2010ernes bedste internationale album
Da jeg startede denne side med Johannes tilbage i efteråret 2014 satte vi os for at lave “årtiets” mest ambitiøse årsliste. Summa summarum så blev listen aldrig udgivet i sin helhed, simpelthen fordi listen og arbejdet med den blev for tidskrævende. Slet og ret en alt for stor mundfuld. Vi startede ved plads 90 og fik skrevet frem til plads 25 over de bedste plader fra 2014. Udgangspunktet for listen var i grunden blot, at vi var nogenlunde enige i de 20 højeste placeringer. Så var der 80 resterende placeringer som var svære at udfylde. Favoritplader som Syro af Aphex Twin, Our Love af Caribou, Lost in the Dream af The War on Drugs blev diskuteret, men det blev ved snakken. Netop fordi listen aldrig blev udgivet, vil jeg nu råde bod på det der ikke blev udgivet dengang, og i stedet udgive en liste over de største, bedste, vigtigste og mest fremadskuende udgivelser fra dette årti, altså fra årerne 2010 til 2019. Her indgår året 2014 nemlig, og jeg kan allerede nu afsløre, at måske var 2014 ikke det mest altoverskyggende år, men stadig vigtigt takket være bl.a. The War on Drugs.
De efterfølgende musikår i 2015 og 2016 skulle til gengæld vise sig at være uomtvistelige, hvilket skyldtes flere kaotiske hændelser i det politiske (stadig) ustabile USA med udgivelser fra primært sorte artister som Kendrick Lamar, Frank Ocean, Solange, D’Angelo - for slet ikke at glemme YG og hans ligefremme budskab “Fuck Donald Trump”.
Mindst lige så interessante udgivelser kom fra britiske artister som PJ Harvey, Radiohead og ANOHNI, der fokuserede linsen omkring Storbritanniens krigsførelse, flygtningehåndtering og manglende humanitære perspektiv. Apropos flygtninge, så tag bare Jonathan Johansson og hans Lebensraum!, der på alle måder var et politisk wake-up-call ikke bare i Sverige, men til hele Norden om hvordan man raskt rejser på charterferie til Lampedusa i samme åndedrag som flygtningebåde kæntrede overalt i Middelhavet.
Det musikalske årti har i den grad været interessant ud fra sine politiske modråb, men der har også været plads til en stor bølge af indadvente og drømmende album, der har været mindst lige så store udgivelser som resten af spektret. Her tæller Sufjan Stevens, Joanna Newsom, Beach House, Jessica Pratt og Sun Kill Moon som nogle af årtiets indfølende højdepunkter.
2010erne var også det årti, hvor kunstneren fik lov at være her og der og alle vegne. Der blev skabt sociale medier som kunne kanalisere budskaber og skabe viralomtale fra ét sekund til et andet og pludeslig fylde hele sendefladen via medier som Twitter, Instagram, Facebook, Snapchat eller streamingsider som Youtube og Netflix - alle kæmpemedier som har gjort FOMO-begrebet til deres levebrød. Man skal følge med for at være med. Gennem årtiet kunne vi som de sociale mediers hungrende forbrugere følge kunstnere som Kanye West, Beyoncé og Rihanna i deres reklamer, tv-programmer, politiske budskaber og hverdagsliv, der fik deres egne menneskekroppe til blot at være en mikroskopisk del af den overnaturlige popkulturelle indflydelse de hver især afgav.
Der er altså tale om et årti, hvor forsvindende få popkunstnere har haft proportionelt mere indflydelse end nogensinde før, også selvom der aldrig har eksitseret flere kunstnere før eller flere typer af genremixes, identiter, fankulturer og undergrundsbevægelser. Et tiår, hvor vi omgav os med en popkultur, der har ændret vores forståelse af os selv og vores omgivelser. En udvikling, der i en eller anden grad har gjort os mere narcissistiske end nogensinde før, fordi vi alle har fået muligheden for at spejle os i alle og enhver - selv vores idoler til et punkt, hvor persona, image og udseende nu fylder mere end noget andet.
