aster har ord

Jeg kunne kigge på dig i evigheder, jeg kigger på dig i evigheder og du siger aldrig noget til det. Du lader mig bare gøre det. Jeg har det lidt dårligt med det, men du er bare så fascinerende, at jeg ikke kan holde mig fra dig. Du kigger også tilbage på mig Emilie, men kun når du har tid. Det er jo selvfølgelig også okay, for du har jo mega travlt. Og det har jeg jo ikke, men det er helt fint, så har jeg jo tid til at hænge ud med. Ja, mine… venner eller, familie. Så det går jo.

Åh Emilie. Jeg er din, fordi jeg elsker dig så højt, højere end nogen anden på denne jord. Hvis jeg kunne give dig vinger så du aldrig skulle røre den jord jeg har trampet ihjel, ville jeg gøre det hurtigere end noget andet. 

Du er også min når du vil, vi er kærester og det har vi været længe men jeg er ikke altid din og det er der også plads til. Der er altid plads, det er vigtigt at man giver plads. Altid plads. Og det er jeg glad for, jeg er glad for at jeg kan og vil give dig plads. Det er nok det bedste jeg nogensinde har gjort, give plads.

Jeg giver dig mad når du er syg, skriver dine opgaver når du har glemt dem, elsker dig stadig når du har været sammen med Astrid. Elsker dig når du råber, smider rundt med ting, mine ting, skrider fra vores hjem. Også når du snager i min telefon og ringer til Astrid lige efter sex. 

Hun hamrer tåen i gulvet, fast besluttet på at dette må være gangen det lykkes, boksen i hendes sko må jo nærmest knække. Gulvet har knirket lystigt afsted i takt med hendes musik, hvert spring skaber en ny sprække i hendes led, hvert hop skaber et jordskælv der sendes gennem hele kroppen. Hun rammer gulvet. Først tåen, så foden, så et knæ oven i, albuen giver et stort stød gennem hende, som Thor selv har skabt akkurat til dette øjeblik. Hele hendes krop er faldet sammen til en klat i gulvet. 

Hun puster ud, hvert gisp et skridt tættere på en fremtid smadret. Dette var hendes eneste chance for at blive set som noget, noget der kunne skabe hende en karriere. Hun gik ud af folkeskolen for at kunne fokusere på ballet, træner fra morgenstund til langt ud på natten, tænker ikke på andet end plié og jeté. Hendes liv er ballet. Det er nu væk. Et spring har ændret så meget.

Hun kigger langsomt op mod bordet med nordens bedste dansere, hendes dommere, et blankt udtrykt udstråler fra dem alle, ingen af dem magter at skrive ned hendes kæmpe fiasko, for de smider sikkert de notater de har skrevet om hende inden ud lige bagefter. 

Hun rejser sig med beslutsomhed i hendes øjne, kampen er slut, det er klart, men hun vil ikke forlade tomhændet. De skal ikke få nydelsen af at se hendes fejlfulde spring, det kan simpelthen ikke passe. Musikken er stoppet nu, den stoppede samtidig med hendes fremtid som ballerina. Hun marcherer hen mod lærerne og en tåre triller ned på bordet imens hun læner sig over det. Hun puster og pruster og på dommeren foran hende ser hun navneskiltet “Primula” blafre på en bluse. Et stadigt uændret neutralt blik stirrer hende tilbage. Primulas apatiske blik raser en storm inde i hende. Hvordan kan hun være så ligeglad med at hele hendes fremtid er smadret, intet er tilbage af den. Hun kunne knække den blyant, der ligger slapt i hendes hånd.

Hun gør det. Der er to knækkede rester på hendes dansegulv, det minder hende lidt om hende selv, knækket og ubrugelig på et dansegulv.

“Du skal ud.” Kommer det fra en af de andre dommere. Vreden har ramt Primula, en udspændt streg har erstattet hendes mund. Endelig har hun tvunget en følelse ud af den ellers velplacerede maske, Primula har perfektet til hendes facade. Det er en smuk tilfredsstillelse at få opnået, det er næsten euforisk. 

“Det kan godt være, at jeg ikke har fortjent at være jeres danser, men I ser mig kraftedme heller ikke som mere end en marionetdukke, der skal gøre akkurat lige som I ber den om. Jeg er træt af det. Hvor er friheden i det, hvor er det smukke ved at udfolde sig i dans, I har sikkert heller ikke selv oplevet det. I har jeres udmattede ballerinaer som ikke har et gram fedt eller kød på sig, som bare laver piruetter dagen lang, uden at I tænker over dem. I bruger dem til de er ødelagte. Til de er endt som den brækkede blyant, der ligger på gulvet. Ubrugelig. Ligesom mig nu, fordi ET FALD ØDELÆGGER ALT!” Hun er rasende nu, blodet pumper i hendes hoved så meget, at hun næsten ikke kan høre sig selv.

"Er det virkelig det I vil bruge resten af jeres røvsyge dage på. Ødelægge andres kroppe og liv? For det har i gjort. Så læg jer nu trygt ned i jeres senge og sov fucking sødt.”

Hendes tutu er blevet flænset af nervøse og ængstelige hænder. Hun er trådt tilbage fra bordet, ikke i stand til at kigge ind i deres ansigter mere for den had hun har fået i sig.

