se agapào

"In this world, bones will still break.. heart will still break.. but in the end, light will overcome darkness." - Jesus

Der er bare de perioder, hvor det jeg bryder mig mindst om, er at vågne om morgenen.

Før eller siden skal jeg nok få sagt, det som mit hjerte holder inde.

Har aldrig nogensinde oplevet noget mere degraderende, eller ydmygende, end at man skal slikke folks fødder før det er “nok”, og man nu kan få den hjælp man gerne vil have.

Der var engang hvor jeg ikke helt forstod, hvorfor det melankolske og de deprimerede ting, var det folk kunne relatere mest til. Men så åbnede jeg øjnene og forstod pludseligt hvorfor det var det eneste, som folk reelt set kunne relatere til.

Et oprigtigt spørgsmål - hvis jeg åbnede samtalen for dig, og fortalte, at du er en af hovedårsagerne til, at min growth som menneske er sat på stand-by. Hvordan ville du så takle det? Ville du kunne sove om natten, ved tanken om, at der er mennesker tæt på dig, der lider, på din bekostning?

Verden er det rene kaos lige pt. Min far har længe forberedt mig på, at dette ville ske. Han har altid sagt, at selvom man er født inde i denne verden, er det slet ikke ensbetydende med at man rent faktisk hører til, specifikt, i denne verden.

Jeg ved ikke hvad jeg hader mest - mig selv, fordi jeg lader andre mennesker betræde mine personlige grænser, eller mennesker, fordi de netop har nosserne til at betræde mine personlige grænser?

Jeg tror aldrig jeg har været så træt af andre mennesker. Det eneste denne verden består af lige nu, er mennesker med lav empati for deres medmennesker og ingen opgraderet situationsfornemmelse.

det var sidste gang jeg var hjælpeløs i folks øjne

her har man det hele. Og alligevel føler jeg, at jeg ingenting har

overvej hvor sørgeligt livet først er, når man er så bombet indeni, at man ikke kan mærke hvilken følelse man føler indvendigt - så meget har man formået at fortie igennem livet og hvad er prisen for det? Stilhed. :)

hvorfor bliver mine tanker ved med at presse sig på, når jeg ER knækket og alligevel græder så meget, at mine øjne er røde?

jeg føler mig ikke længere glad hvor jeg er, jeg er fuldstændig strandet og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, hvor jeg skal søge hen, hvad jeg skal indse; for at slippe for paranoia, angst der ikke forlader kroppen og et hjerte, som banker kronisk og aldrig er i ro

lige om lidt bliver jeg en fri fugl - hold op hvor føles det godt endelig at være fri fra dysfunktionelle ord og hadske kommentarer