Med disse ord, så er det vist tid til at løfte sløret for de 100 bedste plader fra 2010erne. Hvis nysgerrigheden pirrer yderligere, så er der her sammensat en playliste med de bedste sange fra årtiets bedste album plus singler, ep’er og andre mere eller mindre faste og løse udgivelser.
100. Jessica Pratt - On Your Own Love Again
Listen starter med et stemmebånd af en anden verden. En kvinde der bruger det sparsommelige som en kreativ ledesnor. På hendes anden skæring visker hun sagte originaliteten frem i små kærlighedssange, der lyder som hjemmeoptagne kreationer. Ikke desto mindre uundværlige og kun fortsatte med at brillere. Årtiet bød på mange stærke
99. Angel Olsen - My Woman
98. Fleet Foxes - Helpnessless Blues
97. Gold Panda - Lucky Shiner
96. Jessy Lanza - Pull My Hair Back
95. Objekt - Flatland
94. Neon Indian - Vega INTL. Night School
I 2015 skete det endelig for Adam Palomo. Den krølhårede pop-dandy med de mexicanske aner skulle kun bruge 5 år før et decideret hovedværk skulle se dagens lys indenfor en helt genre. For på den kryptiskbetitlede Vega INTL. Night School ramte mastermind og hjernen bag Neon Indian nemlig plet, dér hvor genren. Hans særlige bidrag til den udsyrede synthpop fra slut 00erne, den såkaldte chillwave, skulle tage en drejning, og i stedet valgte han at tage nye inspirationskilder i brug. Og dette var ikke så lidt fængende.
Der er sket meget siden den overkitschede Nintendo-blippende synthpopgenre, chillwave, for alvor tog fart med debuten Psychic Chasms fra Palomo tilbage i 2010. Knopskydninger havde allerede fundet sted med navne som Small Black og Memory Tapes, men chillwaven bed sig for alvor fast med trekløveren Toro Y Moi, Washed Out og den omtalte neonindianer.
Gennem 10erne gik hvert navn i sin retning. Washed Out forblev i det drømmende, mens Toro Y Moi gik den let psykedeliske vej, og Neon Indian drejede af ved vejen mod skvulpende fuldblods synth. Første forsøg efter debuten Psychic Chasms var året efter med Era Extrana, hvor 80ernes absolutte supergenre blev taget i brug på - rendyrket dansepop.
På Vega INTL. Night School mener jeg, at bredden i lydbilledet blev mere elastisk - der blev plads til flere krumspring. Dermed gjorde Palomo også et mere kvalificeret forsøg på at gøre genren mere alsidig. Han tilføjede dance, reggae og funk. Han gjorde det ikke bare for at implementere flere genrer, men også for at give lyden mere luft og plads til at udfolde sig i det udsyrede, kaotiske. Han kreerede en mere substansfyldt lydbund. Eksemplevis var “Annie” et vaskeægte summeranthem, der lagde sig mellem reggaevibes og en feeling af cocktailparty ala Whams Club Tropicana kørt gennem en synthmaskine. Synthdryppende “Glitzy Hive“ var et dansetrip uden lige og “Slumlord”, pladens uomtvistelige omdrejningspunkt, gav Palomo os pop fra øverste hylde - en mor(o)derisk hyldest til Giorgio Moroder.
93. Hundred Waters - The Moon Rang Like A Bell
92. A Tribe Called Quest - We Got it From Here.
91. Fiona Apple - The Idler Wheel
90. Chairlift - Something
89. Jessie Ware - Devotion
88. David Bowie - The Next Day
87. Kaytranada - 99.9%
86. Lowly - Heba
85. St Vincent - St Vincent
84. The National - High Violet
83. Iceage - New Brigade
82. Beyonce - 4
81. Aphex Twin - Syro
Som lyden af en hyperintelligent rumalien, der vist kommer med fred, men uden tvivl har intentioner om at erobre os med sin virtuose sammenkobling af genkendelighed og blødende IDM.
