#teaterzeppelin

Denne anmeldelse blev oprindeligt på teateravisen.dk

En stemningsskabende fortæller, akkompagneret af fint vinter-lydspor, sætter rammen for Teatret Zeppelins dukke-dramatisering af Tove Janssons bog om mumitroldenes første møde med – ikke bare vinter og sne, men også – julen, der ikke sådan er til at blive klog på. Det er finurligt og fint helt i tråd med forlægget. ’Da julen kom til Mumidalen’ er oplagt som underfundigt og hyggeligt indslag i en travl december.

Salens opmærksomhed fanges intenst fra start, hvor Mie Brandt med god dramatisk sans giver sig til at fortælle om mumiernes livscyklus.

Lige nu er de i vinterdvale, forstår vi. Alle er nysgerrige og stille for at få det hele med, og den yderst billedskabende stemningsopbygning forløses fornemt med det fineste vinterlandskab, som tæppet går fra. Det sner fra himlen, og alt ånder fred og idyl.

Johanne Eggerts smukke sne-scenografi er enkel med store snedynger, der glimter, bjerge i baggrunden og et lille blåt hus i midten, hvor der som prikken over i’et kan komme røg op fra skorstenen.

Det er en virkelig god begyndelse på en meget fin forestilling, der får os alle ned i tempo, og det kan undre, at aldersgrænsen er sat helt op til 5 år. Mange mindre børn ville også oplagt kunne suge stemningen til sig og nyde roen og detaljerne i fortællingen.  

’Men ikke alle sover…’

Inde fra det lille hus hører vi heftig snorken fra mumierne dybe vintersøvn. Der smaskes lidt og vi kan næsten mærke varmen under dynerne. Pludselig høres der også en prut, og hele salen sprutter af grin.

Vores dygtige fortæller viser sig også at være en ferm dukkefører. En god basrytme akkompagnerer hendes fine føring af Hemulen, der irriteret og lettere julestresset møffer rundt i vinterkulingen.

En helt anden ro skabes med varmt lys og svævende toner, når vi er med i Mumis rare drøm under dynerne. Stemningsskiftene er ligesom scenografien enkel og effektfuld. Dertil emmer dukkeføringen, med forskellige stemmer og gemytter til dalens mange beboere, af simpel børneleg, som publikum selv kunne have gang i hjemme på værelset. Her er plads til at dvæle ved detaljerne.

Alle skal op og ned ad stigen (da mumierne konsekvent går ind gennem taget!), og det tager både tid og er besværlig for de fleste mumitrolde. Mumifar falder endda, og affejer det som ingenting, som vi kender det fra Wulffmorgenthalers Dolph-figur, der stædigt fastslår; ’Jeg var lige oppe’, hver gang han falder.

Ligeledes opremses opskriften på Mumimors varme forkølelsessaft, og det slås fast med sødmefuld, myndig mine, at den ’smager af sommer og jul i en mundfuld.’

Sproglige billeder som disse er der mange af med fin reference til Tove Janssons bøger.

Julens forventninger

Trods forestillingens ro er forvirringen stor blandt vores mumitrolde. De har aldrig set sne før og er helt fortumlede af at blive revet ud af deres dybe vintersøvn. Ingen forklarer dem noget, men i forbifarten opsnapper de en halv vind om, at julen kommer, og de forstår så meget, at man skal bruge et træ for at klare sig. For dem er julen noget ukendt og farligt, som må formildes ved at opføre sig korrekt over for den.

Det er en skøn måde at se på det hele udefra, og bøgernes evne til at forene det trygge med det farefulde – og her også de højtidelige traditioner med det humoristiske – er smukt sat i scene.

Min lille ledsager synes, at det er noget så sjovt, at man kan tro, at julen er noget farligt, og han klukker lystigt over de mange forviklinger og forberedelser hos de stakkels mumier.

’Spiser den også?!’ udbrydes der forfærdet, da det går op for dem, at man også skal lave mad til julen. Alle i salen morer sig kosteligt over at vide bedre, og der er ikke et øje tørt, da der bliver disket op med alle mulige retter, som jo slet ikke er julemad.

På samme måde går det med juletræet, der skal ’pyntes smukt som muligt’. Mumimor finder efter bedste evne både perler og roser frem, og træet bliver faktisk fint, om end ikke ligefrem traditionelt.

På den måde bliver der efterhånden alligevel julestemning i den lille mumidal, som det hele skrider frem, og et smukt grønt lys indhyller himlen i den sidste idylliske scene. Som voksen er referencen til nordlys klokkeklar, men min lille ledsager mener nu nok, at det godt kunne være et stinkdyr.

Dermed får undertegnede – og nu også I – lige et ekstra billede med fra dette elskelige univers.