Primula rejser sig og går rundt om bordet, præcise trin, lignende en panter, truende og intimiderende. Hun står stolt som om ikke et eneste ord har ramt hende, men øjnene fortæller en anden historie. Der er en bragende krig, der fylder hende dybt.

“Du har aldrig nået at blive andet end en danser jeg kan perfekte for dette er første gang jeg har set dig, du kan ikke forvente andet end kritik og det har du fortjent af den fiasko som du kalder et spring. For du har ikke noget at blive andet end en fiasko for mig. Det er vidst på tide at du går.” Primula står helt rank i modsætningen til hende selv, som står krøllet sammen som en slået valp. 

Hun går mod døren. Det er en tabers gang, bevis på hendes fejl og tanke om at hun var højere end dem overfor hende. Rækker en rystende hånd frem mod håndtaget og griber hivende fast efter det. Da hun skal til at åbne døren, river hun så hårdt i håndtaget at det ryger af, så hun står med det i hånden helt selv. Hun vender sig stille om, som den snefnug hun kunne have danset i nøddeknækkeren og kigger op mod hendes dommere, der i gang med at hviske om et eller andet. Sikkert hvad de skal have til frokost eller at deres kære lille pusling har fået en guldstjerne for den tegning de lavede i dansk. Det er sikkert et eller andet tåbeligt unødvendigt, der bare viser hende, hvor lidt hun er over for dem. Er deres samtale om salater og tegninger virkelig mere værd end hende selv. 

Det er flabet og det har hun ikke fortjent. 

"NEJ!" Skriger hun. "Jeg er mere værd end det, jeg kunne have blevet til jeres primaballerina, den smukkeste, scenen nogensinde har set.”

Dommerne vender sig rundt mod hende, og hun stirrer dybt ind i Primulas øjne. Det er hendes skyld, helt sikkert, hun har haft det ude for hende siden starten. Det er hende, der har plottet det hele. 

Hun peger på Primula med en stærk finger “Det er din skyld. Du ødelagde mig og min karriere, og du har ikke fortjent mig. Du har ikke fortjent noget. Du har ikke fortjent den næste danser, der kommer herind eller den næste eller den næste igen. Du fortjener ingen af dem!” Hun er begyndt at gå mod Primula, håndtag fast i hendes hånd. De andre dommere har også rejst sig og de siger sikkert noget til hende, men hun hører det ikke. Primula er hendes mål nu.

Hun når at åbne munden, men ingen lyd kommer ud, for inden det kan nå sig, har hun løftet sin arm og ramt hende i hovedet med dørhåndtaget. 

Hun er faldet ned på knæ nu. Endelig kommer der en lyd. Et skrig. Det lyder lidt som en gris, der bliver pinet. Det passer nu egentlig meget godt, for hun har pinet så mange til perfektion, at hun er blevet til et usselt gammelt svin.

Hun står for enden af 4 sæt trapper. Hun ved ikke hvordan hun endte her, men hun ved at hun ikke kan blive her, hun har jo lige slået Primula i hovedet med et dørhåndtag. Så hun stormer ned af trapperne og flænser døren op og kigger rundt på storbyens jag. Biler suser forbi, mennesker støder ind i hende, larmen bor dybt ind i hendes ører og er altoverdøvende.

Hendes ellers yndefulde trin er blevet til traskende tramp, da hun bevæger sig ud mod de blæsende biler. Hun kigger sig ikke for, er der mere at tabe? Hun danser blandt bilerne nu. De dytter af hende og prøver at undvige hende, mens hun danser imellem dem, hvert trin fra det samme som til optagelsesprøven. 

Og det er perfekt. Hun er perfekt. Hun er alt, hvad Primula nægtede hende at blive.

En bil kommer farende men hun anser det ikke for hun er dybt begravet af hendes dans og det gør nu egentligt ikke noget for hendes dans passer til bilerne. Som om det var udtænkt, fra dagen bilerne blev lavet på en støvet fabrik, og da dansen blev skrevet af en gammel russer eller italiener for længe, længe siden. Det er i harmoni. Biler prøver ikke at undvige hende længere, de har opdaget at det hele passer sammen som de sidste brikker i et puslespil. 

Et skridt der, en piruett og så lidt mere og hun er snart ved sluthoppet. Der hvor hun fejlede til prøven er snart ved at være henne igen. Hun har hoppet op på biler, lagt sig ned midt på vejen, hoppet rundt over det hele og er ved enden nu. Det bliver perfekt, det bliver så smukt. Alle kommer til at se, hvilken mægtig danser hun er. Alle kommer til at se hvad Primula ikke kunne.

Hun springer. Over en bil langt oppe i luften. Hun drejer sig rundt, ud med armene og klargør hendes fod for den skarpe vej. Hun er i luften i en evighed, når næsten himlen og hun kan ikke vente på alles blikke når hun lander igen.

Når hun er lige inden asfalten, ved hun, at det ikke går. Det føltes som inde hos Primula, det er helt forkert. Det hele er ligesom før, men der er bare intet at gøre, hendes tåspids har næsten nået asfalten nu og der er intet at gøre. Så hun lader sig falde.