Vulnicura fra alletiders avantgarde-dronning havde samme følelse, men Syro forlod samtidig al selvkontrol og på forunderlig vis forbandt elektrisk pladetektonik med smooth jazz - fuldkommen idiosynkratisk vrøvl? Ikke helt overbevist endnu? Du kan næsten kun blive klogere af at lytte til hvad dette overmenneske har at byde på fra sin primate genialitet.
80. Moderat - Moderat II
79. Daft Punk - R.A.M
78. Courtney Barnett - Sometimes I Sit and Think, Sometimes I Just Sit
77. Regina - Soita Mulle
76. Shabazz Palaces - Black Up
Åbenbaringen skete nok allerede i 2011 med Shabazz Palaces, der uden tvivl bidrog til at hviske tavlen ren og skabe plads til ny inspiration for hiphoppens altædende tag på populærkulturen. Shabazz skabte et metafysisk landskab af ubekvemligheder, hvor naturen fik næring fra pulserende hyperjazz og dikterende hypotetisk fremtidsdystopi.
75. Robyn - Honey
74. Joanna Newsom - Have One On Me
En vokal sukkersød som en gennemsmeltet skumfidus, men stadig med en kompleksitet og frygtindgydende vibrato som kun hun besidder. Joanna Newsom i egen høje person. Hendes stædige fravalg af moderne musiks hjælpemidler og tilvalg af den amerikanske sangbøgers arnested, nemlig folkemusikken, har sammen med hendes tro føljesvend, harpen, og førnævnte sangstemme til sammen forvandlet hende til en musikalsk fe, der befinder sig i et luftlag som meget få andre besidder. På den over to timer lange vandring gennem temaet kærlighed finder man både intimitet og hjerteknugen fra sine absolutte lykkestunder til dets kælderdybe afgrund. Have One On Me er ikke ulig det ubeskriveligt ambitiøse mesterværk Ys, et tapet af næsten uendelig skønhed, der dog alligevel har sløjfer og skyggebilleder og strofer nok til at efterlader flosser i mønstrene. Hun skabte senere på Divers et endnu mere tilgængeligt udtryk, men bedst var Have One On Me, hvor perlerne er flest og skinner allermest igennem på numre som In California, Baby Birch og 81 fremaner hun en svær og usammenlignelig åre af musikalsk perfektionisme.
73. Beyoncé - Lemonade
72. The Radio Dept. - Clinging To A Scheme
71. Beach House - Bloom
70. King Krule - The OOZ
69. Sun Kill Moon - Benji
68. Jenny Hval - Apocalypse Girl
67. The War on Drugs - A Deeper Understanding
66. Run The Jewels - Run The Jewels 2
65. Christine & the Queens - Chris
64. Kurt Vile - Smoke Ring For Halo
63. Bon Iver - Bon Iver
62. Kamashi Washington - The Epic
61. FKA Twigs - LP1
Denne multikunstner har ikke bare på den musikalske, men også på den visuelle side fundet et lege hun egenhændigt regerer helt for sig selv. Med en overjordisk sans for at fange de iboende kompleksiteter som eksisterer i den menneskelige seksulatitet blev LP1 et fyrtårn som få andre, samme liga som Arca og SOPHIE, der rammesatte en ny standard for hvor erotik og frygt kan mødes. At disse to yderligheder kan sammenstilles i et kreativt krydsfelt mellem musik og visuel kunst som ikke ved særsyn er set før (ja okay, Björk er afgjort en forgænger). På opfølgeren MAGDELENE viderefører hun samme tematikker til en artistisk stenkløft, hvor de produktive kræfter blander sig med seksualitet til nok et mutationsniveau. Men på LP1 var udgangspunktet, en kanonisk mælkebøttebombe, der skulle bane vejen for en hel generation af nye syntetiske familiære stjernefrø som spiser metervare R&B til morgenmad.
