#undertegnet

Miste er en mærkelig ting.

Det kan ske for alle, du og jeg.

Nogen er heldige, og andre er pisse uheldige, og mister alt de har kært.

Miste. Et ord som kan ødelægge så meget. 2 stavelser, som kan betyde ekstrem ødelæggelse, søvnløse nætter og tårer.

Verden kan gå i sort, fra den ene dag til den anden, helt uden en advarsel. Som en tyfon, der raser over en. Intet gør et rum tommere, end at ønske nogen var der. Som om man er alene, og stirrer direkte ud i ingenting. Helt alene. Andre gange føler man sig komplet bange for, at være sådan her resten af sit liv. Bange for, der aldrig kommer ro på det. Alene om det hele. Bange for, at miste mere.

Man kan miste meget, man kan miste sig selv. Prøver at formulere ord der kan beskrive den følelse, men det er umuligt. Men det er som om, man mister sin identitet fuldstændig. Man kan ikke kende sig selv. Føles som et helt andet menneske. Man kommer så langt ud, at man føler sig udryddet. Distanceret til alting. Selv dem der står en nær. På livet. Håber man aldrig bliver set, som man ser sig selv. Men det kan være ligemeget, det hele.

Ind imellem får man de her tilbagefald af savn. Man savner alt som minder om det, man har mistet. Alle de små ting, som ikke burde betyde noget for en, men alligevel gør det. Det er langt sværere at komme videre, end man lige går og tror. Som om man sidder fast i tiden. Frosset. Det hele er sat på pause. Men heldigvis kommer man videre. Det kræver tid og tålmodighed. Massere tålmodighed.

Man savner. Nogle gange græder man. Fordi det man har mistet, ikke er her, og det knuser ens hjerte.