vaskeUægte fynbo

I teorien har jeg vel ikke engang ret til at være ked af det

Jeg kan ikke huske hvad vi snakkede om. Men jeg kan huske at jeg var glad

Tror jeg tænker mere på dig, end du tænker på mig, men det ved jeg selvfølgelig ikke noget om

Jeg savner at få lov til at elske et andet menneske. Utallige gange har jeg fået at vide, at jeg ikke skal lede efter det og i stedet bare lade det ske. Men svar mig ærligt; hvad skal jeg egentlig gøre, hvis denne verden og min egen eksistens er for svær at forholde sig til, når jeg er helt alene? Hvad skal jeg stille op, når jeg desperat forelsker mig i den første, som viser mig blot en smule interesse og derved fortrænger, at jeg for dette menneske ikke er andet end en tilfældig krop og et hurtigt knald? Hvordan opretholder jeg min selvrespekt, når jeg med blussende kinder smiler til dig lørdag aften, da vi tager en taxa hjem til dig og når jeg med tomme glasagtige øjne stavre bagstiv ned til toget morgenen efter og udemærket godt selv kan se, hvor tydeligt det er, at jeg havde tilfældig sex i nat og nu ikke en gang er værd at følge til stationen? Fortæl mig… Hvordan skal jeg tro på, at nogen vil elske mig, når jeg hver gang bliver bekræftet i netop det modsatte og konstant skal bekæmpe tanken om, at jeg blot er klam og beskidt? For der er intet galt i vilde byture og lørdagsknald, men hør her… Jeg vil være mere end sex. Jeg vil være mere end en tilfældigt udvalgt, jeg vil ikke betales i drinks og blive lovet et sted at sove. For jeg er mere. Meget mere. Og jeg sidder her med en knækket glorie og en enorm kærlighed, som jeg blindt ville forære dig, hvis du ville tage i mod den. Jeg har bare sådan brug for, at du har lyst til at give mig det samme til gengæld. Jeg har mere end noget andet brug for, at der for en gangs skyld er én, som også elsker og passer på mig og måske endda vægter det virkelig højt i deres verden.

Men jeg lever jo ikke. Jeg slår bare tiden ihjel.