60. Todd Terje - It’s Album Time
Så længe jeg husker, har jeg aldrig fulgt diskoen i samme grad som da jeg opdagede singlen “Ragysch” fra en nordmand ved navn Terje Olsen. På samme tidspunkt som denne single udkommer er jeg begyndt at vende plader som DJ forskellige steder rundt i det aarhusianske. Kort fortalt, så bliver Todd på kort tid mit idol både foran pulten og på hjemmeanlægget. I 2012 ændrer han sit udtryk fra det mere strikst inciterende og giver plads til en gemt legesyghed med det altoverskyggende superhit “Inspertor Norse”. Selvsamme nummer ender også med at komme på debutalbummet med den påfaldende titel It’s Album Time. På en paradoksal måde beviser han i løbet af en times længdes hitparade, at hovedstrømmenes overenskomstsbeats kan modarbejdes ved at slå hul på fortidens ideer om fremtiden og discolektioner og transformere dem ind i et nyt realitetsbillede. En morale som ikke er ulig det oppotionelle tankesæt som dansemusikkens tidligere revolutionære har gjort sig i med navne som Daft Punk, Mr. Fingers og Giorgio Moroder bare for at nævne nogle få.
59. Future Islands - Singles
58. Beyoncé - Beyoncé
57. Rhye - Woman / Quadron - Avalanche
56. Gorillaz - Plastic Beach
55. Blood Orange - Cupid Deluxe
54. Arcade Fire - Reflektor
53. Weyes Blood - Titanic Rising
52. Caribou - Our Love
51. ANOHNI - HOPELESSNESS
50. Janelle Monaé - The ArchAndroid
49. Vampire Weekend - Modern Vampires of the City
48. Bill Calahan - Apocalypse
47. Mac Demarco - 2
46. Jonathan Johansson - Lebensraum!
45. Amen Dunes - Freedom
44. Julia Holter - Have You In My Wilderness
43. Four Tet - There is Love in You
42. Father John Misty - I Love You, Honeybear
J. Tilman elsker os. Og ikke mindst sin kone. Den universelle kærlighed til det omkring os og den jordklode vi bliver født og dør på. På I Love You, Honeybear der er hans anden studieplade siden Fear Fun fra 2012, begiver han sig ud på en lang personlig rejse ind ham selv, der som - han har udtalt - er klaustrofobisk nok for ham at spille for nære bekendskaber. Teksterne er indimellem paradoksalt nok en helt anden snak, hvorfor mange af numrene virker mere ironiske end ærlige. Pudsigt nok forholder det sig nærmere sådan, at hans tekstunivers gemmer sig i feltet mellem dyb sandfærdig hengivenhed, der samtidig kaperer sin omverden gennem ironi og sarkasme. Og den opskrift har jeg lappet i mig lige siden. Og for det skal det lyde: Jeg elsker dig, Father John Misty.
41. Kendrick Lamar - DAMN
40. Vince Staples - Summertime ‘06
39. Kanye West - Yeezus
38. Dirty Projectors - Swing Lo Magellan
37. Danny Brown - xxx
Den markant herre Danny Brown må siges allerede at have flere nyskabende mesterværker på samvittigheden, herunder Old og Afrocity Exhibition bare for at nævne de mest markante. Xxx føltes alligevel som milepælen, der gjorde det hele muligt. Geniet bag er stadig intakt og derfor fortjener Danny Brown en hæderlig placering i top 40.
36. James Blake - James Blake
35. Disclosure - Settle
Popmusik lød utvivlsomt ikke meget bedre end på Settle. Denne kløgtige blanding af musikalsk opdragelse og forståelse i dance-historiens udvikling på den ene side og samtidige bevidsthed om udvikling af samme er slet og ret ikke gjort bedre i løbet af årtiet. Og så var de altså kun 18 og 21 år gamle, da denne luksuriøse kavalkade af popperler udkom. De gjorde house demokratisk og levende for en større skare af mennesker. Tak for det!
