer er i fokus.

2)Skab ansvarlighed (og lidt frygt): Er der ingen konsekvenser af at overholde en deadline – hvorfor skulle man så gøre det? Gør dig selv ansvarlig for deadlinen, sørg for, at udtrykke dit ambitionsniveau til venner, kolleger eller andre, som vil holde dig ansvarlige, hvis ikke du når din deadline. Et let ansvarspres blandet med en lille frygt for, hvad der vil ske, hvis ikke du når din deadline, kan være en fantastisk motivationsfaktor.

3)Gør det abstrakte pattedyr til en konkret elefant: En abstrakt opgave, kan være svær at overskue og svær at motivere sig selv. Ved at nedbryde den abstrakte opgave i en række mindre, men meget konkrete opgaver, bliver det lettere at danne sig et overblik, lettere at overskue de konkrete småopgaver og lettere at motivere sig selv, da mange små opgaver løbende giver mange, små succeser.

4)Lav lidt hver dag – og slap af til sidst: I stedet for at udskyde opgaven til det allersidste og arbejde intensivt på den hele natten er det bedre at gå i gang ligeså snart opgaven stilles, og så arbejde en ganske lille smule på den hver dag. Hvorfor? Fordi hjernen arbejder videre med opgaven, selv når vi ikke tænker over det. Ved at gå i gang tidligt, har vores ubevidsthed tid til at tænke over opgaven, og komme frem med en løsning, når vi har brug for det.

Kan man være for gammel til at bruge Twitter? Nogen vil måske påstå, at den teknologiske udvikling er løbet fra dem, og at de ikke kan følge med de nye sociale medier. Men kan man være for ung til at bruge Twitter? Det er et måske et mere ømtåleligt spørgsmål, som en international børnehave i Japan forsøger at rykke grænserne for.

Børnehaven har ladet børnene få deres egne Twitter-profiler, hvor de løbende kan tweete om deres dag. Børnene tweeter om stort og småt, men ud fra den måde de ser verden på. De kan lave små tweets om hvad de har leget i børnehaven, hvad de har spist og hvordan de har det. Ved hjælp af fotobabble kan de også dele billeder fra deres egen hverdag af tegninger, ting og situationer, som de har deltaget i.

Inden børnehaven kastede sig ud i Twitter-universet, satte de sig ned med børnene og gennemgik, hvad de ville gøre på Twitter og hvad de ville bruge det til. Børnene ville f.eks. gerne tweete til deres forældre om dagens forløb, til deres bedsteforældre, der måske bor langt væk eller i et andet land, og de ville gerne tage billeder af deres dag, så de kunne se det, når de kom hjem igen. Børnene skulle også være bevidste om, at når de tweetede, så kunne alle se, det de skrev, så de måtte ikke skrive grimme ting om andre og de skulle også huske på, at det aldrig gik væk igen.

Disse simple forholdsregler kunne børnene godt håndtere, så efter at have brugt Twitter i et stykke tid og været rigtigt glade for det, begyndte de også at undervise de store børn i 2.klasse, om hvordan de kan bruge Twitter og hvad de skal passe på med, når de Twitter om deres hverdag. De små børn i børnehaven har her taget et nyt kommunikationsmedie i brug og inviterer de store børn med ind i det nye univers, ved at vise dem, hvordan de selv gør og ved at fortælle dem om deres egne erfaringer.

Det er de færreste unge mennesker i dag, der ikke har adgang til en iPad, en smartphone eller lignende i hjemmet, skolen, klubben eller hos kammeraterne. Og mon ikke de fleste forældre har erfaret, at disse små, smarte skærme kan sparre familien for en lang række konflikter, hvis blot de unge får lov til at sidde for sig selv med deres skærm?

  Mon ikke også de fleste voksne på et tidspunkt har følt en lille skyldfølelse, et lille nag af den dårlige samvittighed, når den unge igen sidder roligt og bliver underholdt af en lille skærm frem for at være engageret i maden, i sine kammerater eller i en samtale med de voksne? Men er der nogen grund til denne dårlige samvittighed? Skader det på nogen måde barnet eller bliver barnets udvikling hindret og begrænset?