34. Jamie xx & Gil Scott Heron - We’re New Here
33. Caribou - Swim
32. D’Angelo - Black Messiah
31. Robyn - Body Talk
Lorde, Carly Rae Jepsen, Miley Cyrus og Taylor Swift var alle blandt de absolut største, mest interessante og genreudvidende popstjerner årtiet kunne byde på, Men én gjorde det med en sådan ynde og bramfrihed, der italesatte ensomhed og alienisme som kun hun kunne. I løbet af 2010 udgav Robyn så meget kvalitet på én gang, som ingen af ovenstående stjerner kan måle sig med. Body Talk var alletiders følelsesrus, der mærkedes ligeså meget som en puls som et minde. En følelse, der ufravigeligt var værd at dele med andre. Som når en god ven ringede til dig for at kun du skulle føle dig interessant og værdsat. Som et hjertevarmt venskab. Kollektionen af gåsehudsfremkaldende eskapisme befandt sig på et niveau, hvor du selv kunne slippe jordforbindelsen og bare tage Robyn i hånden og svæve afsted.
30. Grimes - Visions
29. Grouper - Ruins
28. Drake - Take Care
Inderlig som aldrig før, der ikke er hørt magen til siden fra manden bag.
27. David Bowie - Blackstar
26. Chromatics - Kill for Love
25. Kanye West - My Beautiful Dark Twisted Fantasy
24. Tame Impala - Innerspeaker
23. Erykah Badu - New Amerykah
22. Grimes - Art Angels
Clair Bucher har immervæk trukket forståelsen af state of the art et sted hen, hvor den ikke altid har kunne bunde. Men slutproduktet har indtil videre på samtlige af hendes alber endt med at føre forestillingen om musik ind i fremtiden. Der hvor vi må lægge vores idé om popmusik og fremtidsfusioner af samme på hylden - for Grimes har allerede skabt det. Vores visioner må vige for hendes diamantklare talent. Hun kom dog på dybt vand, da hun samarbejdede med produceren Blood Diamonds på nummeret “Go”, der både blandt fans og anmeldere blev anklaget for være for mainstream. Ikke underligt var nummeret også oprindeligt skrevet til Rihanna, der om nogen er en radioyndling. Selvsamme kasse passede nummeret, “Entropy”, også i, der blev udgivet i marts 2015 i forbindelse med fjerde sæson af tv-serien Girls. Samme år inden hendes andet album skulle se dagens lys.
På Art Angels blev poppen evident for enhver. Eksperimenteringen havde givet pote, hvilket især førstesinglerne skulle bevise. Fra “Go” og “Entropy” udgav hun nemlig en demo “Realiti”, der er endt med at blive ét af mine absolut favoritnumre fra det forgangne årti. Herefter kom de officielle singler “Flesh Without Blood” og “Kill V. Maim”. To numre, der viste vejen for et nyt kapitel i Grimes’ karriere. Hun skabte bro mellem poppen hun idoliserede (som kunne anes på et nummer som “Go”) og det hun yderste potens var i stand til selv at kreere. Så kan det godt være, at hun fra tid til anden forsøger sig med midlertidige udforskning udi ting, der ikke helt passer ind i publikums kram. Ikke desto mindre bevirker nysgerrigheden til rendyrket popmusik som en kilde til den klareste originalitet og egenartethed som popkulturen har kunnet mønstre fra en kunstner, der emmer af integritet og selvrespekt. En frontkvinde for poppens fremtid. En popstjerne, der laver punk. En bannerfører for det vi endnu ikke vidste vi vil komme til at elske lang tid før det er blevet mainstream.
21. Sufjan Stevens - Carrie & Lowell
20. Radiohead - A Moon Shaped Pool
19. Kendrick Lamar - Good Kid, M.A.A.D City
18. M83 - Hurry Up, We’re Dreaming
17. Tame Impala - Lonerism
16. PJ Harvey - Let England Shake
15. Jamie XX - In Colour
Når man som anmelder skal beskrive en ung kunstners eller bands’ lyd ligger det altid for at trække tråde tilbage til deres inspirationer. Ofte kan man forestille sig hvordan den kunstner man skriver om, har absorberet musikken fra deres tidlige ungdom. Ofte kan man endda næsten se det for sig: R’n’B sangerinden, der som teenager synger med på et Aaliyah nummer foran spejlet, mens hun drømmer om fyldte koncertsale og rejser i privatfly til det caribiske øhav. Indie rock guitaristen, hvis øjne og øre spærrede op, da hans far en dag spillede ”Voodoo Child” for ham. Men det er noget andet med Jamie Smith. For den unge elektroniske musiker, som langt de fleste kender under navnet Jamie XX dyrker tråde af inspiration, der trækker i et virvar af retninger og han bruger sin sampler til at vise os dem. På hans dengang længeventede ”rigtige” solodebut, In Colour, tilbage fra 2015 åbner den engelske wunderkid os ind i hans verden af klubber oplyst af blinkende neonlys, vibrerende bas og mørke hjørner af mystik og storhed. På monsteråbneren “Gosh” rammer Jamie dig lige i solar-plexus med himmelstræbende bas, industriel sirenesang, spektakelpercussion og et in-your-face “Oh my gosh”-sample. Lyden af varme og kulde, der helt uvirkeligt føles mere menneskeligt og ærligt end selv de mest inderlige folkballader.
Det er som førnævnt svært at give en kort og klar beskrivelse af Jamies lyd. Udover at være lydarkitekt i det hæderkronede The xx, så er genrebetegnelser som future garage, post-dubstep og trip hop blevet brugt om de singler han har udsendt gennem årene. Det vil være lettest og sandest at sige, at han er det hele og mere til. Hvor bas-konger som Avicii, Krewella og til en vis grad Diplo hylder festens klimaks, drejer Jamie xx lyden over imod en underspillet eufori og de længsler som pladens skikkelser bærer på. Her kommer ingen for at poppe champagne eller være festens konge, men i stedet vil han give plads til at festen kan være et tidsmæssigt mellemrum, hvor man glemmer hvem man er. Han giver os mulighed for at søge trøst som på numrene “SeeSaw”, “Loud Places” eller Stranger In A Room”. Undtagelsen er “I Know There’s Gonna Be (Good Times)”, der er en lang glædes rus. Popcaan og Young Thug lyder gladere end nogensinde før og tilføjer udentvivl en ekstra dimension til pladens farvestrålende palette mellem dansegulvsbasker af de helt store og nattemelankoli, der lyder som dagen derpå. Og denne vekselvirkning er nok i virkeligheden pladens overskyggende appel og grunden til, at jeg stadig finder pladen frem 5 år efter og stadig synes, at det er et mesterværk, som ingen rigtig har kunne måle sig med.
14. Jenny Hval - Bloodbitch
Tilbage i 2016 opnåede Bloodbitch topplacering på min årsliste. Og det med god grund. Jeg skrev dengang:
"Bloodbitch er et konceptalbum med den saftigste blanding af kvindelige vampyrer og menstruation, hvor blodet kan forstås ud fra gysergenrens forgudelse af den rødelige væskes effektive ekstremitet, men også menneskets biologiske trafikkryds, der aldrig formår at gøre kvindekønnet fri fra sin medfødte reproduktionsevne. Og det måske mest inciterende ved pladen er netop lyrikkens mange poetiske tigerspring mod en særlig sfære af metaforer. Billedliggørelser på blodets tveæggede sværd. En romance og kamp mellem kvindens eget selvbillede indadtil som udadtil, hvilket gør pladen til et stærkt personligt portræt af menneskelig tvivlen på sig selv.”
Jeg sidder stadig med samme følelse i munden omkring denne plade. Sikke en kraftpræstation.