  Der er endnu ikke endegyldige forskningsresultater, der kan pege på, om det er godt eller skadeligt for barnet, at sidde med en iPad, smartphone eller en anden lille skærm. Kendt er det dog, at menneskets hjerne udvikler sig mest og er mest modtageligt for udefrakommende indtryk i vores første leveår. Forskningen tyder også på, at 5-årige, der kigger uengageret på en skærm i mere end tre timer om dagen vil ved 7-års alderen have svært ved at indgå i sociale relationer med andre børn og voksne.

  Omvendt er der ikke vist nogen negative effekter ved, at børn leger med interaktive apps og spil på deres iPads og smartphones – måske snarere tvært i mod. Ofte høres der fortællinger om, hvordan iPads får gang i klasse stille drenge, får den stille pige til at udtrykker sig gennem video og lyd, og får de matematiktrætte til at se det sjove i matematik, når de så samtidigt kan få lov til at skyde asteroide ned.

  En iPad til middag er måske ikke skadelig for barnet, og hvis blot de voksne sørger for, at det er interaktive og udfordrende apps og spil barnet sidder med, så er der intet der tyder på, at det skulle være skadeligt for den lille og derved heller intet der bør give de voksne dårlig samvittighed.

  Og dog, for der er et aspekt ved middags-Ipad’en, der kan vække bekymring. Ethvert måltid er ud over selve maden også en læring i sociale relationer og normer. Hvis barnet ved første skygge af kedsomhed får en lille underholdningsskærm, så lærer barnet ikke de mindre underholdende aspekter af sociale relationer at kende. Kedsomhed, at lytte mens andre taler og respektere andre menneskers sociale relationer, er en læring som kan gå tabt, hvis du får stukket en iPad eller en smartphone i hånden, hver gang du keder dig – barn såvel som voksen. 

En lærer besluttede sig for at udføre et eksperiment. Et dristigt eksperiment som involverede eleverne og som gik ud på, at kappe de digitale indfødtes digitale livsline. Kunne de unge mennesker overleve i 48 timer – en hel weekend – uden adgang til tv, smartphone, internet eller digitalt musik? Det kunne de nok godt, men hvordan ville de reagere, hvad ville de få tiden til at gå med og ville de se, hvilken påvirkning deres digitale livsline har på deres hverdag?

Fra fredag kl.19 til søndag kl.19 måtte eleverne ikke bruger deres telefoner til andet end at ringe fra – ingen sms’er eller apps – ingen TV, radio eller PC, ingen indspillet musik og ingen Facebook. For eleverne er det et skridt ind i en hel fremmed og uvirkelig verden, for andre er det blot et minde om en svunden tid.

Mandag morgen blev det lille eksperiment evalueret, og det store spørgsmål var, hvad eleverne brugte deres tid på og hvad de synes om, at leve offline i en hel weekend? De fleste elever tog det godt. Efter først at have kedet sig lidt og været lidt rastløse, begyndte de at kaste sig over aktiviteter, de ikke normalt ville gøre. Gøre rent på deres værelser, male billeder, bage kager og skrev digte. De tog til fest sammen og i stedet for den høje samtaleødelæggende musik, begyndte de nu at sidde og tale sammen, spille spil og hygge sig i mere rolige omgivelser.

  Det mest iøjnefaldende var dog, at nogle af eleverne oplevede, at de fik mere søvn, mere frisk luft, spiste sundere og generelt var mere veludhvilede og fulde af energi, end de normalt ville være efter en digital weekend. Og deres lektier blev bedre, lavet hurtigere og med mere overskud.

  Nogle få oplevede dog også, at deres weekend blev en dårlig oplevelse. Den indledende kedsomhed forsvandt aldrig. De følte sig rastløse, irriterede, ufokuserede og hele tiden opmærksomme på, at der foregik noget i den digitale verden, som de nu gik glip af – uden mulighed for at fokusere på den fysiske verdens begivenheder i stedet for.