13. Arcade Fire - The Suburbs
Dette er hverdagsportrættet som jeg aldrig kunne komme mig over. Jeg husker stadig første lyt som en følelse af, at jeg blev præsenteret for en slags evident bevisførelse af, at dit liv kan ende med at repetere sig selv. En kold klud i ansigtet, der paradoksalt nok føltes opløftende og akut vedkommende. The Suburbs var som at træde 15 år ind i fremtiden. At blive teleporteret til et canadisk forstadsmiljø, som jeg øjeblikkeligt kunne sætte mit liv i relation til. Eller på samme måde som når mine forældrer taler om at slå tiden ihjel med endeløse timers cowboy og indianer i forstæderne tilbage i 70erne for samtidig at være havnet tilbage i selvsamme form for bebygget område. Kliché-alert - historien gentager sig selv. The Suburbs mærkes som en universel følelse af desperation over ikke at kunne flygte. At være fanget. Ikke kun fanget i bogstavelig forstand, men også i minderne selv. At man er fanget i de samme nostalgiske billeder man har af fortiden som man ender med at videreføre. Disse udforskninger af følelsers stilstand, udbrud og genkald har været symptomatisk for hele Arcade Fires diskografiske udvikling. Lige fra begyndelsen, hvor angsten for fremtiden føltes helt ud til fingerspidserne på Funeral til den seneste Everything Now, hvor det storladne endte med at kamme over. På The Suburbs blev vi præsenteret for en enkelt idé om det universelle vi alle gennemgår. At vi bliver ældre. At udviklingen af vores eget verdensbillede måske ikke ændrer sig sådan som vi troede.
12. Flying Lotus - Cosmogramma
11. LCD Soundsystem - This Is Happening
10. Solange - A Seat At The Table
Et stykke uundgåeligt medmenneskelighed fra et tidspunkt i musikhistorien som aldrig vil være af helt samme kaliber.
9. Beach House - Teen Dream
Teen Dream føltes som det tungeste og smukkeste et menneske kan forestille sig, det pureste og reneste guld. Smeltet om til guitarfigurer, rundgange på trommemaskine og af en vokal fra et vist menneske med runde brune lokker og det borgerlige navn Victoria LeGrand.
8. Ariel Pink - Before Today
Meget kan siges om den kære mand, men det har sjældent været mere appellerende og legesygt som på Before Today. Pladen har fungeret som ledetråd og pejlemærke for en helt generation af musikere, så selvfølgelig fortjener pladen i top 10 plads. Klichéerne og den musikalske griner lød aldrig rigtig lige så god i 10erne som hvis de kom fra Pink. Og det er i sig selv en bedrift, der skal hæderkrones og prises med stor fanfare.
7. Frank Ocean - Channel Orange
Hvordan en mand før og efter en udgivelse kan ændre så meget på ikke bare sig selv, men så i den grad også sine omgivelser her fra og til evighed for R&B og hele popmusikkens forståelse, er da fuldkommen ufatteligt. Av for den. Frank Ocean skabte slet og ret et før-og-eftermæle af musikkulturen, der med numre som “Pyramids” og “Thinkin Bout You” skar hul til poppens hellige graler.
6. Tame Impala - Currents
Man skulle ikke tro, at Kevin Parker kunne bibeholde det tårnhøje niveau som på de foregående udspil. Men nej, hans ambitionsniveau ville så uendeligt meget mere end bare at skubbe til egne ambitioner. På Currents cementererede han sin position som syrerockens genskaber.
Som tidligere skrevet, så var dette rockopus lyden af alt den gode musik jeg fik fra min barndom. Dette indbefatter 70ernes bombastiske og udsyrede rocksymfonier, 80ernes kitschede disko og selvfølgelig 90ernes hæmningsløse filterhouse. Samtidig indeholdte mange af pladens trommebeats en pudsig snert af 00ernes overflod af cremet og catchy R&B-lyd. Sammenblandigen blev en kalejdoskopisk regnbueraket, der med lynets hast blæste igennem stratosfæren og videre ud i universet.
For det hele starter med den oscillerende sprængning “Let It Happen”. Et nummer, der som førstesingle og pladeåbner viste vejen for hvordan straight-out orgelsynth, velnæret R&B, loopguitar og stortromme masterering af en anden verden tilsammen dannede rammen om en (gen)tænkt udgave af rockperfektionisme. Det her var ikke Innerspeaker eller Lonerism. Det føltes ej heller bare som en musikalsk kolbøtte i dets genreudhviskning mellem pop og rock. Dette var en manifestation af, hvor stor en musiker han var blevet.
Pladen er et sandt tagselvbord af lutter lækkerbiskener, der veksler mellem de allestedsnærværende og mastodonttunge stor- og lilletromme slag som på “Love/Paranoia” til overblærede synthstykker som på rumudforskningen “Past Life”. Særligt på “Past Life” bliver den narrative førstepersonsfortæller tydelig, hvor han nærmest fremstiller en posthumt fortælling om livet efter breakuppet gennem en ganske almindelig dag.
Og eksakt koblingen mellem en mand i fuld nedsmeltning og fuldkommen musikalsk overskud gør dette album til en særlig skabning. Den gør dig i stand til at du selv ønsker at komme ud af din egen ensomhed.
5. The War On Drugs - Lost In The Dream
4. Frank Ocean - Blonde
3. Destroyer - Kaputt
2. Deerhunter - Halcyon Digest
Kan man bo inde i et album? Inde i en sang? Et tætpakket vakuum af minder om de tidlige præ-voksne kapitler i mit liv gennem én bestemt periode af mit liv spillet gennem 11 gennemmagiske sange? Er det muligt? Dén lektion har jeg erfaret med Halcyon Digest. Med albumanslaget på “Earthquake” flår Bradford Cox følelsesmembranen op. En pirrende guitarhvirvel. Et genfærd fra engang i tresserne opstår på “Desire Lines” og bliver blæst op i skyerne på “Helicopter” om en pornoskuespillers livskamp mod en tilværelse i prostitution. Det er anekdoter, der skaber permanente billeder tæt fastnet på nethinden. Om eksistenser og deres færden gennem livet. Både dem der har eksisteret og om dem, der meget vel kunne have gjort det. Halcyon Digest er uden sammenligning det tætteste bandsammenslutningen Deerhunter er kommet på et fuldkomment værk, som har og stadig kommer til at leve langt ind i eftertiden.
1. Kendrick Lamar - To Pimp A Butterfly
10erne har på alle måder været det mest stjernefunklende musikårti i lang tid med streamingen, sociale medier og internettets millioner af knopskydninger som de mest omvæltende nyskabninger for musikverdenen. Som jeg har haft det flere år gennem årtiet, så har det været umuligt at følge med i alle udgivelser, nogle gange har jeg måtte gå tilbage i et forsøg på lige at få det oversete med. For årtiet har grundet disse uoverskueligt mange musikalske platformes indtog gjort det snart sagt umuligt at følge med i alt og alle. Så selvom det har været et gudsbenovet musikårti, hvor jeg aldrig rigtig nåede at få det hele med, så er der alligevel nogle udgivelser, der ikke har været til at komme udenom. Og især én udgivelse bør i denne sammenhæng fremhæves som det uomtvistelige musiktestamente for årtiets bortgang. Det drejer sig om en musikbegavelse, der har formået at overgå sig selv eller på anden måde ramt noget helt særligt, som simpelthen ikke kunne være lavet før nu. En mand, der om nogen vil kunne kalde sig for den absolut dygtigste raplyriker overhovedet, navnet er Kendrick Lamar. Netop Lamar tog hånd om et af vigtigste spørgsmål i USAs relativt korte historie - racediskriminationen. Dette emne blev så pakket ind i et tætmasket kludetæppe af mesterlige produktioner, hvorfor To Pimp A Butterfly uden tvivl er ét af de absolut bedste rapalber i nyere tid og samtidig ender med at toppe listen over bedste udgivelser fra årtiet 2010 til 2019.
Af Jens Bjørn Grelck, 2020
